Låge nr. 24: De gratis glæder



Jamen, nu har jeg aldrig ... kommer I dér, allesammen? Sikke da en overraskelse, kom dog indenfor! Og vi er endda næsten fuldtallige – Henriette, Folehaves univers, Fruen i midten, Inge, Rasmine, Donald, capac, GoodKnight og Peter Pedal! Lad mig se, det bliver bum, bum ... ni, får jeg det til. Ni ulasteligt klædte kvinder og mænd af betydning. Jamen, så synes jeg, vi skal bære julen ind i herreværelset, som Gowings netop har pyntet så festligt – og lur mig, om han ikke allerede har åbnet portvinen fra den julekurv, han havde med hjem fra Fortnum & Mason i går. Så skærer jeg julekagen for. Og den, der kommer først, må sidde i den okseblodsfarvede Chesterfield Georgian High Back Wing Chair til venstre for kaminen!

Har I alle sammen noget i glasset? Jamen, så lad os da skåle for, at det endnu engang er lykkedes at bevise denne blogs ukuelige vitalitet, specielt i julemåneden, og for at Facebook endnu ikke har fået os ned med nakken. Og til jer, der måske ikke får alle vores juleønskeanbefalinger at se under træet i aften: Op med humøret! De bedste ting i livet er stadig til fri disposition, ja selv på strømpesokker er det muligt at holde fanen højt. Bare spørg (den i øvrigt velklædte) Bert Cooper fra Mad Men (of Importance):



Glædelig jul!

Gowings & Cummings


P.S. Et sidste trick på falderebet: Hvis du får mistanke i aften under risalamandeindtagelsen om, at mandelgaven er et slips med indbygget musik eller et par underbenklæder med baconduft, og det er dig, der har fået mandlen, så knas den!

Kategori: . Bookmark permalink.

15 Kommentarer til Låge nr. 24: De gratis glæder

  1. Tak for pladsen i det betydende selskab, det er en udsøgt fornøjelse at være gæst hos jer to betydende mænd.
    I og jeres familier ønskes en dejlig jul og et forrygende nytår.
    P.S, på spjderære.. Jeg knaser mandlen for en sikkerheds skyld. :-)

  2. Ah, portvin. Nu vinder jeg aldrig mandelgaven, men skulle det usandsynlige alligevel ske, vil jeg følge det gode råd at knase mandlen, og så må den formastelige selv beholde sine vederstyggelige benklæder. Glædelig jul!

  3. Tak for en - som vanligt - god julekalender og en glædelig jul til jer alle!

  4. kom indenfor de damer! Vi har proppen af 88'eren, så først til mølle. Glædelig jul, hele vejen rundt!

    (Pst, pst, Cummings, du har stadig forklæde på - og så her i stuen...)

  5. Du tager fejl, Gowings, har du glemt din pincenez? Jeg har ganske rigtigt et stribet forklæde, men det er nu mit stroller suit, jeg har på.

  6. Alt forladt, gode Gowings.

  7. Jeg bukker og takker for julekalenderen to end all julekalendere - eller måske: The continuation of a beautiful friendship.

    Da jeg for en time siden trådte ind i IC3-toget fra Kjøwenhavn mod Aarhus var der en passager, der viste mig sin billet.

    Han må have haft en juleblæser på, for alt hvad jeg havde gjort var at følge rådet fra butleren Jeeves i 'Jeeves and Wooster' om at være velklædt, når man tager toget.

    ..

    Jeg pakkede i øvrigt mine Beyerdynamic hovedtelefoner ned i en papæske, hvorpå der var et billede af en el-varmeblæser. Min kæreste spurgte: 'Skal du have blæser med?'. Som det mest selvfølgelige svarede jeg ja, fordi jeg troede hun hentydede til den Boss-blazer, som Cummings havde inspireret mig til at købe for en hundredelap i Kirkens Genbrug.

    Hun spurgte: 'Bliver det koldt?'.

    Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede.

    Imidlertid må én eller anden fødselar have opført sig strålende i det forløbne år, for solen har stået ned i lårtykke stråler over de stedsegrønne marker hele vejen hen over Sjælland.

    Jeg vil udbringe en skål i Cola Zero her fra Storebæltsforbindelsen.

    MAB længe leve!

  8. Jamen skål, tak for den ukuelige vilie til at skrive låger i December. Det er vigtigt at skelne mellem de forskellige kommunikationsformers stærke sider. Blogg-formatet egner sig bedre til filosofiske jule-texter end FB.

    Jeg skåler i en Renault, VSOP, som jeg fik i Julegave! Ah! :)

  9. Skål, Donald – dit valg af forfriskning vil glæde Gowings, der i mange år har været afhængig af en Renault hver dag.

  10. Tak til alle for julevisitten! Det var som sædvanlig knashyggeligt.

  11. Tak for endnu fornøjelig december. Især har jeg haft glæde af de vældig brugbare snørebåndstips! Et godt og velsignet nytår til begge de herrer.

  12. Selv tak, Benedicte. Snørebåndet er en undervurderet beklædningsgenstand.

  13. En god blev det, også uden mandel - skål og god forsinket jul til hele holdet :D

    - Anne
    www.venterpaavin.blogspot.com

  14. Tak, i lige måde A+K. Og velkommen til. Mon ikke vi kan finde en sjat portvin et sted ...

Skriv en kommentar