Viser opslag med etiketten Links. Vis alle opslag

Fåmælt

Nå, Gowings. Hvordan går det så?
- Mjoeh..
Er du lidt trist?
- Nææh..
Hvad laver du?
- ikke noget.
Hvad drikker du?
- Rødvin.
Ja tak, men hvilken rødvin?
- Øhh..
Nåh, men er du glad - sådan?
- Jooh..
Måske ligefrem lykkelig?
- Nårh..
Hvad er det du sidder med?
- Øh, hva'?
Er det en PC?
- Næhh..
Arh okay, så en MacBook da?
- Ja.
Hvorfor har du lukket øjnene?
- ...
Drømmer du?
- ...
Hvor drømmer du dig hen?
- Her.
Og hva sker der dér?
-...
Skal du derover?
- Mmhh..
Hvornår?
-...
Til sensommeren?
- Mmhh...
Med hvem?
-...
Med Cummings?
- Mmhhh..
Hører du musik?
- Mmmhh..
Hvad hører du?
- Kasey Chambers.
Skal Jeg komme igen senere?
-...

Kategori: , | 7 kommentarer

Weekend Mixture #4

Nu, da vi endelig har fået vinter med kuldegrader og hvid garniture, og man omsider kan komme ud og boltre sig i sneen, er det en særlig glæde for Mænd af betydning at kunne præsentere en helt ny form for vintersport. Desværre lader den sig ikke praktisere i det flade danske landskab, men norske fjelde, franske alper og den slags skulle være ideelle. Og husk lige motorcyklen.

Vi er dog ikke blinde for, at en del af læserskaren, herunder overtegnede, foretrækker indendørs sysler, når termometret kryber under nul. Måske er du ingeniør – eller som jeg efterkommer af en – og føler en ubændig trang til at skille alting ad. I så fald iler vi med adækvat inspiration (klik på 'New York' ude til venstre).

Eller hvad med at give den en skalle i køkkenet? Kulden kalder på en velkrydret herreret, hvor der ikke er sparet på hvidløgene, og sådan piller du dem i løbet af nul komma fem.

Skulle du få et par grøntsager til overs, hvorfor så ikke yde dit bidrag til Stop Spild af Mad med et hjemmelavet gulerodsinstrument, der uvilkårligt vil tiltrække beundrende blikke, især hvis du ikke helt har glemt alle dine klarinettimer.

Du kan selvfølgelig også vælge at demonstrere dine musikalske evner ved hjælp af din bil og et par af gutterne fra Palæ Bar. Det vil nok være en fordel, hvis en af dem har gode forbindelser til en generøs piano- og guitarforhandler. Og så er det ellers bare deruda' ...

God weekend.

Kategori: | 4 kommentarer

Weekend Mixture #3

Det er formentlig ingen hemmelighed, at Mænd af betydning har visse anglofile tilbøjeligheder, uden vi dog af den grund er i nærheden af at udvise tilnærmelsesvis så excentrisk en adfærd som vores engelsktalende kønsfæller. Eksempelvis har samtlige medlemmer af redaktionen aldeles glatbarberede overlæber, eftersom overskæg indebærer en overhængende risiko for at blive forvekslet med skimmelsvamp. Men herved adskiller vi os markant fra medlemmerne af den legendariske Handlebar (Moustache) Club. Klubben har naturligvis også en hjemmeside med klubbens historie, billedgalleri og mødekalender med fremtidige arrangementer og links til oversøiske søsterklubber (som i dette tilfælde måske burde benævnes broderklubber).

Nu vi har berørt emnet England, hvorfor så ikke lige repetere moden i London gennem 100 år. Det kan gøres på under to minutter.

Tilbage til de hjemlige breddegrader. Af naturlige årsager erindrer ingen i Mænd af betydnings redaktion, hvordan der så ud i København i 1937. Men takket være YouTube ved vi det nu, og vi må konkludere, at det faktisk ikke er den helt store forandring, der er indtruffet i de forløbne år. Og allerede dengang var amerikanerne ved at gå bagover ved synet af alle de cykler.

Gowings, der altid har fingeren på filmpulsen, har selvsagt allerede set Steven Spielbergs filmudgave af Tintin. Til gengæld er jeg næsten sikker på, at han ikke har set denne uofficielle, alternative intro til filmen, hvor animatoren James Curran har fået flettet elementer fra samtlige 24 Tintin-bøger ind på lidt over et minut.

Have You Seen My Sister Evelyn med Evelyn Evelyn skal bare nydes, både med øjne og ører.

Kategori: | 7 kommentarer

Weekend Mixture #2

Det lysner så småt. På mine landlige breddegrader er dagen nu tiltaget med 1 time og 55 minutter, men vigtigere: isen på de småveje, kommunens snerydningskøretøjer ikke vil vide af, er så godt som smeltet, og tanken om de spændstige cykelture i omegnen, der venter lige om hjørnet, afstedkom i dag et muntert drag om munden, som mine omgivelser har kommenteret fordelagtigt. Må jeg anbefale alle, der længes efter at give den gas på jernhesten, at lure Danny MacAskill et par tricks af.

Som man vil have bemærket, er siddefaciliteterne på Dannys cykel ikke noget at råbe hurra for. For dem, der foretrækker at cykle siddende, men stadig har et udtalt behov for at tiltrække sig opmærksomhed, kunne denne variant måske være en mulighed.

Cyklist eller bilist? Det behøver ikke være et enten-eller. Hvis du ikke har råd til en Porsche 911, hvorfor så ikke bare bygge en med pedalkraft selv?

Apropos miljøvenlige biler: for nylig bragte vores trofaste kommentator Peter Pedal high end-elbilen Tesla på bane. Her er Tesla Motors seneste frembringelse Model X Electric SUV, som man lover er på gaden inden 2013.

Til sidst den mindst effektive, men garanteret sjoveste måde at komme frem på.

God weekend.

Kategori: | 19 kommentarer

Weekend Mixture

Intet ligger Mænd af betydning fjernere end at lukke os om os selv, og hvad er mere nærliggende end at benytte weekenden til at åbne et vindue mod omverdenen og indsnuse dens mangfoldighed – eller måske bare lufte lidt ud?

Så stop bare shagpiben, mine damer og herrer! Her er det første friske pust, og regn ikke med, at der er nogen som helst indbyrdes forbindelse mellem de links, der flagrer forbi:

Julian Assange og hans hjemmeside WikiLeaks har muligvis nok fået den medieomtale, de kan tilkomme et godt stykke tid fremover. Men hvorfor ikke også sikre sig, at den unge generation bliver dus med Assange, som næppe selv har forestillet sig, at han skulle ende som interaktiv malebog.

Dette site handler kun tilsyneladende om biler. Og kom så ikke og sig, at amerikanernes dårlige smag er en myte. De går (eller rettere kører) hele vejen – og somme tider med et vist format.

Nu vi alligevel på en måde er ved biler og amerikanere, hvorfor så ikke nyde fem minutter fra dengang, der var tegnefilm til?

Naturligvis har hverken Gowings eller jeg nogen sinde har leget med maden, men personligt er jeg villig til at lægge stilen om.

Hvis du kun orker at klikke på ét link, så lad det værre dette. Du risikerer at blive hængende, men du vil ikke fortryde.

God weekend.

Kategori: | 4 kommentarer