Duer. I det Gowingske domicil fodres der fugle i en grad, så at jeg kan frygte, at de små fjerbolde ikke længere evner at finde et bær eller et frø i guds egen natur udenfor tjørnehækken. Men sådan er det blevet, og ja, det tiltrækker småfugle, og ja, de er sjove at se på, når de pikker solsikkekerner i foderautomaterne.
Men med foderautomaterne kommer også duerne. De sidder nedenunder, og tramper de stakkels planter ned som udgør bunddækket under kirsebærtræet og stauderne, som også står der. Og de flokkes på græsplænen. Og lægger fuglelorte på havemøblerne på størrelse med en soft-ice (sygt billede - undskyld). Fru Gowings ønsker dem hen hvor peberet gror, og hun har sågar foræret overtegnede et luftgevær i lovlig kaliber, så han, hvis han kunne mande sig op, er i stand til at udløse et veritabelt Dybbøl (for nu at blive i det tidsaktuelle) over havens duebestand. Sjovt nok er det ikke lovligt - en rotte må man slå ihjel med en skovl eller smertefuld forgiftning, men ikke en due.
Men jeg kan ikke skyde en due, - slet ikke fordi dens eneste forbrydelse er at gå rundt i haven. Jeg vil hellere tage duesøm, klappen i hænderne o.s.v. i brug for at skræmme dem væk. Indimellem er det mig, der fylder automaterne op, også selvom jeg egentlig mener, at fugle burde kunne finde masser af føde det meste af året i vores have. Hvis de gad selv at yde en indsats. OK - jeg ved godt de ikke laver andet hele dagen end at fylde sig selv og deres afkom. Det er en heltidsbeskæftigelse
Og hvis man ikke gider at have duer i haven, så skal man nok heller ikke, som jeg har for vane, lægge den her håndfuld solsikkekerner til 'musen' under foderautomaten ...
PS: Som vi har været inde på før her på bloggen, så kan barndommens sprogforbistring give ophav til nogle sjove erkendelser i voksenlivet. Jeg var ret gammel før '- med dugen til julegilde' blev rettet til 'med duen til julegilde'. De satans duer.
