Viser opslag med etiketten Biler. Vis alle opslag

Kære Gowings

Jeg kender jo din faible for biler af fransk oprindelse, specielt hvis Citroëns karakteristiske vinkler pryder bagsmækken, og jeg forstår din diskrete indvending mod antibilisternes seneste tiltag i Paris.



Men apropos logoet på DS'ens velformede bagdel kom jeg uvilkårligt til at tænke på min gamle Ronson-lighter, som jeg for nylig genfandt i en skuffe i herreværelset, hvor den må have befundet sig, siden jeg lagde rygningen på hylden for en menneskealder siden. Som du sikkert har regnet ud, er der nærmere bestemt tale om en Varaflame – et navn, den gjorde sig fortjent til ved at være den første lighter, hvor det var muligt at variere flammens højde ved hjælp af en dertil indrettet drejeanordning. Lighteren er naturligvis hverken benzin- eller dieseldrevet og har som sådan ikke meget med den af dig beskrevne parisiske afsky for disse drivmidler at gøre, men du må give mig ret i, at min Ronson Varaflame Golden V har en ikke ringe lighed med en Citroën DS:



Ganske vist opererer Ronson kun med en enkelt guldvinkel mod Citroëns to, og den vender heller ikke på hovedet, men alligevel ...

I øvrigt kan jeg berolige dig med, at jeg ikke har genoptaget rygningen, men blot fyldt gas på lighteren og stukket den i lommen i håb om en dag at støde på en af de få tilbageværende kvindelige rygere og på en gentlemanlike måde være hende behjælpelig med at få fut i fejemøget.

Din hengivne
Cummings

Kære Gowings,

Jeg forestiller mig, at du i øjeblikket tilbringer alle dine ledige stunder i smøregraven ude i garagen med at klargøre din omfattende bilflåde, så den er hundrede procent shipshape til forårets komme. Et og andet tyder dog på, at foråret slet ikke har planer om at indfinde sig, og hvem ved, måske bliver efteråret den næste årstid, vi må forholde os til, fordi foråret og sommeren 2018 er blevet suspenderet af de højere magter og DMI? I går morges, da jeg vågnede og kastede et blik ud ad vinduet, kunne jeg ikke se andet end snedækkede marker og træer, så langt øjet rakte, og situationen er den, at jeg stadig bevæger mig rundt på vinterdæk, selv om det officielt er sommertid fra på søndag.

I modsætning til dig giver jeg mig som bekendt ikke af med manuelt arbejde, hvis jeg kan betale mig fra det, og jeg har derfor heller ikke selv monteret mine vinterdæk. Som mit beskedne bidrag til at holde samfundets hjul i gang, om jeg så må sige, overlod jeg det til et bilværksted, som jeg antog måtte have en vis erfaring med den slags. Jeg var oven i købet så heldig, at det gik ualmindelig tjept med at få ombyttet sommerdækkene med vinterdæk, hvortil kom, at den yderst venlige og belevne betjening satte mig i godt humør. I samme gode humør satte jeg mig derfor ind i bilen og kørte hjem i garagen med den efter at have afregnet med værkstedet. Desværre dalede humøret brat, da jeg steg ud igen, og mit blik strejfede baghjulene. Til min græmmelse måtte jeg nemlig konstatere, at venstre og højre baghjul var byttet om, så dækmønstret vendte den gale vej på de to hjul.

Jeg kørte straks tilbage til værkstedet – dog ikke baglæns, som det måske havde været på sin plads – og påtalte fadæsen over for mekanikeren, idet jeg ikke undlod at gøre opmærksom på, at hvis det havde været isglat, og jeg ikke tilfældigvis havde opdaget hans makværk i tide, kunne det være blevet min sidste køretur.

– Der kan jo altid ske en menneskelig fejl, svarede mekanikeren med et overbærende skuldertræk, og da jeg gjorde ham bekendt med, at det under ingen omstændigheder var en fejl, jeg havde forventet af et autoriseret værksted, lød hans svar:

– Tja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortolke det.

Fortolke? Det var her, jeg måtte beherske mig for ikke at foreslå ham at satse på en karriere som folketingspolitiker og sprogfordærver i stedet for at fortsætte med klamphuggeriet.

Som en særlig service for eventuelle medlæsere under halvtreds år kan jeg oplyse, at en klamphugger oprindelig var en dårlig håndværker, som kun var i stand til at hugge små træstykker (klamper) til at sætte under træsko. Nu er det bare en person, der laver noget juks.

Den omtalte mekanikers arbejde er desværre ikke det eneste tilfælde af klamphuggeri, jeg har oplevet i den senere tid. Klamphuggeriet breder sig hastigt og følger tilsyneladende en brat opadgående kurve. For at nævne et eksempel fra mit eget felt må jeg dagligt lægge øre til radio- og tv-speakere med talefejl, som hakker og stammer sig igennem teksten med tryk på de forkerte stavelser. Derudover kunne jeg nævne de universitetsstuderende, som opgiver studierne, fordi de mener, at niveauet er for højt og kræver det sænket, samtidig med at censorer, professorer og lektorer kritiserer universiteterne for faldende faglighed og inflation i uddelingen af 12-taller. Men her bevæger jeg mig ind på din ressort, Gowings, hvorfor jeg vil afholde mig fra at gå dybere ind i dette spørgsmål.

Det skal dog ikke forhindre mig i afslutningsvis og overordnet at stille et andet spørgsmål: Hvis vi for fremtiden selv skal udføre alt praktisk arbejde på grund af uduelige håndværkere og tilmed affinde os med mediefolk, som ikke er i besiddelse af de mest elementære færdigheder, og akademikere der ikke ved noget – ja, hvor er vi så henne?

Din hengivne
Cummings

Så er familien klar til at tage på julebesøg, når fru Gowings har fået placeret skiene. Bilen kommer til at trille en del mere, end den har for vane i hverdagen. Søstre, onkler og tanter, svigerinder og svogere, svigerforældre, medfødt, indgiftet og tilvalgt familie, skal besøges og komme på besøg, og derudover går turen til diverse kirkegårde for at besøge resten.

Nu er vi klar til at indtage juleferien. Den er i den grad tiltrængt. Det er som om der specielt i år har været lang tid imellem august og december. Nu, nu, nu er det tid til carrolls, julefilm, duft af julebag og alt det andet, der hører dagene inden jul til. Åh, vi trænger! Vel skal de sidste gaver købes, vel skal vi til slagter og bager og vel skal vi ordne andre gøremål, men nu er det jul; vi er trådt ind i tyverne og der er nu kun tre dage tilbage inden juleaftensdag oprinder. Nyd det nu derude; det varer et helt år inden, det kommer igen.

Inspireret af Madames indlæg om en pladespiller app til iPad'en hoppede jeg på en lille tankerække, der snurrede om begrebet at lytte til HiFi. Selvom vi har, hvad man med rundhåndet overbærenhed kan kalde et HiFi-anlæg, så er det noget afbleget i forhold til fordum tiders opsætninger.

Før CO₂ kvoterne - og før nogen overhovedet var kommet på klimaforandringer og Lomborg endnu ikke var opfundet - da varmede vi stuen op med en lille 10 watts forstærker, klasse A, der brugte så meget strøm, at vi fik besøg af Københavns Belysningsvæsen. Væsenet undrede sig over vores forbrugsstigning på 400%.

Men lyden venner - lyden var ikke til at tage fejl af. Og det som jeg engang synes lød godt, det lyder stadig godt, når jeg får taget mig sammen og får rigget det gamle udstyr til. De hjemmelavede konstruktioner tåler ingen sammenligning i design med B&O, men det 'rå' udseende har sin egen charme (synes jeg). For de nysgerrige vidende entusiaster kan jeg fortælle, at vi har haft 10 watts klasse A forstærkere designet af både John Linsley Hood (se diagram) og Jean Hiraga.

Hvorom alting er, så ved jeg, at når vi nu får flere vindmøller på nettet og de tager min benzinmotor fra mig, så skal der bygges Klasse A forstærkere igen.

Indtil da må jeg konstatere, at det meste musik jeg får hørt, hører jeg i bilen. Her kan jeg så glæde mig over, at franske bilproducenter altid har taget musikanlægget i bilen alvorligt.


Det bliver dog godt at overtage sønnekes kælderværelse en gang - så skal der ikke skeles til WAF* når der skal indkøbes antikke Quad elektrostater (højttalere).

*WAF, wife acceptance factor

Nu er det weekend og vi sidder omme bagved. Slå dig ned - Cummings rækker bagover og tager en pilsner, hvis du har lyst. Du kan også få en vand, hvis du skal køre. Der bliver rundet af, som det hedder. Den der boblende weekend-fornemmelse. Den hyggelige stemning som man ønsker aldrig må høre op. Åh, nuet!

Nåh, de herrer - hvad er ugen så gået med? - Tjah, vi har mindedes 'omvendt' skråtstillede bagruder...





Hvad har I lavet?

Himlen er blå, skoven er grøn, og Citroënerne er sprunget ud af garagerne og pryder udvalgte kantsten i landskabet. Det er ganske vist den gode Gowings' stofområde, jeg bevæger mig ind på, men ikke desto mindre har jeg vovet det ene øje og haft held til alt få en mørk variant af den eksotiske sydfrugt i botaniserkassen – en sort sort, så at sige. Jouir!

Da vi havde den lille Renault 5, var der ikke noget med vinterdæk. Vores kørselsbehov var forsvindende og de små hjul med gode slidbaner på sommerdækkene slog til - også det meste af vinteren. Nu er det en helt anden situation, fordi fru Gowings og jeg har et andet regnestykke. Så jeg har hygget mig med kobberfedt, bremsestøv og vægtstangsprincippet - så nu kan sneen og isen bare komme an.

Det er fredag aften, og hr. Soveby har inviteret fru Soveby i biffen inde i København til syvforestillingen. De er lidt sent på den, og fruen er begyndt at blive en smule nervøs for, om de nu også kan nå det.

– Tag det roligt, Skat, jeg skal nok finde en P-plads. Der er altid en plads til mig og min Corolla, smiler hr. Soveby skælmsk, blinker til sin kone og træder lidt hårdere på sømmet.

De er fremme kl. 18.55.

– Se selv, hvad jeg sagde, siger Hr. Soveby til fru Soveby og giver sig febrilsk til at spejde efter et sted at sætte bilen. Heldigvis bliver der pludselig en plads ledig lige for næsen af ham og lige ud for biografen.

– Damn! tænker hr. Soveby og bliver svedig i håndfladerne. Hva' nu!

Den ledige plads befinder sig nemlig mellem to andre biler, og hjemme i sovebyen parkerer han aldrig andre steder end i sin egen indkørsel og på indkøbscentrets halvtomme P-plads.

Han har nu to muligheder:

1. Forsøge at gennemføre sin berømte 27-punktsparkering med udsigt til at stoppe trafikken i mindst et kvarter, mens fru Soveby lader som om hun ikke kender ham og ærgrer sig over, at de ikke bare blev hjemme og så Vild med dans.
2. Give sig til at køre rundt og rundt om biografen i håb om, at der sker et mirakel.

Uanset hvad han vælger, vil de komme for sent til filmen, så hr. Soveby vælger den ikke-eksisterende 3. mulighed: At køre hjem igen med uforrettet sag + en demonstrativt tavs fru Soveby ved sin side og træde ind ad døren i samme øjeblik som Vild med dans er slut.

Hvis hr. Soveby skulle være at finde blandt vore læsere, kan Mænd af betydning kvit og frit tilbyde følgende udvidede parallelparkeringsservice:

Sådan skal man gøre.

Sådan skal man ikke gøre.

Sådan skal man gøre, hvis man har en veludviklet selvtillid.

Nej, billedet er ikke fra i lørdags. Der kørte vi nemlig med kalechen oppe. Men som vi blev enige om inde under kalechen: der er noget hyggeligt ved gamle bilers kabiner. Man er ligesom mere på tur. Ikke fra A til B - men mere imellem A og B - om jeg så må sige.

Hornsherred havde fornøjelsen af et besøg af en perlekæde på ca. 30 Alfa Romeo'er i alderen 40 til 60 år. Det vækker opsyn. Min meget gode ven - vi har kendt hinanden så længe, at vi nærmest er brødre - har lagt sin energi og en sum penge i gamle italienske biler, og denne er nyeste skud på stammen. En fantastisk bil.

Når man så sidder derinde under kalechen og det regner udenfor, så kan man følge de forkromede indretninger, der fejer hen over ruden, samtidig med at de fordeler vandet pænt udover det hele. Der er ikke noget med regnsensor, intervalvisker, flere tempi og jeg skal komme efter dig - nææeh, det er 'on/off' du! - Men, du skal have træningen i at vippe med afbryderen, for der er ikke nogen 'park function' der hjælper dig med, at lægge viskerne pænt ned, midt på ruden.

Så imens vi slentrede rundt på fire hjul i Hornsherred, så kom vi til at tænke på den her scene fra Tati's 'Trafic'. Jeg har brugt den før, men den holder stadig.

Jeg har lige renoveret bremsekalibre og skiftet bremseklodser. Som belønning for møjet og besværet har producenten malet de nye bremseklodser i british racing green.

Hvis du troede at grøn var grøn så kig her.

Det er de mærkeligste ting man kan finde på Youtube. Her en virtuel tur i mit favorit køretøj.

UPDATE: Jeg har en ven der har en Giulia, han viste mig den her.

Når en bil som Jaguar E fylder 50, kalder det egentlig på en længere afhandling, men der mangler ikke ligefrem læsestof om det berømte ikon. Og ret beset er det forgængeren, baneraceren model D, der fortjener de fleste roser. E-typen er bare den finpolerede udgave. Designeren er dog i begge tilfælde aerodynamik-eksperten Malcolm Sayer, og det skal være ham vel undt at stjæle fra sig selv:

Noget helt andet er, at Jaguar E aldrig har haft nogen særlig fremtrædende rolle i mit personlige automobile drømmeunivers. Ikke fordi den ikke er smuk eller særpræget, men nok fordi jeg er gammeldags grænsende til bagstræverisk, hvad sportsvogne angår, og skulle jeg vælge en Jaguar, kunne det ikke blive andet end en XK 150:

Der er bare det ved det, at jeg hellere vil tilbringe min tid bag et rat end liggende på ryggen i garagen under bilen, og i modsætning til Gowings har jeg fået nok af det sidste. Men har man det lige som mig med oliefingre og topnøgler, og man alligevel ikke kan slippe drømmen om en XK 150, viser det sig, at der nu er andre muligheder. For mon ikke Mitsuoka har skelet lidt til den gamle Jaguar, da de designede Himiko?

Hvis du ikke finder ligheden slående, så prøv lige at kaste et blik på Jaguarens velformede bagdel:

... og sammenlign den med Himikoens ditto:

Men hvem kan fortænke Mitsuoka i at genbruge og remixe de stilrene, klassiske linjer, så de også kommer nye generationer til gode? Og så er Himikoen oven i købet eldreven. Elbiler har det ellers med at skulle være übermoderne designet (jfr. Tesla), men hvorfor ikke kombinere det nyeste med det smukkeste? Mitsuoka Motor Co. har min sympati.

For lige at vende tilbage til udgangspunktet: hvis nogen skulle komme forbi Design Museum i London, er der mulighed for at beundre og mindes et eksemplar af den første Jaguar E fra 1961 indtil den 6. marts. Selv om den fylder 50, blev den faktisk kun 24 år.

Der findes en bog, nej to, du ikke kan undvære. Det er ikke nok at låne dem på biblioteket en gang imellem. Den ene fordi den bør ligge permanent i dit soveværelse, den anden fordi den bliver fyldt med oliefingre inden du ser dig om. Det indledende eksemplar af "Bil-bibelen" omhandlede den totale adskillelse og rekonstruktion af sådan en her. Bogen er fra 1965 og indleder en perlerække af bøger bygget over samme koncept og omhandlende stort set alle modeller fra samtlige store europæiske, amerikanske og asiatiske bilproducenter.

Jep, der er tale om "Haynes Service and Repair Manual". Os, der kravler fra den ene gamle bil over i den anden, sørger altid for, at biblioteket er opdateret. Og på reolen skrives der historie over de bilmodeller, familien har turet rundt i, fra den spæde start da vi fik den første Renault 5 og frem til i dag. Det fine er så at vennekredsen kan, når den krydser dit spor i bilvalg, låne fra dit bibliotek. Jeg skriver udtrykkeligt låne, for ligesom med mange andre bøger, så er de her umulige at skille sig af med. Dine Haynes bøger er dine sandhedsvidner på dine små sejre: din første udskiftning af varmeapparat, din første udskiftning af bærearme, din første udskiftning af køler o.s.v.

Scenariet hvor familiens bilansvarlige, som godnatlæsning i sengen om aftenen, studerer en større operation, såsom udskiftning af trækaksler eller tolkningen af fejlkoder fra motorens computer, er ikke et sjældent syn i familier der kører i genbrug. Alle reparationer er inddelt i sværhedsgrader fra en til fem svensknøgler. Stor er den dag, hvor man første gang har trodset sin tvivl på egne evner og begået en firenøglers seance.

Desværre bliver markedet for Haynes bøger indsnævret i takt med at bilen forvandles til en PC'er på fire hjul. Heldigvis er vi der overtager, hvor I andre giver slip, henvist til motorteknologi fra midt i halvfemserne, hvis vi skal ned på de virkelig lave priser på et køretøj. Og i den aldersgruppe af biler er Haynes stadig leveringsdygtig i manualer.

Haynes selv har dog nok lugtet lunten og er nu også leveringsdygtige i bøger om andre emner og problemstillinger af mere generel interesse og blivende karakter...

Familien Gowings har fået 'ny' gammel bil. Nummerpladen begynder med DF - den bil vil aldrig komme til at hedde andet end Pia...

I går åbnede Qatar Motor Show 2011, og især gør Volkswagen sig bemærket med sin 235MPG, der imponerer med at kunne køre 235 miles per gallon, altså rundt regnet 100 km/l omregnet til hjemlige mål. Den imponerende brændstoføkonomi skyldes det lette, kulfiberforstærkede plastickarosseri i tæt samarbejde med den aerodynamiske facon.

Ved første øjekast forekom udseendet mig lidt vel futuristisk, men samtidig var der også noget bekendt ved formerne, og en nærmere ransagning af hukommelsens fjerneste krinkelkroge gav pludselig udslag på aha-detektoren:

Den tjekkiske Tatra 87 er fra 1947 og var tegnet af fabrikkens chefdesigner Dr. Hans Ledwinka. Godt nok er den nye VW noget renere i linjerne, men princippet er tydeligvis det samme – bemærk de lukkede hjulkasser bagtil. Ledwinka var for resten østriger ligesom sin jævnaldrende kollega Dr. Ferdinand Porsche, der som bekendt var ophavsmand til folkevognsboblen, og der kan vist ikke være tvivl om, at Porsche var kraftigt inspireret af Ledwinka (hvilket Porsche da også senere indrømmede):

Her kunne man også passende nævne den legendariske Porsche 356, der egentlig mest ligner en fladtrykt Folkevogn:

Så vidt vides, var det på Hitlers opfordring, at Porsche brugte en tidlig Tatra-model som skabelon for Folkevognen, og Tatra indledte da også en retssag i den anledning. Der blev dog sat en effektiv stopper for sagen, da Tyskland invaderede Tjekkoslovakiet og samtidig tvang Tatra til at indstille produktionen. Efter Anden Verdenskrig blev sagen genoptaget , og i 1961 blev der indgået forlig mellem parterne, der betød, at Volkswagen måtte betale Ringhoffer-Tatra 3 millioner D-mark i erstatning.

Her er en Tatra 87 i funktion.

Nu vi er ved noget der ligner, hvad så med den elegante Ursaab fra 1946 – Saab 92001 – den indledende øvelse til den serieproducerede Saab 92?

Kort sagt, der er intet nyt under solen. Men selv om jeg har svært ved at se mig selv bag rattet i den nye VW 235MPG, er der alligevel noget besnærende ved at kunne nøjes med at tanke op en 4-5 gange om året, skulle jeg mene.

Flotte billeder og meget mere om vidunderet her.

P.S. Qatar Motor Show 2011 fortsætter til og med den 29. januar, så det kan stadig nås. Her er 10 gode grunde til at give det en chance.

Jeg gider ikke mere. Jeg har gloet mig rasende på den her lampe:

Den lyser med mellemrum, uanset hvad jeg reparerer eller retter. Derudover er det selvfølgelig sådan, at på det uendelige antal prøveture - efter et forsøg på reparation - så venter den med at tænde. Lige indtil jeg næsten er overbevist om, at nu tænder den ikke mere. Det er det rene "Prinsessen på ærten".

Jeg gider ikke mere. Idag tog fruen og jeg derfor hen og så på en afløser; en ny franskmand banker på. Valget er reelt taget, men vi sover lige på det. På vej hjem fra forhandleren punkterer prinsessen - på et helt nyt vinterdæk. Hvad skal man lægge i det?

Nu skal det hele altså heller ikke handle om biler:

Lene Eriksens Ingefærkager

500 g mel
500 g sukker
2 æg
20 gær
135 g smør
1 teskefuld stødte nelliker
1 teskefuld natron
1 spiseskefuld stødt ingefær

Gæren røres ud i lunkent vand og blandes med resten af ingredienserne. Dejen formes til fire stænger, der bages 15 min. ved 200 grader, til de er brune i kanten. herefter skæres stængerne ud let på skrå.

Serveres med agurkesandwich til en kop te ved ca. femtiden.

Den første bil, jeg sad bag rattet i, var en Austin A40 Somerset Saloon. Året var 1955, jeg var fire år gammel, og min far var så venlig at tage sig af arbejdet med pedalerne, som mine ben ikke kunne nå ned til. Køreundervisningen foregik på en smal sommerhusvej, og mødte to biler hinanden her, måtte de begge trække ud i den ultrasmalle rabat, der var mellem vejen og fyrreplantagen, for at komme forbi hinanden. Selvfølgelig kom der en modkørende bil, som det gik allerbedst, og min snarrådige undvigemanøvre sendte Austinen langt ind mellem fyrretræerne.

Nogen skønhed var bilen ikke ligefrem, og hvis jeg ikke havde haft et personligt forhold til den, ville den næppe have kunnet fange min opmærksomhed. Men jeg synes nu alligevel, den har sin egen troskyldige charme med de barnlige basunkinder og tætsiddende Basedow-øjne. Det var en mindre udgave af Austin A70 Hereford, men stadig en forholdsvis stor bil, og man kan undre sig lidt over, at den kunne klare sig med en 1200 kubikcentimeter motor – det samme som en Folkevogn. Men det behøvede ikke gå så hurtigt dengang. Man kørte planløse søndagsture og drak termokaffe i vejkanten på krydsfinérbordet, der kunne klappes sammen, så det lignede en stor, fladtrykt kuffert. Det var det på sin vis også, for her gemte sig de fire vakkelvorne klapstole, man skulle bruge til at sidde på, når man sådan var på picnic, og som lugtede af gammel skuffe.

Men det var selvfølgelig på Austinens bagsæde, jeg tilbragte det meste af tiden. Min plads var lige bag førersædet, hvor jeg med imaginært rat og gearstang manøvrerede bilen sikkert gennem trafikkens hvirvler med overlegne bevægelser. Desværre havde jeg ekstremt veludviklede anlæg for køresyge, og ...

Jeg må hellere holde her. Som Gowings siger: det skal ikke dreje sig om biler alt sammen.

Nu skal det hele ikke handle om biler og det er måske lidt hurtigt at følge op på et tidligere indlæg. Men alt imens jeg ledte efter illustrationer til det forrige "hvad gik galt" indlæg, gjorde jeg en observation, der efterlod mig noget nedslået. Selv om vi nok er mange, der så det komme. Åbenbart har Citroën set lyset ved at kopiere tidligere Opel designs i frembringelsen af deres nyeste mellemklassebil. Opel har så til gengæld haft lyst til at ryste posen, som det før i tiden var Citroëns varemærke at gøre. Det går ikke, så jeg har lige klippe-klistret lidt...

Sådan – så er det på plads.

Vi mænd af betydning går selvfølgelig meget op i biler og bil-design. Men hvor Cummings, efter eget udsagn, ikke længere gider beflitte sig med bil-reparation, er jeg - som kører i en 16 år gammel, fransk bil, med alt hvad det indebærer af aldringsproblemer - henvist til at tilbringe et ikke uanseligt antal timer med hovedet under kølerhjelmen. Utætte pakninger, møre vakuum-slanger og tomgangsbesvær. Når det nu er tilfældet: Hvorfor ser min bil så ikke sådan ud? Og hvorfor er den ikke lige så ukompliceret?

Ingen over, ingen ved siden af.