Viser opslag med etiketten TV. Vis alle opslag

Jeg ved godt, at det praktisk talt er umuligt at bruge ordet 'nostalgi', uden at det automatisk udløser den udtjente vittighed om, at nostalgien ikke er, hvad den har været. Men tillad mig alligevel i dagens særlige anledning at gøre opmærksom på, at nostalgien lever i bedste velgående og aldrig har haft det bedre i de Cummingske gemakker, ikke mindst takket være mit fjernsyn (som jeg af hensyn til eventuelle yngre læsere kan oplyse er det samme som et tv).

Min hjemlige fjernsynsskærm har nemlig i det forløbne år været skueplads for en hel stribe af serier som den danske 'Sygeplejeskolen', der udspiller sig først i 50'erne, den svenske efterkrigssaga om familien Löwander 'Vår tid är nu' og den norske 'Lykkeland' om olieeventyrets begyndelse sidst i 60'erne. Serier, der alle på den ene eller anden måde har mindet mig om, dels hvor gammel jeg er, dels hvor meget jeg helt havde glemt, at jeg har oplevet i den tid, jeg har haft fornøjelsen at være her. Men for en nostalgiker som mig, der er vokset op i en tid med familiefædre, som altid havde slips på, undtagen om natten når de lå og sov, og kun gik på arbejde i jakkesæt og aldrig uden hat, og med mødre der gik hjemme i deres plisserede nederdele og duftede af Chanel No. 5, når de ikke lavede boller i karry og kærnemælkssuppe, har det først og fremmest været glædelige gensyn med biler, der ikke lignede hinanden til forveksling, sorte bakelittelefoner med drejeskive, arkitekttegnede teakmøbler, robuste Nilfisk-støvsugere og et højt serviceniveau, herunder et postvæsen, der fungerede, og banker der passede på ens penge. For ikke at tale om skam i livet i det hele taget.

Nå ja, måske var der også et og andet, man godt kunne have undværet, men alt i alt har det været den rene svir at sidde foran skærmen i år og genopleve en verden, der i det mindste var en hel del mindre kompliceret i vores hjørne af den.

Bortset fra det, er det godt nok ikke mange seksstjernede anmeldelser, 2018 høster, når man sådan skimmer de obligatoriske årskavalkader, der hører ugen mellem jul og nytår til, og kvoten for brug af ordet annus horribilis er nu definitivt opbrugt. Det ser sort ud for både miljøet og klimaet, hvidvaskningsskandalerne er ude af kontrol, og det er vanskeligt ikke at se rødt ved tanken om amerikanernes orangefarvede præsident eller briternes blåøjede selvtilstrækkelighed.

Det lader til, at vi må slå os til tåls med, at håbet stadig er lysegrønt, så lad mig derfor mod alle odds ønske os alle et løfterigt nytår og bedre held næste gang, vi vinker farvel til endnu et år af vores knapt tilmålte tid på denne planet, og lad mig gøre det med et par opbyggelige ord fra Roger Whittaker, som indgik i den norske retroserie om 'Lykkeland' (kan stadig ses på dr.dk indtil den 13. februar). Jeg kunne ikke drømme om at fortælle nogen, at sangen i forvejen var på min Spotify under bogstaverne GP, og det er kun mig, der ved, at de står for Guilty Pleasures.

Held og lykke med 2019.

Nu, hvor Gowings for alvor er gået i flæsket på julen og taler åbent om sit personlige forhold til nisser, føler jeg mig forpligtet til at følge trop og berette om mit traumatiske forhold til det, der helt uforståeligt er blevet en af julens mest populære spiser. Den har aldrig gjort noget godt for menneskeheden, ud over at fungere som råmateriale for den udmærkede risalamande, som heldigvis består af alt muligt andet, der kan overdøve smagen af den sørgelige risengrød – for det er den, vi taler om. Faktisk er jeg af den overbevisning, at denne hvide, klæbrige substans med den sødlige, kvalme lugt har det med at nedsætte hjernefunktionen faretruende hos den, der er så letsindig at indtage den:



Som det fremgår, har selv tidligere sundhedsministre ladet sig besnære af den uhensigtsmæssige juletradition at spise risengrød og er endt med at gå bersærkergang, selv om netop de burde vide bedre. Lad derfor denne hændelse fra julen 2012 tjene til skræk og advarsel for alle Mænd af betydnings læsere med hang til risengrød:



Den historiske optagelse fandt sted i DR Byen, og til beroligelse for Gowings og andre nisseaficionadoer kan jeg oplyse, at det var længe efter, at Nissen havde forladt etablissementet.

Der var engang en julekalender i fjernsynet, som folk blev rasende over. Den foregik i et hul i jorden og var en rammefortælling om hovedpersonerne Poul og Nulles jagt på den ægte julemand, men der var for lidt julestemning i den efter mange seeres mening. Chefen for B&U-afdelingen i DR hævdede dog, at det var DRs mindst kritiserede julekalender hidtil, men ikke desto mindre vakte Jul og grønne skove vild opstandelse både her og der, og i hvert fald var den anderledes:



Siden er der løbet en hel del smeltet julesne i stranden, Poul og Nulle gik hver til sit, og Poul blev rektor for Filmskolen. Men efter 22 år på posten er han vendt tilbage til skærmen, denne gang med Anders Lund Madsen som medsammensvoren i programmet Diverse meddelelser. Konceptet går ud på at opsøge og tale med menneskene bag de mest mystiske annoncer i Den Blå Avis, og mærkelighedsprocenten er høj:



Det er ikke et morsomt program som sådan, men jeg tager mig alligevel i at græde af grin, hver gang jeg ser det. Både Poul og Anders er store samtalekunstnere, og de har begge to evnen til at få de medvirkende til at åbne sig, så det bliver interessant at lægge øre til. Sideløbende hæver det interne mundhuggeri mellem værterne det hele op over den kedsommelige dokumentarisme og gør programmet til underholdning i særklasse. Så jeg glæder mig jeg til i morgen, ikke bare fordi det igen er Gowings' tur til at åbne lågen, men fordi der kommer endnu et afsnit af Diverse meddelelser. Så må man bære over med, at det ikke har en snus med jul at gøre.

Det er kl. 20 på DR1. De foregående afsnit kan man se her, og skulle nogen få lyst til at se/gense de sørgelige rester af Jul og grønne skove, er der også mulighed for det. Måske var den julekalender slet ikke så god, som man helst vil huske den ...

Hvordan gik det nu lige til at en serie heftige action-film, med Bruce Willis som den slagfærdige kriminalbetjent John McClane gik hen og blev en juletradition? Die Hard I og II har begge opnået denne status (to'eren er min favorit) og de har ikke noget at lade hinanden høre i forhold til lede, usympatiske skiderikker, der forsøger at ødelægge den gode julestemning. Men McClanes enmandshær fixer det hele til sidst, efter at han er gået så grueligt meget igennem - og har mumlet en serie uforglemmelige one-liners, som den der udgør titlen på dagens låge. En bemærkning der iøvrigt falder samtidig med, at han sætter ild til en jumbojet.

Vores forældre havde Nøddebo præstegård, men for dælen den holder altså ikke mere. Akkurat samme skæbne lider flere af de støvede gamle sager fra Hollywood æraen omkring 1950 - selvom der også er en del der kunne tåle et gensyn. Hvorfor ser man aldrig Spencer Tracy og Kathrine Hepburn film mere? Scenen er overtaget af nye gerne engelsk producerede film, hvor Cummings præsenterede, hvad der også er min all time klassiske julefilm i kalenderen sidste år. Men altså synes der at være opstået en genre man kunne betegne 'juleactionfilm'. Jeg ved ikke med jer, men jeg sidder der igen i år, når det går løs i Dulles Airport - og det selvom jeg tror, at der ikke falder én eneste replik, som vi ikke kan på fingrene i forvejen.

DRs serie kører igen henover skærmen. Og Gowings kører med. National fjernsynsarv a'la 'Huset på Christians Havn' og 'Matador'. Ikke af indhold men af omfang og seertal - igen og igen. Og så er der Fischer og la Cour; man kommer helt til at tænke på to andre herrer og deres tur igennem det danske land, ikk'?

- Og ja, senere på foråret skal vi afsted igen - men det er en helt anden historie.

Er det et tegn på dekadence, at vi skal underholdes til at sms'e penge til værdigt trængende afrikanere, med en indbygget mulighed for at vinde en bil eller få vores navn på rullelisten over generøse givere. Det tror jeg.

Der larmes en del op (især fra liberalister) om at hvis vi donerer den slags over skatten, så bliver vi følelseskolde og mister vores medmenneskelighed. Men er alternativet, som vi så det udfoldet i fredags, mere 'medmenneskeligt'?

Jeg ved det nok vil blive opfattet naivt, men man kunne se sådan her på det: hvis alle indbetaler til en kasse, så genereres der et stort beløb, hvor folk, der ved noget om emnet, kan hente penge til at lave kvalificerede hjælpeprojekter. Man mister muligheden for at se de glade afrikanere i øjnene på skærmen, men er det ikke mere værdigt - eller har jeg fuldstændig tabt tråden?

Som jeg plejer at gøre hver dag, tændte jeg også i går kl. 18 for fjernsynet, og stor var min skuffelse! Her havde jeg regnet med at se dronning Margrethe dyste venskabeligt med en af brødrene Price om at lave den mest kreative udgave af kogt torsk, alt imens hun vimsede rundt med et juliennejern i hånden og på en skælmsk måde delagtiggjorde os i, om det er hende eller prins Henrik, der laver mad til daglig. Men såvel James som Adam Price, som ellers udfylder det meste af sendefladen på DR 1, må være bukket under for influenzaepidemien, for hvad blev vi seere spist af med? Dronningen i ensom majestæt, hakkende og stammende sig igennem en middelmådig dansk stil fuld af truismer og med op til flere grammatiske fejl.

Der var dog visse formildende omstændigheder: I lighed med mig selv kunne hun ikke nære sig for at diske op med en stribe formaninger og fortælle folk, hvordan de skal opføre sig, og her kunne jeg med tilfredshed konstatere, at vi er helt på linje i spørgsmålet om brugen af internet og Facebook. 'Der er også farer forbundet med det,' fastslog regenten myndigt, og jeg melder mig straks som medunderskriver. Selv benytter jeg mig af musikdelingstjenesten Spotify, som er uløseligt forbundet med Facebook, hvilket blandt andet indebærer, at jeg bliver løbende orienteret om, hvad mine venner på Facebook sidder og hører. Stærke sager, må man sige! Eksempelvis har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at en af mine meget gode mandlige bekendte hver eneste dag i den forløbne uge har lyttet til Ørkenens Sønner og 'Riv den af' flere gange dagligt med det resultat, at jeg nu befinder mig i et fortvivlende dilemma: Skal jeg bare lade som ingenting eller gøre ham opmærksom på, at han befinder sig i overhængende fare for at blive blind eller pådrage sig rygmarvstæring? Eller tør man håbe på, at det viser sig, at der bare er tale om en ganske uskyldig kalendersang? Internettet er i sandhed noget, man skal omgås med varsomhed.

Bortset fra at huske at skrive 2013 i stedet for 2012 er mit nytårsforsæt derfor at drosle ned for brugen af Spotify, og derudover håber jeg naturligvis, at brødrene Price snart kommer til hægterne igen, så vi ikke risikerer at få abstinenser. I aften kommer der for eksempel hverken Price inviterer, Spise med Price eller Price og Blomsterberg. Vi må tage til takke med, at der kommer et nyt afsnit af Borgen, der har Adam Price som hovedforfatter. Jeg krydser fingre for, at vi overlever savnet, og at enten James eller Adam får dronningen i studiet næste nytårsaften.

Samtidig vil jeg gerne her på tærsklen til det nye år udbringe en margretheskål for alle vores trofaste læsere.

Bottoms up!

Kan du, kære læser, huske Per Højholts 'Gitte monologer'? Per Højholt selv sagde engang i en radioudsendelse, tror jeg det var*, noget i retning af at "..Gitte var et eksempel på, hvor godt folkeskolen kunne gøre det uden hjælp fra hjemmet". I vore dage har vi reality tv-programmer, der lever af alle dem, som ikke klarede sig så godt som Gitte -

*) Måske i et forord, jeg kan ikke huske det præcist - bare for fuldstændighedens skyld.

Nu vi er ved anmeldelserne: vi har har været i biografen og se den nye indspilning af John Le Carrés, 'Tinker, Taylor, Soldier, Spy'. Fru Gowings og jeg samt frøkenen som er sat på en tvangsvaccinering med lødige film for at skærpe ånden og oparbejde glæden ved indhold i historien efter fortrædeligheder som 'Sex and the City' (specielt 2'eren), 'New Years Eve' etc. etc.

Frøken Gowings har netop afsluttet et projekt i skolen om den kolde krig, så hun er opdateret på det overordnede plan. Men hvem er 'Karla', hvad er 'Cirkus' og hvem er 'Control' er eksempler på spørgsmål, der uundgåeligt måtte svares hviskende på i mørket. At hovedpersonen er en lille vindtør kontormand at se til, er med til at understrege det uvante og samtidigt realistiske islæt, i det der vel reelt er en 'slowmo' action film.

Jeg holder utroligt meget af den, som jeg betragter som den originale filmatisering, med Alec Guinness i hovedrollen. Den er så gennemsyret af britisk 70'er stemning. Og den smukke kormusik, der afslutter hvert afsnit, forlænger trancen. En film, en tv-produktion fra de få tv-kanalers tid, fra før det hidsige ræs om at vinde de zappende seeres opmærksomhed.

En skildring af en tid som mine børn ikke kender. På samme måde som vi ikke kendte hverdagen under forrige krig, selvom vi har hørt om den, igen og igen. Den nye indspilning med Gary Oldman i hovedrollen gør genren og forgængeren ære; farverne, regnen, London, bilerne - det hele er med. Vi er blevet historie. Ikke mindst takket være genindspilningen af Smileys People.


Der må gerne komme en to'er, og en tre'er, og en firer, og en...

IØVRIGT: Al lighed med Cummings ikon er utilsigtet og kan ikke tages til indtægt for indlægsforfatterens syge humor el. lign.

Her til aften kunne man på DR varme sig ved Anne Wivels smukke portræt af ægtemanden Svend Auken. Man bliver stærkt vemodig ved tanken om, hvordan politik kunne have været.

Nu, hvor jeg har fået et tilbagefald efter en årrække som ophøjet fjernsynsforagter, slår det mig, at de færreste kendingsmelodier i nutidens tv-serier når de gamle til sokkeholderne hvad angår ørehængerkvalitet.

De seneste par måneder har jeg slugt to afsnit af Damages på DR1 hver onsdag. Det er noget af det bedste, jeg har set i thrillergenren, men fanden ta' mig, om jeg kan huske kendingsmelodien fra gang til gang! Kanhænde at jeg er umusikalsk, men væk mig på et hvilket som helst tidspunkt i min dybeste søvn, og jeg vil kunne nynne kendingsmelodien til min barndoms Perry Mason-film uden et sekunds tøven. Dengang var de musikalske signaturer endda ultrakorte, hør fx kendingen til Storsvindlerne (The Rogues) – en anden af mine favoritter. 20 sekunder kunne gøre det! Og er der nogen, der har hørt temaet til Bonanza bare én gang, som nogen sinde glemmer det? Eller hvad med Familien Flintstone? Eller Folk og fæ? Eller M*A*S*H?

Men selvfølgelig er der undtagelser. Dengang i tresserne havde advokatserien Perry Mason en mere seriøs pendant, der hed Preston & Søn (The Defenders, som capac tidligere har skrevet om), men jeg kan ikke huske en eneste tone af kendingsmelodien, selv om jeg har set rigtig mange afsnit.

Ret skal være ret: Der er stadig serier, som har kendinger, man ikke glemmer fra den ene uge til den anden. I øjeblikket ser jeg 4. sæson af Mad Men, og jeg glæder mig hver gang næsten lige så meget til at se – og ikke mindst høre – introen som til at se filmen.

Nogen, der har lyst til at supplere?

Engang arbejdede jeg i en stor, offentlig virksomhed med eget personaleblad og dertil hørende pligtstof, herunder nekrologer over afdøde medarbejdere. Jeg husker ikke mange af nekrologerne, men til gengæld glemmer jeg helt sikkert aldrig en undrende kollegas indlæg om de mange gribende, panegyriske nekrologer, afdelingscheferne berigede bladets læsere med. Han var målløs over alle de geniale, dygtige, flittige og på alle måder fremragende mennesker, han åbenbart havde omgåedes hver dag i mange år, uden at nogen havde fortalt ham det, før de var døde. Artiklen var selvfølgelig både dybt ironisk og tveægget. Måske var kollegerne ikke helt så beundringsværdige, som de fremstod i nekrologerne – og måske kunne de godt have brugt noget af påskønnelsen, mens de var i live.

Det er Jesper Kleins død i går og de efterfølgende nekrologer, der får mig til at tænke på indlægget i personalebladet. I dagens aviser er der ingen grænser for, hvor stor en komiker, kunstner og musiker, Jesper Klein var, hvor meget han har betydet for dansk humor og kulturliv og hvor folkekær, han var. Personligt er jeg ikke uenig i, at han var en stor komiker – en af de bedste, og jeg kommer til at savne ham. Men folkekær? Ikke i min bevidsthed, og det er positivt ment. Han var en intellektuel komiker, der krævede viden og sprogligt gehør, hvis man skulle have det fulde udbytte af ham. Aldrig plat, perfid eller ondskabsfuld, og alligevel kunne han være knivskarp. Hvor mange danske komikere kan man sige det om?

Sagen er, at han de sidste tyve år har været kasseret som komiker, måske netop på grund af den eksklusivitet, han stod for. I interviewbogen Jesper Kleins liv og Lykke, som jeg tilfældigvis lige har læst, føler han sig da også selv tydeligvis kørt ud på et sidespor:

I de første ti år finder man på det hele, i de næste ti raffinerer man det, i de følgende ti er man en megastjerne og alting, i de næste ti år kan man ikke forstå, hvorfor der ikke er brug for en mere, i de sidste ti år lever man på navnet og sit renommé, og så er den potte ude. Så er det liv gået til ende.

Den desillusionerede, resignerede tone, der grænser til bitterhed, gennemsyrer bogen, og det er egentlig ikke behagelig læsning. Men interessant, fordi man får et indblik i, hvor mærkeligt det må være at opleve pludselig at være gået af mode. For det var det, der skete. Humor kan blive forældet.

For mig er Jesper Klein uløseligt forbundet med Klyderne – topmålet af komik, som jeg glædede mig til at se hver uge i fjernsynet, så længe de fandtes. Og ikke mindst husker jeg en optræden på mit gymnasium, da jeg gik i 1.G. Jesper Klein havde selv gået der en halv snes år tidligere og leverede med perfekt timing og kropssprog en parodi på rektor, som lagde salen ned. Tænk, hvis nogen havde optaget det og lagt det på YouTube!

Det bedste og mest præcise eftermæle i dagens aviser giver Henrik Palle i dette videoklip. Men ellers kan det nok være, at der er meget nonsens at hente rundt omkring – ud over alle de udtrådte superlativer. Ifølge BT var Jesper Klein fx uddannet bibliotekar. Gu' var han ej, selv om han spillede rigsantikvar i en julekalender. Men jeg er sikker på, at det ville have moret ham at læse.

Andre uofficielle nekrologer her og her.

Af en eller anden grund fik jeg aldrig set et eneste afsnit af Herskab og tjenestefolk, da der var rig lejlighed til at se den, måske fordi det var en serie, den ældre generation i hjemmet fulgte troligt uge efter uge dengang i 70'erne. Så skulle jeg i hvert fald ikke!

Men det var nok en fejl. I hvert fald blev jeg fuldstændig hooked på op-og-ned-ad-trappen-konceptet i de syv uger, Downton Abbey for nylig forhøjede værdien af mit fjernsyn søndag aften, og jeg er ikke kommet mig over savnet endnu.

Derfor var det med store forventninger, jeg satte mig til rette for at se 1. afsnit af den nye Herskab og tjenestefolk, selv om jeg altså var handicappet af ikke at kende en snus til forhistorien. Men jeg forstod da så meget, at der var rykket et nyt herskab ind i gemakkerme i 165 Eaton Place, og først og fremmest hæftede jeg mig ved, at Downton Abbeys aristokratiske matriark Violet Crawley i Dame Maggie Smiths skikkelse havde fået et værdigt modstykke i Dame Eileen Atkins som Lady Holland. En arrogant dame med ufravigelige synspunkter og en abe med hang til thick cut marmalade som kæledyr. Derudover var kokken Mrs. Thackeray et forfriskende komisk indslag. Efter selskabet, hvor familien forventer selveste kongens tilstedeværelse, men i stedet må lide den tort at skulle underholde von Ribbentrop, beklager hun sig over de forgæves anstrengelser med kanapeerne: 'I would never have bothered with all those crimped edges,' mukker hun, 'if I’d known some German was going to eat them all.'

Men jeg synes måske, at den nye Herskab og tjenestefolk mangler Downton Abbeys bidske virkelighedspræg, og ind imellem forekommer den noget kluntet og tyndbenet på det følelsesmæssige plan. Sir Hallam bærer sin Lady Agnes over dørtrinnet til deres nye residens, og øjeblikket efter erklærer han: 'I know you so well we don’t have to speak at all.' En anelse for kulørt efter min smag.

Nå, men første afsnit af serien lover pomp og pragt, drama og flere arrogante åndfuldheder fra Lady Hollands side. Det sidste skal nok få mig til at sidde klar foran skærmen også på næste søndag.

Og ikke et ord om 1. maj.

 Efter at have afført mig jakkesættet, som jeg skrev om nedenfor, og sat mig til rette for at se "Det nye Talkshow" - faldt jeg i søvn. Det var ikke Anders' skyld, det havde bare været en lang dag. Men så er det jo ikke mindre end fantastisk, at man bare klikker ind og ser programmet i reprise - når man selv er klar og udhvilet.

Jeg havde glædet mig helt vildt til at se Lill Lindfors. Og jeg blev ikke skuffet. Hun sang bossa nova hittet "Sympati" fra LP'en "Du är den ende" (1966). Javist, der er gået nogen år - men fy faen - hvor det svinger! Og hvor er hun stadig dejlig. Hvis du ikke gider showet iøvrigt, så "spoler" du bare frem til slutningen.

Mit fædrene ophav, Gowings senior, kommer ind medbringende en bakke med te, citronskiver, mariekiks, eller de nye bastogne småkager, og forlader rummet igen. Fru Gowings sidder på sin seng med puder i ryggen og fjernsynsbriller på. Gowings junior ligger krøllet sammen i den lille cowboy-stof beklædte sofa fra Ikea. Frøken Gowings ligger på gulvet (tabte den korte kamp om sofaen). Der tændes for det "fikse" lille Philips TV, sort/hvid, og rettes på stueantennen (alle holder vejret). Damen på bjerget toner frem og kranses ind af stjerner, navne flimrer over skærmen, vi er igang. Det er søndag.

På skærmen toner 'Prinsessen holder fridag' frem og Gowings junior er fortabt, forgabt, i Audrey Hepburn. Ingen piger i klassen ligner Audrey, hun er uden for konkurrence, hun er en gudinde - helt derovre fra Amerika. Begejstringen for den vævre skuespillerinde har ikke fortaget sig her 35-40 år efter det første møde med miss Hepburn. Herregud, der er så mange fantastiske skuespillerinder fra samme tid, både ude og hjemme, men i min verden er ingen over, ingen ved siden af.


Audrey Hepburn, der vandt en Oscar for sin rolle i 'prinsessen holder fridag' (Roman Holiday), har, ligesom alle de store Hollywood skuespillerinder, en aura over sig af noget særligt. I hendes tilfælde kan en bemærkelsesværdig barndom og opvækst have været medvirkende til at give hende karakter allerede i en ung alder. Og i modsætning til andre, også gode skuespillerinder, optræder hun aldrig vampet. Audrey udstråler en enorm integritet på trods af det uskyldige, lille-pigede, fristes man til at sige, udtryk.

Olesen og Olesen, de to poetiske brødre som nu holder pause fra arbejdsfællesskabet, har udgivet en stribe meget lytteværdige Albums. Et af dem, 'Der er brev fra onkel Bob i Amerika' indeholder nummeret 'Audrey Hepburn' der siger det hele.


Gregory Peck, dit heldige asen...

 Dagens indlæg skulle have været om noget helt andet (noget om god smag - og ja - også lidt om biler), men det må du have til gode. For jeg foretog lige en associations-kolbøtte, foranlediget af et forsøg på at indkredse god og dårlig smag - selvfølgelig på en absolut skala.

I nogens bevidsthed, normalt også min egen, er blyindfattede ruder tæt på dårlig smag. I ved de her ruder, som sidder som en slags forsatsrude med flerfarvede glasfelter. Noget a'la det her:

De samme mennesker forbinder uden tvivl blyindfattede ruder med vores bedsteforældres generation; solen igennem de farvede glas bader stuegulvet i flimrende farver, i et hus, et eller andet sted i provinsen.

Men omvendt så står jeg gerne længe og beundrer ruderne i  Sydeuropas katedraler. Motiver som "Skt. Jørgen og Dragen", adelsfamiliers våbenskjolde, bibelscener - you name it. Altsammen bygget op af små farvede glasfelter holdt sammen af blyrammer og lodninger.

Nu er der så sket det, at jeg efterhånden godt kunne se sådan en flot, indfattet rude for mig her i huset. Fruen er ikke nået så langt endnu, så det må helt klart vente. Men ingen tvivl om at sådan en rude kunne forstærke følelsen af at sidde her:

Hvor ham her, han residerer,


Og så er associationen fuldbyrdet: Havde du glemt den her historie? Vi har herhjemme erhvervet denne her version - og selvom målgruppen nok er en anden end undertegnede, så må jeg sige: Det er svært ikke at lade sig bedåre. Der er lavet både en film, der holder sig tæt op af forlægget, og en efterfølgende serie der ikke følger ikke Kenneth Grahames originale historier, men broderer videre på figurerne og miljøet omkring floden. Derfor er serien sikkert "no go" for purister.

Efterfølgende kan du passende slumre ind ved flodbredden til den her.

Det er utroligt, hvad der kan komme ud af en samling farvet glas...

På den lokale genbrugsplads er der meget betænksomt indrettet et internat for hjemløse og utilpassede bøger med kranke skæbner, og jeg hører selv til dem, der flittigt benytter sig af muligheden for at slippe af med de overskydende bøger med nogenlunde god samvittighed. Problemet er, at jeg som regel kommer hjem med lige så mange bøger, som jeg har afleveret. Der findes bøger, man ganske enkelt ikke kan overlade til en uvis skæbne, og som råber på at blive adopteret.

Som nu Ingvald Lieberkinds 12-bindsværk Dyrenes Verden i næsten jomfruelig stand, smukt indbundet i grøn fablea med guldtryk.

Dr. Lieberkind var min barndoms tv-stjerne. En lille, tyk mand med briller, hvidt hår og fistelstemme og en formidabel evne til med få streger på en flipover at illustrere, hvad han fortalte om alverdens dyr. Ikke at jeg kan huske ret meget af det, men jeg kan huske ham, og jeg kan huske kendingsmelodien til Alt om dyr – Akvariet fra Dyrenes Karneval af Saint-Saëns. Den havde aldrig fået et ben til jorden som kending for noget som helst i dag! Hør selv.

I betragtning af, hvor omfattende en produktion, Lieberkind havde bag sig, og hvor populær han var, er det ubegribeligt, så lidt en Google-søgning giver. Man får en lumsk mistanke om, at grunden eventuelt kunne være Lieberkinds mellemværende med Dansk Forfatterforenings selvbestaltede 'æresret' efter Anden Verdenskrig. Men jeg fandt da et referat af en artikel fra Familie Journalen, der besøgte familien Lieberkind i 1961:

Lieberkind er en travl mand, forfatterskabet med godt 50 bind skal udvides med en ny udgave af "Dyrenes Verden", efterårets fjernsynsudsendelser skal også forberedes og reklamebureauerne rykker for nye samleserier. Heldigvis hjælper fru Agnete og de fem børn ham med arbejdet.

Lieberkind hører til radioens veteraner, har været med siden 1925, har taget turen fra kvisten over Købmagergades posthus, Axelborg, Stærekassen og til Rosenørns Alle.

I villaens vinterhave viser sønnen Henrik, hvor høj julestjernen er nået. I havestuen fortæller mor Agnete, at datteren Johanna ikke må hulahoppe, medens søsteren Dorte står og ser særdeles artig ud.

I dagligstuen sidder fru Agnete, født Bang (en af de de 'rigtige' Bang'er - dem med Herman) ved et chatol arvet efter faderen, der var overlæge i Århus. Datteren Jutta griber ud efter en af mors bøger.

Villaen købte Ingvald Lieberkind i 1952. Fotografen har fanget den store datter Lotte på vej med foder til ænderne.

Vedlagt ses Lieberkind fordybe sig i en af de 10.000 håndbøger, der er på reolerne. Fuglen er den hvidtoppede hollænder Paderewski.

Nu er Dr. Lieberkind altså posthumt flyttet ind i den Cummingske bogsamling og er skyld i, at der venter 80 centimeter bøger af mindre ædelt blod en usikker fremtid i genbrugspladsens asyl ...

Havde jeg haft en harddiskrecorder, var den nok kommet på fast nattevagt hos TV 2, der i øjeblikket viser David Lynch' Twin Peaks hver nat på et malabarisk tidspunkt, hvor anstændige borgere som Gowings og undertegnede er travlt beskæftiget med at få deres skønhedssøvn.

Gamle tv-serier har det ellers med ikke at kunne tåle genoplivning i efterfølgende årtier, men jeg er ret sikker på, at lige præcis Twin Peaks har kultmateriale også til senere generationer. Prøv fx at se klippet her med David Lynch himself, hvor det vrimler med detaljer, der kan hæve eventuelle sjunkne livsånder:



Hvad skal man begynde med? Agent Coopers og Gordon Coles fuldstændig ens antræk? David Lynchs bindegale råbehoved? Den sukkersøde, lækre Shelley Johnson bag disken? Harrys tømmermænd? Den vrantne dame i cafeen med sin cherry pie? Det var den slags små scener, der gjorde den dystre, surrealistiske Twin Peaks spiselig.

Ingen glemmer agent Coopers konstante behov for a damn good cup of coffee, heller ikke det japanske kaffefirma Georgia, der (mis?)brugte Twin Peaks til en hel stribe reklamer, da serien var på sit højeste i Japan (der ligger 15 af dem på YouTube):



Man bærer over, gør man ikke?

I den lille sydengelske by Hastings, kendt fra andre tidligere historiske sammenhænge, udspiller sig det ene drama efter det andet: mennesker slås ihjel, der bedrages, stjæles. Alt imens krigen tager til, og bomberne begynder at falde, knokler en kriminalkommissær sammen med sin krigsinvalide assistent og deres kvindelige chauffør med at holde kriminaliteten i ave. Kriminalkommissær Foyle er en opdigtet, men uhyre troværdig hovedperson, i BBC-serien Foyle's War skrevet af Anthony Horowitz, forfatter til bl. a. "kriminalkommissær Barnaby" (Midsummer Murders).

Selvom set-up'et i "Barnaby" og "Foyle's War" på overfladen synes meget lig hinanden, så er de uden sammenligning iøvrigt. Skuespilleren Michael Kitchen gør hele forskellen i hovedrollen, der impersonerer den ubestikkelige, stiff upper-lip (der var det udtryk igen!), superbritiske kriminalkommissær, der spidsindigt, og med en konstant underbemanding, tager kampen op mod forbrydere fra landadel og arbejderklasse, og i ny og næ, en sympatisk tysk spion eller en fortvivlet landsforræder. Serien er så gennemført britisk og tiden omkring og efter 2. verdenskrigs start gør ikke serien mindre interessant, specielt fordi serien virker så godt researchet og flot gennemført rent scenografisk.

Christopher Foyle fisker med flue, har en søn der har gået på Oxford og nu er i RAF (Foyles kone er død) og han lever og ånder tilsyneladende for de to ting ud over sit arbejde. En helt igennem sympatisk mand. Cummings og jeg selv er erklærede fans og hvis du missede serien, da den gik på DRs kanaler, kan den nu erhverves på DVD. Indtil videre er sæson 1-3 udkommet med danske undertekster, men hvis man kan klare sig med det smukke engelsk som skuespillerne taler, så er der yderligere 3 sæsoner og endda nye afsnit, som ikke en gang har været vist på DR, på vej. Jeg kan næsten ikke vente...

Michael Kitchen i rollen som Kriminalkommissær Foyle.