Viser opslag med etiketten Værktøj. Vis alle opslag

Kære Gowings

I vores del af civilisationen har vi det jo med at sætte både hinanden og os selv i bås og opdele verden i dikotomier – begrebsmodsætninger, der udelukker hinanden. I visse tilfælde giver det selvfølgelig god mening. En mand kan ikke samtidig være en kvinde, og hvis noget er hvidt, er det ikke sort. Men hvad med cyklist/bilist, hundeven/katteven, bridgespiller/whistspiller, matematiker/humanist eller tedrikker/kaffedrikker?

Det er som regel også sådan, at det ene anses for at være finere end det andet. Det er fx yderst respektabelt at være cyklist og aldeles politisk ukorrekt at være bilist, der er mere prestige i at have hund end i at have kat og i at spille bridge end i at spille whist, matematikere har generelt højere status end humanister, og sidst, men ikke mindst er det meget finere at drikke te end at drikke kaffe.

O.k., ret skal være ret, som kaffedrikker kan det faktisk godt lade sig gøre at konkurrere i anseelse med tedrikkerne, men det forudsætter, at man er indstillet på at investere tid, tålmodighed og halvanden månedsløn i den helt rigtige kaffekværn og en forkromet italiensk espressomaskine plus gourmetbønner fra et mikroristeri til et par hundrede kroner kiloet. Det kunne aldrig falde mig ind, og te-aficionado bliver jeg heller aldrig. I princippet kan jeg selvfølgelig godt drikke te – kaffedrikker/tedrikker er som sagt en falsk dikotomi – men jeg synes ikke, te smager af noget særligt, om overhovedet af noget. Jeg er inkarneret kaffedrikker af den vulgære slags. Det vil sige, jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta kaffemaskine. Eller rettere sagt, det gjorde jeg indtil for ganske nylig, for jeg har nemlig fundet vejen ud af nydelsesmiddelnydernes laveste socialklasse. Redningen hedder Chemex og ser sådan ud:



Smuk, ikke? Chemex blev designet i 1941 af den tysk-amerikanske kemiker Peter Schlumbohm, som havde ambitioner om at udvikle en anordning, der gav et ensartet resultat hver gang. Han fandt inspiration til glasbeholderen i sit laboratorieudstyr og endte med at lave Chemex-bryggeren af ét stykke borosilikatglas, som har den egenskab, at det hverken påvirker farven eller smagen i den færdige kaffe. En Chemex er ikke særlig dyr, og til alt held er det næsten lige så omstændeligt at lave kaffe på den, som det er at gennemføre en japansk teceremoni. Med andre ord er man pludselig rykket op i en liga, der kan måle sig med tedrikkernes, uden at man er blevet ruineret:



I dag står Chemex-bryggeren ikke alene på Museum of Modern Art i New York, men også i mit køkken.

Skål i kaffe!

Din hengivne
Cummings

Som sagt viser en mand af betydning sig aldrig uden at være ulasteligt klædt, det vil sige med en fyldepen i inderlommen, et lommetørklæde i brystlommen og aldrig uden at være perfekt barberet. Men selv den mest velklædte og -soignerede gentleman vil miste enhver autoritet, hvis han begår den fadæse at troppe op i upudsede sko. Derfor er det af største vigtighed, at han råder over sin egen skopudsekasse med tilhørende pudsegrej, hvilket ikke er det samme som en kasseret skotøjsæske, proppet til bristepunktet med indtørret skosværte i bulede blikdåser, aflagte tandbørster og pudseklude bestående af gamle sokker med hul i tåen. En mand af betydning har en til formålet konstrueret skopudsekasse, og har han det ikke, må en sådan uden tøven føjes til ønskesedlen. Det kan i den forbindelse ikke understreges kraftigt nok, at skopudsekassen bør være udstyret med en pedal, som er forudsætningen for en forsvarlig polering:



Når skopudsekassen (indeholdende læderbalsam, skocreme/skosværte i alle relevante farver, en påsmøringsbørste til hver farve, en blankebørste til hver farve og en professionel pudseklud + eventuelt lædersålsolie) er i hus juleaften, kan skopudsningen/poleringen begynde, og lad os for en sikkerheds skyld hurtigt repetere, hvordan det skal gøres:



Begynder du 1. juledag, skulle du med lidt ihærdighed gerne kunne føre dig frem i selskabets blankeste sko, når du når til nytårsaften.

'Skæg for sig og snot for sig', fastslog Gowings myndigt i gårsdagens julekalender. Det er så sandt som det er skrevet, hvorfor denne kalenderskribent iler med at tage ham på ordet, og lad os for en ordens skyld tilgå tingene i den rigtige rækkefølge og begynde med det karakteristikon, der på et tidspunkt i reglen følger med at være et hankønsvæsen: Skægget (den anden del af opremsningen vender vi tilbage til om et par dage):



Enhver mand har stået over for valget mellem at lade skægget komme til sin ret eller barbere det af. Den førstnævnte mulighed kan være med til at understrege den enkeltes mandighed, men er naturligvis kun effektiv under forudsætning af, at vedkommende er i besiddelse af en skægvækst, som er frodig nok til ikke at blive forvekslet med skimmelsvamp, og det er – tro mig – de færreste. Selv opgav jeg en identitet som skægbærer, da jeg noterede mig, at selv folk, jeg kendte godt, var begyndt at vende sig væk i afsky, når jeg mødte dem på gaden. Siden har den daglige barbering været uomgængelig, og det er her, ønskesedlen kommer ind i billedet: Råder du ikke over en barberskraber, en barberkost og en barbersæbe af prima kvalitet, kan det ikke gå hurtigt nok med at få de nævnte remedier føjet til listen.

Højdepunktet er imidlertid ikke juleaften, når du fjerner silkebånd og pakker ud, men 1. juledags morgen, når gaverne og din fingerfærdighed skal stå sin prøve. Bemærk, at en anstændig vådbarbering foregår i tre tempi:



Som det fremgår, skal det være en ægte barberskraber med et enkelt barberblad, du holder i din hånd med et fast greb, ikke en nymodens plastichimstregims med tredobbelte blade til tidobbelt pris. Du kan også vælge at gå til yderligheder og ønske dig en barberkniv. Her er det imidlertid vigtigt, at du venter med den første barbering, til du har en længere ferie, så sårene har mulighed for at hele, inden du viser dig på kontoret igen.

Elektriske barbermaskiner forbigår vi i tavshed.