Archive for 2012

Låge nr. 31: Godt nytår de herrer og damer!

Lad os håbe på et på alle måder bedre 2013 end det der er lagt op til fra politikere og spåmænd. Den måske vigtigste begivenhed i år var vores tur vestpå i det gryende efterår. Her blev vi meget vel modtaget overalt. Billedet nedenfor er fra et af vore mange stop på turen.


Cummings i sin til lejligheden indkøbte hvide tropehjelm. Herren i den bløde hat er borgmesteren omgivet af lokale. Jeg husker ikke om dette billede er fra Ribe eller Kolding. Planen er at 2013 også skal byde på eksotiske ture ud i landet, som vi glæder os til at rapportere hjem om til dig kære læser.

Rigtigt godt nytår til alle

Kategori: , | 14 kommentarer

Låge nr. 24: It's beginning to look a lot like Christmas...

Oven på det julegys som Cummings delagtiggjorde os i igår, og som heldigvis endte godt, er vores ønske at julefreden må sænke sig over landet. Alting har en ende, og julekalenderes ende er som bekendt d. 24. december. En kraftpræstation af de sjældne for denne blog, som I sikkert kan forstå, jer der kender den normale udgivelsesfrekvens her på siden.


Her i casa Gowings har gran-duften taget over, portvinsflaskerne er sat til temperering, og kirkeklokkerne høres i det fjerne. Bing Crosby underholder fra CD'en (gid jeg kunne have skrevet grammofonen) og julelys og englespil falder ind og danner stuens lydtapet. Jeg tilstår det blankt, jeg elsker julen, og de dage der skal komme nu.

I modsætning til nytårsaften, som kommer snart, og normalt får os til at rekapitulere tiden der svandt, så er juleaften den aften, hvor jeg kontemplerer over det forgangne år; og det har været et dejligt år her på redaktionen med rejser og redaktionsfrokoster, udflugter og meget andet. Og så er vi glade for, at vi besluttede os for at blive her lidt endnu.

Så nu ringer det på døren, åbner du, kære Cummings? Åh, vi er så glade for at I kunne afse tid til lige at kigge forbi. I må ikke bære julen ud. - Og hvis du så Mia sætter dig over til Inge og Madame, derovre i sofaen. Og hvis I også lige gør plads til Ditte og Lone. Her vil I ikke have et glas portvin? Og kære Uden Relevans, du kan vel tænde lysene på træet, -tak. Så kan Capac og Donald måske lige holde inde med deres filosoferen og vælge en ny plade med julemusik. Eric og Farmer, I kan lige sende konfekten rundt, og Regitze, hvis der er nogen der hellere vil have sherry, det tror jeg nu ikke på denne årstid, men så står den lige der ved siden af C. Peter Pedal, er Gløgg'en klar? Fint så kan du måske lige dele ud. Og hvis I andre også sidder godt og har hvad I skal bruge, Hege og Tina - og hvad med dig Thorvald? Nåh, det er godt. Og I andre - er alle OK? Så siger vi skål og glædelig jul! Læn jer tilbage i de bløde møbler, nogen lukker måske øjnene et øjeblik, og lader roen komme over sig, til lyden af knitren i pejsen...

Og så er det vist tid til at Cummings får sin julegave...


Glædelig Jul til jer alle

Kategori: | 27 kommentarer

Låge nr. 23: En julegyser

Det var lillejuleaftensdag sidste år. Jeg havde foretaget de sidste indkøb hos købmanden, læsset bilen med varer og fulgt den tomme indkøbsvogn tilbage til sin bås. I højt julehumør satte jeg mig ind bilen, startede motoren og svingede ud på vejen med 'Driving home for Christmas' på læben og kurs mod Casa Cummings.

Så var det, at jeg fik øje på den sorte bil med de tonede ruder i bakspejlet. Den blev ved med at ligge lige bag mig. Jeg svingede til højre, det gjorde den sorte bil også. Jeg svingede til venstre. Den sorte bil fulgte med, og på grund af de tonede ruder kunne jeg ikke se føreren. Efter et stykke tid befandt jeg mig uden for bymæssig bebyggelse, for jeg bor ude på landet, Mørket begyndte så småt at falde på, og den sorte bil i bakspejlet var der stadig. Jeg begyndte at blive utryg ved situationen.

'Nu kører jeg en omvej,' tænkte jeg, 'en fuldstændig meningsløs omvej, og hvis bilen stadig følger efter, er der noget galt.' Som sagt, så gjort. Jeg kørte den mest kringlede omvej, jeg kunne finde på for at ende med at svinge ind på hovedvejen præcis samme sted, som jeg var kørt fra. Den sorte bil var der endnu. De næste fem minutter arbejdede min hjerne på højtryk for at regne ud, hvad årsagen kunne være til, at jeg blev forfulgt, men uden resultat. Jeg havde ikke overtrådt nogen færdselsregler, så en eller anden kunne føle sig forurettet, og jeg mente heller ikke at have fornærmet nogen på anden måde for nylig. Mig bekendt havde jeg i det hele taget ingen fjender, men situationen forekom mig ikke desto mindre ubehagelig. På den anden side kunne jeg ikke ligge og rakke rundt på landevejene hele aftenen, så jeg besluttede mig omsider til at køre hjem, ske hvad der ville.

Jeg bor på en meget kort, lukket vej, hvor der kun ligger tre andre huse. Den svingede jeg ned ad og manøvrerede bilen ind i carporten. Den sorte bil fulgte efter og standsede lige bag mig, så den holdt på tværs af indkørslen. Jeg var spærret inde.

Mon jeg stadig kunne huske noget fra dengang, jeg gik til jiu-jitsu som dreng? Never mind, jeg steg ud af bilen med let forhøjet puls og gjorde mig klar til at uskadeliggøre min forfølger med et lammende håndkantslag. Så blev døren i den sorte bil resolut åbnet, og en ung, smuk kvinde steg ud og løb hen imod mig.

'Ja, undskyld jeg har fulgt efter dig, men du glemte, at du havde lagt dine handsker på taget af bilen, da du lagde varerne ind,' sagde hun og rakte mig handskerne. 'De faldt af, da du kørte.'

Det blev med andre ord alligevel jul i Casa Cummings det år. Og handskerne levede lykkeligt til deres dages ende.

Kategori: | Kommentarer

Låge nr. 22: Vi er her endnu...

- Og godt det samme, for køleskabet er fyldt med gode ting fra vores slagter. Her i byen har vi en rigtig slagter som laver alting selv og hos hvem man kan bestille alt imellem himmel jord til faget hørende. Blandt andet køber vi juleænderne der, når vi står for skud. Det er noget af en oplevelse, for hele bydelen står i kø fra tidligt morgen - langt ud på gaden - og vi får serveret gløgg og snakker med hinanden.


Jeg snakker i en stiv time, med folk jeg ikke kender, men som er bragt sammen med mig af en butik, som vælger at gøre tingene, som de altid har gjort. Hvis nu en dag slagteren og hans mange svende ikke længere var der, så ville julen ikke være den samme længere. Så vi køber vores kødvarer og pålæg der - også resten af året - men det holder hårdt for de små butikker i området.

Internethandelen, som ærligt talt er så bekvem, og byder på så mange muligheder, er en hård konkurrent. Men slagtervarer skal ses og smages, og det skal oste o.a. også. Jeg tror det varer nogen generationers tid før køen ved slagteren er uddød. Men måske er det bare min manglende fantasi. I så fald er det set før...

Kategori: | 11 kommentarer

Låge nr. 21: Et sidste råd på falderebet

I skrivende stund er der ikke en sjæl, der har kommenteret det forrige indlæg, hvor Gowings foregreb begivenhedernes gang ved at omtale Jordens undergang en dag for tidligt. Jeg tolker det sådan, at den del af Jorden, hvor vores kommentatorer befinder/befandt sig, allerede er gået under, og at Jordens undergang altså må være en gradvist fremadskridende proces, eftersom jeg stadig er i stand til at sidde her og og holde liv i Mænd af betydnings julekalender.

Jeg gør mig dog ingen forhåbning om at opleve juleaften, og mit sidste råd til eventuelle overlevende, der ikke ved, hvad de skal stille op, når det går op for dem, at deres fjernsyn ikke længere virker, er derfor: Ring til Selandia Radio, men sørg for at gøre det i åbningstiden:

Kategori: | 6 kommentarer

Låge nr. 20: Jordens undergang

Efter alt at dømme så bliver det jul igen i år. Det postulerede mayanske ragnarok har intet på sig ifølge sagkundskaben. Det ville også have været tragi-komisk, om vi her i norden skulle have været spist af med den korteste dag på året som denne verdens sidste.


En måde at nyde gavn af al denne dommedags snak kunne være at betragte dagene efter imorgen som en foræring. Det var måske noget, der kunne få julefreden til at sænke sig.

Vi skal da heller ikke undvære en lydside, så her er lidt af de unges musik fra så sent som 2004, der behandler tematikken på deres egen måde. Sig så ikke, at vi ikke er fremme i skoene her på Mænd af betydning



Husk at glæde dig over i dag hvis nu nogen skulle have taget fejl om imorgen...

Kategori: | 2 kommentarer

Låge nr. 19: Julestjerner

I dag har jeg købt det mest harmoniske, grønneste og flotteste juletræ i kongeriget Danmark. En nordmannsgran af prima kvalitet til en rigtig god pris – set fra sælgerens synspunkt.

Efter at have hjemført træet i triumf, ville euforien ingen ende tage, og jeg skyndte mig at finde julepynten frem for straks at afprøve effekten af et par glaskugler på det smukke træ og i øvrigt sikre mig, at der var tilstrækkelige forsyninger af kors og bånd og stjerner til alle grene. Beklageligvis måtte jeg konstatere, at stjernen, som skulle pryde toppen, manglede, men til gengæld vidste jeg lige præcis, hvad det skulle være for én. Det skulle nemlig ikke være en af de dér gammeldags, kedelige, hvide papstjerner med glimmer på, som vi havde i mit barndomshjem, men et særlig kunstfærdigt og elegant udført eksemplar i metal, som jeg havde spottet på en hylde i Kvickly under mine indkøb i fredags. Heldigvis var der masser af dem, så mig af sted til Kvickly efter den manglende stjerne.

Men nu var det altså ikke længere fredag, men derimod tirsdag, og i mellemtiden må der være et anseligt antal juletræsindehavere med samme smag i julepynt som mig, der havde opdaget, at de manglede en julestjerne. Jeg fik den sidste stjerne, ikke bare i butikken, men i hele byen. Hvid, af pap, med glimmer og dødkedelig. Og lige nu forsøger jeg så at forlige mig med min skæbne og trøster mig som så ofte før med et stykke aproposmusik, som ikke har det mindste med julen at gøre, men er cirka lige så virkelighedsfjernt. Kunstnerne hedder Nina og Frederik:



Undskyld.

Kategori: | 4 kommentarer

Låge nr. 18: Hjerter klippet med en saks, af den fingernemme slags ...

I nøden skal man kende sine venner. Cummings gjorde igår rede, for hvordan han står overfor at skulle dekorere juletræet i år. Og efter et antal års pause kan kassen med juletræspynt godt være lidt slunken. Altså må der nyt til, og her er det at dagens låge kommer ind. Første forslag til anskaffelse er denne bog fra Nationalmuseets museumsbutik, som vi her i familien har haft meget glæde af.


Næste forslag er noget mere radikalt og er en nørdet matematisk algoritme til at indflette tekst i julehjertet, sådan som vist her:


Ingen tvivl om at et juletræ med hjerter af en slags som de sidste vil tage kegler i juledagene. I andre må selvfølgelig også gerne være med.

Kategori: | 5 kommentarer

Låge nr. 17: Se, børnlil, nu går det godt

Juletræer er som bekendt til for at stå og pynte og for at blive danset om. Men selv om det kan være festligt med begge dele, plejer beboerne i Casa Cummings at give afkald på fornøjelserne, fordi juletræ med tilhørende dans ikke rigtig giver nogen mening, medmindre der er godtroende børn til stede juleaften, hvilket ikke har været tilfældet i en årrække. Anderledes i år. Derfor er der nu linet op til en jul med det helt store udtræk, og hvis jeg ikke tager meget fejl, bliver det min ringhed, der får tildelt det ærefulde hverv som chefdekoratør. Jeg påtager mig også gerne opgaven, og det skal såmænd nok blive ganske fornøjeligt alt sammen. Men pludselig slår det mig, at der faktisk – ud over almindelig juleallergi – har været endnu en grund til, at vi har holdt juletræsfri jul så længe: Vi har to katte.



En Google-søgning på 'keep cat away from christmas tree' giver godt og vel 40 millioner hits, som jeg allerede er begyndt arbejde mig igennem, dog uden de helt store forventninger. Foreløbig lyder det bedste råd, jeg er stødt på: It's best to reach a place of acceptance about this and go with the flow ...

Kategori: | 17 kommentarer

Låge nr. 16: Teater genvordigheder

Vi skulle have været i teateret igår, men forestillingen var aflyst på grund af sygdom. Det var ligesom at få lørdag eftermiddag foræret. Vi kommer jo ind og se forestillingen en anden dag. På vejen hjem erindrede vi hinanden om en anderledes dramatisk teater vinter-oplevelse.


Fru Gowings og jeg havde overtalt hinanden til at gå i teateret en hverdags aften. Skæbnen ville, at selvsamme aften faldt der 25-30 centimeter sne, hvorfor vi begge var stærkt forsinket ved ankomsten til hjemmet fra arbejde. Efter at have overdraget næste generation til den 'forrige', ilede vi, som man nu iler i snevejrs trafik i en lille bil, til teateret, som heldigvis ikke lå mere end 20-30 minutter væk. Teaterforestillingen var gået igang, selvom man havde udsat starten en halv time - og vi som ellers troede, at vi kom lige til tiden. Vi måtte klage vores nød til den søde billetkontrollør, og forklare at den person som havde vores billetter ganske givet sad inde i salen, og hvordan kunne vi få fat i billetterne nu...

Kontrolløren foreslog venligt, at vi gik ind alligevel, og jeg sagde, at så ville vi komme med billetterne i pausen. Først slog det os, at handlingen i stykket ikke var som vi havde regnet med. I tillæg kunne jeg i pausen konstatere, at forestillingen var skrevet af Adam Price og ikke Ole Bornedal, samt at vores teaterven ihvertfald ikke var ankommet endnu. Faktisk gik det langsomt op for os, at vi var det forkerte sted; det forkerte teater, den forkerte forestilling. Jeg foreslog fru Gowings diskret at forlade etablissementet, men det var udelukket: "forestillingen er udemærket og nu er vi endelig kommet i teateret".

Så vi så resten af forestillingen færdig og konstaterede, at vi på grund af vejret aldrig ville være nået frem til den 'rigtige' forestilling. På en måde kan man sige, at vi havde betalt, bare til en anden forestilling - I husker nok ARTE - men det var nok aldrig gået at bytte teater en varm sommerdag.

Kategori: | 7 kommentarer

Låge nr. 15: H.C. Andersen-craze

Mon ikke H.C. Andersen et eller andet sted i det hinsides ærgrer sig gul og grøn over, at et af hans mest ubehjælpsomme eventyr nu er kommet frem i (tælle)lyset?

For straks at råde bod på den skete skade og give den store digter satisfaktion oven på den pinlige afsløring, iler Mænd af betydning med at formidle et helt anderledes gennemarbejdet og gennemført pessimistisk juleeventyr fra H.C. Andersens hånd, oven i købet fremført af en fin repræsentant for en generation af skuespillere, som var i stand til at læse op uden at overlade tilhøreren til bestandige gætterier om, hvad der egentlig bliver sagt. Den sidste bemærkning kan uden tvivl opfattes som en fornærmelse rettet mod visse yngre, mumlende skuespillere, hvilket naturligvis også er hensigten. Men tænk nu ikke dybere over det, og hør her i stedet Poul Thomsen (nej, ikke ham med Dus med dyrene) læse Grantræet. Sådan skal det nemlig gøres.

Illustrationen er naturligvis udført af ingen ringere end Vilhelm Pedersen.

Kategori: | 2 kommentarer

Låge nr. 14: Julelektier

Julekort - et nyt fænomen i Gowings verden. Jeg har ellers ryddet op i alle de trængsler, som stort set udelukkende bidrog til at skabe en underliggende stemning af dårlig samvittighed. Følelsen af at have lektier for - lektier som man ikke har lavet endnu og ikke gider at lave - men som på den anden side forhindrer én i at foretage sig noget andet, sjovere, fordi den dårlige samvittighed hele tiden holder lektierne op foran én. Og så den efterfølgende lykkefølelse når man har fået lavet, hvad man er blevet afkrævet, og frit kan bruge tiden på hvad der ligger for.


Men julekortene som jeg sender nu, er udelukkende ment som en hilsen op til højtiden; det er ikke en stiløvelse over årets gang, det er ikke en, mere eller mindre smagfuld opstilling af familien i nissehuer med en status over de enkelte familiemedlemmers gøren og laden bagpå. Det er simpelthen et kort. Et kort til at hænge på snoren eller stille på kaminen.

På en rejse til London sidst i november var fru Gowings og jeg vidne til en yngre kvinde, der sad og redigerede i en liste med navne, der tilsyneladende var rubriceret efter diverse koder. Der var flere tætskrevne sider, som blev vendt og drejet, overstreget, flyttet rundt og føjet sammen. Koderne som alle disse navne var ordnet efter var: NZL, AUS, GBR, USA o.s.v. Det gik hurtigt op for os, at der var tale om en liste over den forestående julekorrespondance. En korrespondance der indbefattede flere hundrede mennesker over hele kloden. Der er vi ikke endnu i familien Gowings, men sikke en julekortsnor eller kaminhylde hun må have.

Musik til kortskrivningen her.

Kategori: | Kommentarer

Låge nr. 13: Giv agt – julefilm forude!

Julen er ritualernes og gentagelsernes tid, og genudsendelserne har deres kronede dage. Vi kan lige så godt begynde at tage vores forholdsregler allerede nu, så vi kan navigere uden om diverse/de værste amerikanske julefilm – dem, vi er blevet hjernevasket med gennem generationer, og som med usvigelig sikkerhed vil ankomme i stimer igen i år.

It's a Wonderful Life indtager en suveræn førsteplads på min negativliste. Ikke så meget fordi den er drivende sentimental og totalt outdated (begge dele plejer at give et plus i min karakterbog), men fordi jeg under ingen omstændigheder kan holde James Stewarts mildt sagt overdrevne mid-western-accent ud, og fordi hans skælvende stemmeføring i den grad går mig på nerverne. Af samme grund har jeg allerede nu været henne og forsyne mig i det hjemlige filmotek, så jeg er godt forberedt: I samme øjeblik, It's a Wonderful Life toner frem på skærmen i Casa Cummings, vil dvd-afspilleren blive aktiveret med et snuptag, og jeg kan herefter læne mig tilbage og nyde verdens bedste julefilm. Det var den gode Gowings, der i sin tid introducerede mig til Love Actually, og du, kære læser, skal naturligvis ikke snydes for min yndlingsscene:



Ikke et øje tørt, og ingen amerikanske flødeboller på rollelisten – sådan skal det være! Kort sagt, en film lige efter mit julehjerte.

Kategori: , | 8 kommentarer

Låge nr. 12: Så lad det sne, da ...

Vi er blevet enige om herhjemme, at det er OK, at det sner på denne her side af jul. Sne er sindssygt upraktisk, og derfor forbander voksne det lige så langt væk, som ungerne ønsker sig det ligenu og her. Julen er upraktisk. Derfor er det OK med et upraktisk element mere i form af sne. MEN til januar - og SENEST februar - så er det slut! Nul mere sne! Vi har ingen skisports turisme der lever af sneen, ingen højfjelds hoteller der mister omsætning. Så derfor sne før jul - ja tak! Men så er det det.


Og Cummings & Gowings skal være de første til at indrømme, at vi synes det er hyggeligt med sne før jul.

Kategori: | 2 kommentarer

Låge nr. 11: Jul på slottet

My home is my castle siger et gammelt mundheld, og hvad er et hjem uden et juletræ med bøger under, hvorpå mit navn tydeligt står at læse? Som modgift mod truende kongehusforstoppelse forårsaget af DR1's umådeholdne dronninge-, diamant- og diademdyrkelse i denne måned ønsker jeg mig Det koster et kongerige, som lige er sluppet løs i julehandelen – bare så jeg ikke helt glemmer, at kongehuset på fem dage brænder lige så mange penge af, som AFUK har fået til nycirkus i 2013, eller at den kongelige gøglerskole i alt koster cirka en halv milliard kroner om året, inklusive vagter, momsrefusion og skatteunddragelse.

Se, jeg har jo endnu ikke læst bogen, men anmeldelsen lyder da lovende her midt i en krisetid, gør den ikke?

"... i et mediebillede, hvor enhver omtale af kongefamilien er sukret ind i lyserød babyromantik, er det velgørende med en kritisk optrævling af det ekstravagante forbrug af penge, suspekte sponsorater og sammenblanding af offentlige midler og privatøkonomiske interesser. Familien på Amalienborg skal ikke redegøre detaljeret for den årlige bistandshjælp på over 100 mio. kr ..."


Hvis bogen ligger under træet i år, vil jeg glæde mig til at fejre jul, uden at jeg risikerer at få den i den royale hals.

Kategori: | 7 kommentarer

Låge nr. 10: Kontrollamper

Som læsere af denne blog vil vide, så er der specielt en ting, der kan bringe Gowings i affekt, og det er bilers kontrollamper. Når man har det sådan, så er det egentlig mærkeligt, at man samtidig sværger til franske biler. Nok om det. Men søndag midt under snevejret havde vi fornøjelsen af ABS lampens skær på en tur hjem fra Sejerø-bugten.


Nu er det ikke det store problem: for det første er det ikke synonymt med at man ikke kan bremse, man får bare ingen hjælp fra computeren, for det andet er det sjældent noget alvorligt, når nu vejret er som det er. Der er højst sandsynligt tale om at en sensor er iset til eller blevet beskidt, så det forsvinder igen eller sensoren skal bare renses af. Alternativt kan det være for lav batterispænding og så skal der købes et nyt for at få lampen til at slukke. Det vil altsammen vise sig når bilen har stået og fået varmen i garagen.

Hvor må det være kedeligt at køre i en ny bil....

Kategori: | 4 kommentarer

Låge nr. 9: Jeg glæder mig i denne tid

Hvis ikke man skulle spille White Christmas på en dag som denne, hvor julemånedens første snestorm har meldt sin ankomst, ved jeg virkelig ikke hvornår. Samtidig tillader jeg mig at benytte lejligheden til for en gangs skyld ikke at lade Bing Crosby komme til orde i dette anliggende, eftersom rensdyret, der synger solo fra 1'15 og frem, gør det langt bedre. Den syngende julemand er heller ikke helt ueffen – især må man beundre de sexede knæbevægelser, hvormed han formår at holde takten hele vejen igennem:



Hvis DMI's forudsigelser i øvrigt holder, vil man muligvis have fået nok af sneen, inden dagen er omme, men indtil da: Dream on!

Kategori: | 2 kommentarer

Låge nr. 8: Nisselandskaber

I familien Gowings er det frk. Gowings, der tager sig af nisselandskabet. En pakke vat, porcelænskirken og de to små honningboder indkøbt i Østrig i højsommeren for to år siden. Derudover hele bjørneorkesteret og diverse nisser af passende højde og drøjde. Det hele oplyses af en lyskæde der slynger sig rundt om billedet der hænger ovenover. Nisselandskabet står i entreen, så det er det første, man ser, når men entrer Casa Gowings i julemåneden. På lyskæden hænger de julekort vi modtager fra nær og fjern - men mere om det en anden gang.

Hvis du ikke selv er kommet i gang med et nisselandskab endnu og måske er gået lidt i stå på grund af præstationsangst, mangel på effekter eller inspiration, så er der hjælp at hente i hendes verden (hvis verden? Hendes Verden! Nåeh!). Som denne video vidner om, så er der et uendeligt antal muligheder for variation over temaet.


Hvis du ikke var kommet i julestemning endnu, så er der ikke noget, der kan speede den følelse op, som at komme hjem i mørket og møde travlheden i nisseland - og husk den obligatoriske skøjtesø i form af et make-up spejl.

Kategori: | Kommentarer

Låge nr. 7: What does you have in the tæjsk today?

Modtagelsen af landets nye kulturminister spænder fra begejstring til det stik modsatte. I denne søde juletid vil Mænd af betydning undlade at gå ind i en diskussion af det hensigtsmæssige i valget af Marianne Jelved til posten, men vi skal på den anden side ikke lægge skjul på vores betænkelighed ved den uoverskuelige mængde af tyndslidte håndtaskevittigheder, det omtalte valg allerede har afstedkommet. Lad os derfor i denne stærkt kulturbårne julekalender glemme fru Jelved og hendes taske for en stund og i stedet rette opmærksomheden mod håndtaskebærernes ukronede dronning, fru Christoph:



Herefter turde det stå lysende klart, at den nyudnævnte kulturminister – hvor stor hendes erfaring end måtte være – stadig har et og andet at lære.

Kategori: | 3 kommentarer

Låge nr. 6: Da far var dreng

Så er det tid til lidt julenørderi:

Julekalenderen, eller u-landskalenderen, som det er blevet til på DR-dansk, har haft mange udformninger; lige fra de glade monopoldage til nu hvor sendefladen i hele december reelt består af TV-aviser og julekalender. De sidste i en version for alle aldre - og gerne en genudsendelse ind imellem for de nostalgiske.


Der har været mange gode julekalendere både da Gowings selv var barn, og efterfølgende hvor han har siddet og set julekalendere sammen med de opvoksende generationer.

Én julekalender har brændt sig fast; og det skyldes mest, at da Gowings var lille, kunne TV-verdenen udvides betragteligt, når man indregnede de hele to kanaler hinsidan, og i Sverige der klippe-klistrede de deres julekalendere: Vi åbnede låger, men svenskerne fik lov at klippe motiver ud, der passede, således at en frakke kom til at hænge på en knage, en nisse kiggede ind af vinduet, en gærkrans kom op på væggen osv. Julekalenderens motiv ændrede sig i hele december - vel at mærke uden de strittende låger eller bratte overgange imellem ydersidens pap og lågens indhold af papir.

Og så skete miraklet. I 1971 da en barmhjertig u-landskalender designer endelig lod sig inspirere af dem fra den anden side sundet og vi fik en klippe-klistre kalender. Det må have været meget afgørende for den lille Gowings, for det står stadig skarpt i erindringen. Og følelsen af taknemmelighed kan stadig erkendes dybt inde. U-landskalenderen var med Ingrid og Lillebror i julestuen og det er helt rørende at gense første afsnit. Kalenderen så sådan her ud.


Jeg har hentet billedet her, hvor man også kan gense andre julekalendere fra dansk fjernsyn.

(PS: hvis du nu tilfældigvis skulle være endnu mere velbevandret i julekalendere end Gowings så husk - der er ikke noget, der kan bringe folk i affekt, som at udfordre dem på juletraditioner og 'bedste julekalender'.)

Kategori: | 4 kommentarer

Låge nr. 5: Utæmmet kreativitet

Der skal ikke herske tvivl om, at Mænd af betydning til daglig er tilhængere af princippet om selvbeherskelse og mådehold i alle livets forhold. Det meste af året hælder vi derfor mindre til det kreative end til det rekreative, ligesom vi heller ikke rutter med pengene. Men i julemåneden gælder det om at være både opfindsom og gavmild, og her har landets kulturminister Uffe Elbæk været en uvurderlig støtte og inspirationskilde ved at vise os, hvordan man jonglerer med selv beskedne midler. Desværre tabte han bolden til sidst, så lad os benytte lejligheden til at vise, hvordan han hellere skulle have gjort. For resten ville det slet ikke undre os, om den musikalske boldvirtuos i videoklippet herunder har fået en tjans på den navnkundige institution med den stolte forkortelse AFUK, allerede inden året er omme – uden så meget som at behøve at skrive en ansøgning:



For en ordens skyld skal vi præcisere, at AFUK står for Akademiet for Utæmmet Kreativitet og ikke Afdansningsbal for Udtjente Kaospiloter som hævdet af flere.

Kategori: | 4 kommentarer

Låge nr. 4: Til de julesure

Der findes nogen, der virkelig hader julen. Eller rettere: det gør de, indtil de til sidst ikke hader julen mere. Det er skurkene i julekalendere og årstidens familiefilm. Spørgsmålet er om disse ofte ældre, bitre og tit ensomme mennesker overhovedet findes i virkeligheden. Her på Mænd af betydning elsker vi julen, tag ikke fejl af det. Trods vores til tider jeronimus'ede fremfærd.

Ikke desto mindre kender vi dem så godt. Over Scrooge fra Dickens klassiker 'Et Juleeventyr' til Vera Grus i årets julekalender 'Julestjerner'. Hvis der skulle sidde en Scrooge eller en Vera Grus derude, så er her en lille film som de uden tvivl vil sætte pris på:


God fornøjelse!

Kategori: | 5 kommentarer

Låge nr. 3: Sikken voldsom trængsel og alarm

I dag har Mænd af betydning sat sig for at komme arbejdsløsheden til livs. Alle ledige, der er på vej ud over kanten som følge af dagpengereformen, skal også vide, det er jul – præcis som lænkehunden i 4. vers af ovennævnte julesang. Dobbelt sul bliver det muligvis ikke til, men mon ikke der skulle være et pænt stort antal ubesatte akutjob i Julemandens værksted, så nisseøllen i hvert fald er sikret? Alle, der har set fjernsyn juleaftensdag de seneste 30-40 år og kan deres Disney, kender rutinerne i Julemandens virksomhed og er dermed kvalificerede, men for en sikkerheds skyld er her en udvidet indføring i arbejdsgangen:



Skulle nogen være blevet grebet af akut julestemning ved gensynet, er der mulighed for at bryde ud i sang herunder – og lad nu være med at springe vers 4 over:



Men du kan selvfølgelig også bare lade Kim Larsen gøre det beskidte arbejde.

Kategori: | 4 kommentarer

Låge nr. 2: Hvad er det?

Hvor kommer de her blinklygter fra? - hvilken bil er det?

Bil nr. 1: Den her er nok ikke svær...


En detalje i hverdagen. Et design ikon.

Der var en gang, hvor vi ikke var nødt til at gå tæt på for at se, hvem der nu havde begået et nyt indslag i gadebilledet. Hvor mange biler kan du kende bagfra? Her er lidt musik til gætteriet om baglygter.

Bil nr. 2:



Se i morgen om du havde ret...
-------
Løsning: Bil nr. 1 er en Citroën DS19 med anden generations lygten. Bil nr. 2 er en Fiat Brava - læg mærke til at der er standset huller ud i pladen til lygterne. Det har vi ikke set før eller siden på en almindelig mellemklasse bil - hvis overhovedet nogensinde.

Kategori: | 11 kommentarer

Låge nr. 1: Corporate branding

Som den moderne virksomhed, Mænd af betydning har været lige fra starten, ønsker vi selvsagt på ingen måde at stå tilbage for tidens strømninger, hverken i finanssektoren eller reklamebranchen. Verden forandrer sig markant i disse år, og også vi føler en ubændig trang til at tilpasse os udviklingen og hylde en ny og større ansvarlighed. Vi har derfor besluttet at optimere bloggen med en skelsættende julekalender helt uden bagtanker og ekspeditionsgebyrer. Der bliver ingen billeder af handicappede atleter, smeltende isbjerge eller brostenskastende aktivister. I stedet lægger vi ud med en nyfortolkning af en klassisk julesang, som vil sætte helt nye standarder for julen såvel som for den moderne bloglæser.

Kort sagt, lad os slå gækken løs:



Som en udvidet service for særligt interesserede kan vi tilbyde teksten i sin fulde længde, ligeledes 100 procent rente- og afdragsfrit.

Glæd jer til i morgen, når Gowings åbner låge nr. 2!

Kategori: | 4 kommentarer

New Normal


Verden har forandret sig og vi forandrer os med den. Nye Standarder.

Med venlig hilsen

Danske Bank, Nordea, Venstre og Konservative

Kategori: , , | 12 kommentarer

Sku' du ha' været i Tivoli på fredag?

Det er ved at være tid til den årlige julefrokost på redaktionen. De unge medarbejdere har ladet forstå, at det er på tide at der tænkes nyt, og at festlighederne afvikles i samme stil som andre sammenlignelige virksomheder.

Ligesom sidste år så gider den gamle garde ikke forny sig; vi vil have tre slags sild, rejer, gammel ost med fedt, løg og sky, snaps og stærk øl. Ikke noget fancy pancy her.


Vi har begået et kompromis: De gamle tager på frokostrestaurant og de unge tager i Tivoli. Redaktionen har lejet hele dynen, sådan som det sig hør og bør for en større virksomhed. Krisetiderne taget i betragtning, så synes vi alligevel at det ville have været lidt ekstravagant, som det oprindeligt var foreslået, at have sendt dem og deres familier til Mauritius. Og så oveni alt det halløj med SAS. Så må vi se om tingene ser anderledes ud til næste år.

God julefrokost til dig når det bliver din tur.

Cummings & Gowings

Kategori: , , | 6 kommentarer

Hanehaler

Gowings og frue skal være værter ved et cocktail party. For femogtyve år siden ville jeg ikke have haft råd til at invitere på spiritus med det hele - ad lib. Nu, hvor vi har råd, er mit sind lidt for optaget af kedelige praktikaliteter i forbindelse med arrangementet.


Kahlua, Blå Bols, Roses i alle regnbuens farver, diverse urter, gudhjælpemig! Økologiske kartoffelchips, økologisk flormelis (hvem kommer flormelis i en drink?), rørsukker (vistnok også økologisk), alle tilgængelige slags sodavand, rom, whisky, vermouth, gin, Stolichnaya etc. etc.

Den unge generation har fremstillet tjeklisterne; det er dem der er vokset op med cocktails. Jeg er vokset op med 'Den med Munken', Tuborg og Carlsberg.

Skulle der monstro være en barmhjertig sjæl derude med en opskrift, som Gowings 'den ældre' kan brillere med overfor ungdommen?

Kategori: , | 11 kommentarer

Stilstandsdag

I dag er det lidt mindre end hundrede år siden - 94 for at være præcis - at våbnene tav efter at Europa i fire år havde været kastet ud i et hidtil uset vanvid. En hel generation af unge mænd blev enten slagtet og rådnede bort i en gigantisk mudderpøl - eller fik livslange ar på sjælen af at opholde sig samme sted. Dengang var alle enige om at den krig havde været så forfærdelig, at det måtte være 'the war to end all wars'. Aldrig mere...

Briterne mindes stadig våbenstilstanden ved at bære - og nedlægge kranse dannet af - en rød kokarde der symboliserer Flanderns røde valmuer. Et symbol på vestfrontens slagmarker. Historikerne har taget første verdenskrig op igen og skriver flere værker end nogensinde om den del af europæisk historie.


Chamberlains ord:"Peace in our time", er udtalt på baggrund af de stadig levende erfaringer med 4 års helvede i Vest- og Østeuropa og udtrykker et håb om at undgå en gentagelse. Et håb der i den grad blev gjort til skamme.

Hvordan gik det lige med at ende alle krige? Hvordan gik det med at skåne befolkningerne for krigens følger? Hvordan gik det med at skåne unge mænd for de rædsler, som krig altid fører med sig? Nej vel, ikke imponerende.

Dire Straits lavede en gang en sang, Brothers in Arms, med tilhørende video. Den bliver søndagens musikalske indslag. Musikken er meget smuk og billedsiden ligeså. Man får lyst til at gøre noget...

Værs'go

Kategori: , | 13 kommentarer

Til salg-dag i USA

Hvis du troede, at vi, i vores egen andedam, havde nået et mætningspunkt omkring metoder til forudsigelsen af valgresultatet ved sidste valg, så skulle du bare se, hvad der er i vente.

Her i Philadelphia er skaderne efter stormen Sandy til at overse, selvom enkelte stadig har træer liggende uhensigtsmæssigt på fortovet og enkelte kvarterer stadig er uden elektricitet.

Gowings er taget til Philadelphia og nyligt hjemkommen fra weekendens østersfestival i St. Michaels ved Chesapeake Bay, hvor vi spiste østers 'half-shell' til 58 DKK dusinet. Herudover blev der budt på østersstuvning (suppe ville jeg nu kalde det) tillavet i konkurrence imellem de bedste restauranter i byen og årets bryg af oyster stout blev solgt fra fadet.

Østerssæsonen er lige gået ind og i den lille naboby Tilghman, hvor vi havde vores logi, lå verdens ældste skipjack, et en-mastet sejlsib med en enorm rig. Bådtypen blev anvendt til 'oystering' - østershøst - på 'The Chesapeak'. Vi var også selv ude at sejle med 'Rebecca T. Ruark' -  en dame fra 1886. Kvaliteten af billederne på Gowings discount telefon tillader desværre ikke visning i denne sammenhæng.

Skipjack sejlbådende var indtil for nylig de eneste tilladte fartøjer til brug for 'dredging' - en teknik hvor man slæber en stålklinge over bunden der løsner østers'ne og samler dem i et bagved hængende net.


En effektiv måde at regulere fangsten på idet østers kun måtte skrabes under sejl. Denne bestemmelse betød at udover 'tonging', hvor man manuelt tager østers'ne af banken med en (noget forstørret) sukkertang - stængerne er vel 4-5 meter - så er man altså afhængig af vinden for at kunne skrabe banken for østers. En afhængighed som også fastsætter grænsen for størrelsen af den 'dredge' man kan anvende. Nu om dage er østers populationen nede på 1% af hvad den var i 'de gode gamle dage' - mest pågrund af inddæmning af floder der ellers fortynder brakvandet i Chesapeake Bay og derved forhindrer parasitter, der kun kan udvikle sig i mere salte omgivelser, i at inficere østers'en i Chesapeake Bay. Svaret på det dramatiske overfiskeri og udviklingen af sygdomme har fra staten Marylands side været, at give tilladelse til oystering med motoriserede både - så man mere effektivt kan komme til de 1% af de tilbageblevne østers.

Og så lovede jeg dig en skrækhistorie fra det amerikanske valg: fænomenet intrade. Her handles aktier til et pålydende af 10 USD. Når valget er ovre indløses de til pålydende, vel at mærke hvis du har købt aktierne i det vindende udsagns navn. Altså dikteres salgs- og købsprisen af hvor mange af de pålydende 10 USD du er villig til at betale for en aktie. Ligenu kan du sælge til 6.88 USD og købe til 7.0 USD. Men det er ikke gjort med det; prisen på en aktie tolkes som chancen for at udsagnet "kan Obama genvinde valget" bliver virkelighed. Altså desto mere sandsynligt det er at Obama vinder igen, desto mere vil du betale for 10 USD. Og så er vi ligesom tilbage til det det hele handler om ikke? Money makes the world go around....

Nåh, vi må i stemmeboksen, for vi skal ud og købe popcorn, øl og steaks til iaften.

Kategori: , , | 7 kommentarer

Vacanze Romane

Gowings har drukket caffe americano på Caffe Martini med solens stråler, igennem Colosseums buer, i øjnene. Slentret rundt i 'den gamle bydel' og følt historiens vingesus i knæhøjde. Været til korkoncert under Engle og Martyreres Skt. Maria's beskyttende lofter.


Lidt efter lidt kommer byen, der burde benævnes byernes by, ind under huden. Måske hjulpet lidt på vej af en campari-soda på Via IV Novembre. Ihvertfald sad jeg og faldt i staver, imens jeg gled ud af denne etymologiske tangent:


Vores hotel lå ved Termini (af latin, thermae ifølge WikiPedia), der siges at have taget navn efter de enorme romerske bade der dominerer området omkring Piazza Repubblica og også benævner Roms hovedbanegård. Dog, ordet terminus (latin for, grænsepæl, afslutning m.m.) er direkte relateret til områdets navn som ental af termini.

Betyder det f. eks. så at ordet terminal, som vi anvender det idag, enten kommer af betegnelsen for grænsepæle eller af romerske bade? Etymologien er ikke specielt hjælpsom; eller måske er den, for der synes ikke iøvrigt at kunne spores nogen forbindelse imellem de to ord, therma og terminus. Så der er sikkert tale om en sprogforbistring opstået i tidens løb.

Sandheden fortaber sig i en campari-soda, på bordet ved hjørnet, i den sidste sol på Via IV Novembre...

Kategori: , | 19 kommentarer

Hverdagens dilemmaer

Som meget flittige læsere med elefanthukommelse ved, er min mandag for en stor del optaget af en rundtur til samtlige dagligvarebutikker og supermarkeder i miles omkreds fra min privatbolig. Formålet er at sikre husstandens overlevelse indtil næste mandag.

Denne smukke, solrige oktoberdag var ingen undtagelse, og som altid afsluttede jeg fourageringen med et besøg hos Shell, hvor jeg fyldte tanken op og i forbindelse med afregningen tilføjede:

– Og så vil jeg også gerne have en stor kop kaffe og en smørcroissant.

Manden bag disken efterkom straks mit ønske, og idet han lagde croissanten ned i posen, spurgte han henkastet:

– Skal du lige have en ekstra croissant med til samme pris?

Det uventede spørgsmål fik mig til at tøve et øjeblik, især fordi jeg ved fra min myndige frue, at blødt brød af den omtalte type indeholder uanede mængder af ondsindede transfedtsyrer, som invaderer kroppen og nedbryder den systematisk indefra langt før tid. Min rådvildhed må have stået malet tydeligt i mit ansigt, for inden jeg nåede at svare, fortsatte ekspedienten:

– Hvis du ikke selv kan spise den, kan du jo glæde en vagabond med den.

Denne sympatiske tanke hjalp mig til at træffe den nødvendige beslutning, hvorfor jeg forlod butikken med en stor kop kaffe i den ene hånd og en pose indeholdende to croissanter i den anden.

Uheldigvis mødte jeg ingen vagabonder. End ikke en skærslipper.

Kategori: | 19 kommentarer

On the road

Hvis nogen skulle have fået indtryk af at denne blog skrives af et par indadvendte skrivebordsteoretikere, som på intet tidspunkt bevæger sig uden for studerekammerets kvalmfulde mure, kan jeg oplyse at dette ingenlunde er tilfældet.

Uhørt tidligt lørdag morgen lod jeg mig således afhente ved min hoveddør af Gowings' limousine med indehaveren selv ved rattet. Planen var i fællesskab at gøre en rejse til Vesterhavet for undervejs at samle indtryk, inspiration og viden, dels for vores egen fornøjelses skyld, dels – og først og fremmest – til glæde for vores omfattende læserskare.

Behændigt snoede Gowings køretøjet gennem trafikkens hvirvler og gjorde først holdt, da vi med frydeskrig havde erobret en parkeringsplads bag Ribe Domkirke (jeg tillader mig her at se bort fra et kort ophold på en rasteplads på Fyn hvor vi indtog et par sammenlagte rundtenommer med ost, baseret på fru G's legendariske hjemmebagte rugbrød, efterfulgt af kaffe samt nogle yderst vellykkede blåbærmuffins, hvis oprindelse min beskedenhed forbyder mig at nævne).


Beklageligvis var domkirken i Ribe på det skammeligste plastret til med byggestilladser og misfarvede presenninger. Vi valgte derfor i stedet at tage selve den gamle købstad nærmere i øjesyn og noterede os med tilfredshed de dekorative bygninger, de toppede brosten og den imødekommenhed hvormed lokalbefolkningen tog imod os – ikke mindst på den fortræffelige restaurant Kolvig hvor betjeningen virkede både venlig og oplyst. Ingen af os kunne modstå menukortets vadehavstapas – en funky, opdateret udgave af den famøse kroplatte, som ifølge salig Roy Hurtigkarl kun er for plattenslagere. Men tallerkenen med udvalgte havdyr i beherskede mængder levede helt op til forventningerne på samme måde som den ledsagende Brown Ale fra Ribe Bryghus. En ypperlig øl!


Endemålet for dagens ekspedition var Henne Mølle Å Badehotel som ligger et stenkast fra det frådende Vesterhav, men forinden nåede vi at inspicere feltmarskal Rommels to kanonbunkere ved Blåvand som til alt held aldrig nåede at blive taget i brug inden befrielsen og til endnu større held aldrig blev udbygget til de 15 bunkere, som skulle have udgjort Tirpitz-stillingen. De utallige bunkere på den jyske vestkyst er som bekendt gjort af uforgængeligt materiale og vil i al evighed skæmme det smukke landskab og på en højst ubehagelig måde minde følsomme beskuere som Gowings og mig om en gruopvækkende periode i historien.

Vi nåede at ryste den forstemmende oplevelse af os med en pelikanblæsende vandretur på den overdimensionerede strandbred ved hotellet, inden vi omklædte og spændstige kunne gå til bords og indtage den delikate menu, som det vil føre for vidt at beskrive i detaljer. Dog vil jeg ikke undlade at nævne at det både for Gowings' og mit vedkommende var første gang, vi oplevede en jomfruhummer garneret med blæksprutteblæk.


Hotellet er oprindelig tegnet af Poul Henningsen i 1935 og siden restaureret og udvidet med særdeles heldig hånd. Også vi Mænd af betydning havde heldet med os, eftersom vores værelser begge lå i den nyeste og derfor mest komfortable fløj. Oven i købet var mit værelse udstyret med udsigt gennem ovenlysvinduerne direkte fra elevationssengen til stjernehimlen. Gowings bar misundelsen med ynde.


Et skoldhedt styrtebad og endnu en tur på stranden i den store føntørrer inden morgenbuffeten var en selvfølge. Herefter kurs hjemad, dog ikke uden at vi forinden havde beset den tyske gravlund i Oksbøl, Vadehavet, Koldinghus – og ikke mindst sidstnævntes forrådskælder, som nu rummer en rustik frokostrestaurant.

Alt i alt små tusind kilometer gennem det danske efterårslandskab på to dage med Van Morrison og Ry Cooder som diskret underlægningsmusik for åndrige samtaler mand og mand imellem. Kort sagt, jeg kan til hver en tid anbefale Mænd af betydnings behagelige selskab.

Desuden kan jeg tilslutte mig den herre, der havde hævet det poetiske niveau i Henne Mølle Å Badehotels gæstebog med den rammende karakteristik: 'En perle i intetheden'.

Udeladte billeder og begrundelsen herfor
Ribe Domkirke: Alle ved hvordan den ser ud, og hvis ikke kan man jo bare slå det op på nettet.

Koldinghus, Tirpitz-stillingen, den tyske gravlund i Oksbøl: Samme årsag.

Vores måltider: Hvorfor opildne til brødnid?

P.S. Til dig der nåede så langt: Beklager, det kunne ikke gøres kortere.

Kategori: | 18 kommentarer

Lorteland

Det ligger mig fjernt at fornægte eksistensen af vores fordøjelsesproces og hvad deraf følger, men jeg finder det belastende at skulle pløje sig igennem oceaner af sidstnævnte dagen igennem, hvor end man færdes. Sagt på en anden måde: Som landet ligger lige nu, er der urimelig meget afføring i det offentlige rum – ikke mindst på mediefronten.

Som medlem af Coop Danmark er jeg en trofast og for det meste udmærket tilfreds læser af Samvirke, som plejer at være fyldt med interessante og relevante artikler. Det er sådan set også i orden med mig at lave et temanummer om fordøjelse og kalde det 'På spanden' for lissom at få alle med. Men behøver forsiden at være et foto af den nederste halvdel af en kvinde siddende på den omtalte spand med trusserne nede om hælene? Me thinks not, som vi siger på alderdomshjemmet.

Jeg synes heller ikke det er nogen bemærkelsesværdig god start på en lørdag at tænde for P3 og høre værten fortælle at han 'gav den fuld skid' til en fest, og dagen efter var han 'lige til at lukke op og skide i'. Jeg mener: værten.

I går aftes satte jeg mig som så mange andre fuld af forventning til at se første afsnit af Forbrydelsen III og glædede mig til igen at være i selskab med min helt, den skarpe og skrappe Sarah Lund. Hvad sker der så? Første gang hun toner frem på skærmen, kommer hun ud fra et toilet i færd med at lyne bukserne op til akkompagnement af en brusende cisterne i baggrunden. Helt ærligt. Hvilket minder mig om dengang Matador skulle sættes op som musical, og den eneste betingelse, stykkets ophavskvinde Lise Nørgaard stillede, var: 'Bare de ikke skal sidde på lokum'. Den var nok ikke gået i dag.

Og sådan kunne jeg blive ved, men jeg skal nok stoppe nu. Man vil jo nødig beskyldes for at være blevet et surt, gammelt [indsæt selv et passende skældsord].

P.S. For det tilfælde at der skulle være et yngre menneske, der har forvildet sig ind blandt disse formørkede synspunkter, nævner jeg lige, at overskriften refererer til et fast udtryk hos en person (spillet af Buster Larsen) i et satirisk lørdagsprogram i tv engang i slutningen af 1960'erne. Klik her, hvis du tør.

Kategori: | 10 kommentarer

Sidelæns

Jeg har ikke skriveblokering. Det skulle jeg måske have haft, men nu tager vi lige den her, så må vi se.

Har du set filmen 'Sideways'? Så er du bekendt med at vinkendere kan have en mening om druesorten Pinot Noir; at det interessante er, at denne drue kan, hvis den er dyrket rigtigt, give ophav til en fabelagtig vin - og omvendt hvis den er groet på en ikke optimal måde, bliver vinen nærmest udrikkelig.

Det troede jeg ikke på, da jeg så filmen. Så stor forskel kan der ikke være, tænkte jeg, og syntes iøvrigt at Pinot Noir vine smagte rædselsfuldt. Lige indtil et ophold i efteråret i USA lavede om på den ting. Jeg har nu fået en ekstra dimension føjet til filmen. Jeg forstår hovedrollens begejstring.


Hvis du selv vil lave eksperimentet, så køb en fransk Pinot Noir til 70 - 120 kr. og en chilensk (eller hvis du er heldig, en californisk) vin i samme prisklasse. Der findes selvfølgelig rigtig gode Pinot Noir vine fra Bourgogne, de koster bare mindst 200 kr. og opefter.

Det skal iøvrigt siges, at jeg er uhelbredeligt frankofil hvad biler og vine angår. Men franske vine i USA er 'no go' - de er simpelthen alt for dyre - og derfor ligger det lige for med californiske og sydamerikanske vine. Det samme gælder franske biler - ikke til at opdrive.

Jeg er ikke vinekspert, men det her er et godt sted at starte, hvis du vil undersøge spændvidden imellem godt og dårligt i vinverdenen, som den ser ud for os amatører.

Kategori: , | 17 kommentarer

Synkronicitet II

Nå, men jeg må vel hellere ryste op med eksempel 2 på højst ejendommelige sammentræf. Det handler om Leonard Cohen, som jeg først her i min fremskredne alder har fået øjnene (det vil sige ørerne) op for. Dengang det hørte med til almindelig dannelse at være henført over hans slæbende sangforedrag, var jeg for rastløs til at høre efter og mente vist at chefsangskriveren i Beach Boys var en større poet. Men bedre sent end endnu senere.

Historien begynder med at en af denne blogs flittige kommentatorer henleder min opmærksomhed på albummet Songs From The Road, som er en koncertopsamling fra Leonard Cohens verdensturné 2008-2010. Én ulykke kommer sjældent alene, tænkte jeg – Leonard Cohen og så oven i købet live! Men somme tider skal man udfordre sig selv, så jeg satte jeg mig til at lytte. Efter to minutter var jeg Leonard Cohen-fan.

Dagen efter kommer huset frue, som er en rutineret loppemarkedshaj, hjem fra et raid og præsenterer dagens høst, heriblandt filmen The Queen fra 2006 (5 kroner), hvor Helen Mirren skulle være helt formidabel som Elisabeth II. Vi smider den i dvd-afspilleren samme aften og sætter os til rette i chesterfielden, og efter først at være blevet truet på livet hvis vi på noget tidspunkt så meget som overvejer at kopiere noget som helst, følger den sædvanlige stribe af uvedkommende trailere for andre film. Dem spoler jeg almindeligvis forbi, men nu sad jeg lige så godt og orkede ikke at række ud efter fjernbetjeningen igen, og som en anden mønsterforbruger lader jeg mig villigt forsinke af dvd-producentens overdrevne anprisninger. Hvad sker der så? Trailer nr. 3 er en reklame for dokumentarfilmen I'm Your Man som jeg (kald mig bare ignorant) ingen sinde før havde hørt om, og som skildrer Leonard Cohens liv og karriere.

Den skal jeg da se hvis den er bare halvt så god, som traileren lovede.

Bonus for andre Cohen-fans.

9 kommentarer

Har jeg mon en skriveblo ...

Af uransagelige årsager har hverken skiftende årstider eller regeringer kunnet drive mig til tasterne i umindelige tider, og lige så længe har jeg diskuteret med den gode Gowings, om det er præstationsangst eller slet og ret en skriveblokering, der måned efter måned har afholdt mig fra at ytre mig gennem det skrevne ord. Selv hælder jeg mest til det sidste, om end diskussionen forekommer en kende akademisk. Enhver, der har eller har haft en skriveblokering, ved lige så godt som jeg, at der er tale om et synonym for dovenskab.

Hvorom alting er kan livets forunderlighed og uforklarlige tilskikkelser som regel og trods alt anspore mig til at nærme mig det støvede tastatur. Således har jeg inden for den sidste uge været ude for to tankevækkende oplevelser, som jeg ikke længere formår at holde skjult for offentligheden, men tværtimod ser mig nødsaget til at dele. Begge tildragelser kan, afhængigt af livsanskuelse, opfattes som højere magters indblanding i jordelivet eller som tilfældighedernes spil.

1) For rundt regnet en menneskealder siden så jeg filmatiseringen af Anne Tylers roman Turist ved et tilfælde. Filmen gjorde indtryk, ikke mindst på grund af William Hurts overbevisende fremstilling af hovedpersonen, og jeg tænkte, at det var en film, jeg ville gense engang ad åre. Herefter skænkede jeg den ikke en tanke og stødte ikke på titlen igen, før jeg i sidste uge tilfældigvis læste en artikel af Nick Hornby – en af mine klare favoritter i det skrivende selskab – der i den grad berømmede Anne Tylers forfatterskab. Det gav mig lyst til at stifte bekendtskab med Turist ved et tilfælde i romanform, så jeg skyndte mig hen på biblioteket, der havde et skævt og gulnet eksemplar af værket fra 1986, som jeg hjemførte i triumf. Dagen efter skulle jeg hen på det lokale møntvaskeri for at blive en større bunke vasketøj kvit og tænkte, at jeg passende kunne tage biblioteksbogen med mig for at have noget at læse i, mens maskinerne snurrede. Desværre var den indledende vasketøjssortering åbenbart så opmærksomhedskrævende, at jeg glemte alt om bogen og kom af sted uden. Jeg stod dog ikke og manglede læsestof. Dette ganske særlige møntvaskeri har nemlig et sprængfyldt 1-reolers bibliotek med en unik systematik, hvor vaskende og tumblende kunder kan søge adspredelse og fordybelse, og somme tider kan man være heldig at gøre et fund i trængslen på hylderne. Og gæt så, hvad der stod på den første bogryg, mit øje skuede: Turist ved et tilfælde.

2) Må vente til næste indlæg, men i mellemtiden er du velkommen til overgå mig med egne eksempler, gerne suppleret med eventuelle overvejelser om denne form for synkronicitet. Forsyn eller tilfældighed?

Kategori: | 12 kommentarer

Ka' vi så få et lille smil...?


- Jeg mener helt ærligt! Først er der understøttelse i to år og så bliver du så bedt om at realisere din formue, f. eks. sælge dit hus og bruge af din opsparing. Din familie må træde til og I må spænde livremmen ind. Finde en lejelejlighed. Frem med cyklerne - det er så sundt. Jeg cykler selv. Helt ærligt er det så strengt? (- Der er jo altid arbejde til dem, der vil arbejde -). Så sig mig helt ærligt: er der et problem?
- Ja.

Kategori: , | 9 kommentarer

Tid og tid

Så er det 72 år siden, Luftwaffe startede bombningerne af London. Det vil sige, at hvis der var et barn tilstede, som stadig kan huske Blitzen, så er vedkommende nok 80 år idag. Da jeg bliver født, er det (næsten) 72 år siden Dalton brødrene bliver skudt, pånær Emmett der ryger i spjældet.


Tid og tid er ikke den samme ting. Der er noget tid idag, der var noget igår og så er der selvfølgelig noget imorgen, som vi måske husker - og meget som forsvinder. Når man er fem år gammel, så er der hundrede år til man bliver ti år - når man er halvtreds, er der forbavsende kort tid til man bliver tres. Nogen i min meget nære omgangskreds mener, at mit fysiske jeg kolliderer med mit mentale jeg, den dag jeg får taget mig sammen til at fylde halvtreds. Nogle nævenyttige typer nævner ligefrem Doppler-effekten. Selv glæder jeg mig til, hvad hvert årti må byde på - kvinderne på min egen alder har f. eks. aldrig set så godt ud (det siger vi midaldrende mænd til hinanden, når I ikke er der, at I ved det). Man skal bare huske at være her indimellem - også i 'halvmånetiden'. (Pardon my french) så skider hopper vi op og falder ned på det der 'carpe diem' pjat, ikk'...

Det er søndag d. 26 august og jeg står her med den ene af penneførerne på 'Mænd af Betydning', en blog uden betydning. Er der hul igennem? dong, dong! Ok, vi starter:
- Hvad mener du helt præcist med at skide hoppe op og falde ned på det der 'carpe diem pjat'?
-Jeg tænker bare, at det virker så opkørt, det der med at leve som om dagen idag er den sidste og alt det der.
- Skal man så bare fise den af og sove livet væk?
- Nej det var ikke det jeg mente, men hvor fedt er det at lave noget exceptionelt, når alt hvad du laver hele tiden er exceptionelt, udvalgt og taget stilling til?
- Det er jo heller ikke det, der menes!
- Nej, jeg ved det godt, det virker bare så hysterisk.
....
- Men bliver det hele så ikke bare leverpostej
- nej det er vigtigt at have noget at glæde sig til. Man skal ikke forveksle det ikke at leve i halvmånetiden med at glæde sig til at noget skal ske. Jeg glæder mig hele tiden til noget, men det er svært at glæde sig til en almindelig mandag. Det gør ikke noget, synes jeg.
- Hm, Okay. Det er da et synspunkt.

Kategori: , | 9 kommentarer

Snip, snap, snude...

Nu er det slut. Endegyldigt slut med de lyse nætter. Nu går det kun én vej. Inden vi ser os om står vi og:

  • River blade sammen
  • Skifter til vinterdæk
  • Salter fortovet
  • Sætter julepynt op
  • Skyder raketter af
  • Slår katten af tønden
  • Maler påskeæg
  • Fejrer befrielsen og de lyse nætter!
De kommer tilbage, de lyse nætter. Tænk bare, snart skal man sidde med et glas portvin lille-juleaften i stearinlysenes skær og høre Christmas carols - det glæder jeg mig til!

Kategori: , | 15 kommentarer

Crisis? What Crisis?

Familien Gowings har været i det spanske - nærmere betegnet: Katalonien. Det har flydt med mælk og honning i form af sherry og tapas. Solen har været med os - hvis I har undret jer over, hvor den var henne - og jeg har igen lært at sætte pris på morgen- og aften køligheden. Den kølighed der er så livgivende på de kanter. Krisen? hvad for en krise? Vi øjnenede den ihvertfald ikke i vores del af Spanien. Men dels er Katalonien en rig region i landet, dels er turistbyerne vel selekteret for i kraft af en vis overlevelsesevne, idet indtægterne er skævt fordelt på året. Hvilket de stadig er - krise eller ikke krise. Der var ingen tegn på at resten af Europa ikke gad lege med med spanierne, bare fordi de ikke længere kunne betale for sig selv - heldigvis.

Vi har været i det spanske før - mange gange efterhånden - og jeg vil gerne slå et ekstra slag for vores landsmand, gamle HCA, der i rejsebeskrivelsen 'I Spanien' har begået noget af det ypperste inden for genren - og tilmed i sit eget forfatterskab.


Man ser jo et og andet i det fremmede. Bl.a. må man sige til dem, der mener at Europa er tillukket og har nok i sig selv, at der kan ikke være en eneste pan-fløjte spillende indianer tilbage på amerikanske kontinent. Man kunne ikke sparke sig frem for dem i det spanske. Men det nordlige katalonien er også hjemsted for hele tre Salvador og Gala Dali seværdigheder; sommerresidensen i Portlligat, slottet i Púbol og ikke mindst det ombyggede teater i Figueres (- det med taxaen som det regner indeni, når man putter en euro i møntboksen). Billederne og de skøre skulpturer kender I jo - men hvad med denne Datsun 180B, der står parkeret i haven ved slottet i Púbol?


Af æstetiske grunde holder vi billedet her i sort/hvid - men bilen er i virkeligheden ligeud orange.

Kategori: , | 11 kommentarer

Djævelen i detaljen

Det formelig flyder over med begejstring over de myreflittige og investeringsvillige kinesere fra dansk politisk hold i disse dage. Kina begejstringen vil ingen ende tage.

Søren Pind har ifølge Information slået til lyd for, at pressen skal dæmpe sig, tillade ro til eftertænksomhed og lade være med at afdække alt, der ikke lige tåler dagens lys - altsammen for at fremme kvaliteten i den politiske proces.

Tankerne skulle være fremsat på Facebook, hvor Søren Pind for at eksemplificere effektivitets stigningen i den politiske proces når pressen 'holder sig i skindet', fremdrager imponerende politiske præstationer erfaret under sit nylige 'pressefrie' ophold med udenrigspolitisk nævn i Kina. Godt nok har Kina et problematisk forhold til menneskerettighederne, men -. Således skulle Kina have lagt 14.000 km skinner til højhastighedstog i modsætning til USA's 0 km.

Her fra indvielsen af en af datidens kraftpræstationer, nemlig en 'Autobahn' - ikke i Kina, men et andet sted for ca. 80 år siden. Også her kunne politikerne koncentrere sig om arbejdet uden hele tiden at skulle stå til ansvar for pressen (det skal lige nævnes, at også dér var der nogen problemer med menneskerettighederne). Herren, der står op i motorkøretøjet, er anonymiseret med en sort bjælke over ansigtet, men hans identitet er redaktionen bekendt.

Man erindrer begejstringen hos Søren Pinds forgængere over lignende kraftpræstationer i tider og på steder, hvor pressen også lod politikerne i fred. Uden sammenligning iøvrigt - velsagtens.

Kategori: , | 11 kommentarer

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde

Der er ikke meget at fejre, men det da længe siden, at vi har hørt noget til dem her.

I ønskes alle en god Skt. Hans imorgen.

Cummings & Gowings

Kategori: , | 6 kommentarer

Nu med katte...

Dette er ikke en katte-blog. Det lovede Cummings mig, da vi startede ud her. Men det kan blive småt for enhver.


Kategori: | 10 kommentarer

At mærke mindet

Hvis I har rejst rundt på landet i Frankrig, Tyskland og Østrig, så har I set mindesmærkerne for de faldne i 1. verdenskrig. Jeg ved ikke med England; de er ikke så synlige måske - bortset fra i London, naturligvis. Herhjemme kan man støde på tavler i kirkerne der lister landsbyens faldne - og enkelte byer som Fredericia, Kolding og Sønderborg har større mindesmærker for faldne, selvfølgelig primært fra krigene i 1848 og 1864. I Århus er der en mindepark for de faldne dansksindede i tysk tjeneste på vestfronten 1914-18, men jeg har aldrig været der selv. Ialtfald, det nærmer sig ikke franske tilstande nogetsted i landet. Og man forstår det, når man står i en lille fransk landsby og ser de mange navne - flere med samme efternavn - hele landsbyer mistede en generation til mudderet og granathullerne på slagmarkerne.


Når Gowings cykler til og fra arbejde, cykler han igennem en større københavnsk kirkegård. I et hjørne ligger danske, engelske, tyske og russiske soldater. Ikke noget prangende. Hvis der er tid, så spadserer jeg igennem kirkegården. For lige at fordøje dagen. En sjælden gang sætter jeg mig på en bænk:

"Når det hele går én sådan lidt imod, så går jeg herover. Her ligger en del unge mennesker, som du ser - luften formelig emmer af u-levet ungdom. Her kan man indånde lidt drømme, håb og uindfriede forventninger. Imod behørig betaling, forstås. Jeg kvitterer ved at sige til alle, der gider høre på det, at krig er ingen løsning".

Jeg sidder lidt. Nikker til farvel og sætter mig op på cyklen igen.

Kategori: | 5 kommentarer

Rundstyk'! - Det var ikk' med vanilie...


- Imorgen så går Helle til pressen og radioen, hele Danmarks radio, og siger:"Det er gas! Det er bare fis. Slap af. Synes I ikke det var fantastisk; så i oppositionen. Så I Løkke, - han kunne næsten ikke tro det! På mandag ruller vi ud og går igang. Undskyld til dem der synes, at vi drev spøgen for vidt".

Kategori: , | 12 kommentarer

Grundlovsdag i selvfedhedens navn

Gowings har været til grundlovsdagsmøde i Vartov. DEO, Demokrati i Europa, og Vartov var sammen om at afholde arrangementet, der har udviklet sig til en tradition med bl.a. en årligt tilbagevendende overdragelse af Demokrati-stafetten. Samme blev overdraget sidste år fra Carsten Jensen til Rune Lykkeberg, som var den direkte anledning til, at jeg kl. 10 om formiddagen tog kampen op med diverse dinosaurer, øjensynligt fra forlængst hensygnede EU modstands-grupperinger, om de for få siddepladser i den blæsende og gråvejrstyngede gård.


Mærkelig fornemmelse, at sidde der på en stol for sig selv og føle, at man har sneget sig ind til en lukket fest. Grundlovsdagsmøde - for en forsamling der øjensynligt ikke behøves oplysning om rettigheder og pligter. En forsamling, tænker jeg, der kan sidde og nikke og mumle for sig selv:"Ja, det er som talt lige ud af min mund, - hvis jeg ellers kunne formulere det på samme måde". Og så sidder man og kigger lidt rundt:"Og hvor er de, der ikke er enige?". Og:"Hvorfor kommer 'de andre' ikke til et møde som det her? Det er vel også deres grundlov?". Jeg havde på fornemmelsen at allesammen omkring mig tænkte:"Det er godt gjort. Det er altid os der interesserer os. Hvis det ikke var for os, så var der ikke nogen Grundlovsdag."

Så er det heldigt vi har Rune Lykkeberg. Danmarks vel p.t. mest begavede kommentator og klummist. Han videredrog stafetten til Gitte Sommer Harrits, som bl.a. kunne jeg forstå, har sat ord på den selvfedhed som jeg sad og fornemmede at jeg lod mig indhylle i. Den selvfedhed som også stikker sit ansigt frem når vi - indrømmet, os med overskud på hele bundlinien, stiller op til diverse tillidshverv, som vi kalder det, i skolebestyrelsen, fodboldklubben, på arbejdet, lokalmiljøet, allevegne. Fordi vi har overskud til at tage de kampe og diskussioner som det afstedkommer - politisk kapital kaldte Gitte Harrits' det. Grisebassen kommer ind, når vi i selvtilstrækkelig egentilfredshed, harcelerer over 'de andre' der aldrig stiller op til noget, der aldrig involverer sig - og vi finder sammen i selvforståelsen af, at det altid er 'de samme' der må tage slæbet - underforstået os selv og vore ligemænd. Pointen er, at 'de andre' ikke har den politiske kapital, der skal til for at agere i det farvand, vi, dem med overskud af politisk kapital, har stukket sejlruterne ud for. Det er interessant at tænke på. At demokrati indebærer, at man er villig til at se sig selv i rollen som en hindring - eller i bedste fald - en udfordring for 'de andre'.

Ordet selvfedhed blev ikke brugt idag - det var helt igennem civiliserede talere - men det kom til mig, imens jeg lyttede og kiggede rundt. Selvkritik. Den sad lige, hvor den skulle. Jeg skammede mig over min selvoptagede, nærmest foragt- og fordomsfulde indre attitude ved min ankomst. Helt almindelige mennesker der sad og frøs ligesom jeg. Hverken mere eller mindre politisk korrekte, mere eller mindre selvfede:"Der blev du rusket lidt i Gowings". Da Gitte Harrits havde takket af, listede jeg ud igennem porten og der blev en stol ledig.

Kategori: , | 2 kommentarer

Fåmælt

Nå, Gowings. Hvordan går det så?
- Mjoeh..
Er du lidt trist?
- Nææh..
Hvad laver du?
- ikke noget.
Hvad drikker du?
- Rødvin.
Ja tak, men hvilken rødvin?
- Øhh..
Nåh, men er du glad - sådan?
- Jooh..
Måske ligefrem lykkelig?
- Nårh..
Hvad er det du sidder med?
- Øh, hva'?
Er det en PC?
- Næhh..
Arh okay, så en MacBook da?
- Ja.
Hvorfor har du lukket øjnene?
- ...
Drømmer du?
- ...
Hvor drømmer du dig hen?
- Her.
Og hva sker der dér?
-...
Skal du derover?
- Mmhh..
Hvornår?
-...
Til sensommeren?
- Mmhh...
Med hvem?
-...
Med Cummings?
- Mmhhh..
Hører du musik?
- Mmmhh..
Hvad hører du?
- Kasey Chambers.
Skal Jeg komme igen senere?
-...

Kategori: , | 7 kommentarer

Lun luft over Danmark


'Betjenten rører med sin kam i kaffen'. Det er forår og Gowings har fri. Melodier og sange der passer stemningsmæssigt presser sig på. Der er mange at vælge imellem. Men Allan Olsen fylder en del iaften. Og da der skal fremstilles 'Pommes frites a'la Gowings' som frøkenen foretrækker dem, så skal der musik til arbejdet: Rødt Jern!

Kategori: , | 11 kommentarer

Opera på afveje

På Metropolitan operaen i New York, eller bare 'the Met', går man meget op i, at sangerne også skal performe godt. Altså være gode skuespillere. Lige præcis den ting gjorde forskellen for mig i sin tid, da jeg blev introduceret til opera af gode venner. Ganske vist ikke live opera i et operahus, men fjorten dage gamle optagelser fra the Met, som de vises i Imperial biografen med jævne mellemrum henover efterår, vinter og forår. Hertil skal lægges, at fantastiske scenografer får muligheden for at boltre sig på en af verdens mest anerkendte operascener - og det gør de. Fabelagtige scenografier har ledsaget hver eneste opera indtil nu.


Men i dag knækkede filmen, om man så må sige. Ikke fordi der er noget galt med enkle scenografier - jeg fremhæver her scenografien til 'Ringen', som vi har overværet i denne sæson - helt fantastisk. Men når scenografien bliver så enkel eller reduceret, at den reelt ikke er tilstede i flere tilfælde, så er der kun sangen. Og her er sangen altså frembragt af et elektronisk lydanlæg, der gengiver en tidligere foregået musikalsk begivenhed. Så når man lukker øjnene, sidder man i virkeligheden i et kæmpe rum sammen med andre mennesker - i gode stole bevares - men ikke væsentligt forskelligt fra at sidde hjemme ved højttalerne. Og hermed er magien brast og tredje akt i 'La Traviata', som reelt er én lang dødsscene, føles lang, meget lang. Men, men, men, vi er selvfølgelig at finde på sæderne igen til næste sæson, en enkelt bommert skal ikke gøre udslaget. Men det viser lidt om hvor spinkel illusionen er - og dermed hvor fantastisk oplevelsen plejer at være.

Kategori: , , | 9 kommentarer

I år er citronerne sorte

Himlen er blå, skoven er grøn, og Citroënerne er sprunget ud af garagerne og pryder udvalgte kantsten i landskabet. Det er ganske vist den gode Gowings' stofområde, jeg bevæger mig ind på, men ikke desto mindre har jeg vovet det ene øje og haft held til alt få en mørk variant af den eksotiske sydfrugt i botaniserkassen – en sort sort, så at sige. Jouir!

Kategori: , , , | 13 kommentarer

Lysene i aften

Sidste år nåede vi ikke at markere dagen, vi har nemlig en lokal begivenhed, som har det med at stjæle opmærksomheden. Af samme grund har jeg brugt dagen på at fremstille et bjerg af pandekager og et helt læs chokolade-knapper; bare fordi man bliver fjorten, er man ikke for gammel til traditioner. Forinden var vi dog inde i byens domkirke og ønske en lidt ældre veninde tillykke med at træde ind i de voksnes rækker for første gang. Så nu har jeg tændt lysene og lader roen falde over lænestolen.


Jeg tænker mit. Og du, du tænker givet dit - på den måde får en gammel tradition nyt indhold. Når det virkelig kommer til det, så er der vist ikke så meget, der skiller os ad.

Kategori: , | 2 kommentarer