Archive for februar 2011

Du, jeg kom lige til at tænke på et musiknummer, da jeg spillede den med Dean Martin for dig nedenunder. Kom, frakken på, nu tager vi ned på "Færgegaarden". Ja, nu hedder det vist Dragør Badehotel. Vi skal lige ned og ha' en Limfjordsporter med sidevogn og smide et par mønter i jukeboxen. Har du småmønter med? Nåh, ikke. OK, men dankortet fungerer fint oppe i baren, så ordner jeg musikken imens. Der er en tom bås derovre, så ses vi der. Mønten i, sådan, og så trykker jeg F8...

Billedet er fra Bo-Bi Bar, og det er en anden historie. Men stemningen, den kender du godt ikk'?

The Rat Pack: Frank Sinatra, Sammy Davis Jr. og Dean Martin* er vel den kollektive erindrings symbol på Las Vegas shows og 'Million dollar' klasse. Jep, der er også lidt mafia og nogen kraftige nedture med som suppe-ingredienser,- men klasse, stil, det er de dominerende betegnelser, som hæftes på de tre herrer.

Dette er ikke et forsøg på en musikvidenskabelig fremstilling af The Packs liv og levned, den findes her. Næh, det er en ret uforbeholden hyldest til det medlem af trio'en, som jeg umiddelbart finder er det mest talentfulde - og som måske også er det kunstnerisk og musikalsk mest multidimensionelle.

Efter hukommelsen: "Kriminaliteten i New York er steget helt forfærdeligt på det sidste; når du rækker armen ud af sidevinduet for at give tegn til at dreje, er der straks en der stjæler din Martini-flaske ud af hånden på dig"...

Der er midt i al glamouren noget vemodigt, noget trist, og noget meget menneskeligt. Jeg har dertil en klar fornemmelse af, at der er meget mere talent, end rollen giver udtryk for. Meget mere i posen, hvis han bare får lov. Sådan har jeg det med Dean Martin.

Og yes, jeg holder rigtigt meget af det her nummer. Men det er vel ikke en overraskelse, nu hvor det efterhånden må stå klart, at jeg er en 'sucker' for halv-tone skift...

*) Jep, jeg ved godt at Peter Lawford og Joey Bishop også var med, men det er der vist ikke mange der husker. Ihvertfald er de ikke en del af mit slørede Rat Pack billede...

"...Jeg ved det er temmelig 'off season', men jeg ville gerne se på en Panama-hat".

Jeg har været i Petitgas med min datter. Fru Gowings forærede mig en Panama-hat i fødselsdagsgave. Men da Petitgas kun har åbent, når vi er på arbejde, så har det holdt lidt hårdt både for hende inden dagen, og os begge eller hver for sig efter selve dagen, med at komme til at udmønte ønsket. Nu stod vi helt tilfældigt, min datter og jeg, foran butikken i Købmagergade denne fredag eftermiddag.

Jeg har været der før. Jeg er venligt blevet belært om historien bag betegnelsen 'Sixpence', som vi skandinavere bruger om det englænderne kalder en 'Flat Cap'. Og jeg er blevet ret god til at gå med hat: Jeg har to stk. Flat Caps, en australsk Kangaroo eller 'Roo' -


- hjembragt af den ældste af frøknerne Gowings fra et af hendes gentagne ophold i den del af verden. Og altså har jeg nu også en Panama-hat.

Mine Herrer, De kan godt stikke deres bølle-hatte og amerikaner-caps i baglommen: Når der er små dyr i luften, vil jeg fremover være at se iført stråhat, eller Panama-hat om I vil...

Vi er i process med at skifte pengeinstitut. Og nej, vi har ikke haft konto i Amagerbanken. Fru Gowings fører ordet. Jeg selv sidder og kigger lidt rundt og smuglytter til, hvad der bliver sagt ved de andre borde. Kigger på de andre kunder og bankfolk der samtaler.

Pludselig bliver jeg revet ud af min "flue på væggen" oplevelse: "Hvornår var det nu vi købte huset?". Jeg svarer.

- Det er godt, at jeg er med i banken.

Når en bil som Jaguar E fylder 50, kalder det egentlig på en længere afhandling, men der mangler ikke ligefrem læsestof om det berømte ikon. Og ret beset er det forgængeren, baneraceren model D, der fortjener de fleste roser. E-typen er bare den finpolerede udgave. Designeren er dog i begge tilfælde aerodynamik-eksperten Malcolm Sayer, og det skal være ham vel undt at stjæle fra sig selv:

Noget helt andet er, at Jaguar E aldrig har haft nogen særlig fremtrædende rolle i mit personlige automobile drømmeunivers. Ikke fordi den ikke er smuk eller særpræget, men nok fordi jeg er gammeldags grænsende til bagstræverisk, hvad sportsvogne angår, og skulle jeg vælge en Jaguar, kunne det ikke blive andet end en XK 150:

Der er bare det ved det, at jeg hellere vil tilbringe min tid bag et rat end liggende på ryggen i garagen under bilen, og i modsætning til Gowings har jeg fået nok af det sidste. Men har man det lige som mig med oliefingre og topnøgler, og man alligevel ikke kan slippe drømmen om en XK 150, viser det sig, at der nu er andre muligheder. For mon ikke Mitsuoka har skelet lidt til den gamle Jaguar, da de designede Himiko?

Hvis du ikke finder ligheden slående, så prøv lige at kaste et blik på Jaguarens velformede bagdel:

... og sammenlign den med Himikoens ditto:

Men hvem kan fortænke Mitsuoka i at genbruge og remixe de stilrene, klassiske linjer, så de også kommer nye generationer til gode? Og så er Himikoen oven i købet eldreven. Elbiler har det ellers med at skulle være übermoderne designet (jfr. Tesla), men hvorfor ikke kombinere det nyeste med det smukkeste? Mitsuoka Motor Co. har min sympati.

For lige at vende tilbage til udgangspunktet: hvis nogen skulle komme forbi Design Museum i London, er der mulighed for at beundre og mindes et eksemplar af den første Jaguar E fra 1961 indtil den 6. marts. Selv om den fylder 50, blev den faktisk kun 24 år.

Nej, det er ikke tid til amourøse bekendelser. Næh, det handler om sorte, informationsholdige, plastikskiver på en 20-30 cm i diameter, der kan aftastes af sådan en her:

Den første single til 45 omdrejninger som jeg erhvervede mig, var en fødselsdagsgave med en kunstner, som pludselig blev helt præsent, da Madame forleden nævnte Elith Nørreholm. Jeg associerede lynhurtigt til kendingsmelodien til et hans radioprogrammer, nemlig sommerferiebussen.

Det var altså i 5 eller 6-års fødselsdagsgave, at jeg brændende havde ønsket mig og fik "A Banda". En fantastisk melodi med halvtone-skiftets mester, trompetisten - Herb Alpert. Jeg må tilstå, at jeg har for ikke så længe siden generhvervet Herbs musik i form en 'Greatest hits' CD samling. En samling som den yngre generation herhjemme faktisk i nogen udstrækning har taget til sig (når der ikke er andre unge mennesker til stede).

Anyway, siden fulgte flere hjemlån fra musikbiblioteket, og i teen-age årene, drømmen om selv at spille trompet. Men det er ikke nemt at komme til at lyde som Herb. Og slet ikke når man ikke rigtig gad øve sig. Og slet ikke da en bøjle på tænderne forlangte plads i mundstykket og Gowings junior derfor måtte skifte til trombone - eller slet og ret trækbasun. Et instrument, der på trods af at den er svær nok at spille på, ikke rigtig har samme prestige som en trompet (lidt som en "båndløs" bas, hvis det siger dig noget, selvom den jo faktisk netop er omgærdet af megen prestige).

Tilbage til udgangspunktet. Muligvis for at fremme børnenes musikalitet (eller ro i lokalet?) blev det i Gowings juniors børnehave muligt at medtage egne yndlings-singler til fælles aflytning under indtagelsen af den medbragte madpakke. Så sad vi der og lyttede til opbyggelige historier som 'Karius og baktus', 'Folk og røvere i Kardemommeby' eller sange som 'Danse, danse dukke min' eller 'Oles nye autobil'. Da det blev min tur, gav vi den gas, til de voksnes store undren, med den her. I min version 'Pacito Tomas, y su ballet' kan man høre støvletramp og hujen under musikken (jeg har den endnu).

Næste single jeg husker, som skiller sig lidt ud, var en del af en arv fra en datter af en nabo. Anita Lindblom med "kann denn liebe sünde sein" - et swingende og super energisk nummer (synes jeg dengang). Man kan godt sidde og blive lidt bekymret for min musikalske dømmekraft i de tidlige år.

I samme arvede single-samling var også denne ting, der sendte lytteren direkte ned på kajen og til palmerne i Kingston Town.


Noget tidligere introducerede Gowings senior en svensk herre, Evert Taube, der modsat de to sidstnævnte kunstnere, er blevet hængende i min musiksamling. Så sad man og kneb en tåre til den her, og det gør jeg faktisk stadig. Og helt ærligt: Hvilken kæreste/hustru smelter ikke, når hun hører den her (to versioner i en fil- hvilken er din favorit?). En anden svensker der lidt senere fyldte en del i det Gowingske hjem, var hende her - men det var altså i form af en hel LP.

Senere så startede den lange halsen efter frøken Gowings, den ældres, musikalske inspirationer. Hun lagde ud med dem her, og fortsatte med dem her, eller var det omvendt. Pyt, det er en anden historie...

Et problem ved singlen var den korte spilletid. Man spillede den samme sang hele tiden, og ikke sjældent var B-siden ikke værd at lytte til. Jeg kan idag sagtens sætte mig ind i, hvordan et barne- eller teen-age værelse, der konstant radierer den samme sang, igen og igen, har potentiale til at gøre Guantanamo-lejrens forhørsledere grønne af misundelse.

Herefter blev singlerne færre og færre, indtil min karriere som pladevender, eller DJ som det hedder, på skolens diskotek en kort årrække nødvendiggjorde erhvervelsen af ny musik næsten på ugentlig basis. Denne gang dog ikke for mine egne surt opsparede penge, men for stedets kommunale tilskud. Iblandt de allersidste singler jeg husker var så den her, den her og den her.

Der var naturligvis masser af andre sange og instrumentalnumre, der prægede Gowings juniors første år. Men ovenstående er dem der sådan lige sprang frem, da tanken om dette indlæg modnedes. Har du selv en single-biografi?

UPDATE: Svensk er bare et godt sangsprog, og jeg glemte en af de grupper, og dermed også en sang, som i en lang periode fyldte det Gowingske hjem med vellyd. Afspilningsfrekvensen var så hyppig, at der er tale om 'ikke at kunne se skoven for bare træer' i dette tilfælde. Mine damer og herrer jeg giver dem: Hootenanny Singers

I mange år har Mrs. Cummings haft Sarah Ban Breathnachs bog Naturlig overflod stående i reolen. Den indeholder 366 tekster 'til inspiration og glæde' – én til hver dag i året (skudår inklusive), og hvem kan ikke have brug for det? Men når jeg har sneget mig til at kigge i bogen og fx fået anvisninger på, hvordan man skaber et hyggeligt tilflugtssted i hjemmet med blomstrede puder og lavendelduft, har jeg unægtelig følt mig som en, der er kommet til en forkert fest og ærgret mig over, at det åbenbart kun er kvinder, der skal inspireres og glædes.

Nu viser det sig, at det heller ikke er tilfældet. Jeg har lige været på genbrugspladsen for aflevere et læs bøger, der var blevet udstødt af reolen og dermed til overs, og her blev mit blik magnetisk draget mod en lille, uanselig bog, der må have lidt samme skæbne som mine bøger, blot i et andet hjem: Touchstones: A Book of Daily Meditations for Men. Den fandt hurtigt vej til inderlommen og blev hjemsmuglet uset. Konceptet er det samme som hos Breathnach: en opbyggelig tekst til hver dag i året, som man kan tygge på og bruge eller kassere, som man har lyst.

Jeg skyndte mig selvfølgelig at slå op på 10. februar, hvor jeg – frit oversat – kunne læse:

I begynderens hoved er der mange muligheder, men i ekspertens er der få – Shunryu Suzuki.

Herefter en længere uddybning af citatet, og til sidst dagens gode forsæt:

I dag vil jeg påskønne min sårbarhed. Den holder mig åndeligt i live og får mig til at vokse.

Det hele lyder betydelig bedre og mere spiseligt på engelsk (dvs. amerikansk), og hvis man springer de mest pietistiske passager over, er der mange gode eksistentielle overvejelser til en tænksom stund.

Jeg opdagede for resten, at dagens tekst – også den lange, som jeg sprang over – hver dag står at læse på forlagets hjemmeside, så det er ikke nødvendigt at klunse sig til al visdommen, sådan som jeg har gjort.

Og nu kan Mrs. Cummings have sin bog helt for sig selv.

Der findes en bog, nej to, du ikke kan undvære. Det er ikke nok at låne dem på biblioteket en gang imellem. Den ene fordi den bør ligge permanent i dit soveværelse, den anden fordi den bliver fyldt med oliefingre inden du ser dig om. Det indledende eksemplar af "Bil-bibelen" omhandlede den totale adskillelse og rekonstruktion af sådan en her. Bogen er fra 1965 og indleder en perlerække af bøger bygget over samme koncept og omhandlende stort set alle modeller fra samtlige store europæiske, amerikanske og asiatiske bilproducenter.

Jep, der er tale om "Haynes Service and Repair Manual". Os, der kravler fra den ene gamle bil over i den anden, sørger altid for, at biblioteket er opdateret. Og på reolen skrives der historie over de bilmodeller, familien har turet rundt i, fra den spæde start da vi fik den første Renault 5 og frem til i dag. Det fine er så at vennekredsen kan, når den krydser dit spor i bilvalg, låne fra dit bibliotek. Jeg skriver udtrykkeligt låne, for ligesom med mange andre bøger, så er de her umulige at skille sig af med. Dine Haynes bøger er dine sandhedsvidner på dine små sejre: din første udskiftning af varmeapparat, din første udskiftning af bærearme, din første udskiftning af køler o.s.v.

Scenariet hvor familiens bilansvarlige, som godnatlæsning i sengen om aftenen, studerer en større operation, såsom udskiftning af trækaksler eller tolkningen af fejlkoder fra motorens computer, er ikke et sjældent syn i familier der kører i genbrug. Alle reparationer er inddelt i sværhedsgrader fra en til fem svensknøgler. Stor er den dag, hvor man første gang har trodset sin tvivl på egne evner og begået en firenøglers seance.

Desværre bliver markedet for Haynes bøger indsnævret i takt med at bilen forvandles til en PC'er på fire hjul. Heldigvis er vi der overtager, hvor I andre giver slip, henvist til motorteknologi fra midt i halvfemserne, hvis vi skal ned på de virkelig lave priser på et køretøj. Og i den aldersgruppe af biler er Haynes stadig leveringsdygtig i manualer.

Haynes selv har dog nok lugtet lunten og er nu også leveringsdygtige i bøger om andre emner og problemstillinger af mere generel interesse og blivende karakter...

Nej, jeg skal ikke foregive at have været inkarneret Bamse-fan eller at have fulgt hans karriere særlig tæt. Dog har vi krydset hinandens spor til havnefester og festivaler rundt omkring i landet, ved fjernsyns-kigning lørdag aften og andre festlige sammenhænge. Og, for hvad det er værd, så bakker jeg fuldt op om den Robert (ikke Bodil, som først skrevet), som skuespilleren Flemming "Bamse" Jørgensen fik tildelt for sin rolle som buschaufføren i "Ofelia kommer til byen". En film af Jon Bang Carlsen.

Alt i mens Aarhus mindes den på alle måder store sanger - og skuespiller - Flemming "Bamse" Jørgensen, kan vi passende tænde et lys og lytte til min favorit, og den sang der vil blive hængende længst i min erindring.

Mit valg skyldes nok, at jeg synes ligeså godt om Bamses udgave, som jeg oprindelig var begejstret for originalen. (eller ihvertfald den som jeg betragter som originalen - her fremført af en lidt ældre udgave af The Tokens). Fundamentalister fremhæver denne som originalen (og de har selvfølgelig ret), eller til nød denne, selvom Miriam Makeba uden tvivl er mest kendt for sit hit "Pata Pata". God aften til alle der fester og mindes i Århus (og selvfølgelig til alle I andre).

UPDATE: Jeg er i mellemtiden blevet ret begejstret for denne 'syng med version' af Wimoweh leveret af Pete Seeger.

Det lysner så småt. På mine landlige breddegrader er dagen nu tiltaget med 1 time og 55 minutter, men vigtigere: isen på de småveje, kommunens snerydningskøretøjer ikke vil vide af, er så godt som smeltet, og tanken om de spændstige cykelture i omegnen, der venter lige om hjørnet, afstedkom i dag et muntert drag om munden, som mine omgivelser har kommenteret fordelagtigt. Må jeg anbefale alle, der længes efter at give den gas på jernhesten, at lure Danny MacAskill et par tricks af.

Som man vil have bemærket, er siddefaciliteterne på Dannys cykel ikke noget at råbe hurra for. For dem, der foretrækker at cykle siddende, men stadig har et udtalt behov for at tiltrække sig opmærksomhed, kunne denne variant måske være en mulighed.

Cyklist eller bilist? Det behøver ikke være et enten-eller. Hvis du ikke har råd til en Porsche 911, hvorfor så ikke bare bygge en med pedalkraft selv?

Apropos miljøvenlige biler: for nylig bragte vores trofaste kommentator Peter Pedal high end-elbilen Tesla på bane. Her er Tesla Motors seneste frembringelse Model X Electric SUV, som man lover er på gaden inden 2013.

Til sidst den mindst effektive, men garanteret sjoveste måde at komme frem på.

God weekend.

Når jeg hører ordet dandy, er det min barndoms førende tyggegummimærke, jeg først kommer til at tænke på. Men udstillingen Dandy på Nordiska Museet i Stockholm har selvfølgelig ikke det fjerneste med tyggegummi at gøre. En dandy er 'en person, som med integritet ønsker at udtrykke sig gennem sin påklædning uanset om stilen er lavmælt, farvestærk, konservativ eller nytænkende.' Sådan definerer udstillingens tilrettelæggere i det mindste fænomenet, og de har givet sig selv den opgave at finde ud af, hvem eller hvad den moderne dandy er. Altså en ren og skær modeudstilling i forklædning.

Bagest til højre på væggen anes dandyen over alle dandyer Oscar Wilde med hånden under kinden, men det er altså hverken ham, Lord Byron, Baudelaire eller nogen af de andre flanører fra dengang, udstillingen handler om. Desværre, for eftersom dandyen er kendt for at føre sig frem med ubesværet elegance, ætsende vid og kølig overlegenhed med en tørt underholdende attitude, må emnet nødvendigvis interessere denne blogs skribenter. Og vi er ikke alene. En rundtur på nettet afslører, at der stadig hæges om dandyismen i alle dens afskygninger og på højt niveau. Dandyism.net er et omfattende site med utallige artikler, diskussionsforum og endeløse linksamlinger. For sjovs skyld – og i et nonchalant forsøg på at overbevise mig selv om, at jeg har fingeren på tv-serie-pulsen – prøvede jeg lige at søge på Mad Men, og straks blev jeg ledt til en artikel, der beskæftigede sig med de forskellige medvirkendes måde at folde lommetørklædet i brystlommen på. Selv den mindste detalje har betydning for en dandy.

Du kan teste dit eget dandy-potentiale ved at besvare de 40 spørgsmål her. Men dandyismen er vist aldrig rigtig slået igennem i Danmark, og det er nok ikke tilfældigt, at den danske Wikipedias eneste opslag om Dandy handler om den legendariske tyggegummifabrik i Vejle. Det er nu heller ikke at foragte, og i den forbindelse skal jeg ikke undlade at gøre den tyggegummiinteresserede læser opmærksom på det fremragende og spændende kulturhistoriske billedmateriale, der foreligger (pdf). Der er mere end rigeligt til et helt andet blogindlæg.

Udstillingen Dandy på Nordiska Museet slutter den 1. maj. Flere flotte billeder.

I slutningen af halvfemserne kørte jeg en lørdag eftermiddag på motorringvejen (O3 - for de nysgerrige) rundt om København. Speakeren annoncerede en sang med en gruppe jeg aldrig havde hørt om, og jeg registrerede hverken navn på gruppen eller titlen på nummeret. Jeg skal love for, at jeg vågnede brat op da den her tonede ud af højttalerne i den lille Renault. Da nummeret var slut, lyttede jeg med ørerne slået helt ud for at få fat på de missede informationer om musikken, jeg lige havde hørt. Det lykkedes, og det er blevet til rigtig mange gode musikoplevelser siden.

Bandet har givet koncert et par gange her i landet i Det Kongelige Teater og i Vega, men begge gange er det til min og sønnikes store irritation gået hen over vore hoveder. Det sker ikke igen. Jeg har flere gange oplevet den befriende følelse, også når der dannes vand i øjenkrogen, af at sangene, på trods af at musikken også lader sig inspirere af nye strømninger, fremføres af en jævnaldrende herre - og at disse ofte omhandler emner af en vis tyngde, og rummer en del livserfaring.

At manden, Mark Oliver Everett, the E, der dannede gruppen Eels og er den eneste gennemgående figur i bandets udgivelser, også har god humor, er ikke at foragte, vel?

Familien Gowings har fået 'ny' gammel bil. Nummerpladen begynder med DF - den bil vil aldrig komme til at hedde andet end Pia...