Viser opslag med etiketten Erindringer. Vis alle opslag

Det bliver bedre i morgen



Jeg ved godt, at det praktisk talt er umuligt at bruge ordet 'nostalgi', uden at det automatisk udløser den udtjente vittighed om, at nostalgien ikke er, hvad den har været. Men tillad mig alligevel i dagens særlige anledning at gøre opmærksom på, at nostalgien lever i bedste velgående og aldrig har haft det bedre i de Cummingske gemakker, ikke mindst takket være mit fjernsyn (som jeg af hensyn til eventuelle yngre læsere kan oplyse er det samme som et tv).

Min hjemlige fjernsynsskærm har nemlig i det forløbne år været skueplads for en hel stribe af serier som den danske 'Sygeplejeskolen', der udspiller sig først i 50'erne, den svenske efterkrigssaga om familien Löwander 'Vår tid är nu' og den norske 'Lykkeland' om olieeventyrets begyndelse sidst i 60'erne. Serier, der alle på den ene eller anden måde har mindet mig om, dels hvor gammel jeg er, dels hvor meget jeg helt havde glemt, at jeg har oplevet i den tid, jeg har haft fornøjelsen at være her. Men for en nostalgiker som mig, der er vokset op i en tid med familiefædre, som altid havde slips på, undtagen om natten når de lå og sov, og kun gik på arbejde i jakkesæt og aldrig uden hat, og med mødre der gik hjemme i deres plisserede nederdele og duftede af Chanel No. 5, når de ikke lavede boller i karry og kærnemælkssuppe, har det først og fremmest været glædelige gensyn med biler, der ikke lignede hinanden til forveksling, sorte bakelittelefoner med drejeskive, arkitekttegnede teakmøbler, robuste Nilfisk-støvsugere og et højt serviceniveau, herunder et postvæsen, der fungerede, og banker der passede på ens penge. For ikke at tale om skam i livet i det hele taget.

Nå ja, måske var der også et og andet, man godt kunne have undværet, men alt i alt har det været den rene svir at sidde foran skærmen i år og genopleve en verden, der i det mindste var en hel del mindre kompliceret i vores hjørne af den.

Bortset fra det, er det godt nok ikke mange seksstjernede anmeldelser, 2018 høster, når man sådan skimmer de obligatoriske årskavalkader, der hører ugen mellem jul og nytår til, og kvoten for brug af ordet annus horribilis er nu definitivt opbrugt. Det ser sort ud for både miljøet og klimaet, hvidvaskningsskandalerne er ude af kontrol, og det er vanskeligt ikke at se rødt ved tanken om amerikanernes orangefarvede præsident eller briternes blåøjede selvtilstrækkelighed.

Det lader til, at vi må slå os til tåls med, at håbet stadig er lysegrønt, så lad mig derfor mod alle odds ønske os alle et løfterigt nytår og bedre held næste gang, vi vinker farvel til endnu et år af vores knapt tilmålte tid på denne planet, og lad mig gøre det med et par opbyggelige ord fra Roger Whittaker, som indgik i den norske retroserie om 'Lykkeland' (kan stadig ses på dr.dk indtil den 13. februar). Jeg kunne ikke drømme om at fortælle nogen, at sangen i forvejen var på min Spotify under bogstaverne GP, og det er kun mig, der ved, at de står for Guilty Pleasures.

Held og lykke med 2019.

Kategori: , , , | 11 kommentarer

Århundreders vrede - om skamstøtter

I tidligere tiders retssystemer, som vi nok ikke ønsker tilbage iøvrigt, var man ikke så tilbageholdene med at give udtryk for frustrationen over, ikke at kunne få ram på forbrydere og snydepelse, når de flygtede over stok og sten ud af kongens jurisdiktion. Således stod der en skamstøtte over Corfitz Ulfeldt på Gråbrødretorv indtil midten af det nittende århundrede, altså næsten samfulde 200 år. Det kan man kalde at blive godt gal i skralden! Nu er støtten erstattet af en sten nedsat på opstillingsstedet.


Corfitz' brøde var efter sigende, og nu senere vistnok dokumenteret, at han havde financieret sine eskapader rundt om i Europa med midler fra statskassen og ikke alene det: han havde også konspireret med arvefjenden hinsidan. Ingen tvivl om at Corfitz er en af de bedst kendte forrædere og ransmænd i danmarkshistorien - og ingen tvivl om at skamstøtten har bidraget hertil. Mange generationer har sendt en spytklat i støttens retning ved passage over torvet.

Idet skamstøtten nu er bjerget og opsat i Nationalmuseets gård, kan vi passende overveje om den ledige plads på Gråbrødretorv kan bruges til at ihukomme andre personer med lignende handlinger - eller det der er værre - i bagagen. Og her skal jeg ikke overveje længe; tiden må være til at sætte en skamstøtte over det neoliberalismens åg, og den afledte religion 'New Public Management', der har ligget over verden i nærved tredive år. I dag har jeg nemlig læst i min avis, at IMFs egen forskningsafdeling undsiger den økonomiske politik den Internationale Valutafond har ført i samme periode. En politik der har ledt til armod, økonomisk nedsmeltning og ufattelige forskubninger i retning af større ulighed i de lande, der har været udsat for IMFs regimente.

Hvem er bedre til at repræsentere den syndflod af forbandelser, der er væltet ind over landet anført af Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og deres medkumpaner, samt Margrethe Vestager og villige socialdemokrater som Henrik Sass Larsen end selveste - dagens ransmand i skysovs - Bjarne Corydon. Lad Bjarne C. og salget af DONG være symbolet på det uføre nationen er ledt ud i. En malstrøm af newspeak, hemmelighedskræmmeri, manglende politisk og moralsk dømmekraft og ikke mindst ublu mangel på vilje til endog at sløre den melen af egen kage hele projektet har vist sig at være forbundet med. Og allersidst den menneskefjendske og tordnende idiotiske udlægning af det politiske råderum som værende underlagt 'Nødvendighedens Politik'. Magen til indskrænkethed.

"Bjarne C. forræderen, Till Æwig Spott, Skam og Skiendsel"

Kategori: , | 11 kommentarer

Låge nr. 21: Juleflimmer

Der er nogen ting, der aldrig ændrer sig og som har evig værdi. Nu tænker du sikkert på menneskerettigheder og næstekærlighed, trykke- og ytringsfrihed, evig fred og opbyggelig sameksistens. Og det er også altsammen rigtig godt.

Men jeg er lige et andet sted. For selvom frk. Gowings er tæt på skelsår, er hun ikke for fin og ikke for gammel, til at indtage pladsen foran skærmen sammen med sin gamle far.

Så sidder vi der i nattøj og dyner og ser børne-TV. Og når det bliver for kedeligt, eller vi ikke kender de film de sender, for det er et vigtigt element: det skal være gamle kendinge fra frk. Gowings var barn eller sågar den gamle Gowings selv, så sætter vi selv filmapparatet igang. En af dem vi ser er Cirkelines jul.


En anden tegnefilm, som sætter standarden, er den engelske 'The Snowman'; her i en version introduceret af selveste David Bowie, hvilket ikke på nogen måde forringer oplevelsen. Så bliver det ikke mere engelsk. Enjoy!

Kategori: , , | Kommentarer

Låge nr. 11: En and til nydning I


Flæskesteg eller and? Kalkun eller gås? Risengrød eller ris à l'amande? Eller i kombination?

Som muligvis tidligere omtalt er der her i huset indgået et 'lokalt kompromis', der består i at den Gowingske jul udgør en fusion af ældste generations barndomshjems-traditioner. Risengrøden er skiftet ud med den pseudo-franske dessert, imens anden bibeholder pladsen og har skubbet kalkunen ud i glemselen.

(Kalkunen er en misforståelse, når det kommer til menneskeføde. Den kan kun tolereres, fordi en evt. stuffing kan tillaves, så at den faktisk kan spises. Herefter kan man smide resten af den flyvende elefant på møddingen).

Gæt hvordan julemiddagen var sammensat i det Gowingske barndomshjem? Man skal ikke undervurdere tyngden af nedarvede juletraditioner...

Kategori: , , | 3 kommentarer

Låge nr. 9: Store sorger og små mirakler...

Julen er selve indbegrebet af varme og sjælero. Det er mørket der bringer os sammen. Mørket bliver vendt fra noget truende til noget trygt omfavnende. Mørket sætter scenen. Stearinlys oplyser den.


Derfor er det også så forbandet når den korte periode, det i virkeligheden handler om, udfordres af triste hændelser. Siden Gowings var lille, har der været tilfælde af sygdom og død, truende fyringer og andre tilværelsesomvæltende begivenheder, der har sat sit præg på julen. Det gælder formentlig alle, at man har erindringen om en jul, der ikke blev indfriet eller ikke rigtig slog sig igennem.

Andre gange bliver julen ligesom man håbede og ophævelsen af fortyllelsen efter nytår kan synes helt ubærlig. Pressede, ulykkelige og gode juleferier udgør summen af grundfølelsen, der indtræder tidligt i julen.

Julen er et følelsernes forstørrelsesglas. Sidste år sneede det juledags morgen...

Kategori: , | Kommentarer

Låge nr. 14: Højt for træets grønne top?

Nej, ikke mere. Jeg ønsker mig et lille juletræ. Lidt over en meter er nok. Den yngre generation synes stadig, at et træ skal skrabe henad loftet. Jeg kan rigtig godt lide et lille træ. Et gammelmands træ. Det fylder ikke hele stuen.



Når jeg nu er igang med at skrive om juletræer, så dukker der forskellige minder op. Og de handler allesammen sjovt nok om at slæbe på enorme juletræer i forhold til min egen størrelse. Som nu da jeg som FDFer bragte juletræer ud gratis for rige gamle mennesker, der kunne have betalt for transporten eller kørt træet selv.

Jeg glemmer aldrig den fisefornemme og ubetænksomme ældre dame - hun har vel været på min nuværende alder - der udbad sig, at få bragt et to meter langt juletræ fra Sorgenfri Kirke til Brede ved Virum. En odyssee på 2,5 km. Hvad foregik der inde i hovedet på sådan en dame, da hun bad to spinkle 10 årige drenge besørge et sådant ærinde! Det var bidende frost og snevejr, spejlglat, og da vi endelig nåede frem, fik vi en appelsin hver - EN APPELSIN. Det var dengang allerede ca. tredive år siden, at krigen sluttede. Vi var kommet videre til lakridsstrømpebånd, karamelstænger og hvad har vi - en femmer ville have været på sin plads.

En anden gang blev jeg og to kammerater, Peter og Peter, af skovløberne nede i Spurveskjul tilbudt toppen af tre fældede grantræer. Mandshøje toppe som vi kunne tage med hjem og bruge som juletræer. Vi slæbte alle tre - og vi frøs om fingrene og fik ondt i armene. Vi gik og glædede os til komme hjem og vise træerne frem - vi havde reddet julen, følte vi vel nærmest. Her kommer vi med gratis juletræ! Jeg og den ene Peter blev hver fejret i vores familier, da vi kom hjem. Og min mormor og morfar, som var på besøg, udtalte sig rosende om det tynde træ med de mange knækkede kviste. De længste og værst lidende blev forstærket og rettet ud med ståltråd.

Den sidste Peter fik at vide, at hans træ var for grimt. Det passede ikke ind i forældrenes forestilling om en kontorchefjul i et kongeligt porcelænshelvede med forsølvede børnesko og fineret mahogni. Hvad er der foregået inde i hovedet på dem. Eller rettere ikke foregået.

Jeg skal bare have et lille juletræ i år.

Kategori: , | Kommentarer

Låge nr. 10: Nissen flytter med

Nej, jeg tror ikke - og har aldrig troet på - julemanden. Men nissen...

Jeg ville ihvertfald ret gerne tro på nissen, da jeg var lille. Den her lille mand med skæg, rød hue og træsko, der boede på landet på gården, hvor sneen lå tykt og stalden var varm. Ikke alene var (er) jeg præget af min barndoms julekalendere, men også børnelitteraturen, og især én bog: Nissen af Astrid Lindgren.


Sådan skulle man have det. Leve i Emil fra Lønneberg-land og have en nisse i stalden, der holdt øje med det hele, når man selv og hele familien lagde sig til at sove. Bogen her har jeg læst højt så mange gange, at vi kunne teksten udenad store og små i kor. Og vi har været igennem hele scenariet her i huset med grød på loftet, der blev hentet ned igen når ungerne sov.

"Jeg synes, du skal lade være med at tale så grimt. Husk Nissen"
"Arh hvad, han findes ikke! Jeg tror ikke på han findes"
"Det må du selv om, men lad være med at sige det højt, han kunne jo høre dig"
".....?!"

Kategori: , | 6 kommentarer

Låge nr. 7: Tilværelsens ulidelige lethed

"Du vil blive rigtig glad for det, når du bliver voksen. At du kan spille et instrument". Gowings senior ville selv gerne have haft tid til at lære at spille trompet. Han havde en trompet, men den blev mest brugt til 'møntbetaleanordning' når den yngre generation indrettede stuegulvet til HT-bus. Men altså, Gowings gik til spil; først trompet, og da tandsættet skulle justeres ind til voksenlivet skiftedes til trækbasun, eller trombone. Basblæsere har større mundstykke, hvorved forhindredes at overlæben blev revet itu på tandsættets pigtrådshegn.


Men Gowings var ikke til at spille, det interesserede ikke et pluk. Når  skolen havde krævet sit, var der meget lidt tid i forvejen til det virkelige, rigtige liv. Så det med at øve blev ikke til så meget, og mest hvis mangelen på træning udløste et møgfald fra spil-læreren. Jeg kan udemærket sætte mig ind i mandens frustration; han var musiker i det kongelige kapel eller noget lige ved og næsten; det har været ulideligt at overvære, den ene gang efter den anden, at der absolut intet fremskridt var i spilleriet. Det hele blev ikke bedre af, at en uvidende musikskoleleder indstillede den unge Gowings til kommunens 'Brazz-band'; det var endnu en eftermiddag beslaglagt. Hvorfor blev jeg dog ved spørger du? hvorfor sagde jeg ikke bare nej tak? DET, er et rigtigt godt spørgsmål. Men det gjorde jeg ikke - og min ven, der også gik til trompet og havde det som mig, gjorde heller ikke.

35 år efter er Gowings begyndt at løbe. Jeg hader at løbe. Jeg har altid hadet at løbe og har aldrig kunnet se pointen. Jeg løber to gange om ugen nu. Langsomt øger jeg distancen. For den største barriere, her et stykke tid efter anderledes konkrete startproblemer, er psyken. Jeg skal psyke mig selv til at komme afsted to gange om ugen - i al slags vejr. Og ja, der er ikke mange, der havde set det komme - at jeg skulle løbe rundt i godt nok ikke helt tidssvarende løbetøj. Men med alderen bliver man lidt ynkelig i takt med visheden om egen dødelighed: "Memento mori".


Og nu er det så begyndt at dæmre for mig, hvad det var for en mekanisme, der udløstes, når jeg hver uge troligt drev mig selv til spil i sin tid. Udover en nu umoderne følelse af at 'man gør færdigt, hvad man er begyndt på', så var det den kolossale lykkefølelse, efter at spilleseancen var overstået. Den tunge gang til spilletimen - og derefter turen hjem, let om hjertet, lykken ved at vide at der var en hel uge til, at det gentog sig. Det delte ugen ind: tiden før spilletimen - spilletimen - tiden efter spilletimen. Og selv om det muligvis har lidt mikromasochistiske undertoner, så kan den følelse af frihed og lykke, der følger efter overstået sur pligt, ikke overgåes. Det er en grundfølelse. Lidt ligesom at cykle hjem fredag eftermiddag.

Det må være det samme der udgør succesen bag løbeseancen; den deler ugen ind - selvom jeg nok tror, at jeg begiver mig ud på løbeturen noget lettere om hjertet, end da jeg i sin tid gik til spilletime. "Jamen, det lyder ligeså idiotisk, som at tage for små sko på og derefter glæde sig over tage dem af" kunne du indvende, kære læser. Men kan du selv sige dig helt fri for lignende situationer? "Det skal være skidt, før det kan blive godt". Jeg skal ikke længere trætte dig med min lommefilosofi.

Og Gowings senior havde ret: Jeg har nu en trompet, som jeg spiller på indimellem - og ja, jeg ærgrer mig over, at jeg ikke gav den en skalle dengang for 35 år siden.

Kategori: , | 10 kommentarer

Grab your things, I've come to take you home...

Tredive år er der gået. Mit billede af den unge Gowings den aften er intakt. Sorte ørkenstøvler, sorte jeans - og så den supercool combi med de hvide hospitalssokker. Falkonercenteret 1. oktober 1983.

Boxen, Herning 28. september 2013. Peter Gabriel er den samme (en lidt ældre version, ok). Bandet er det samme (også en lidt ældre version, ok). En stor del af publikum er formentlig det samme (også det lidt ældre, selvom det faktisk ikke kunne ses...). Og hele salen blev taget med hjem.


Tekster må gerne være komplekse. Man må gerne have en mening. Man kan godt være alvorsfuld og have lune og humor samtidig. Jeg meddeler min uforbeholdne begejstring og glæde over at have været tilstede i Herning her tredive år efter...

(Psst! Der er masser af klip med Peter Gabriel fra tidligere koncerter på YouTube - det er bare med at komme afsted)

Kategori: , | 12 kommentarer

War Memorial

Krigsmindesmærker er traditionelt noget, der glorificerer de dræbte soldater og den 'sag' de døde for. Alle der har været i London eller besøgt landsbyer i Nordfrankrig kender eksempler. Og det er vel naturligt nok, for ellers kan det være svært som efterladt at finde meningen i galskaben. Men indimellem er det som om, at afstanden til begivenheden - krigen - måske kan give mindet et større indhold.

Koreakrigen er på mange måder den glemte krig i USA. Den kom i klemme imellem anden verdenskrig og vietnamkrigen. Man nåede ligesom ikke at synke spyttet, før man var igang igen og fokus havde flyttet sig. Det betyder at veteranerne fra denne krig, som var en del mere diffus end den foregående krig imod de oplagt onde imperier, i en krigstræt verden blev overladt til sig selv.

Først så sent som i de to forrige årtier skød mindesmærker op i parkerne og på pladserne i et USA som mindedes 'The no longer forgotten war'. Således også i Philadelphia ved Penn's Landing ved bredden af Delaware River.


Sorte granitsteler med sort/hvidt fototryk af en art. Meget smukt og enkelt og med forklarende tekst der beretter om krigen og historien. Det var dog billedet nedenfor, der fik mig til at stoppe op og overveje om krigsmindesmærker har ændret karakter.


Det virker sådan.

Kategori: , | Kommentarer

I denne weekend har jeg ...

... sammen med Mænd af betydnings samlede redaktion overværet en operaforestilling, der inkluderede Händel, Vivaldi, Rameau og Shakespeare på én gang, og som oven i købet var morsom og endte lykkeligt.

... sendt Whitney Houston en venlig tanke.

... læst Hanne-Vibeke Holsts seneste roman Undskyldningen, som både var spændende, tankevækkende og velskrevet.

... måttet erkende, at jeg er blevet en lille smule forfalden til bryggeriet Skovlysts India Pale Ale.

... indset, at jeg aldrig bliver den helt store Radio24syv-lytter, men at jeg ikke kan lade være med at høre noget af Søren Faulis program Løsgængeren hver mandag.

... frosset og skuttet mig en del. Og skal jeg være helt ærlig, var det ikke kun i weekenden.

Kategori: | 2 kommentarer

Hvad man i ungdommen nemmer...(På opfordring)

 (Foto af Sven Türck)

"Nerverne som glas på resteniler
skøjteløb på Bagsværd sø
kærlighed i kolde biler
og så er man sgu bange for at dø"
(Gasolin' - M. Mogensen)


Som barn var den helt store vinterfornøjelse indtagelsen af Lyngby sø, Bagsværd sø og kanalerne som forbandt dem og den omgivende mose - på skøjter. Alt var syet om af kong frost til et kæmpe eventyrlandskab, langt fra voksne og med muligheder for helt nye lege og senere mødet med fremmede piger fra helt andre lokaliteter end der, hvor man selv lige havde sin gang.

Alt dette affødte en ikke ringe evne til at begå sig på skøjter. Skøjter, som man igennem voksealderen for et beskedent beløb, byttede sig til stadig større størrelser af hos skærsliberen i Likørstræde, i Lyngby. Heldigvis tog vi det ikke så nøje om skøjterne, hyppigst kunstløbere, var hvide eller sorte, selvom man da godt kunne drømme om et par helt nye sorte.

Dengang var der ikke finanskrise, som I nok husker, der var økonomisk istid over flere årtier. Så nye skøjter lå ikke lige for, når man kun havde jul og fødselsdage til at gøre noget ved situationen og i forvejen ønskede sig hele verden.
Nåh, men det hele kommer sig af en nylig oplevelse på isen, dog denne gang i en skøjtehal: familien Gowings havde lokket en del af bekendtskabskredsen med ud på isen. Efter at jeg havde stavret lidt rundt i bedste Bambi-stil, uden tvivl til stor moro for den talrige ungdom, der hensynsløst susede om ørerne på mig, fik jeg, efter et uheld hvor bremsen ikke virkede og jeg landede oven på datteren af et af vore vennepar, vraltet mig lidt væk og fik langsomt gang i bevægelserne.

Vel vidende at isen slår hårdt, når den kommer op imod en, udviste jeg i starten den største forsigtighed. Lidt senere blev bevægelserne mere afslappede, mere nonchlante, og jeg nåede klimaks, da jeg med kroppen, sindet og stemningen fik fat i 'Gowings, 12 år, på Lyngby sø'. I et sving blev jeg så kåd, at jeg ville forsøge mig med at sætte en fod foran den anden, på den elegante måde man ser i fjernsynet, og som jeg en gang har mestret til fuldkommenhed under udførelsen af flere på hinanden følgende forlæns og baglæns otte-taller.

To sekunders lykke og tredive dages påmindelse om sagens virkelige tilstand - når man sætter sig på enden ret ned på isen, med fødderne over hovedhøjde, så lander man på coccyx (latin for halebenet) og to vandstråler står ufrivilligt, vandret ud af øjenhulerne - også selvom man har passeret de fyrre og nærmer sig de halvtreds. En tårepiblen man dog efter få sekunder, længe før nogen bemærker det, har fået fuld kontrol over. Siden har jeg kunnet holde mig i skindet, selvom vejret og fru Gowings iført nye hvide kunstløbere, godt nok frister.

Kategori: , | 15 kommentarer

I denne weekend har jeg ...

... sammen med Mrs. Cummings foretaget en polarekspedition til Gilleleje og i flere timer vandret langs med kysten iført min autentiske grønne parkacoat med ægte pelskant på hætten, hvorfor jeg agter at anmode den stedlige kommunalbestyrelse om hurtigst muligt at omdøbe Fyrstien til Cummingsstrædet.

... taget mig sammen til at blive færdig med Kirsten Hammanns seneste roman Se på mig, som jeg anbefaler.

... udført en vellykket reparation af en defekt knap på emhætten, så jeg nu omsider kan smykke mig med titlen 'handyman'.

... læst en artikel af en mand, hvis syn på kvindebryster, brystimplantater og -forstørrelser jeg deler, eftersom han blandt andet skrev:

Temmelig mange mænd synes faktisk, at fine gamle vintage bryster er virkelig sexede. Bryster med en historie, bryster, som har prøvet lidt af hvert og har noget at fortælle. Og uanset alder kan jeg forsikre, at det ikke er størrelsen, som afgør, om et bryst har noget at fortælle. Men nu vi er ved bekendelserne: Man opdager med alderen (jeg er 965 år gammel) og til sin glade overraskelse, at kvinder på ens egen alder bliver ved med at være sexede.
... udskiftet mine røde ørevarmere med sorte, som jeg føler mig overbevist om vil forlene min fremtræden med betydelig større respektabilitet resten af vinteren.

Kategori: | 13 kommentarer

Eftermæler

Engang arbejdede jeg i en stor, offentlig virksomhed med eget personaleblad og dertil hørende pligtstof, herunder nekrologer over afdøde medarbejdere. Jeg husker ikke mange af nekrologerne, men til gengæld glemmer jeg helt sikkert aldrig en undrende kollegas indlæg om de mange gribende, panegyriske nekrologer, afdelingscheferne berigede bladets læsere med. Han var målløs over alle de geniale, dygtige, flittige og på alle måder fremragende mennesker, han åbenbart havde omgåedes hver dag i mange år, uden at nogen havde fortalt ham det, før de var døde. Artiklen var selvfølgelig både dybt ironisk og tveægget. Måske var kollegerne ikke helt så beundringsværdige, som de fremstod i nekrologerne – og måske kunne de godt have brugt noget af påskønnelsen, mens de var i live.

Det er Jesper Kleins død i går og de efterfølgende nekrologer, der får mig til at tænke på indlægget i personalebladet. I dagens aviser er der ingen grænser for, hvor stor en komiker, kunstner og musiker, Jesper Klein var, hvor meget han har betydet for dansk humor og kulturliv og hvor folkekær, han var. Personligt er jeg ikke uenig i, at han var en stor komiker – en af de bedste, og jeg kommer til at savne ham. Men folkekær? Ikke i min bevidsthed, og det er positivt ment. Han var en intellektuel komiker, der krævede viden og sprogligt gehør, hvis man skulle have det fulde udbytte af ham. Aldrig plat, perfid eller ondskabsfuld, og alligevel kunne han være knivskarp. Hvor mange danske komikere kan man sige det om?

Sagen er, at han de sidste tyve år har været kasseret som komiker, måske netop på grund af den eksklusivitet, han stod for. I interviewbogen Jesper Kleins liv og Lykke, som jeg tilfældigvis lige har læst, føler han sig da også selv tydeligvis kørt ud på et sidespor:

I de første ti år finder man på det hele, i de næste ti raffinerer man det, i de følgende ti er man en megastjerne og alting, i de næste ti år kan man ikke forstå, hvorfor der ikke er brug for en mere, i de sidste ti år lever man på navnet og sit renommé, og så er den potte ude. Så er det liv gået til ende.

Den desillusionerede, resignerede tone, der grænser til bitterhed, gennemsyrer bogen, og det er egentlig ikke behagelig læsning. Men interessant, fordi man får et indblik i, hvor mærkeligt det må være at opleve pludselig at være gået af mode. For det var det, der skete. Humor kan blive forældet.

For mig er Jesper Klein uløseligt forbundet med Klyderne – topmålet af komik, som jeg glædede mig til at se hver uge i fjernsynet, så længe de fandtes. Og ikke mindst husker jeg en optræden på mit gymnasium, da jeg gik i 1.G. Jesper Klein havde selv gået der en halv snes år tidligere og leverede med perfekt timing og kropssprog en parodi på rektor, som lagde salen ned. Tænk, hvis nogen havde optaget det og lagt det på YouTube!

Det bedste og mest præcise eftermæle i dagens aviser giver Henrik Palle i dette videoklip. Men ellers kan det nok være, at der er meget nonsens at hente rundt omkring – ud over alle de udtrådte superlativer. Ifølge BT var Jesper Klein fx uddannet bibliotekar. Gu' var han ej, selv om han spillede rigsantikvar i en julekalender. Men jeg er sikker på, at det ville have moret ham at læse.

Andre uofficielle nekrologer her og her.

Kategori: , , | 10 kommentarer

Massed pipes and drums

Drivvåd nylonskjorte og fløjlsbukser. Kondicyklen er blevet testet i højeste gear - længe. Svedende labber jeg anerkendelsen fra de rygende voksne i mig. Atlas slæber sig en pukkel til bærende på den lysende kugle, der skal absorbere røgen fra de ombudte cigarer, cigaretter og cerutter. Hvad skal man så lave, når kondicyklen er besejret?


Disney, det var noget med jul. - Men sådan en sommer lørdag eftermiddag 1969, måske 1970, der ku' fjernsynet noget helt andet: Til side med mahogni lågerne - klikket fra den lille messingkugle - vente, vente -  og så tonede de frem. Først lyden, så det sort/hvide billede. Pludselig var du vidne til konkurrencer i opstilling af let artilleri, kasten rundt med rifler påsat bajonetter (selvom dem jeg så må være pensioneret nu) og sluttelig - massed pipes and drums. Prøv at høre efter speakerens små bemærkninger - mine øjne sejlede rundt i saltvand, når en venlig voksen oversatte de små historier, der fulgte med fra kommentatoren. Men jeg er heller ikke helt stabil når det kommer til bagpipes - de trykker på mine rørstrømske nerver. Fru gowings derimod, kan sagtens undvære tattoo.

Tattoo er ikke kun et skotsk fænomen, som du kan se her - og ja - uniformerne virker bekendte ikke? Hvis du holder ud og ser klippet til ende, så skal jeg til gengæld sige dig, hvor du har set dem her før.

Når det hele er slut - så er der kun the 'lone piper' tilbage. År efter år - engang. Kære DR - hvorfor må vi ikke mere se tattoo fra Edinburgh?

Og ordet tattoo spørger du? Det betyder såmænd 'tappenstreg' - et stykke musik spillet af vagten i garnisonsbyerne der gav besked om at lukke for hanerne på byens udskænkningssteder. Selve ordet er en anglificering af et oprindeligt hollandsk udtryk.

(- Og så tager vi ellers lige en slapper med det erindringshalløj...)

Kategori: , , | 11 kommentarer

Tisvilde 1969

Det var før de nye udstykninger. Nede ved drengehjemmet ved Godhavn trinbrædt. I grøften ind til den faldefærdige gård, der lå for enden af Skovridervænget. Brændenælder så høje som mig selv. Mit lår, knæ og skinneben blev på få sekunder hvidplettet midt i alt det ildrøde - en barnebens mariehøne. En Soldier Blue tuder ikke, når 9 indianere ser på. Det var der, jeg besluttede, at jeg kunne acceptere smerten.


42 år senere luger jeg lidt ukrudt ved tagrendens nedløbs-rør. Jeg tager om en lille-bitte plante med bladene over kryds. Av, for satan! Det gør ondt at brænde sig på en brændenælde. Men jeg har lært at bide smerten i mig.

Kategori: | 8 kommentarer

Poetiske mænd af betydning? Mænd af poetisk betydning? Mænd af betydelig poesi?

Når du nu har bagt Cummings brød, har ladet teen trække og sat dig godt til rette i øreklapstolen med din bær'bare - eller Ipad'en, hvis du er nået så langt - så er det tid til lidt åndelig føde også, samt indbygget gætteleg. Og her er jeg leveringsdygtig. 

Det hele startede med 'Der er brev fra onkel Bob i Amerika', og så var jeg solgt. Andre titler fra CD'en med brødrene Olesen og Olesen - ikke at forveksle med Brd. Olsen - holdt også i længden; sange som 'Set gennem en voksende rus' og  'Audrey Hepburn', ja faktisk hele pladen. Jeg købte alle albums bagud og fulgte med fremad. Helt frem til det "hypede" brud mellem de to brødre, der formentlig blev trætte af aldrig rigtigt at slå igennem (- kommercielt ihvertfald). Fra CD'en 'Solsort og Forstærker' har specielt nummeret 'Jeg lytter til country' fået den yngre generation med på vognen herhjemme. Flere albums kan nu lånes på Bibzoom.dk og det anbefales hermed at gå på rundtur i brødrenes univers.

Der er en melankoli (vemod?) i sangene, som passer mig fint. Den er helt i tråd med den melankoli, der kan være forbundet med overgangen til det iøvrigt befriende midaldrene stadie i livet. Samtidig med at man klart fornemmer, at der er voksne mennesker bag tekst og musik. Den samme melankoli som gennemløber en af mine yndlings, ja roman kan man vel næppe kalde det, men nærmere erindringer, nemlig: 'Gud taler ud' - af Jens Blendstrup (hermed anbefalet).

Nu har Peter H. Olesen - den ene af de to brødre - begået en plade i sin nye konstellation med det tidligere band medlem Michael Lund. Tilsammen udgør de De Efterladte og titlen på albummet er 'Traditionen Utro'. 


Et af numrene herfra, 'Nedenom og hjem', har fået mig til at gennemgå min pladesamling for at opspore kilden til genkendelsens glæde over den svajende Guitar-rundgang, der følger omkvædet. Jeg har ledt hos Bob Dylan, der helt tydeligt er en stor inspirationskilde for Hr. Olesen (Jvf. titlen på pladen ovenover), og det nærmeste, jeg er kommet, er: 'If not for you' og 'Love minus zero/No limit'. Men det er ikke dem, jeg har i hovedet, når jeg hører den guitar. Er det noget musik til en David Lynch film? Kan nogen hjælpe? - Måske er det bare et eksempel på en 'arke-rundgang', så at det slet ikke kan betale sig at lede. Men det er hamrende poetisk-musikalsk!

Kategori: , , | 6 kommentarer

Fra arkæologiens overdrev

Somme tider slår jeg et slag forbi Twitter i håb om at få et lille indblik i, hvad der optager nettets unge first movere netop nu. Ikke sjældent bliver jeg hægtet af på grund af manglende sproglige eller teknologiske forudsætninger, eller fordi ironien går hen over hovedet på mig, men i går var jeg på hjemmebane. 'Hva' fuck er det her for noget?' spurgte en fremstående tweep og linkede til dette billede:

Jeg genkendte selvfølgelig den karakteristiske gadget med det samme, fordi den var fuldstændig identisk med de stativer, der i fordums tid befandt sig i sideskabene på min farmors højglanspolerede radiogrammofon af prima kvalitet og holdt styr på hendes pladesamling. Som det ordensmenneske, hun var, havde min farmor med sirlig skrift skrevet titel og kunstner på samtlige sange og melodier op på en lang, nummeret liste, og hvert rum i pladestativet var forsynet med et nummer, der korresponderede med listen. Når man så fx ville høre nr. 17 eller nr. 29, førte man knappen forrest på stativet hen til de respektive tal og trykkede til. Knappen aktiverede herefter en vippeanordning, som skubbede pladen ud, så man nemt kunne fiske den op og lægge den på pladetallerkenen. Keine Hexerei, nur Lurendreierei.

Min overlegne viden taget i betragning var det selvfølgelig fristende at svare det unge menneske på Twitter med et kækt 'Det er da et pladestativ til 78'ere, hva' ellers?' Men jeg lod alligevel være, fordi jeg ikke ville risikere at skulle til at forklare, hvad en 78'er er. Eller var.

Men somme tider kan det altså være en fordel at have gået i parallelklasse med Grauballemanden.

P.S. Nr. 17 var Ramona med Louis Armstrong og nr. 29. Tennessee Waltz med Les Paul og Mary Ford, hvis der skulle være en enkelt nysgerrig læser.

Kategori: , | 19 kommentarer

Udfrielsesdagen


Det er tit koldt tidligt i maj. Det har vi også oplevet i år. Når klokken så er langt over sengetid, og man er lidt træt, føles det endnu koldere. Men spændingen ved at få lov til at være længe oppe på en hverdag sætter en i stand til at ignorere alle ubehageligheder. Og der kompenseres. For selvom vi er i nattøj og sutsko, mine søstre og jeg, så har vi fået vores dyner med. Min største søster sidder foran, min lillesøster og jeg bagi. Vi har dynerne viklet om os i køjesæderne i den grå 2CV.

Turen går ind ad lyngbyvejen. Det er stadig lyst, men solen er på vej ned. I de tusmørke gader på Østerbro sker det så - miraklet. Lys, lys i alle vinduer, fra stueetage til kvist - alle vinduer. Jeg husker det tydeligt. Vi tæller dem, der ikke har lys. De er nok ikke hjemme. Lys på gaden - og kranse. Kranse på alle gadehjørner synes det. Og store myggelys. Gowings senior må svare på mange spørgsmål denne 4. majaften sidst i tresserne, indtil der til sidst bliver stille på bagsædet.

Der er ikke længere lys nok i vinduerne, til at man kan viderebringe den oplevelse til de nye generationer. Vi har været i Mindelunden ved Hellerup istedet. Ikke vanvittigt populært, men der er alligevel blevet vækket til eftertænksomhed. De sidste par gange har det bare været de voksne, der tog til Hellerup. Og i år var der ingen, der kom afsted. Vi glemmer efterhånden også at sætte lys i vinduet.

Fjerde majs aften har fået ny betydning - eller en tillægsbetydning - herhjemme. Det er aftenen før frøken Gowings fødselsdag. Og i år er fru Gowings og overtegnede gået hen og blevet så gamle, at der udover os selv, kun er teen-agere i huset. Så altså, de sidste tretten år har vi altid vidst, hvorfor der er flag på busserne idag.

Kategori: , | 12 kommentarer