Archive for februar 2012

Gowings er lidt melankolsk idag:

"Vi kan alle begå fejl på arbejdet. heldigvis er det meget få jobs, hvor en fejl kan blive skæbnesvanger; lægen kan save et forkert ben af, buschaufførens højhælede sko kan glide på bremsepedalen, en flyveleder kan overse en prik, en besked om isbjerge i farvandet kan komme for sent. De fleste beslutninger der bliver taget ved et skrivebord, f. eks i mit erhverv, koster ikke menneskeliv - slet ikke. Men det gælder ikke alle skrivebordsbeslutninger.

Idag for 96 år siden var slaget ved Verdun tre dage gammelt og den franske fæstning Fort Douaumont blev indtaget af en lille tysk styrke uden en egentlig kamphandling. Forterne var blevet droppet, efter man havde set tyskernes ødelæggelse af lignende forter i Belgien. Den franske overkommando havde vurderet, at det var meningsløst at satse på dem. Af samme grund var bevæbningen stort set afmonteret og maskingeværer m.m. lagt i de dybe kældre under fortet.

Præcis 8 måneder senere generobrede franskmændende fortet efter adskillige forsøg. Slaget ved Verdun kostede ialt imellem 670.000 og 770.000 mænd livet. Alene dispositionen om at nedlægge bevæbningen af Fort Douaumont og de nærliggende forter menes at have kostet 100.000 døde eller sårede franskmænd. For ikke at snakke om alle de døde tyskere og englændere"


Jamen Gowings, hvor er så den sjove pointe? Desværre, der er ikke nogen pointe. Ikke idag.

Jeg har været inde og se The Descendants.

(- Men han får nok en Oscar alligevel, ham, George Clooney...)

Mit første forsøg som paparazzi. Jeg havde fået kæmpet mig op forrest. Der var en masen og regeren. Blitzlyset forvandlede sceneriet til et lokalt tordenvejr - uden lyd. Bortset fra alle de hvinende mennesker der hujede og klappede, når de lange sorte biler kørte op foran den røde løber.

Og så kom hun. Hende vi alle havde ventet på. Foråret.

(Tak til frøken Gowings for lyssætning og fru Gowings for 20x4 cm rødt stof)

Nu vi er ved anmeldelserne: vi har har været i biografen og se den nye indspilning af John Le Carrés, 'Tinker, Taylor, Soldier, Spy'. Fru Gowings og jeg samt frøkenen som er sat på en tvangsvaccinering med lødige film for at skærpe ånden og oparbejde glæden ved indhold i historien efter fortrædeligheder som 'Sex and the City' (specielt 2'eren), 'New Years Eve' etc. etc.

Frøken Gowings har netop afsluttet et projekt i skolen om den kolde krig, så hun er opdateret på det overordnede plan. Men hvem er 'Karla', hvad er 'Cirkus' og hvem er 'Control' er eksempler på spørgsmål, der uundgåeligt måtte svares hviskende på i mørket. At hovedpersonen er en lille vindtør kontormand at se til, er med til at understrege det uvante og samtidigt realistiske islæt, i det der vel reelt er en 'slowmo' action film.

Jeg holder utroligt meget af den, som jeg betragter som den originale filmatisering, med Alec Guinness i hovedrollen. Den er så gennemsyret af britisk 70'er stemning. Og den smukke kormusik, der afslutter hvert afsnit, forlænger trancen. En film, en tv-produktion fra de få tv-kanalers tid, fra før det hidsige ræs om at vinde de zappende seeres opmærksomhed.

En skildring af en tid som mine børn ikke kender. På samme måde som vi ikke kendte hverdagen under forrige krig, selvom vi har hørt om den, igen og igen. Den nye indspilning med Gary Oldman i hovedrollen gør genren og forgængeren ære; farverne, regnen, London, bilerne - det hele er med. Vi er blevet historie. Ikke mindst takket være genindspilningen af Smileys People.


Der må gerne komme en to'er, og en tre'er, og en firer, og en...

IØVRIGT: Al lighed med Cummings ikon er utilsigtet og kan ikke tages til indtægt for indlægsforfatterens syge humor el. lign.

Helle Helle har skrevet en bog. Hun kan godt lide korte sætninger. Hun skriver altid tynde bøger, de handler ikke rigtig om noget. Det er mest beskrivelser. Eller iagttagelser. Hun bruger ikke ordet og. I hvert fald ikke til at forbinde to sætninger med. Jo, måske engang imellem. Men det er mest det med punktummerne, de er der hele tiden. Derfor tager det lang tid at læse, selv om der ikke er så mange sider. Man går hele tiden i stå. På en måde skriver hun alligevel meget godt, det smitter næsten. Det er også meget godt at kunne sige, at har jeg læst hendes nye bog, for det har jeg. Så måske burde dette være skrevet i datid.

Som bekendt har mænds tegnebøger det med at tiltrække sig tomme frimærkehæfter, gamle kasseboner og tipskuponer, brugte biografbilletter, ulæselige beskeder og andre uvæksmidelige dokumenter. Således også min egen tegnebog, der indtil for nylig truede med at revne med et knald, hvorfor jeg besluttede jeg mig til at gøre kort proces i form af en gennemgribende oprydning og hovedrengøring af samtlige rum. Samtidig håbede jeg på at slippe for en skæv skulder som følge af den betragtelige tyngde, tegnebogen efterhånden havde opnået.

Udover alle de gulnede og æselørede papirlapper og alle visitkortene med navne, jeg ikke havde den fjerneste erindring om, og som derfor kunne forvises til papirkurven uden videre, var der en hel del plastickort, som nok var gode at have, men som jeg ikke nødvendigvis behøvede at slæbe rundt på til hverdag. Da et af rummene desuden var gået op i syningen, tænkte jeg, at tiden måtte være inde til at skifte den gode, gamle tegnedreng ud med en ny, slankere og mere sexet model.

Som sagt, så gjort. Nu er jeg den forfængelige ejer af en smart og lækker, minimalistisk og temmelig dyr sag med seddelclip, mikropisk rum til mønter og plads til 4 plastickort. Der er bare den hage ved det, at jeg jævnligt har brug for 5 plastickort, og mit kørekort er på ingen måde anbringeligt i min nye, mobile værdipapircentral.

Så nu går jeg rundt med to tegnebøger. En ny og en gammel.

I dag er det Valentins dag.

(Arrhj undskyld, det var vist en party-killer...)

... sammen med Mænd af betydnings samlede redaktion overværet en operaforestilling, der inkluderede Händel, Vivaldi, Rameau og Shakespeare på én gang, og som oven i købet var morsom og endte lykkeligt.

... sendt Whitney Houston en venlig tanke.

... læst Hanne-Vibeke Holsts seneste roman Undskyldningen, som både var spændende, tankevækkende og velskrevet.

... måttet erkende, at jeg er blevet en lille smule forfalden til bryggeriet Skovlysts India Pale Ale.

... indset, at jeg aldrig bliver den helt store Radio24syv-lytter, men at jeg ikke kan lade være med at høre noget af Søren Faulis program Løsgængeren hver mandag.

... frosset og skuttet mig en del. Og skal jeg være helt ærlig, var det ikke kun i weekenden.

Nu, da vi endelig har fået vinter med kuldegrader og hvid garniture, og man omsider kan komme ud og boltre sig i sneen, er det en særlig glæde for Mænd af betydning at kunne præsentere en helt ny form for vintersport. Desværre lader den sig ikke praktisere i det flade danske landskab, men norske fjelde, franske alper og den slags skulle være ideelle. Og husk lige motorcyklen.

Vi er dog ikke blinde for, at en del af læserskaren, herunder overtegnede, foretrækker indendørs sysler, når termometret kryber under nul. Måske er du ingeniør – eller som jeg efterkommer af en – og føler en ubændig trang til at skille alting ad. I så fald iler vi med adækvat inspiration (klik på 'New York' ude til venstre).

Eller hvad med at give den en skalle i køkkenet? Kulden kalder på en velkrydret herreret, hvor der ikke er sparet på hvidløgene, og sådan piller du dem i løbet af nul komma fem.

Skulle du få et par grøntsager til overs, hvorfor så ikke yde dit bidrag til Stop Spild af Mad med et hjemmelavet gulerodsinstrument, der uvilkårligt vil tiltrække beundrende blikke, især hvis du ikke helt har glemt alle dine klarinettimer.

Du kan selvfølgelig også vælge at demonstrere dine musikalske evner ved hjælp af din bil og et par af gutterne fra Palæ Bar. Det vil nok være en fordel, hvis en af dem har gode forbindelser til en generøs piano- og guitarforhandler. Og så er det ellers bare deruda' ...

God weekend.

Det var på et hakkebræt som det, den hektisk arbejdende reporter klaprer om kap med tiden på her, at jeg med tungen i mundvigen kæmpede mig gennem kommunebiblioteksts lærebog i tifingersystemet, og det kan ikke afvises, at mit bløde punkt for outdatede skrivemaskiner kan spores tilbage til dengang i det forrige århundrede. Det skarpe smæld, når typerne ramte valsen, var noget ganske særligt, og der skulle lægges kræfter i. Det var ikke helt ligetil at slå lige så hårdt med ringfinger og lillefinger som med pegefinger og langfinger, men det var nødvendigt, hvis det færdige resultat skulle tage sig præsentabelt ud. Det var i bogstaveligste (fik I den?) forstand et håndværk at skrive på maskine.

Så kom den elektriske skrivemaskine og løste problemet med anslagets styrke – slut med overanstrengte lillefingermuskler. De første ti år af mit arbejdsliv skrev jeg hver dag på en IBM kuglehovedmaskine, og det var den rene leg. Den havde også sin egen lækre lyd, men det var ikke det samme, og her i computeralderens klikkende plasticverden er den akustiske side af sagen med tilhørende nydelse på det nærmeste elimineret.

Nu er der heldigvis håb, selv for svorne, men nostalgiske iPad-aficionadoer. Med app'en miTypewriter bliver man formedelst 24 kr. ført nænsomt tilbage til den længst forsvundne maskinalder, hvor man kan slå sig løs med sin hakkebrætfetich:

Det ligner jo en rigtig skrivemaskine, det lyder rigtigt, klokken ringer, når man nærmer sig slutningen af en linje, og man skifter linje ved at 'skubbe' til armen oppe til venstre, og den afgiver en fuldstændig autentisk lyd. Man kan skifte mellem sort og rødt farvebånd, hvis man skulle få trang til at slå gækken løs, og man kan arkivere sine breve eller sende dem som e-mail. Om ikke andet, så for sjovs skyld og for at give modtageren lejlighed til at undre sig.

Som den opvakte læser vil have bemærket, mangler æ, ø og å desværre, men i en snæver vending går det nok an. Derimod dur det ikke med tifingersystemet, hvor otte fingre hviler på tastaturet samtidig, så man må slå sig til tåls med politiassistentmetoden med én søgende finger. Men øvelse gør mester, og hvem ved, måske kan man med lidt flid og held træne sig op til at kunne klapre sig gennem et af musikhistoriens ubestridte mesterværker:

Jeg har tænkt mig at gøre forsøget.

Som barn var den helt store vinterfornøjelse indtagelsen af Lyngby sø, Bagsværd sø og kanalerne som forbandt dem og den omgivende mose - på skøjter. Alt var syet om af kong frost til et kæmpe eventyrlandskab, langt fra voksne og med muligheder for helt nye lege og senere mødet med fremmede piger fra helt andre lokaliteter end der, hvor man selv lige havde sin gang.

Alt dette affødte en ikke ringe evne til at begå sig på skøjter. Skøjter, som man igennem voksealderen for et beskedent beløb, byttede sig til stadig større størrelser af hos skærsliberen i Likørstræde, i Lyngby. Heldigvis tog vi det ikke så nøje om skøjterne, hyppigst kunstløbere, var hvide eller sorte, selvom man da godt kunne drømme om et par helt nye sorte.

Dengang var der ikke finanskrise, som I nok husker, der var økonomisk istid over flere årtier. Så nye skøjter lå ikke lige for, når man kun havde jul og fødselsdage til at gøre noget ved situationen og i forvejen ønskede sig hele verden.
Nåh, men det hele kommer sig af en nylig oplevelse på isen, dog denne gang i en skøjtehal: familien Gowings havde lokket en del af bekendtskabskredsen med ud på isen. Efter at jeg havde stavret lidt rundt i bedste Bambi-stil, uden tvivl til stor moro for den talrige ungdom, der hensynsløst susede om ørerne på mig, fik jeg, efter et uheld hvor bremsen ikke virkede og jeg landede oven på datteren af et af vore vennepar, vraltet mig lidt væk og fik langsomt gang i bevægelserne.

Vel vidende at isen slår hårdt, når den kommer op imod en, udviste jeg i starten den største forsigtighed. Lidt senere blev bevægelserne mere afslappede, mere nonchlante, og jeg nåede klimaks, da jeg med kroppen, sindet og stemningen fik fat i 'Gowings, 12 år, på Lyngby sø'. I et sving blev jeg så kåd, at jeg ville forsøge mig med at sætte en fod foran den anden, på den elegante måde man ser i fjernsynet, og som jeg en gang har mestret til fuldkommenhed under udførelsen af flere på hinanden følgende forlæns og baglæns otte-taller.

To sekunders lykke og tredive dages påmindelse om sagens virkelige tilstand - når man sætter sig på enden ret ned på isen, med fødderne over hovedhøjde, så lander man på coccyx (latin for halebenet) og to vandstråler står ufrivilligt, vandret ud af øjenhulerne - også selvom man har passeret de fyrre og nærmer sig de halvtreds. En tårepiblen man dog efter få sekunder, længe før nogen bemærker det, har fået fuld kontrol over. Siden har jeg kunnet holde mig i skindet, selvom vejret og fru Gowings iført nye hvide kunstløbere, godt nok frister.

Forleden dag kunne Google oplyse at romanen 'Ulysses' af James Joyce havde 90-års dag. Ulysses - bogen mange gerne ville have læst, men ikke gider binde an med (jeg har dog læst 'Kattene fra Beaugency' højt for ungerne). Der er flere værker i den dur. For at blive i det irske: Samuel Becketts forfatterskab: hvor mange kan påstå at de med stor fornøjelse har læst noget af ham? - Langt færre end de der tørt har konstateret, at en ven eller veninde 'venter på Godot'. Nogen der har læst Marcel Prousts 'På sporet af den tabte tid'? Og i en anden boldgade: hvem har egentlig læst Dumas 'Greven af Monte Christo'?

Jeg har ikke været god til at passe mine klassikere. Men jeg var engang med i en læseklub - og dette er ikke et forsøg på at genoplive sådan en - hvor vi læste 'Dorian Grays Billede' af Oscar Wilde (igen en irer), Cervantes 'Don Quijote' (som jeg blev helt vildt begejstret for og snart skal læse igen), Thomas Manns 'Huset Buddenbrook' (en god læseoplevelse, men ligefrem en nobelpris...). Dantes 'Guddommelige Komedie' - der ikke var ikke guddommelig - bortset fra 'helvede'.

Jeg har læst Garffs 'SAK' og Tudvads 'Kierkegaards København', men et tidligt forsøg på at gå ombord i 'Begrebet Angest' strandede, og med den lysten til at læse mere af hr. Søren. Jeg har faktisk helt frivilligt og med stor fornøjelse læst H. C. Andersens rejseskildringer - i særdeleshed 'I Spanien'.

Jeg har været slem til at fordybe mig i biografier og historiske værker (sidst Tom Buk-Swientys bøger om sidste slesvigske krig). Jeg har været igennem alt hvad der kom ud fra RUCs kuvøser - noget bedre end andet - om nationens uafslappede forhold til vore landsmænds indsats på østfronten. I direkte forlængelse heraf Antony Beevors fire mursten: Stalingrad, Berlin, D-dag og Den Spanske Borgerkrig.

Jeg kommer aldrig frivilligt til at læse andet af Steinbeck end 'Månen er Skjult'. En tre måneders tærsken løs på den åbenlyse symbolik i 'Perlen' ødelagde det forfatterskab allerede i folkeskolen, uagtet at det modsatte sikkert var ambitionen.

Ligenu læser jeg Søren Ulrik Thomsens digte. Jeg har aldrig været til poesi før bortset fra Tur Dannels (som min salige mor kaldt ham) 'Tja-a cha-cha', men det er ligesom om, at det bliver mere interessant med alderen.

Nåh, men der skal jo også være tid til at læse Skalk og se X-factor.

Hvad læser I?

Kom nu Lars, kom nu....

I 2020 så har olie- og kulpriserne nemt indhentet de ekstraomkostninger et energifolig ellers vil påføre danskerne.

Martin Lidegaard har slået 2 milliarder af de 5.6 han havde spillet ud med. Altsammen i håb om at oppositionen ville gå med til et bredt energiforlig. Nu holder Løkke og Co. hele landet som gidsler på grund af 0.6 milliard.

En stor del af min barndom henslæbte jeg med et hæfteplaster på et af knæene, for dengang gik drenge altid med korte bukser og faldt og slog sig hele tiden. Det var min mor, der anbragte plastrene, og det var også hende, der fjernede dem igen. 'Kom, så skal jeg nok tage det af lige så stille, så det ikke gør ondt,' sagde hun, og lige så snart hun havde fået fat i plastret, flåede hun det af på samme måde, som når man starter en påhængsmotor. Det gjorde ondt som ind i helvede, men det var hurtigt overstået, og jeg hoppede på den hver gang.

En uddannet pædagog ville nok mene, at der var tale om et traumepådragende tillidsbrud, men heldigvis har jeg stadig krisepsykologen til gode. Bortset fra det har jeg lige læst på en amerikansk mandeblog, at det er den eneste rigtige måde at fjerne et plaster på, og ikke nok med det: plasterfjerningen kan med fordel bruges som metafor for problemløsninger i mange andre af livets forhold.

Som eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man bruger tøsemetoden med at lirke plastret af og trække pinen ud, nævner indlægget Mac'ens far Steve Jobs, der fik konstateret kræft i bugspytkirtlen på et stadium, hvor der stadig var gode chancer for at overleve. Men han brød sig ikke om tanken om at blivet skåret i og forsøgte sig derfor med diæter og alternative helbredelsesmetoder i stedet for. Først da han langt om længe indså, at det ikke virkede, accepterede han den traditionelle behandling, men da var det for sent. 'And the world lost a great visionary,' lyder konklusionen.

Så næste gang, jeg falder og slår hul på knæet, vil jeg bruge min mors metode, når plastret skal af igen. Det må være nok, at verden allerede har mistet ét geni.