Viser opslag med etiketten højtider. Vis alle opslag

Hvilepulsen her på bloggen har antaget samme frekvens, som de overvintrende skildpadder i drivhuset - 1 slag i minuttet. Men vi har lavet julekalender igen i år og hvor der er julekalendere, er der håb! Om små 9 timer vil dronningen ønske landet fra Nordatlanten til Rødby et godt 2016 og det vil vi med - og i særdeleshed den lille faste skare, der finder herind, når vi ryster dynerne og lufter ud.

Rigtig godt nytår allesammen. Vi krydser fingre og håber med jer på at 2016 må bringe jer godt videre rundt i jeres tilværelser. Og at året må vise sig fra sin smukkeste side, når nu vi allesammen finder ud af, at Danmark ikke er som nogen forsøger at bilde os ind. Men rent faktisk er et land, belært af erfaringen, der har udsyn, vilje til samarbejde og kæmper med andet end fly, bomber og ubåde for en retfærdig verden. Rigtig godt nytår!

Gowings er heldig. Han kan nogenlunde selv sætte sin arbejdstid og længde - bare det summer op til det forventede til slut. Det gør det altid - og mere til. Men det er en anden historie. Nu indtræder juleferien altså; og dermed er det muligt at gå ind i juledagene med ro i sindet og fuldt nedgearet.

Indledningsvis har vi besluttet at foretage os noget vi aldrig har gjort før, men det må I høre mere om senere. Allerførst skal julegaver indkøbes og slagter og IRMA besøges. Der bliver nok at gøre med at få julen i hus, den mere materielle del af den.

For første gang i umindelige tider skal vi bare være os selv: ældre og yngre generation - sidstnævnte med deres forgreninger. Og for første gang glæder jeg mig ikke bare til juledagene, men også til selve juleaften. Jeg tror den ondelyneme, at Gowings, den gamle hykler, skal i Kirke i år.

Her i 100-året for starten på 1ste verdenskrig skal vi ikke forbigå muligheden for at indgyde håb. Det håb som på flere frontafsnit blev udløst af en uofficiel våbenhvile med efterfølgende fraternisering med fjenden i ingenmandsland.

Forventningen da store dele af Europas ungdom drog i krig, var at det ville blive en kort affære, udløst af en tilspidset situation hvor stormagterne trængte til at 'ryste posen'. Man var kørt fast i utallige små kriser og sammenstød over kolonier, utidig indblanden i hinandens interessesfære og krigen syntes uundgåelig. Alle var på den anden side enige om 'at man var hjemme igen til jul'. Det blev som bekendt ikke tilfældet. Treogethalvt år senere var 18 millioner døde eller savnede og et lignende antal sårede gået gennem lazaretterne.

Men den første jul, var verden og især soldaterne ved fronten ikke længere end 5 måneder inde myrderierne. Her er et klip fra filmen Joueux Noël der udtaler det spinkle håb fra den første jul 1914. Det kan synes patetisk - og det er det måske også, som det her serveres ude af sin sammenhæng - men man kan se filmen og så giver det anderledes mening.

Og jeg kan sige, til dem der tænker:"Åh nej, ikke endnu en krigsfilm", det er en meget lidt krigsfilm-agtig krigsfilm. Så man kan sagtens se den, selvom man ikke er til  den slags.

Ingen skal beskylde Mænd af betydning for at overrende hinanden privat, men rundt regnet hvert halvtredsindstyvende år hænder det, at vi på opfordring hjemsøger hinandens haver, eksempelvis for at markere et nyt livsafsnits begyndelse hos et redaktionsmedlem. Således også i lørdags, da Gowings havde besluttet at lade sig indrullere i seniorernes rækker ved under åben himmel at træde en sirlig menuet med pinsesolen i alle relevante venner, slægtninge og betydningsfulde mænd og kvinders påsyn.



Festens hovedperson afslørede ved denne lejlighed blandt andet, at der må rulle svensk skærgårdsblod i hans årer. Ikke nok med, at han trakterede med friskkogte, dybrøde krebs og O.P. Anderson Aquavit – han fremførte desuden Helan går på klingende svensk, så ikke en drøbel var tør.



P.S. Krøyer kunne desværre ikke være til stede, men gæsterne med de stærkeste høreapparater hævdede til gengæld, at lyden af den gamle malers af lutter misundelse roterende korpus overdøvede centrale dele af den muntre konversation under det store, gamle æbletræs løvhang.



Bemærk venligst, at redaktionen i dagens anledning havde anskaffet sig et fotografiapparat af prima kvalitet, efter sigende fabrikeret samme år som Gowings kom til verden. Herover ses to af festens mest betydningsfulde deltagere.

(...Juhuu!...)

Fra imorgen går vi ind i det år, der bærer i sig hundredehalvtredsindstyvendeåret for tabet af Sønderjylland og Slesvig-Holsten, hundredeåret for første verdenskrigs udbrud, halvfjerdsindstyvendeåret for landingen i Normandiet (D-dag) og ikke mindst: det halvtredsindstyvende leveår for undertegnede. Man kan sikkert, hvis man leder længe nok, finde andre næsten ligeså skelsættende begivenheder. Men lad det nu blive ved disse få udvalgte vigtige hændelser, og lad os glæde os til og se frem til et nyt år, med alt hvad det må bringe af håb om forandring til det bedre, i den gamle slidte verden vi opholder os i.

Herfra skal der lyde en opfordring til os alle om at handle lidt mere mod andre, som vi gerne vil behandles af dem. Og du kan stadig nå det Helle; du kan rive den tumpede embedsmandstale i stykker og skrive en ny. Du har hele dagen og natten med. Vis at du tør føre politik uden prügelknaber. Lad være med at hænge de arbejdsløse ud og tal pænt om befolkningen - os allesammen. Så kan det være meningsmålingerne vender. Og kære Annette - gå af; det bliver bare værre. Spørg selv Morten.

Det nye år vil helt sikkert også gemme på spændende oplevelser for redaktionen: både ude i landet men også på hovedstadens frokostrestauranter. Det ser vi frem til. Og vi ser frem til at underholde jer og skrive om løst og fast her på siderne og se hvad der rører sig på jeres sider. Mænd af Betydning ønsker alle et lykke- og helsebringende dejligt 2014.

Luciamorgen med luciabrud, Staffan stalledräng, terner, og luciaboller. Det lyder som en gammel tradition, det er det ikke. Ikke her i landet. Sankta Lucia har lagt navn til dagen og skikken herhjemme er så ny, at den nærmest ikke er en skik. Men i Sverige har de fejret helgeninden siden middelalderen som en lysfest, hvor årets korteste dag i den dengang julianske kalender netop var fastsat til d. 13 december. Luciabrud med hele menageriet har sin oprindelse i begyndelsen af attenhundredetallet i form af en morgenvækningstradition fra Vestsverige, der - selvfølgelig må vi sige - havde sit udspring på herregårdene. Bonden var jo stået op for længst, væltet ud af den varme alkove og gået igang med at malke, da de endelig fik tændt ild i lysene, fik kransen på hovedet og hevet de safrangule boller ud af ovnen oppe hos hr. greven. Det kan man læse mere om rundt omkring på nettet. Herhjemme er det første registrerede luciaoptog fra så sent som fyrrerne, altså under krigen.

I det Gowingske barndomshjem blev vi vækket kl. 0 og sat foran det sort/hvide, hvor optoget fra årets udvalgte landsby hinsidan, transmitteredes direkte på en af de hele to kanaler. Hertil serveredes te og boller. Nogen år var vi selv aktive og gik optog til naboer og underboer. Så jo, Lucia har været i mit liv ganske længe. Og det fortsætter, som I kan se på billedet nedenfor fra sidste år, hvor fru Gowings holder den gode tradition i live.

Måske værd at overveje for De damer derude? Ha' en god dag.

- Kan I ikke se det? Det er til jeres eget bedste. Det kan I da nok forstå?

Til eftertanke: Sandheden er nok Helle, at vi ikke kan få øje på projektet. Politik er ikke et excel-ark. I politik har man altid en masse muligheder. Der er altid nogen, der bliver sure; uanset hvad man gør. I gamle dage var det bare sådan, at dem der blev sure, oftest var dem, der havde stemt på oppositionen.

I anledning af den igangværende højtid har den gode Gowings generøst tilbudt at stå for en udvidet redaktionsfrokost i sin privatbolig. Ved frokosten har jeg derfor tænkt mig at overraske selskabet ved at recitere centrale dele af Johannes V. Jensens gribende, kongeniale digt 'Ved Frokosten'. Hvis I, kære læsere, lover ikke at røbe min plan, er I velkomne til at kigge mig over skulderen for en kort stund:

Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild -
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende.
Osten knytter Stemningen af forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.
Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!
Her sidder jeg og bereder mig på det bedste Øjeblik.
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes på Gaden.
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

Klip hellere for en sikkerheds skyld dette indlæg ud efter endt læsning og gem det langt væk. Skål og god påske!