Archive for 2013

Fra imorgen går vi ind i det år, der bærer i sig hundredehalvtredsindstyvendeåret for tabet af Sønderjylland og Slesvig-Holsten, hundredeåret for første verdenskrigs udbrud, halvfjerdsindstyvendeåret for landingen i Normandiet (D-dag) og ikke mindst: det halvtredsindstyvende leveår for undertegnede. Man kan sikkert, hvis man leder længe nok, finde andre næsten ligeså skelsættende begivenheder. Men lad det nu blive ved disse få udvalgte vigtige hændelser, og lad os glæde os til og se frem til et nyt år, med alt hvad det må bringe af håb om forandring til det bedre, i den gamle slidte verden vi opholder os i.

Herfra skal der lyde en opfordring til os alle om at handle lidt mere mod andre, som vi gerne vil behandles af dem. Og du kan stadig nå det Helle; du kan rive den tumpede embedsmandstale i stykker og skrive en ny. Du har hele dagen og natten med. Vis at du tør føre politik uden prügelknaber. Lad være med at hænge de arbejdsløse ud og tal pænt om befolkningen - os allesammen. Så kan det være meningsmålingerne vender. Og kære Annette - gå af; det bliver bare værre. Spørg selv Morten.

Det nye år vil helt sikkert også gemme på spændende oplevelser for redaktionen: både ude i landet men også på hovedstadens frokostrestauranter. Det ser vi frem til. Og vi ser frem til at underholde jer og skrive om løst og fast her på siderne og se hvad der rører sig på jeres sider. Mænd af Betydning ønsker alle et lykke- og helsebringende dejligt 2014.

I november da Gowings udførte det traditionelle hjulskifte til vinterdæk, kom det sig så uheldigt, at jeg fik nallerne - eller rettere én naller - i klemme i bildøren; jeg kommer ikke her nærmere ind på hvordan. Men det gjorde selvfølgelig sindssygt ondt og faldt derefter til ro igen, som sådan noget gør. Dog det var tydeligt, at en blå negl var under opsejling, med alt hvad det medfører af blåfarvning og senere tab af negl. I tilgift ligner man noget, der er løgn med sådan en veritabel klo på pegefingeren.

Imens jeg sidder og kigger på fingeren min i profil, dukker der et billede op for mit indre. En gammel kending.


Kan du se hvad jeg mener? Prøv at se her.


Kan du se ligheden, eller er det for nørdet? Måske er det det tætteste, jeg nogensinde kommer på at eje en Citroën DS, men man har jo lov at håbe...

Velkommen allesammen, værsgo at træde indenfor i herreværelset og tag plads i chesterfielden, som traditionen byder! Opildnet af sidste års succes har Gowings indvilliget i at stå for udskænkning samt røgt og vedligeholdelse af jeres røde, henholdsvis blå næser. Og mens glassene således klirrer og tømmes, vil jeg forsøge at tryllebinde jer med en autentisk historie fra min barndoms jul i forne tider, som samtlige redaktionsmedlemmer kender til bevidstløshed, men som de heldigvis er høflige nok til at påhøre endnu engang uden at kny. Sidder I godt? Så kan vi begynde:

Se, da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt hvad der var britisk og yndede at føre sig frem i engelsk oberst/landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til det stolte navn.

Der var selvfølgelig også stil over juleaften. Påklædningen var smoking, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødt til at køre hen efter en større ovn hos en smed i Ganløse, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til vildfremmede mennesker denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190SL, der lige nøjagtig havde plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og kalkunen skulle have knapt fem timer, så vi måtte arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i den et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig adskillige gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet, slukkede hun naturligvis lyset og dermed ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele det overdimensionerede dyr.

Glædelig jul, allesammen – ønskes I af Mænd af betydning og Mahalia Jackson:

Man må ikke bære julen ud og det resulterer i en sætten en anseelig mængde vaniliekranse, brunkager, brændte mandler til, ledsaget af små glas sherry og portvin. Julevisitten er en kunstform, som sikkert kunne udbredes til resten af året, hvis det ikke var fordi selve julevisitten så ville miste sin magi. Efter min mening er konceptet genialt; man kan komme forbi - det er legitimt at komme uanmeldt, fordi man går igen efter en halv time eller før, hvis man fornemmer travlhed; man drikker et glas eller får en kop kaffe og en småkage, ønsker god jul og drager af igen. Men man har vist interesse og haft mulighed for at ønske god højtid og godt nytår.

Overtøjet kommer nogen gange slet ikke af eller slænges over en stol i køkkenet. Man udveksler de sidste nyheder, hvordan med børn, med forældre, med arbejde, med sommerhus, rejseplaner, altsammen på en halv time. Hvis man er heldig, bliver man inspireret af værtens nye CD køb - eller man lover at dukke op først i januar med værktøjskassen. Om aftenen, når vi kommer hjem, falder roen på og vi udveksler nyheder fru Gowings og jeg selv, for når vistitten er så kort, så splittes samtalen tit op - eller én part får forevist nye beklædningsgenstande samtidig med, at den anden inspicerer værksted, hører en ny plade, diskuterer en dims indkøbt til bilen eller smager noget hjemmebryg ude i værkstedet.

I år er det Cummings, der holder for juleaftensdag, så jeg vil, imens jeg har ordet, ønske god lille juleaften i min egenskab af vagthavende for denne min sidste kalenderlåge.

Jeg er på vej hen til slagteren for at bestille flæskestegen til juleaften. På det lille torv foran slagterbutikken står en mand i blåt arbejdstøj med ryggen til og støtter sig til en husgavl med den ene hånd. Den frie hånd kan man ikke se, men efter albuens vinkel at dømme befinder den sig et sted i skridthøjde foran manden og er muligvis alligevel ikke fri. Det er myldretid, og der kommer mange mennesker forbi, men ingen ænser manden, bortset fra et ungt par, der stopper op et kort øjeblik.

– Nå, han skulle lige pisse, siger fyren til sin kæreste. Så går de videre.

Slagteren står og kigger ud på manden gennem butiksruden, da jeg træder ind i forretningen.

– Det koster lige 1500 kroner, siger han og nikker ud mod torvet, inden han ekspederer mig.

Et par minutter senere er jeg ude på gaden igen. Manden i det blå tøj står stadig med ryggen til, men nu har han begge hænder foran sig. Han går lidt ned i knæ to gange hurtigt efter hinanden, vender sig om, fumler med den øverste bukseknap og slingrer langsomt ned ad gågaden.

H. C. Andersen havde allerede tidligt forståelse for juletræets vanskæbne. Historien om 'Juletræet' udlægger jeg som en en sørgelig beretning om at underkaste sig skæbnen og erstatte troen på sig selv og egne muligheder med forfængelighed og overladen sin fremtid til andres ve og vel. Det er ironisk naturligvis, idet et grantræ som udgangspunkt selvfølgelig ikke har megen råderet over skæbnen, hvis andre mere mobile medskabninger griber ind i dets stationære tilværelse. Først sat af ved fødderne, viklet ind i et nylon-net, stablet imellem artsfæller, solgt, opstillet i en varm stue, sømmet fast ved foden - oftest uden vand at drikke - og behængt med flitterstads. Derefter kasseret, måske afgrenet, og sendt igennem flis-maskinen. Sørgeligt.

Men nu er der mulighed for at lindre eget juletræs mistrivsel: Det Kongelige Danske Haveselskab anbefaler en Magnyl, Albyl, Kodimagnyl kært barn har mange navne. Hemmeligheden er at acetylsalicylsyren som disse hovedpine- og smertestillende piller indeholder også har en gavnlig effekt på juletræets levetid efter at være kappet af roden. I en fod hvor træet kan stå i vand tilsættes en pille - det vil givet være nemmest med en brusetablet - men en knust pille rørt op i vand må også kunne gøre det. Det er rart at vide, at man kan gøre noget for sit juletræ, når det nu skal stå der i varmen i stuen mange dage og glæde os andre med sin duft af gran og friske grønne farve.


H. C. Andersens juletræ kan ikke reddes af hovedpinepiller, der skal stærkere ting til, ligesom forfatteren selv sikkert ville være blevet sat på lykkepiller, havde han gået rundt i landet idag. Men altså, en hovedpinepille i juletræsfoden og du skulle have glæde af et friskere træ længere ind i juledagene. Og hvis du ligesom her i hjemmet lader træet stå inde til efter nytår, så skulle der være en chance for færre ture rundt om træet med støvsugeren inden udsætningen i starten af januar.

Fornyelse af julefilmrepertoiret er – som Gowings for ganske nylig har påpeget – en vanskelig disciplin. Love Actually er – som samme Gowings oplyste ved samme lejlighed – et vellykket eksempel, som jeg nu drager nytte af hver eneste jul. Men én julefilm forslår jo ingenlunde til en hel jul, og med al respekt kan jeg desværre ikke tilslutte mig Gowings' forsøg på at indføre begrebet juleactionfilm. Ved juletid skal alting være så stillestående, tandløst og trygt som muligt. Julefilm rimer på feel good.

Det var derfor med en vis optimisme, at jeg kastede mig over The Boat that Rocked, som en eller anden tv-station viste i sidste uge, ikke mindst fordi 1) den havde samme manuskriptforfatter som Love Actually, og 2) Bill Nighy var også på rollelisten her, oven i købet i selskab med Kenneth Branagh. Derudover handler filmen om de vilde piratradiodage i 60'erne, hvilket kan være svært at modstå for os seniorer, som selv er vokset op med Radio Mercur, der lå ude i Øresund og sendte fra internationalt farvand direkte til transistorradioerne på teenageværelserne.

Jeg gav filmen en hel halv time, før jeg kastede håndklædet i ringen for derefter at glemme alt om den. Man behøver som bekendt ikke at spise hele æblet for at konstatere, at det er råddent.

I går opdagede jeg så tilfældigt, at jeg åbenbart havde optaget hele filmen, og uvist af hvilken grund besluttede jeg mig til at give den en chance til. Hvorefter jeg overgav mig fuldstændig. Måske fordi jeg mindede mig selv om, at jeg trods alt ikke var filmanmelder og derfor ikke behøvede at overbevise nogen om min kompromisløse smag for at undgå cineastiske kollegers forhånelse med livslang stigmatisering til følge.



The Boat that Rocked er lidt (for) lang og ikke fri for at være sentimental. Den er også ekstremt fjollet, men på den britiske helt-ude-i-hampen-måde, som man let bærer over med. Handlingen er tynd, men til gengæld kan man hele filmen igennem svælge i nostalgiske ørehængere fra anno dengang, og først og fremmest kan man ikke undgå at komme i godt humør.

Faktisk indeholder filmen også en enkelt julescene.

Nej, her er ikke tale om et nyt akronym for tvivlsomme klima-organisationer, eller ditto internationale aftalefora; Næh, her er tale om et mere eksklusivt selskab - sådan opleves det ihvertfald. For er der en følelse, der gennemsyrer hver eneste deltager, så er det fornemmelsen af at være vidne - eller direkte medvirkende som I skal høre om lige om lidt - til en meget lokal verdensbegivenhed. Vi er i teaterets verden; nærmere bestemt London Toast Theaters verden. Nærmere bestemt: CCC - Crazy Christmas Cabaret.

Dette teater er leveringsdygtigt i den særlige britiske teaterform: en blanding af cabaret, teater og gøgl. En teaterform som gør en dyd af at gå under bæltestedet. Og ikke mindst: at spille på kendte temaer og figurer i et nyt set-up, men på en måde, så disse er let genkendelige fra år til år, hvilket hurtigt afslører erfarne og uerfarne CCC-gængere. Sidstnævnte betegnes Crazy Christmas Cabaret Virgins, hvoriblandt en yndlings-virgin udpeges hvert år. De sidste (jomfruerne) må studere de første (de rutinerede) for at kunne følge med med. Men altsammen på en meget fin og indlemmende måde. Og uundgåeligt nok så har vi allesammen været CCC-virgins. Lidt ligesom alle ritualerne der hersker omkring en 'Ørkenens Sønner' forestiling.

Et af ritualerne er et intermezzo i forestillingen, hvor én blandt publikum bliver hevet op og gjort grin med på kærlig vis (sagt mest for ikke at afskrække nogen fra at gå ind og se CCC). Hvis man iøvrigt kender Gowings' behov for at optræde sammen med cirkusklovne, gøglere på strøget eller sammen med den 'sjove mand' ved firma-arrangementet, så ved man, at jeg er at finde på bageste række i cirkus, i den anden ende af strøget eller 'desværre er forhindret' den pågældende dag. Men for det første kan man ikke vide sig sikker, bare fordi man sidder bag søjlen på bageste række i Glassalen. Dernæst er 'hvor tarvelig og fesen kan man være' gabestokken af gigantiske dimensioner, når Vivienne McKee eller en af hendes medspillere inviterer dig op på scenen.

Og ganske rigtigt: for nogle år siden - for familien Gowings har set CCC siden 2006 - så blev jeg hevet op på scenen. Det var i 2008, forestillingen hed Hamlet's Private Dick - ja, så er niveauet lagt - og Gowings skulle give den som Hamlets far, der forgives og falder død om på scenen. Vivienne McKee og David Bateson er hårde læremestre, så det blev til tre meget teatralske, umisforståelige og passionerede dødsfald på scenen foran en fyldt Glassal.

Det er klart, at med alderen har jeg fået et langt mere afslappet forhold til at blive til grin, men den varme stemning - og ja, kærlighed til publikum - som CCC lægger for dagen, gør at selv stivstikkere som Gowings stiller op.

Os, der har stået der på de skrå brædder med CCC i Glassalen, tilhører en ekslusiv klub, så er det sagt; lidt i stil med ridderne af Dannebrog, strømpebånd og elefanter og hvad de ellers hedder. Og vi har alle et bevis derpå...


Hermed varmt anbefalet.

Julefrokosten er et aftenselskab, og det er mørkt, allerede da jeg ankommer til det fine hotel med udsigt over sundet. Jeg kender kun få af deltagerne, der alle er diskret velklædte og præsenterer deres partnere og sig selv i korrekt rækkefølge. Luften er mættet af parfume og dyr aftershave.

Jeg har fået en kvindelig præst til bords, som skiller sig ud fra selskabet på flere måder. Hendes påklædning er mindre prætentiøs, og hvis hun bruger parfume, har den kun begrænset rækkevidde. I hvert fald bemærker jeg den ikke. Vi taler godt sammen, men efter en halv times tid bliver jeg distraheret af en syrligt-rådden lugt, og hverken jeg eller min borddame lader sig mærke med det. Lugten forsvinder ikke, og det er ikke muligt at lokalisere den. Tilmed tager den til i styrke, og efter endnu et kvarters tid finder jeg et påskud for at gå udenfor og trække frisk luft.

Der er ikke andre på terrassen. Jeg står i den kolde aften og kigger over på parkeringspladsen, der ligger på den anden side af den sjappede græsplæne, jeg skråede over, da jeg ankom. Lugten, som jeg har forsøgt at undslippe, er der stadig.

Jeg bøjer højre ben og vender foden opad, så jeg kan se min skosål. I svangen sidder der en stor, blød hundelort.

Hvordan gik det nu lige til at en serie heftige action-film, med Bruce Willis som den slagfærdige kriminalbetjent John McClane gik hen og blev en juletradition? Die Hard I og II har begge opnået denne status (to'eren er min favorit) og de har ikke noget at lade hinanden høre i forhold til lede, usympatiske skiderikker, der forsøger at ødelægge den gode julestemning. Men McClanes enmandshær fixer det hele til sidst, efter at han er gået så grueligt meget igennem - og har mumlet en serie uforglemmelige one-liners, som den der udgør titlen på dagens låge. En bemærkning der iøvrigt falder samtidig med, at han sætter ild til en jumbojet.

Vores forældre havde Nøddebo præstegård, men for dælen den holder altså ikke mere. Akkurat samme skæbne lider flere af de støvede gamle sager fra Hollywood æraen omkring 1950 - selvom der også er en del der kunne tåle et gensyn. Hvorfor ser man aldrig Spencer Tracy og Kathrine Hepburn film mere? Scenen er overtaget af nye gerne engelsk producerede film, hvor Cummings præsenterede, hvad der også er min all time klassiske julefilm i kalenderen sidste år. Men altså synes der at være opstået en genre man kunne betegne 'juleactionfilm'. Jeg ved ikke med jer, men jeg sidder der igen i år, når det går løs i Dulles Airport - og det selvom jeg tror, at der ikke falder én eneste replik, som vi ikke kan på fingrene i forvejen.

Ifølge Oxford University viser en undersøgelse, foretaget af redaktørerne ved Oxford Dictionaries, at brugen af ordet selfie er steget med hele 17.000 procent det seneste år, hvilket har sikret selfie pladsen som årets ord. Undersøgelsen stammer vel at mærke fra før al den ståhej med vores statsminister, der muntrede sig med to udenlandske kolleger af hankøn til en eller anden mindehøjtidelighed i Sydafrika for nylig. Som om det var første gang i historien, at hun har omgivet sig med indflydelsesrige verdensmænd og foreviget situationen simultant! Ovenstående daguerreotypi fra redaktionens fotoalbum hidrører fra festlighederne ved Mænd af betydnings stiftelse i længst forsvundne tider, hvor Gowings og jeg flankerer Helle på balkonen i vores hovedsæde, efter at en af os undtagelsesvis har ytret en skæmtsom (muligvis endda vovet) bemærkning. På det tidspunkt vidste ingen af os dog, at det var en såkaldt selfie, Helle havde snuppet med sin transportable drejeskivetelefon.

Under alle omstændigheder er ordet både uskønt og udansk, og apropos dette sproglige forfald vil jeg her ind under jul og tæt på årets afslutning gerne slå et slag for et par gode, gamle danske ord, som muligvis stadig er i omløb nordvest for Storebælt helt oppe ved Limfjorden, hvor jeg har trådt mine barnlige hjemmesko, men som jeg ingensinde har hørt nogen i København og omegn tage i sin mund:

Flims (substantiv, udtales flimms uden stød): Den tynde hinde, der dannes på overfladen af varm kakao, så snart den bliver en anelse kold, og som kan gøre enhver bare moderat æstetiker desperat af væmmelse, når den klynger sig til ens læber og nægter at slippe sit tag.

Moget (adjektiv, udtales måge uden t): Snavset på en ubestemmelig måde, ikke mindst brugt i forbindelse med moget sovs – en tyktflydende, mælket, men ikke helt hvid substans af pandeafkog tilsat meljævning, som ofte serveres til stegt flæsk.

Mjøsk (adjektiv, udtales som det staves og uden stød): Stadiet lige før et æble går i forrådnelse og er lettere melet, men endnu ikke helt uspiseligt.

Umiddelbart ikke særlig julerelaterede ord – og dog. Mon ikke der er en del af vores læsere, der drikker skoldhede drikke, indtager store mængder sovs og spiser runkne pigeoner i julemåneden? Det tror jeg nok, der er.

Hvis andre skulle have lyst til at genoplive døde eller døende ord og vendinger her i denne søde juletid, er I hjertelig velkomne.

- Så nu må vi se at komme videre. Her på Mænd af Betydning bekymrer vi os om dit om dit julehumør. Nu glemmer vi justitsministre, gaveræs og hverdagens tristesse. Vi skal være fuldstændig klar med det gode julehumør og det skal peake allerede om 9 dage, så nu er det med at komme igang. Vi skal gætte, ja vi skal. Nedenstående detalje er fra at billede, der har med jul at gøre; hvem kan gætte kunstneren, motiv og sted?

Kom så, ud på nettet...

Det har altid ærgret mig, at sangen om The Twelve Days of Christmas ikke er en dansk julesang, men det er der selvfølgelig en god forklaring på.

Til gengæld står det hen i det uvisse, hvem der har fået den vanvittige idé at lave sange ved at føje en ny linje til for hvert vers og så i øvrigt bare gentage, hvad man har sunget i alle de foregående vers – jo flere vers, jo bedre. Uanset hvad, indfinder den komiske effekt af gentagelsen sig med usvigelig sikkerhed hver gang, og samtidig kan man glæde sig over, at man endnu ikke er blevet helt affældig, hvis det ellers er lykkedes en at huske det hele.

Langt ude i skoven er som bekendt skåret over samme læst, og den er så vidt vides en dansk børnesang, men meget har den jo ikke med jul at gøre. Det har derimod Ørkenens Sønners frie oversættelse af The Twelve Days of Christmas. Omvendt er der sandt at sige ikke meget børnesang over den:



Beklager, hvis det virkede som en ørkenvandring ...

Luciamorgen med luciabrud, Staffan stalledräng, terner, og luciaboller. Det lyder som en gammel tradition, det er det ikke. Ikke her i landet. Sankta Lucia har lagt navn til dagen og skikken herhjemme er så ny, at den nærmest ikke er en skik. Men i Sverige har de fejret helgeninden siden middelalderen som en lysfest, hvor årets korteste dag i den dengang julianske kalender netop var fastsat til d. 13 december. Luciabrud med hele menageriet har sin oprindelse i begyndelsen af attenhundredetallet i form af en morgenvækningstradition fra Vestsverige, der - selvfølgelig må vi sige - havde sit udspring på herregårdene. Bonden var jo stået op for længst, væltet ud af den varme alkove og gået igang med at malke, da de endelig fik tændt ild i lysene, fik kransen på hovedet og hevet de safrangule boller ud af ovnen oppe hos hr. greven. Det kan man læse mere om rundt omkring på nettet. Herhjemme er det første registrerede luciaoptog fra så sent som fyrrerne, altså under krigen.

I det Gowingske barndomshjem blev vi vækket kl. 0 og sat foran det sort/hvide, hvor optoget fra årets udvalgte landsby hinsidan, transmitteredes direkte på en af de hele to kanaler. Hertil serveredes te og boller. Nogen år var vi selv aktive og gik optog til naboer og underboer. Så jo, Lucia har været i mit liv ganske længe. Og det fortsætter, som I kan se på billedet nedenfor fra sidste år, hvor fru Gowings holder den gode tradition i live.

Måske værd at overveje for De damer derude? Ha' en god dag.

Noget af det bedste ved december er, at et hvilket som helst impulskøb kan retfærdiggøres med kodeordet kalendergave. Sådan en har jeg lige givet mig selv, og når der så oven i købet er tale om en bog, har man samtidig taget alle moralske pegefingre og forbrugskritiske opstød i opløbet. Heller ikke regnskovsfanatikerne har noget at komme efter, for den af mig indhandlede kalendergave er nemlig en helt og aldeles papirfri e-bog.

Henrik Palle har skrevet en ny 'krønike' om Dan Turèll, og hyggeligere julelæsning kan en gammel Turèll-fan næsten ikke tænke sig. Det skulle da lige være Peder Bundgaards Superdan fra 1995, som også lige er blevet genudgivet i anledning af, at det nu er tyve år siden, den sortneglede poet, flanør og samfundsrevser fra Vangede døde. Der er flest faktuelle informationer og førstehåndsberetninger i Superdan, for Peder Bundgaard har det forspring at have været bonkammerat med Dan Turèll og er så godt som samme årgang. Den begejstrede grønskolling og beundrer Henrik Palle har en mere causerende og verbalakrobatisk stil, som man genkender fra Politiken, hvor han slår sine sproglige kraftspring til daglig. Men begge bøger er underholdende og oplysende. De supplerer hinanden fint.

Men ak, al den fryd og gammen kan vi jo ikke have! Så for ikke at kvæles i overdreven julehygge og konfitterknas må vi nok hellere lade hovedpersonen selv få det sidste ord i dette anliggende:



Ja, julen er ubærlig, og derfor kunne det heller ikke falde os ind at bære den ud. Men lov mig at bære over med Gowings, når han hygger videre i morgen.

Julen i det Bødskovske hjem er nok ikke truet, det borger ministerpensionen for. Men det er helt sikkert, at Morten nu får mere tid til at sidde i de tidlige morgener i juledagene og tænke over tilværelsen. Han kan ærgre sig gul og blå over, at han ikke kunne holde masken til ind i det nye år. Her trækkes et sort tæppe for pressens vindue ind til magtens maskinrum i form af en ny offenlighedslov, der reelt mørklægger ministerier og styrelsers ageren i forhold til lovgivning og magtudøvelse.

Alene det at skulle lægge ører til Bødskovs indædte forsvar og monotone argumenteren for den nye offentlighedslov, uden at han har været i stand til at komme op med et eneste eksempel på hvorfor revisionen af loven var nødvendig, er nok til at jeg fejrer dagen idag som en sejr for demokratiet. Justitsministeriet har været kørt af embedsmænd og som så mange andre ministerier - finansministeriet springer en i tankerne - har ministeren ageret som ledende embedsmand uden en overbevisende politisk dagsorden. Den 'nye regering' har præsteret på to år, hvad Fogh og Løkke var ti år om at stable på benene. Man kan så sige at de 'nye' havde gode læremestre.

Hvorom alting er, så bliver Bødskovs familie nok svært tilfredse med at få mand, far, søn, svigersøn tilbage - hvem ved måske bliver det den bedste jul nogensinde i det Bødskovske hjem. Løgnen er ude i det åbne, stenen er faldet fra hjertet og om et par år er alting glemt. Bødskov kan vende tilbage, med mindre han har fået smag for det rolige liv udenfor rampelyset og snagende journalister.

God jul, Morten.

Som antydet i forgårs er og bliver julen de røde næsers og promillernes højtid, og det kan der være både fordele og ulemper ved. De andre frokostdeltageres bidrag til underholdningen forekommer immer mere åndrige, når man selv har prøvesmagt udvalget af læskedrikke et passende antal gange – men desværre slutter festen jo på et tidspunkt, og så er spørgsmålet, om det mon er en god idé at sætte sig bag rattet og satse på at kunne finde hjem igen, eller om man hellere må begynde at tænke i alternative muligheder.

Enhver ved, at det er håbløst at få fat i en taxa i julemåneden, og offentlige transportmidler er under alle omstændigheder udelukket – større antiklimaks oven på en julefrokost er utænkelig. Og overnatning? No way. I mere end ni ud af ti tilfælde vil man helst vil hjem, og hvis man ikke lige hører til dem, der render rundt med et alkometer i nøgleringen, findes der heldigvis et hav at hals- og tungebrækkende nonsensremser, som kan give én et fingerpeg om, hvor faretruende promilleniveauet er. Altså Stativ, stakit, kasket. Bissens gipsbisps gipsgebis. En rar barbenet araberbarber plukker rå rabarber i sit arabiske rabarberkvarter. Flere her.

Hvis du også kan lire denne her af fejlfrit, skulle kørekortet være nogenlunde sikret:

Jeg fattede aldrig, at de dumme voksne kunne tale om, at hans skæg var vokset fast i bordet, når det de kaldte 'bordet', åbenlyst var hans sværd. Og hans skæg tydeligvis hang bagved, nedover brystet. Havde de overhovedet besværet sig med at se statuen ordentligt efter selv? Var deres historier troværdige?

Når man først som otte-årig havde stået foran Holger nede i mørket - så var man ikke længere i tvivl. Her sad en mand der formåede at passe på Danmark. Det var der brug for dengang. Og det i den grad.

I mange år har det som bekendt været god tone at holde igen med forbruget, ikke mindst af miljømæssige årsager, og som de gode samfundsborgere vi er her i huset, har vi ikke givet hinanden julegaver i årevis. Men pludselig blæser der andre vinde, der nærmer sig orkanstyrke ved Christiansborg og omegn. Nu må vi pligtskyldigst iføre os spenderebukserne for at få gang i produktionen og redde samfundsøkonomien. Så blæse være med miljøet.

'Men hvad skal man ønske sig til jul, når man nu strengt taget har alt, hvad man har brug for?' tænkte jeg i aftes og gik ud i køkkenet for at åbne en flaske vin i håb om, at indholdet gradvist ville stimulere fantasien til at kaste en ønskeliste af sig. Og vupti! Allerede inden jeg havde fået proppen af flasken, meldte den første geniale idé sig, for den gamle proptrækker var ærlig talt ikke, hvad den havde været. Den var fra Irma og havde kostet godt og vel 9 kr i tidernes morgen, så den måtte vel koste mindst det dobbelte i dag. På den anden side kunne jeg jo godt se, at det næppe ville resultere i voldsomt mange nye arbejdspladser, så måske skulle jeg sigte lidt højere end Irma. Jeg satsede derfor instinktivt på Politiken, som engang var en avis, men nu har forvandlet sig til Illums Bolighus og Magasins værste konkurrent, og webshoppen viste sig da også at rumme løsningen: en Spiegelau Grand Cru proptrækker fra Chateau Laguiole, som lignede den fra Irma, men til en pris af 1.549 kr. Måske var det lige i overkanten, men fidusen var, at man – herunder husets frue, som jeg havde tiltænkt giverrollen – i kraft af vores abonnement kunne få denne brillante proptrækker for sølle 1.389 kr. Helt ærligt, hvad var der at betænke sig på?

Nå ja, det kunne selvfølgelig være, at den ville blive revet væk til den pris, så jeg besluttede mig til at udtænke et alternativt juleønske for en sikkerheds skyld. Med henblik på at dele sol og vind lige mellem landets førende feinschmeckermekkaer klikkede jeg mig herefter ind på Magasins hjemmeside, og da rødvinen heldigvis allerede havde gjort sin virkning, fandt jeg lynhurtigt noget, jeg faktisk ikke havde, og som jeg ikke begriber, at jeg på nogen måde har kunnet undvære i alle de år, jeg efterhånden har tilbragt på denne planet: en næsehårstrimmer med indbygget lys.

Om det bliver proptrækkeren eller næsehårstrimmeren, der kommer til at ligge under træet og lyse op den 24. spiller ikke den store rolle for mig. Det afgørende er, at jeg får sparket produktionen og landets økonomi i gang, så jeg igen kan føle mig som den ansvarsbevidste samfundsborger, jeg altid har bestræbt mig på at være.

Helt uden betydning er det selvfølgelig ikke, at proptrækkeren og næsehårstrimmeren har en central feature til fælles. De giver begge lys i næsen, som det hører sig til, når det er jul.

"Du vil blive rigtig glad for det, når du bliver voksen. At du kan spille et instrument". Gowings senior ville selv gerne have haft tid til at lære at spille trompet. Han havde en trompet, men den blev mest brugt til 'møntbetaleanordning' når den yngre generation indrettede stuegulvet til HT-bus. Men altså, Gowings gik til spil; først trompet, og da tandsættet skulle justeres ind til voksenlivet skiftedes til trækbasun, eller trombone. Basblæsere har større mundstykke, hvorved forhindredes at overlæben blev revet itu på tandsættets pigtrådshegn.

Men Gowings var ikke til at spille, det interesserede ikke et pluk. Når  skolen havde krævet sit, var der meget lidt tid i forvejen til det virkelige, rigtige liv. Så det med at øve blev ikke til så meget, og mest hvis mangelen på træning udløste et møgfald fra spil-læreren. Jeg kan udemærket sætte mig ind i mandens frustration; han var musiker i det kongelige kapel eller noget lige ved og næsten; det har været ulideligt at overvære, den ene gang efter den anden, at der absolut intet fremskridt var i spilleriet. Det hele blev ikke bedre af, at en uvidende musikskoleleder indstillede den unge Gowings til kommunens 'Brazz-band'; det var endnu en eftermiddag beslaglagt. Hvorfor blev jeg dog ved spørger du? hvorfor sagde jeg ikke bare nej tak? DET, er et rigtigt godt spørgsmål. Men det gjorde jeg ikke - og min ven, der også gik til trompet og havde det som mig, gjorde heller ikke.

35 år efter er Gowings begyndt at løbe. Jeg hader at løbe. Jeg har altid hadet at løbe og har aldrig kunnet se pointen. Jeg løber to gange om ugen nu. Langsomt øger jeg distancen. For den største barriere, her et stykke tid efter anderledes konkrete startproblemer, er psyken. Jeg skal psyke mig selv til at komme afsted to gange om ugen - i al slags vejr. Og ja, der er ikke mange, der havde set det komme - at jeg skulle løbe rundt i godt nok ikke helt tidssvarende løbetøj. Men med alderen bliver man lidt ynkelig i takt med visheden om egen dødelighed: "Memento mori".


Og nu er det så begyndt at dæmre for mig, hvad det var for en mekanisme, der udløstes, når jeg hver uge troligt drev mig selv til spil i sin tid. Udover en nu umoderne følelse af at 'man gør færdigt, hvad man er begyndt på', så var det den kolossale lykkefølelse, efter at spilleseancen var overstået. Den tunge gang til spilletimen - og derefter turen hjem, let om hjertet, lykken ved at vide at der var en hel uge til, at det gentog sig. Det delte ugen ind: tiden før spilletimen - spilletimen - tiden efter spilletimen. Og selv om det muligvis har lidt mikromasochistiske undertoner, så kan den følelse af frihed og lykke, der følger efter overstået sur pligt, ikke overgåes. Det er en grundfølelse. Lidt ligesom at cykle hjem fredag eftermiddag.

Det må være det samme der udgør succesen bag løbeseancen; den deler ugen ind - selvom jeg nok tror, at jeg begiver mig ud på løbeturen noget lettere om hjertet, end da jeg i sin tid gik til spilletime. "Jamen, det lyder ligeså idiotisk, som at tage for små sko på og derefter glæde sig over tage dem af" kunne du indvende, kære læser. Men kan du selv sige dig helt fri for lignende situationer? "Det skal være skidt, før det kan blive godt". Jeg skal ikke længere trætte dig med min lommefilosofi.

Og Gowings senior havde ret: Jeg har nu en trompet, som jeg spiller på indimellem - og ja, jeg ærgrer mig over, at jeg ikke gav den en skalle dengang for 35 år siden.

Det var unægtelig en mørk og stormfuld nat lige efter Beauforts hoved, og man kunne roligt regne med, at asken blæste af selv stærke cigarer, hvis man var så letsindig at stikke hovedet udenfor. Holdt man sig derimod fornuftigvis indendøre, var det jo egentlig ganske fornøjeligt at lægge øre til naturens opblæste måde at føre sig frem på, så længe de største træer bare ville nøjes med at gå i bro eller knage faretruende og høfligst afstå fra at knække midt over og pulverisere taget på ens hus. Til gengæld lå det lidt tungt med at falde i søvn på grund af de lige lovlig demonstrative lydeffekter, så hvordan kunne man optimere den påtvungne hjemlige, søvnløse julehygge i sin forblæste privatbolig? Tordenkaffe hørte ligesom en anden type uvejr til, og når man nu er en af dem, der alligevel drikker kaffe fra morgen til aften, manglede jo det eksotiske islæt ved ritualet og dermed prikken over i'et.

Da var det, at jeg som så ofte før tyede til køleskabet, og efter en hurtig gennemgang af indholdet var det nye begreb orkanøllen en realitet. Nok var der ikke tale om en autoriseret julebryg, som årstiden taget i betragtning havde været det mest nærliggende, men en julemandsrød blikdåse som ovenstående med påskriften 6,5%. Den fejer uden videre Tuborgs 5,6% af banen, tal- såvel som smagsmæsigt, og når Tuborgs julebryg ifølge TV2 Finans er den juleøl, der smager bedst efter danske forbrugeres mening, ja så tror da faen, at vi har finanskrise.

Søvnen indfandt sig for øvrigt forholdsvis hurtigt, efter at dåsen var tømt. Bortset fra det, er der som bekendt alt for få julesange, der handler om øl ...

Frk. Gowings har altid været fascineret af små landskaber med figurer og huse og gerne små indlagte mekaniske anordninger, der giver liv til opstillingen. Og frk. Gowings har 'full support' fra sit fædrene ophav. Vi samler stadig, men er blevet mere kritiske. De to tableauer, vi har erhvervet indtil nu, samt julemandens kane med glødelamper i de ledsagende nissers hænder er en fast del af juleinventaret i bogreolen. Nedenstående er 'Julehelvede nr. 1' erhvervet for en årrække siden.

- og ved festlige lejligheder kan den spille julemelodier med sprød spilledåselyd.

Bare rolig, de huslige sysler og dermed forbundne trængsler får ingen opmærksomhed i dagens julekalender, for heldigvis er der andre måder at sprede julestemning på.

I dag indeholdt postbudets gigantiske sæk med taknemmelige, håndskrevne julekort til redaktionen eksempelvis også en julehilsen fra United States of Advertising, som jeg iler med at viderebringe til vores læsere som optakt til det forestående gaveræs. Godt nok er Mænd af betydning en herreblog, men vi finder det kun rimeligt, at der også er lidt for husarinderne:



I say no more ...

Også her i huset produceres der til julen. I haven her udenfor det Gowingske manor står et gammelt æbletræ. Et af den slags der er podet med fire forskellige sorter. Træet har aldrig hørt efter, når kloge havefolk debaterede gode versus dårlige frugtår. Det har taget konsekvensen af at være sat af husets første ejer, der med datidens frygt for kommunisme og atomvinter oprindeligt indrettede huset med funktionsrum til lagring af hjemmegjort og -dyrket ditten og datten klar til at modstå fremtidens katastrofer; dette indebærer at træet kaster sin egen vægt, og mere til, af sig som æbler hvert år. Der har oprindeligt været tre af sådanne træer i haven. De nuværende ejere har aldrig ordentligt skønnet derpå og sædvanligvis dumper æblerne bare ned på græsplænen til gene for herren i huset, der med neglesaksen forsøger at holde og trimme plænen nedenunder træet. Kun ganske få æbler bliver hvert år til æblegrød - og lidt saft er det også blevet til.

Men det var altså indtil fru Gowings trådte i karakter: I år er der blevet produceret æblejuice, så Rynkeby må frygte for årsomsætningen. Med al denne juice i huset og et baglager af støvet ølbrygningsudstyr lå det lige til højrebenet at forsøge sig med en gang cider. Og som sagt så forsøgt: nu står der en spand og bobler lystigt og for hvert - bløp! - i gærrøret, spreder der sig en liflig duft af æblearomaer iblandet alkoholens skarpe forstærkende effekt. Og nej, her er der ikke snydt med tilsætningsgær, optimerede industrielle gærstammer, der retter ind og i takt omsætter sukker til alkohol og CO2, sådan som vi praktiserer det ved ølbrygningen. Næh, her er der tale om vildgær! Direkte fra skrællen af de revne og knuste æbler.

Vores lokale vildgær er ikke en turbogær, skal jeg hilse og sige. Den var en lille uge om at give lyd og en hel om at give synligt 'overtræk' af gærsvampe. Og det er kritisk, for inden gæren begynder sin omsætning af frugtsukkeret og danner et 'miljø', som vi påskønner, men som ondsindede bakterier frygter, har sidstnævnte gode vækstbetingelser. Men duften fejler ikke noget og varsler at alt er OK i gæringsspanden - selvom det går langsomt.

Hvis alt går galt, hvad herren forbyde, så går det ikke værre end at Cummings og resten af vennekredsen kan se frem til julegaver bestående af hjemmelavet æbleeddike - og der er så tyve liter af slagsen!

Og det skete i de dage – helt nøjagtig i går – at der udgik en liflig duft fra Casa Cummings' køkken, som fik mundvandet til at gå over sine bredder langs hele nordkysten. I ovnen befandt sig nemlig en springform med en julekage in spe, og eftersom husets beboere havde besluttet, at denne jul skulle være the jul to end all juls, var det ikke en hvilken som helst julekage, men derimod en vaskeægte panforte af italiensk afstamning, der lå og gassede sig bag glasruden. Aromatiske kastevinde af kanel, muskat, nellike, ingefær, appelsin, kakao, ja kort sagt allehånde, bølgede gennem stuerne og blandede sig med de blå toner fra Billie Holidays Christmas Moments-album, som blandt andet udmærker sig ved ikke at indeholde en eneste julesang. Men Summertime skal man nu heller ikke kimse ad, selv om man lige har taget hul på december måned, hvor the living også helst skulle være lidt easy.

Ingensinde før havde vi bagt, endsige smagt den legendariske og efter sigende ultimative toscanske himmerigsmundfuld, der ventede os. Vi plejer højst at kunne svinge os op til at bage en ladning brunkager. Færdig. Forventningerne var derfor spændt til bristepunktet, og da Mrs. Cummings og jeg ved fælles hjælp havde fået den centnertunge julespecialitet lempet ud af ovnen, kunne vi dårligt vente med at sætte gafler og tænder i den. Men vi gjorde det ikke. Ifølge op- og forskrifterne måtte vi styre vores lyster og vente hele natten, til kagen havde været i køleskabet og fået den rette temperatur og konsistens. Så vi slog koldt vand i blodet.

For mindre end en time siden tog vi en bid af den udsøgte delikatesse. Ingen af os sagde noget. Herefter pakkede vi den ind i husholdningsfilm, som skrevet stod, bar den andægtigt udenfor, og diskret nynnende Chopins begravelsesmarch satte vi kurs mod affaldsbeholderen, hvor vi efter en kort mindehøjtidelighed tog afsked med den søde, vamle og klæbrige kaloriebombe og la dolce vita.

Vi havde naturligvis været omhyggelige med ikke at tabe den undervejs, så vi undgik at få knust de små, fine knogler i fødderne.

I dag skal vi bage brunkager.

Så er det december og der er dømt julekalender. Julen er en hyggestund. Det er knashyggeligt med mørket. Det er knashyggeligt, at vi finder sammen og har det rart med hinanden. Vi har brug for julen her midt imellem.

Derfor er der også håb forbundet med julen. Store og små håb. Håb om lysets tilbagevenden. Håb om en bedre verden. Håb om store julegaver. Og så håb som nu her hvor vores Aloe Vera blomstrer for første gang.

Vi er på internettet og ser de vildeste blomster fra dødsmærkede tørkeplanter. En sidste krampetrækning der får planten til at eksplodere i et farveorgie, der skal lede bestøvende insekter i blomstens retning.

Og dog, jeg tror ikke, at vores Aloe Vera har tænkt sig at bruge alle sine kræfter i denne omgang - og jeg håber, at den så måske har tænkt sig at blive. Ihvertfald julen over.


Nu kan vi så glæde os til at Cummings åbner låge nr. 2 imorgen.

Det nye årtusind har fået sin 'Major Tom' og sin rumrejse. Filmen 'Gravity' sætter aftryk i form af sin minimalistiske rolleliste, perfekt afstemte spilletid og sine uudtalte eksistentielle spørgsmål. Se den i 3D; det gjorde deres anmelder og det må gøre en forskel. Og du glemmer hurtigt, at du, hvis du bærer briller som Gowings gør, formentlig ligner en kraftidiot der i mørket med to sæt briller på næsen.



Its all inside your head - hermed anbefalet.

Ja, så er der gået atter et år og den årlige redaktionsjulefrokost står for døren; nærmere bestemt på fredag. I år har vi valgt bare at dække op inde ved siden af, vi bliver ikke så mange - men vi får skam fine gæster!

Som I kan se, er vi ikke helt færdige og der mangler bestik og glas samt diverse julepynt. Men Cummings og jeg nyder at gå og gøre klar og forberede maden. Vi har stegt sild og brygget juleøl, presset rullepølse til den store guldmedalje og stegt æbleflæsk med hvad der ellers hører til.

Vi går og nipper til et godt glas portvin og hører dæmpet musik - vi skal nok nå det. I må have en rigtig god julefrokost derude, når det bliver jeres tur.

Cummings & Gowings

- Kender du en, der hedder Paul Anka?
- Jep, det er ham her:

Hep! Der kan ske dramatiske ændringer i et firmas 'public appearence', når en ny generation bogstaveligt talt tager roret. Vi har forladt epoken for utidig indblanding i lokumshøjden i operaen og kritiske artikler i Tante Berlingeren. Nu handler det om en milliard til efteruddannelse af skolelærere og omdirigering af containerskibsflåden til transport af katastrofehjælp.

Jeg havde ikke lige set det komme, at vi skulle til at heppe på Mærsk.

Barometeret er kommet en lille smule højere op siden sidst, så imens vi har ja-hatten på, tager vi lige den her.

Der er meget at være i dårligt humør over: Lars Løkkes manglende mådehold og efterfølgende fedten det hele ind i spin der udstiller pressen. Bjarne Corydon der tænker som en departementschef og ikke kan forstå, at partiet, der har sat ham på kassen, har valgt bogstavet A, når nu liberal starter med L. Valgplakater med gennemsnitsdanske portrætter der suser igennem luften som guillotiner på afveje. Hundeejere der ikke bekvemmer sig til at tage med, hvad der retteligt er deres. Regnvejr. November.

Men, vi kan også glæde os over: at pressen bider sig fast og demonstrerer, at det ikke er lykkedes at lukke kæften på dem, der mente, at Løkke var ude på et skråplan - i store sko til 2000 kr. At flere og flere fra liste A får det sværere og sværere med at Bjarne er til L. At der, selvom der desværre findes mange flere lande, der ikke har problemet med grimme valgplakater, er mange lande, der har. At valgplakater er synonyme med folk, der tager demokratiet alvorligt. Symbolet på en demokratifest - også for dem der ikke synes, der skal være noget valg. Det er da storladent. Hvad hundeejerne angår, så kan vi håbe, at vi får et glimt af dem en dag - så vi med Clausensk og Hausgaardsk raffinement kan returnere det efterladte i en antændt papirspose til lyden af ringeklokke. Regnvejr. Jeg har altid godt kunnet lide regnvejr. Og efter november hvad kommer så? - Rigtigt! Så kommer december. Og den er, hvad man gør den til. Jeg elsker december.

Folk dør hele tiden, kendte og ukendte. Og jo, man registrerer det og måske har en epoke, periode i livet, en oplevelse tidligere i livet mistet sin fortolker. Sådan igår; Lou Reed er død. Det ved jeg godt du ved, men det tog lidt tid at synke ind denne gang. Lou Reed er død.

Tredive år er der gået. Mit billede af den unge Gowings den aften er intakt. Sorte ørkenstøvler, sorte jeans - og så den supercool combi med de hvide hospitalssokker. Falkonercenteret 1. oktober 1983.

Boxen, Herning 28. september 2013. Peter Gabriel er den samme (en lidt ældre version, ok). Bandet er det samme (også en lidt ældre version, ok). En stor del af publikum er formentlig det samme (også det lidt ældre, selvom det faktisk ikke kunne ses...). Og hele salen blev taget med hjem.

Tekster må gerne være komplekse. Man må gerne have en mening. Man kan godt være alvorsfuld og have lune og humor samtidig. Jeg meddeler min uforbeholdne begejstring og glæde over at have været tilstede i Herning her tredive år efter...

(Psst! Der er masser af klip med Peter Gabriel fra tidligere koncerter på YouTube - det er bare med at komme afsted)

Muligvis er overskriften at tage munden en anelse for fuld, eftersom Mænd af betydnings efterårsekskursion sidste weekend aldrig kom til at omfatte den nordlige del af øen. Til gengæld kan vi med stor autoritet, baseret på selvsyn og egne erfaringer, udtale os om forholdene på såvel Tåsinge som Langeland, hvis nogen skulle ønske det.

Første stop på redaktionens syddanske odyssé var havnen i søhelten Peter Willemoës’ fødeby Assens, hvor vi som det første indtog en uopsættelig kop kaffe, ledsaget af et stykke med en yderst velkrydret rullepølse, som Gowings behændigt fremdrog af sin rejsetaske. Som det fremgår af ovenstående foto, havde vi fri udsigt til statuen af den unge, formastelige søhelt, og for at gøre oplevelsen fuldendt aflagde vi efterfølgende byens amtsforvalterbolig en kort visit for at inspicere det interesssante, historiske interiør i Willemoës’ barndomshjem. Inden vi atter tog plads i limousinens bløde sæder for at haste videre, nåede vi frem til, at Aulin-tæppet, som prydede gulvet i Willemoësgården og strakte sig fra væg til væg, dog næppe var en del af den originale boligindretning.

Vi var de facto en kende brødflove, da vi ankom til den legendariske Falsled Kro ved frokosttid. Uheldigvis var vi ikke opmærksomme på, at brasseriet drives efter et fundamentalistisk wysiwyg-princip. Med andre ord: bestiller man sortefodsskinke, er det sortefodsskinke, man får, und nix weiter! Vores appetit var derfor stadig jomfrueligt intakt efter den andægtige servering, som vi blev enige om at betegne som minimalistisk. Det samme faldt det os til gengæld ikke ind at beskylde den endelige regning for at være.

Turen gik herefter til Egeskov Slot, hvor vi til vores store skuffelse ikke blev mødt af nogen greve i rustning, som bød os velkommen og viste rundt. Men vi fandt dog vej til målet for vores besøg – loftet med de støvede og endnu ikke restaurerede biler fra vores respektive barndomme, som vi skiftedes til at sende beundrende blikke, sideløbende med vores forsøg på at overbyde hinanden i leksikalsk paratviden om tekniske specifikationer. Det var ved denne lejlighed, at vi lovede vi hinanden højt og helligt aldrig at nævne ordskiftet for vores læsere med så meget som en stavelse.

Også Elvira Madigan og Sixten Sparres grav på Landet Sct. Jørgens kirkegård på Tåsinge fik vi et glimt af, inden mørket faldt på. Det gode skib herover har den unge dame næppe nogen sinde besejlet det sydfynske øhav i, men det lå til gengæld for anker ud for det etablissement i Troense, hvor vi kompenserede for frokostens manglende tyngde med en solid treretters menu. Herefter kunne vi tørne ind, mætte af kalvesteg såvel som indtryk, i vores parallelle værelser dør om dør i annekset på det gamle badehotel.

Næste morgen tidligt slog vi et slag omkring det nærliggende Valdemars Slots indtagende tepavillon og satte derefter kurs mod Langelandsfortet, hvor dette mindeværdige billede af cockpittet på en havareret F86 Sabre blev taget:

Måske ikke noget epokegørende motiv i sig selv. Men man skal forestille sig Gowings stående på resterne af vingen med kameralinsen rettet mod styrepinden, mens han forsøger at ignorere ærgrelsen over den flænge, han lige har pådraget sine nye, netop ibrugtagne benklæder under bestigningen af det ilde tilredte fly. Krigsfotografer stikker ikke op for bollemælk.

Vinen, vi ikke købte.

Vi nåede naturligvis også omkring den gode Willemoës’ gamle hovedkvarter Tranekær Slot, inden vi igen søgte mod de hjemlige breddegrader, men det vil føre for vidt at komme yderligere ind på. Ringen var sluttet.

Vi skal beklage den forbedrede billedkvalitet i forhold til tidligere rejseskildringer. Nogen må i dølgsmål have sat en farvefilm i redaktionens veltjente sort/hvide fotografiapparat. Derudover overvejer vi en misfornøjet henvendelse til DMI vedrørende den upræcise vejrudsigt, som forudsagde regnvejr det meste af tiden, mens faktum var, at vi måtte trækkes med store mængder solskin under den ganske rejse.

Mænd af betydning har alle dage været af den opfattelse, at kun de lyse timer er værd at tælle, og at man som følge heraf bør gå let hen over de mere dunkle. I dag er en undtagelse. Rolv Wesenlund er ikke længere blandt os – han, der var leveringsdygtig i så mange lyse stunder, og som bærer skylden for, at jeg kommer til at tænke på Marve Fleksnes, hver gang det norske tungemål finder vej til mine øregange. Han fortjener at blive mindet med mindst 27 minutter og 3 sekunders stilhed:



Kors, hvor var han sjov.

- over, hvad der er blevet af min medskribent, så kan jeg meddele, at han lever, har det godt og giver den gas som huspoet på en tyrkisk sandwichbar i en sidegade til 5th Avenue, New York.

Man kan ikke komme ind. Man må stå pænt udenfor og kigge ind. Hele vejen rundt er der betonklodser, afspærringer, vagter - 'ingenmandsland'. Bortset fra at det selvfølgelig er nogens - ingenmandslandet.

Men det der er mest slående er, hvor åbent det virker alligevel. Jeg tror, det er de enorme græsarealer, der giver dette indtryk. Det må siges at være ret vellykket; at man kan få en fornemmelse af åbenhed, når man står på det sted, hvor ingen - ingen - når 25 meter ind, hvis de krydser det klassiske støbejernshegn, der omgiver stedet.

Hele vejen rundt


Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Flere mennesker måske. Sandsynligvis var det den nådesløse sol, mangelen på skygge i flere hundrede meters omkreds og en luftfugtighed tæt på 100%, der lagde en dæmper på masserne. Det er dog ganske vist og som I kan se: jeg var der selv. Det hele er selvoplevet og ikke noget jeg bare bringer videre.


God søndag.

Krigsmindesmærker er traditionelt noget, der glorificerer de dræbte soldater og den 'sag' de døde for. Alle der har været i London eller besøgt landsbyer i Nordfrankrig kender eksempler. Og det er vel naturligt nok, for ellers kan det være svært som efterladt at finde meningen i galskaben. Men indimellem er det som om, at afstanden til begivenheden - krigen - måske kan give mindet et større indhold.

Koreakrigen er på mange måder den glemte krig i USA. Den kom i klemme imellem anden verdenskrig og vietnamkrigen. Man nåede ligesom ikke at synke spyttet, før man var igang igen og fokus havde flyttet sig. Det betyder at veteranerne fra denne krig, som var en del mere diffus end den foregående krig imod de oplagt onde imperier, i en krigstræt verden blev overladt til sig selv.

Først så sent som i de to forrige årtier skød mindesmærker op i parkerne og på pladserne i et USA som mindedes 'The no longer forgotten war'. Således også i Philadelphia ved Penn's Landing ved bredden af Delaware River.

Sorte granitsteler med sort/hvidt fototryk af en art. Meget smukt og enkelt og med forklarende tekst der beretter om krigen og historien. Det var dog billedet nedenfor, der fik mig til at stoppe op og overveje om krigsmindesmærker har ændret karakter.


Det virker sådan.

Peter Pedal - eller Nysgerrige Georg - eller hvad han hedder nu om dage, bor hos en god ven. Manden med den gule hat.

Manden med den gule hat arbejder et meget spændende sted. Han er zoolog - måske kunne man sige palæozoolog. Ihvertfald er der sådan nogen her, der hvor han arbejder...


Og sådan nogen her -


Og dem her -


Men hvor er manden med den gule hat? Og hvor er Peter Pedal? De var ikke til at se nogen steder, men The Smithsonian Institute er også enormt. Faktisk flere museer samlet på én MEGET STOR græsplæne. Hvis du kommer forbi og har en 16-18 timer, så kig ind. Der er gratis adgang.


(Og der er aircondition, hvilket er himmelsk når klimaet udenfor diverterer med 32 grader i skyggen og en luftfugtighed som et dampbad)

Man tager en jernbane, hænger den syv til ti meter op i luften, bruger den en årrække, sløjfer brugen af den og diskuterer i 50-60 år, hvad man skal gøre ved den - for endelig at lave en park. En park der hænger syv til ti meter oppe i luften, som smyger sig imellem husene, forbi køkkenvinduer, altaner og franske døre ind til stuerne.

Ved skiftesporene udnytter man pladsen og laver diverse boder med servering eller indretter et teater, hvor trafikken på 10th avenue nedenunder udgør forestillingen.


Der er tænkt på alt. Vi går turen i 32 graders varme og møder dette syn. Straks smider vi skoene. Rislende vand der løber ud i en miniature eng.


Videre ind under trækronernes skygge. Vi går imellem de gamle spor...


- for at stige ned 2,5 km længere oppe på Manhattan.


Jep, vi er i New York. De kan det der med at indrette byrum på Manhattan. Men de har også så meget by at tage af.

Det er fredag, og for tredive år siden kunne det godt have været et spørgsmål stillet her sidst på eftermiddagen - med den forventningens glæde som fredag eftermiddag er blevet begavet med og som formentlig varer livet ud. Idag handler det ikke om at gå på jazzværtshus i Nørregade, men om at bestige bakken, Montmartre, i den by der har dannet ramme om den sidste uges indlæg.

Selve 'bjerget' er inkarnationen af Paris; de små brolagte gader, de små bogbutikker med deres let støvede udstillingsvinduer, cafe'erne klemt ind på gadehjørnerne med åbne vinduer ud mod fortovsserveringen. Her går vi ind og får Moules Frites og et glas Alsace vin - en formidabel gewürztraminer - til ingen penge. Franskmændende gider ikke drikke dårlig vin. Her er ingen pseudo-indianere med rytmeboks, højst en herre der kommer forbi med sin harmonika og giver den gas med franske schlagere fra 50'erne. Men vi må videre, vi skal helt op.

Basilikaen, Sacré Coeur, kan ses fra hele byen, når man blot kommer lidt i vejret. Den er imponerende udefra, og fuldstændig ligeså uinteressant indefra. Lidt ligesom Marmorkirken; eller meget ligesom Marmorkirken, faktisk.


Men se så skulle man tro der bare var tilbage at gå ned igen. Men det ville være en stor fejl. Så hvis du nogensinde kommer på de kanter, skal du ikke bare tage trappen ned igen, men gå ned ad gaderne på nordsiden. Så kommer du til denne vinmark for foden af den gamle bymur.


Og kvarteret heromkring er bestemt værd at se, inden du klatrer ned ad de små gader igen med alle specialbutikkerne. Heriblandt køkkenudstyrsbutikken E. Dehillerin, ejet og ført af den samme familie i fem generationer eller så. Det de ikke har, gider man ikke have.

Vi har tidligere været inde på det: blyindfattede ruder er enten totalt kitch eller lige det stik modsatte. Turen går idag til Ile de la Citè, der huser Palais de Justice, hvor gendarmer suser ud og ind og politibiler fræser om hjørnerne på det gamle kongeslot.

Hvis man er konge nok, og det var Louis d. IX, så indkøber man intet mindre end Jesu tornekrone, når den nu viser sig at være til salg. For et svimlende beløb selvfølgelig. Og for at det hele ikke skal drukne i splinter fra korset, diverse helgeners pegefingre, ører og ligklæder fra andendagen, så må der noget unikt til.

Man bygger et kapel med pæne vinduer til at huse nyerhvervelsen. Hele bibelen, gammelt som nyt testamente, indeholdt i en transparent tegneserie dannet af tusinder af små farvede glasstykker. Oplevelsen af at stå i dette rum, med solen skinnende igennem de store til vægge grænsende blyindfattede ruder, er helt ubeskrivelig. Så det vil vi undlade.


Men ak, forne tiders pøbel gik amok og brændte det pæne rum ned. Sikkert i sukkerchok over alt det kage de måtte tygge sig igennem. Dog, tornekronen blev reddet og er nu velforvaret i nabolaget hos Vor Frue med de to tårne og sværmen af gargoiler på alle afsatser. Sainte-Chapelle selv er restaureret og som antydet en smuk og overraskende oplevelse. Men tilbage til tornekronen:

Er jeg den eneste, der tænker at Kong Louis er blevet taget i rumpetten big time?

Alle, der er vokset op med Ludwig Bemelmans tegninger og Piet Heins oversættelse af den lille franske kostskolepiges hverdag og sammes afbræk i form af en blindtarmsbetændelse, kender til haven. Paris' have.

I modsætning til andre parker og haver i Paris er Luxembourghaven mere folkets park. Eller sådan opleves den ihvertfald af deres udsendte. Udover et fåtal af bænke er der et righoldigt antal stole i enten fast ligge- eller siddepositur til fri afbenyttelse og flytten rundt i hele parken efter behov. Stadigvæk afpatruljeres parken af gående gendarmer, to og to, og palmerne giver hele haven et eksotisk præg.


Til forskel her fra andre parker i storbyer hvor Gowings har været såsom London, New York, Barcelona og Rom, så sidder duerne pænt på græsset trods et utal af statuer og balustre spredt udover hele haven.


Forklaringen er ligetil; se godt på billedet nedenunder: her antydes en helt ny betydning af hårnåle - og andre steder - spidse albuer.


Ingen roser uden torne...