Viser opslag med etiketten Gør-det-selv. Vis alle opslag

Kære ven

Nys arriveret fra det spanske iler jeg med en oplysning: sommerens drink bliver en vermouth rosso - eller rettere Vermut rojo. Serveret med appelsinskive og masser af is. I Madrid tappes fra fade med husets udgave, men mindre kan gøre det; jeg vil dog anbefale, at man udsøger sig andre producenter end den, der ligger lige for, da smagsnuancer kan gøre en stor forskel her.

- Og så skal man bare tænke sig ned på den lille cafe ved Viaducto Segovia, syd for slottet og den store basilika.

Din hjemvendte ven
Gowings

I julemåneden har vi tid - eller rettere - i julemåneden er det vigtigt at signalere at vi har tid. Resten af året dyrker vi de elementer der får vores tilværelse til at ose af overskud. Farverige kogebøger og rejsebøger ligger side om side med fagbøger om bihold i byen, og brygning af eget øl. Listen er endeløs. TV-programmer, der beskriver hvordan man på 'bonderøvsmanér' kan smide save, hamre og andet værktøj i skammekrogen, når blot man mestrer sin økse, er med til at forstærke følelsen af det moderne menneskes degenering.

Julen er højdepunktet for dette selvbedrag. Lav selv din sylte, bag selv dine brunkager, slagt selv din and, lav selv dit julepynt o.s.v. Så kan man sidde og slikke rosen i sig som belønning for at have styrtet rundt for at få det hele til at hænge sammen, imens man siger: "Det var da ikke noget...".

- Og det kunne også godt være tilfældet, når det kommer til dagens emne. Altså at man tolker det her 'store juleoverskud' ind. Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være, når det kommer til julekort. Og for ikke at skulle gå til yderligheder, som mr. Bean herunder, kan man stadig udveksle julekort via det Kgl. Post og Telegrafvæsen og på den måde få forskellige kort på snoren.

Et julekort behøver ikke være andet end et simpelt ønske om en god jul og et godt nytår. Plain and simple. Kortet selv repræsenterer, at nogen har tænkt på dig midt i den travleste måned på året. Tænk på det.

Nej, ikke mere. Jeg ønsker mig et lille juletræ. Lidt over en meter er nok. Den yngre generation synes stadig, at et træ skal skrabe henad loftet. Jeg kan rigtig godt lide et lille træ. Et gammelmands træ. Det fylder ikke hele stuen.

Når jeg nu er igang med at skrive om juletræer, så dukker der forskellige minder op. Og de handler allesammen sjovt nok om at slæbe på enorme juletræer i forhold til min egen størrelse. Som nu da jeg som FDFer bragte juletræer ud gratis for rige gamle mennesker, der kunne have betalt for transporten eller kørt træet selv.

Jeg glemmer aldrig den fisefornemme og ubetænksomme ældre dame - hun har vel været på min nuværende alder - der udbad sig, at få bragt et to meter langt juletræ fra Sorgenfri Kirke til Brede ved Virum. En odyssee på 2,5 km. Hvad foregik der inde i hovedet på sådan en dame, da hun bad to spinkle 10 årige drenge besørge et sådant ærinde! Det var bidende frost og snevejr, spejlglat, og da vi endelig nåede frem, fik vi en appelsin hver - EN APPELSIN. Det var dengang allerede ca. tredive år siden, at krigen sluttede. Vi var kommet videre til lakridsstrømpebånd, karamelstænger og hvad har vi - en femmer ville have været på sin plads.

En anden gang blev jeg og to kammerater, Peter og Peter, af skovløberne nede i Spurveskjul tilbudt toppen af tre fældede grantræer. Mandshøje toppe som vi kunne tage med hjem og bruge som juletræer. Vi slæbte alle tre - og vi frøs om fingrene og fik ondt i armene. Vi gik og glædede os til komme hjem og vise træerne frem - vi havde reddet julen, følte vi vel nærmest. Her kommer vi med gratis juletræ! Jeg og den ene Peter blev hver fejret i vores familier, da vi kom hjem. Og min mormor og morfar, som var på besøg, udtalte sig rosende om det tynde træ med de mange knækkede kviste. De længste og værst lidende blev forstærket og rettet ud med ståltråd.

Den sidste Peter fik at vide, at hans træ var for grimt. Det passede ikke ind i forældrenes forestilling om en kontorchefjul i et kongeligt porcelænshelvede med forsølvede børnesko og fineret mahogni. Hvad er der foregået inde i hovedet på dem. Eller rettere ikke foregået.

Jeg skal bare have et lille juletræ i år.

Real Actors Read - er et YouTube fænomen, som dækker over skuespillere, der har opdaget poesien på internettet. Her eksempelvis: TripAdvisor, hotel- og restaurantanmeldelser. Hør her hvor teatralsk en anmeldelse af et frozen youghurt udsalgssteds plasticskeer kan tage sig ud.



Og hernæst en skuffet restaurantbesøgende, der konstaterer at servicen indimellem hænger på om man får en god eller en dårlig tjener...



Rigtig god tirsdag

Også her i huset produceres der til julen. I haven her udenfor det Gowingske manor står et gammelt æbletræ. Et af den slags der er podet med fire forskellige sorter. Træet har aldrig hørt efter, når kloge havefolk debaterede gode versus dårlige frugtår. Det har taget konsekvensen af at være sat af husets første ejer, der med datidens frygt for kommunisme og atomvinter oprindeligt indrettede huset med funktionsrum til lagring af hjemmegjort og -dyrket ditten og datten klar til at modstå fremtidens katastrofer; dette indebærer at træet kaster sin egen vægt, og mere til, af sig som æbler hvert år. Der har oprindeligt været tre af sådanne træer i haven. De nuværende ejere har aldrig ordentligt skønnet derpå og sædvanligvis dumper æblerne bare ned på græsplænen til gene for herren i huset, der med neglesaksen forsøger at holde og trimme plænen nedenunder træet. Kun ganske få æbler bliver hvert år til æblegrød - og lidt saft er det også blevet til.

Men det var altså indtil fru Gowings trådte i karakter: I år er der blevet produceret æblejuice, så Rynkeby må frygte for årsomsætningen. Med al denne juice i huset og et baglager af støvet ølbrygningsudstyr lå det lige til højrebenet at forsøge sig med en gang cider. Og som sagt så forsøgt: nu står der en spand og bobler lystigt og for hvert - bløp! - i gærrøret, spreder der sig en liflig duft af æblearomaer iblandet alkoholens skarpe forstærkende effekt. Og nej, her er der ikke snydt med tilsætningsgær, optimerede industrielle gærstammer, der retter ind og i takt omsætter sukker til alkohol og CO2, sådan som vi praktiserer det ved ølbrygningen. Næh, her er der tale om vildgær! Direkte fra skrællen af de revne og knuste æbler.

Vores lokale vildgær er ikke en turbogær, skal jeg hilse og sige. Den var en lille uge om at give lyd og en hel om at give synligt 'overtræk' af gærsvampe. Og det er kritisk, for inden gæren begynder sin omsætning af frugtsukkeret og danner et 'miljø', som vi påskønner, men som ondsindede bakterier frygter, har sidstnævnte gode vækstbetingelser. Men duften fejler ikke noget og varsler at alt er OK i gæringsspanden - selvom det går langsomt.

Hvis alt går galt, hvad herren forbyde, så går det ikke værre end at Cummings og resten af vennekredsen kan se frem til julegaver bestående af hjemmelavet æbleeddike - og der er så tyve liter af slagsen!

Ja, så er der gået atter et år og den årlige redaktionsjulefrokost står for døren; nærmere bestemt på fredag. I år har vi valgt bare at dække op inde ved siden af, vi bliver ikke så mange - men vi får skam fine gæster!

Som I kan se, er vi ikke helt færdige og der mangler bestik og glas samt diverse julepynt. Men Cummings og jeg nyder at gå og gøre klar og forberede maden. Vi har stegt sild og brygget juleøl, presset rullepølse til den store guldmedalje og stegt æbleflæsk med hvad der ellers hører til.

Vi går og nipper til et godt glas portvin og hører dæmpet musik - vi skal nok nå det. I må have en rigtig god julefrokost derude, når det bliver jeres tur.

Cummings & Gowings

Der er meget at være i dårligt humør over: Lars Løkkes manglende mådehold og efterfølgende fedten det hele ind i spin der udstiller pressen. Bjarne Corydon der tænker som en departementschef og ikke kan forstå, at partiet, der har sat ham på kassen, har valgt bogstavet A, når nu liberal starter med L. Valgplakater med gennemsnitsdanske portrætter der suser igennem luften som guillotiner på afveje. Hundeejere der ikke bekvemmer sig til at tage med, hvad der retteligt er deres. Regnvejr. November.

Men, vi kan også glæde os over: at pressen bider sig fast og demonstrerer, at det ikke er lykkedes at lukke kæften på dem, der mente, at Løkke var ude på et skråplan - i store sko til 2000 kr. At flere og flere fra liste A får det sværere og sværere med at Bjarne er til L. At der, selvom der desværre findes mange flere lande, der ikke har problemet med grimme valgplakater, er mange lande, der har. At valgplakater er synonyme med folk, der tager demokratiet alvorligt. Symbolet på en demokratifest - også for dem der ikke synes, der skal være noget valg. Det er da storladent. Hvad hundeejerne angår, så kan vi håbe, at vi får et glimt af dem en dag - så vi med Clausensk og Hausgaardsk raffinement kan returnere det efterladte i en antændt papirspose til lyden af ringeklokke. Regnvejr. Jeg har altid godt kunnet lide regnvejr. Og efter november hvad kommer så? - Rigtigt! Så kommer december. Og den er, hvad man gør den til. Jeg elsker december.

Inspireret af Madames indlæg om en pladespiller app til iPad'en hoppede jeg på en lille tankerække, der snurrede om begrebet at lytte til HiFi. Selvom vi har, hvad man med rundhåndet overbærenhed kan kalde et HiFi-anlæg, så er det noget afbleget i forhold til fordum tiders opsætninger.

Før CO₂ kvoterne - og før nogen overhovedet var kommet på klimaforandringer og Lomborg endnu ikke var opfundet - da varmede vi stuen op med en lille 10 watts forstærker, klasse A, der brugte så meget strøm, at vi fik besøg af Københavns Belysningsvæsen. Væsenet undrede sig over vores forbrugsstigning på 400%.

Men lyden venner - lyden var ikke til at tage fejl af. Og det som jeg engang synes lød godt, det lyder stadig godt, når jeg får taget mig sammen og får rigget det gamle udstyr til. De hjemmelavede konstruktioner tåler ingen sammenligning i design med B&O, men det 'rå' udseende har sin egen charme (synes jeg). For de nysgerrige vidende entusiaster kan jeg fortælle, at vi har haft 10 watts klasse A forstærkere designet af både John Linsley Hood (se diagram) og Jean Hiraga.

Hvorom alting er, så ved jeg, at når vi nu får flere vindmøller på nettet og de tager min benzinmotor fra mig, så skal der bygges Klasse A forstærkere igen.

Indtil da må jeg konstatere, at det meste musik jeg får hørt, hører jeg i bilen. Her kan jeg så glæde mig over, at franske bilproducenter altid har taget musikanlægget i bilen alvorligt.


Det bliver dog godt at overtage sønnekes kælderværelse en gang - så skal der ikke skeles til WAF* når der skal indkøbes antikke Quad elektrostater (højttalere).

*WAF, wife acceptance factor

Gowings og frue skal være værter ved et cocktail party. For femogtyve år siden ville jeg ikke have haft råd til at invitere på spiritus med det hele - ad lib. Nu, hvor vi har råd, er mit sind lidt for optaget af kedelige praktikaliteter i forbindelse med arrangementet.

Kahlua, Blå Bols, Roses i alle regnbuens farver, diverse urter, gudhjælpemig! Økologiske kartoffelchips, økologisk flormelis (hvem kommer flormelis i en drink?), rørsukker (vistnok også økologisk), alle tilgængelige slags sodavand, rom, whisky, vermouth, gin, Stolichnaya etc. etc.

Den unge generation har fremstillet tjeklisterne; det er dem der er vokset op med cocktails. Jeg er vokset op med 'Den med Munken', Tuborg og Carlsberg.

Skulle der monstro være en barmhjertig sjæl derude med en opskrift, som Gowings 'den ældre' kan brillere med overfor ungdommen?

'Betjenten rører med sin kam i kaffen'. Det er forår og Gowings har fri. Melodier og sange der passer stemningsmæssigt presser sig på. Der er mange at vælge imellem. Men Allan Olsen fylder en del iaften. Og da der skal fremstilles 'Pommes frites a'la Gowings' som frøkenen foretrækker dem, så skal der musik til arbejdet: Rødt Jern!

En stor del af min barndom henslæbte jeg med et hæfteplaster på et af knæene, for dengang gik drenge altid med korte bukser og faldt og slog sig hele tiden. Det var min mor, der anbragte plastrene, og det var også hende, der fjernede dem igen. 'Kom, så skal jeg nok tage det af lige så stille, så det ikke gør ondt,' sagde hun, og lige så snart hun havde fået fat i plastret, flåede hun det af på samme måde, som når man starter en påhængsmotor. Det gjorde ondt som ind i helvede, men det var hurtigt overstået, og jeg hoppede på den hver gang.

En uddannet pædagog ville nok mene, at der var tale om et traumepådragende tillidsbrud, men heldigvis har jeg stadig krisepsykologen til gode. Bortset fra det har jeg lige læst på en amerikansk mandeblog, at det er den eneste rigtige måde at fjerne et plaster på, og ikke nok med det: plasterfjerningen kan med fordel bruges som metafor for problemløsninger i mange andre af livets forhold.

Som eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man bruger tøsemetoden med at lirke plastret af og trække pinen ud, nævner indlægget Mac'ens far Steve Jobs, der fik konstateret kræft i bugspytkirtlen på et stadium, hvor der stadig var gode chancer for at overleve. Men han brød sig ikke om tanken om at blivet skåret i og forsøgte sig derfor med diæter og alternative helbredelsesmetoder i stedet for. Først da han langt om længe indså, at det ikke virkede, accepterede han den traditionelle behandling, men da var det for sent. 'And the world lost a great visionary,' lyder konklusionen.

Så næste gang, jeg falder og slår hul på knæet, vil jeg bruge min mors metode, når plastret skal af igen. Det må være nok, at verden allerede har mistet ét geni.

Det er fredag aften, og hr. Soveby har inviteret fru Soveby i biffen inde i København til syvforestillingen. De er lidt sent på den, og fruen er begyndt at blive en smule nervøs for, om de nu også kan nå det.

– Tag det roligt, Skat, jeg skal nok finde en P-plads. Der er altid en plads til mig og min Corolla, smiler hr. Soveby skælmsk, blinker til sin kone og træder lidt hårdere på sømmet.

De er fremme kl. 18.55.

– Se selv, hvad jeg sagde, siger Hr. Soveby til fru Soveby og giver sig febrilsk til at spejde efter et sted at sætte bilen. Heldigvis bliver der pludselig en plads ledig lige for næsen af ham og lige ud for biografen.

– Damn! tænker hr. Soveby og bliver svedig i håndfladerne. Hva' nu!

Den ledige plads befinder sig nemlig mellem to andre biler, og hjemme i sovebyen parkerer han aldrig andre steder end i sin egen indkørsel og på indkøbscentrets halvtomme P-plads.

Han har nu to muligheder:

1. Forsøge at gennemføre sin berømte 27-punktsparkering med udsigt til at stoppe trafikken i mindst et kvarter, mens fru Soveby lader som om hun ikke kender ham og ærgrer sig over, at de ikke bare blev hjemme og så Vild med dans.
2. Give sig til at køre rundt og rundt om biografen i håb om, at der sker et mirakel.

Uanset hvad han vælger, vil de komme for sent til filmen, så hr. Soveby vælger den ikke-eksisterende 3. mulighed: At køre hjem igen med uforrettet sag + en demonstrativt tavs fru Soveby ved sin side og træde ind ad døren i samme øjeblik som Vild med dans er slut.

Hvis hr. Soveby skulle være at finde blandt vore læsere, kan Mænd af betydning kvit og frit tilbyde følgende udvidede parallelparkeringsservice:

Sådan skal man gøre.

Sådan skal man ikke gøre.

Sådan skal man gøre, hvis man har en veludviklet selvtillid.

Det begyndte med, at Gowings og frue kom forærende med et gigantisk hjemmebagt rugbrød med tilhørende opskrift og surdej. Indtil da havde rugbrød været at finde under pligtspiser i mit madunivers, og noget man var nødt til at købe af nogen, for det var jo både svært og besværligt at lave selv. Og skulle man ikke også være medlem af et hemmeligt broderskab for at få tildelt et stykke af den magiske surdej, af hvilken der kun var en begrænset mængde til rådighed i denne galakse? Men nu stod jeg med en fiks og færdig surdej i hånden, så der var ingen vej udenom. Især ikke, da jeg opdagede, at brødet smagte noget nær himmelsk, og jeg ligefrem begyndte at se frem til at få mig et stykke rugbrød. Lige siden har jeg bagt mit eget rugbrød, og efter at jeg har anskaffet mig en som Mrs. Gowings', er der ingen vej tilbage. Det selvfremstillede rugbrød indgår nu i min personlige behovspyramide.

Opildnet af den overvældende succes kastede jeg mig for 13 dage siden ud i et nyt eksperiment, for livet er andet end rugbrød – det er også mange andre slags brød. Så jeg investerede i en bagesten og et eksemplar af Meyers Bageri. Derefter brugte jeg 10 dage på at fremstille den ondeste og mest udelikate surdej i mands minde, blandede den med mel, æltede til jeg var aldeles ør i armen, satte dejen i køleskabet i et døgn, delte den i to, lod den hæve i tre timer og bagte den i en halv. Resultatet var et emmerbrød i tvivlsomt design, men med den krumme og konsistens, jeg troede man skulle have været ansat hos van Hauen i en menneskealder og særlig udvalgt for at kunne frembringe.

Men hemmeligheden er knofedt og tålmodighed. Nu mangler jeg så bare at finde ud af, hvordan man overtaler dejen til at begrænse sig til godkendte geometriske former. Ellers må jeg nok påregne et sagsanlæg fra Skildpaddernes Befrielsesfront.

Opskriften er her (men jeg lavede dobbelt portion).

Det Gowingske hjem prydedes oprindelig af en stor, bred klinkebeklædt trappe op til hoveddøren. Men den hårde frost vi havde i vinter, med islag og derpå følgende saltning, resulterede i at flere klinker rev sig løs fra underlaget og gav ophav til nogen, ikke helt ufarlige, situationer indimellem.

Gør-det-selv-Gowings fjernede løbende de løsnede klinker med henblik på senere genmontering. Det viste sig dog ikke helt nemt, idet fugerne ikke så let lod sig fjerne fra hverken de løse eller stadig fastsiddende klinker. Resultat, flere af klinkerne gik i stykker.

Så tog fanden ved projektet og alle klinkerne er nu taget af - og der blev indkøbt borehammer og mejsler. Men fanden drog af igen, og der er ikke rigtig sket noget siden. Jeg orker ikke flere løse klinker, så nu er planen at pudse trappen op istedet, så vi får en beton trappe.

Men jeg tror vi venter med at montere lysbilledkarruseller og udrykningsblink på taget.

Frøken Gowings har en, for sin alder, sær interesse i haveeffekter. Havenisser, muslingeskalsklædte vindmøller, vinddrevne "save, save brænde - mænd", damme med fisk, åer og kanaler ville lynhurtigt holde deres indtog, hvis hun havde magt, som hun har agt.

Til sin fødselsdag indgik hun og hendes mor et kompromis om at ønske sig et springvand til vores regnvandsdam.

Sært nok er vi alle vildt begejstrede, så hun har det nok ikke fra fremmede.

Igår havde jeg et jakkesæt på, som jeg har fået syet efter mål. Sidste gang jeg havde det på, var det krøbet en del i livet. Igår var det en lillebitte smule for stort, og selv livremmen (som jeg bruger til festlige lejligheder) kunne have brugt et hul til. Der kan komme meget godt ud af at cykle til arbejde.

Der findes en bog, nej to, du ikke kan undvære. Det er ikke nok at låne dem på biblioteket en gang imellem. Den ene fordi den bør ligge permanent i dit soveværelse, den anden fordi den bliver fyldt med oliefingre inden du ser dig om. Det indledende eksemplar af "Bil-bibelen" omhandlede den totale adskillelse og rekonstruktion af sådan en her. Bogen er fra 1965 og indleder en perlerække af bøger bygget over samme koncept og omhandlende stort set alle modeller fra samtlige store europæiske, amerikanske og asiatiske bilproducenter.

Jep, der er tale om "Haynes Service and Repair Manual". Os, der kravler fra den ene gamle bil over i den anden, sørger altid for, at biblioteket er opdateret. Og på reolen skrives der historie over de bilmodeller, familien har turet rundt i, fra den spæde start da vi fik den første Renault 5 og frem til i dag. Det fine er så at vennekredsen kan, når den krydser dit spor i bilvalg, låne fra dit bibliotek. Jeg skriver udtrykkeligt låne, for ligesom med mange andre bøger, så er de her umulige at skille sig af med. Dine Haynes bøger er dine sandhedsvidner på dine små sejre: din første udskiftning af varmeapparat, din første udskiftning af bærearme, din første udskiftning af køler o.s.v.

Scenariet hvor familiens bilansvarlige, som godnatlæsning i sengen om aftenen, studerer en større operation, såsom udskiftning af trækaksler eller tolkningen af fejlkoder fra motorens computer, er ikke et sjældent syn i familier der kører i genbrug. Alle reparationer er inddelt i sværhedsgrader fra en til fem svensknøgler. Stor er den dag, hvor man første gang har trodset sin tvivl på egne evner og begået en firenøglers seance.

Desværre bliver markedet for Haynes bøger indsnævret i takt med at bilen forvandles til en PC'er på fire hjul. Heldigvis er vi der overtager, hvor I andre giver slip, henvist til motorteknologi fra midt i halvfemserne, hvis vi skal ned på de virkelig lave priser på et køretøj. Og i den aldersgruppe af biler er Haynes stadig leveringsdygtig i manualer.

Haynes selv har dog nok lugtet lunten og er nu også leveringsdygtige i bøger om andre emner og problemstillinger af mere generel interesse og blivende karakter...

Det værste ved at låne bøger ud er ikke, at man som regel aldrig får dem tilbage. Det værste er at få en bog tilbage, som man ville ønske, låneren havde beholdt, fordi den har været udsat for så mange skammelige overgreb, at det skærer i hjertet at forestille sig alle grusomhederne. Det er virkelig ikke nemt at være bog i vore dage. Ikke nok med, at man sjældent bliver læst – når det endelig sker, må man helt uforskyldt finde sig i at blive påført kaffepletter, æselører, knækket ryg og andre uhelbredelige lidelser. Hertil kommer, hvad der måtte snige sig ind mellem ens sider.

Mænd – såvel som kvinder – af betydning ved naturligvis, hvordan man behandler en bog, inden man så meget som læser en linje i den:

For den moderne læser er proceduren noget enklere:

1. Slå e-bogslæseren til
2. Download bogen
3. Læs

Mere herom inden længe.

Jeg gider ikke mere. Jeg har gloet mig rasende på den her lampe:

Den lyser med mellemrum, uanset hvad jeg reparerer eller retter. Derudover er det selvfølgelig sådan, at på det uendelige antal prøveture - efter et forsøg på reparation - så venter den med at tænde. Lige indtil jeg næsten er overbevist om, at nu tænder den ikke mere. Det er det rene "Prinsessen på ærten".

Jeg gider ikke mere. Idag tog fruen og jeg derfor hen og så på en afløser; en ny franskmand banker på. Valget er reelt taget, men vi sover lige på det. På vej hjem fra forhandleren punkterer prinsessen - på et helt nyt vinterdæk. Hvad skal man lægge i det?

Nu skal det hele altså heller ikke handle om biler:

Lene Eriksens Ingefærkager

500 g mel
500 g sukker
2 æg
20 gær
135 g smør
1 teskefuld stødte nelliker
1 teskefuld natron
1 spiseskefuld stødt ingefær

Gæren røres ud i lunkent vand og blandes med resten af ingredienserne. Dejen formes til fire stænger, der bages 15 min. ved 200 grader, til de er brune i kanten. herefter skæres stængerne ud let på skrå.

Serveres med agurkesandwich til en kop te ved ca. femtiden.