Archive for april 2011

...Råbte jeg. Flot! sagde fru Gowings, da speakeren bekræftede mit udbrud.

- Helt ærligt, det er da godt, at der er nogen, der ved, hvad det er, vi sidder og ser.

Mandag, tirsdag og onsdag kommer vi tilsyneladende til at sidde sådan her.

Og imorgen er der to englændere, der skal giftes. - Men hvis man bliver gift på en fredag - så har man jo sølvbryllup på en mandag - sikke noget rod! Mon det er normalt, at man i England bliver gift på en fredag?

Det slår mig, at det efterhånden er en rum tid siden, at jeg har koketteret med min høje alder, og den aktuelle højtid må være en passende anledning til at mindes dengang, der var genudsendelser til. I min barndom kunne man ganske vist (og heldigvis) ikke se Olsen-banden og Barnaby hver eneste lørdag i fjernsynet, men 2. påskedag om eftermiddagen kunne man være stensikker på et gensyn med Fred Astaire og Judy Garland i Easter Parade – i sort/hvid, forstås.

Handlingen springer jeg lige over, for det er selvfølgelig sangen, dansen, koreografien og stemningen, det drejer sig om (hvis nogen skulle være ved at gå til af spænding, er der et minutiøst handlingsreferat her – og det ender lykkeligt!). Desværre har jeg ikke kunnet finde den version af Irving Berlins evergreen, der bruges i filmen, men ellers byder YouTube på et righoldigt udvalg af klip og scener. Jeg ville formentlig få et dødbringende latteranfald, hvis jeg i dag så Easter Parade for første gang, og det har aldrig været meningen med filmen. Så du skal slippe for at blive overdænget med ufrivilligt komiske eksempler, bortset fra dette ene, der viser Fred Astaires suveræne elegance. Man får lyst til at melde sig til et aftenskolekursus i stepdans.

Men Easter Parade er stadig en af filmhistoriens mest berømte musicals, og for særligt interesserede kan jeg anbefale hele historien om tilblivelsen i 3 afsnit, som jeg tilfældigvis faldt over i min søgen – her, her og her.

Skal jeg være brutalt ærlig, kan jeg godt forstå, at DR er gået væk fra traditionen med at vise Easter Parade hvert evige eneste år, men den havde nu noget. Til gengæld har vi passive, nostalgiske dansefreaks så været udmærket tjent med at kunne gense Strictly Ballroom her i påsken. To gange, for at det ikke skal være løgn.

I eftermiddag kommer der ikke noget, der er værd at se, så gå hellere udenfor og nyd det gode vejr i stedet for.

God påske på falderebet.

Foranlediget af en diskussion om musikalsk tyveri ovre hos Donald, som tog handsken op fra Lill Lindfors indlægget nedenfor og gjorde mig klogere på oprindeligheden af "Du är den ende", kom jeg i tanke om et irsk rock-orkester. Navnet er The Pogues, orkesteret der i 80'erne flåede os ud på dansegulvet i vores blå-kors jakkesæt og klisterhår, når sange som "Dirty Old Town" og "The Irish Rover", sidstnævnte sammen med The Dubliners, baldrede ud igennem højttalerne. The Pogues, var (er) et rock/punk band, der især glimrede ved at spille en rå, men let-genkendelig, version af klassiske, irske, folkemusik-titler, der var, og stadig er, så utroligt appellerende på lige dét tidspunkt af døgnet. Omkring jul (og resten af året) kan man spille deres bud på "The best christmas song ever": "Fairy Tale of New York" en duet med den nu afdøde Kirsty MacColl. Og så hjælper et par Guinness eller Harp lager også på "syng med" stemningen...

Tak Donald, for at starte den række af associationer op, der leverer lørdagsmusikken i det Gowingske hjem.

Og titlen på indlægget spørger du? Nu er det sådan at Cummings & Gowings, i sjældne tilfælde, kan bringes i affekt - og Pogues med "Dirty Old Town" -  er for Gowings et sådant tilfælde.

Man har været i London. Der er så højt til loftet, at vi har fået rettet ryggen, der ellers kan finde nok at tynges af herhjemme. Ovenikøbet var vi så heldige, at april viste sig mere fra sin sommerside end fra forårssiden - også i forhold til london'ske standarder.

Der er en del furore over det forestående bryllup imellem William og Kate, men ikke mere end at man indtil nu har kunnet komme frem - og tilbage - uden problemer.

Efter at vi, familie-traditionen tro, var forbi Trafalgar Square, lagde Gowings junior og jeg vejen ned ad Whitehall for at se Horse Guards vagtskifte kl. 11.

Jeg var - og er stadig - temmeligt rystet over, hvad de stakkels gardister må lægge gode miner til af uhyrlig opførsel fra turisters side. Man går rask væk hen og læner sig op af hesten, imens man klapper den, og familiemedlemmer eller medrejsende tager billeder. Ligesådan med gardisterne til fods i gården og i porten. Turisterne nærmest læner sig op ad dem, imens de laver kaninører bag ryggen på vagten. Sådan har det sikkert været længe, men en gammel knark som Gowings finder det upassende.


Jeg har nemlig siden disse små mænd befolkede det Gowingske drengeværelse været en tro fan af "The Household Cavalry" - med en svag skelen til "The Blues and Royals".


Men til jer allesammen kan jeg meddele at: Hyde Park, British Museum, Imperial War Museum, Natural History Museum, Covent Garden, London Eye, Portobello Road, Victoria & Albert, Harrods, Piccadilly Circus, St. Martin in the Fields og Big Ben står endnu. Og familien Gowings har fået vejret igen.

 Efter at have afført mig jakkesættet, som jeg skrev om nedenfor, og sat mig til rette for at se "Det nye Talkshow" - faldt jeg i søvn. Det var ikke Anders' skyld, det havde bare været en lang dag. Men så er det jo ikke mindre end fantastisk, at man bare klikker ind og ser programmet i reprise - når man selv er klar og udhvilet.

Jeg havde glædet mig helt vildt til at se Lill Lindfors. Og jeg blev ikke skuffet. Hun sang bossa nova hittet "Sympati" fra LP'en "Du är den ende" (1966). Javist, der er gået nogen år - men fy faen - hvor det svinger! Og hvor er hun stadig dejlig. Hvis du ikke gider showet iøvrigt, så "spoler" du bare frem til slutningen.

Igår havde jeg et jakkesæt på, som jeg har fået syet efter mål. Sidste gang jeg havde det på, var det krøbet en del i livet. Igår var det en lillebitte smule for stort, og selv livremmen (som jeg bruger til festlige lejligheder) kunne have brugt et hul til. Der kan komme meget godt ud af at cykle til arbejde.

Når de nu alligevel har inviteret alt hvad der kan gå og kravle af borgerligheder, så kunne de godt have inviteret fruen og mig. Det havde passet fint i dag med en sejltur i københavns havn.

Hvad har du lavet idag? Du har været ude i det gode vejr, ikk'? Sikkert. Men det gælder ikke os, Cummings & Gowings. Vi har siddet i mørket hele dagen. Vi har været i den virtuelle 'Met Opera', der blændes op for søndage imellem 10 og 14 i Imperial biografen. Og vi var ikke de eneste! To-tredjedele af salen var besat. Trods vejret.

The Metropolitan Opera i New York transmitterer live til hele verden forskellige forestillinger ca. en gang om måneden. Det kan vi ikke klare herhjemme. Det næstbedste er så at se forestillingen i form af let forsinkede optagelser i premiere-biografens store sal. Verdens fremmeste operasangere og -sangerinder passerer igennem den ene klassiske opera efter den anden henover året. I dag gjaldt det Donizettis 'Lucia di Lammermoor' - en drabelig historie (som sædvanlig).

Hvis du er blevet nysgerrig, så er det faktisk muligt at se med egne øjne, hvad det egentlig handler om her. Operafilmene bliver vist i biografer over hele landet.

Vi har én regel: når vi sidder derinde i mørket og er omhyllet af den skønne musik, så har man pligt til diskret at markere, skulle en af os afstedkomme velbehagsytringer, der umiddelbart kan forveksles med snorken. Derudover er det bare at give sig hen i selskab med de fremmeste kunstnere inden for genren, i selskab med hundreder af andre operaelskere, søndag efter søndag.

Og så til sidst: Cummings har fået et gækkebrev. Brevet er underskrevet med syv prikker. Er der nogen af jer, der kan hjælpe Cummings med at gætte, hvem gækkebrevet er fra?

Redigeret 9. april

I dag for 71 år siden gik et antal unge danske mænd i seng med støvlerne på . Den efterfølgende dag ved otte-tiden var 16 af dem dræbt og 20 såret efter 3-4 timers kamp.

I tiden op til, boede Gaddafi- og Saddam Hussein typer lige syd for grænsen, hvor taleban-mentalitet huserede og skræmte folk til flugt mod den Sønderjyske grænse. Forløberne for Myanmars generaler og Slobodan Milosovic hærgede sine egne befolkninger og sendte dem i gaskamre og koncentrationslejre.

De nøjedes ikke allesammen med at blive sydpå, men trængte sig ind og på med krav om ditten og datten. Åndede os i nakken, imens det ene forbud eller krav efter det andet blev fremsat.

Af en eller anden grund havde datidens Reinfeldt, Obama, Cameron og Sarkozy - for ikke at nævne fru Merkel - for travlt med noget andet til at stå skulder ved skulder.

63 år efter begynder musen at dundre sammen med elefanten på den anden side af jorden -

"Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik.
I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt."

(Fra Anders Fogh Rasmussens tale 29. august 2003)

Kan man sige, at der er længere end langt til Irak, Afghanistan og Libyen?

Hvor gerne jeg end ville være det, er jeg ikke den helt store fan af go'e, gammeldags, engelske whodunit-mysterier:

Man tager nogle personer, anbringer dem på et slot og slår den ene af dem ihjel. Den dræbte findes næste morgen i biblioteket med en kinesisk papirkniv gennem hjertet. Øjnene er opspilet i rædsel. Overbetjenten fra landsbyen tilkaldes, men han vader rundt på den mest fortvivlende måde og ødelægger fodspor og fingeraftryk. Han opgiver ævred og tilkalder Scotland Yard, som omgående indsamler bunker af ligegyldigt bevismateriale. Butleren mistænkes, men ham er det i hvert fald ikke. Så ankommer den excentriske detektiv (eller også er han/hun der i forvejen), og efter endnu et par mords forløb kalder han alle til samling i biblioteket, hvor han efter en lang, fortænkt udredning slår ned på misdæderen, som selvfølgelig er en helt anden end den, man ellers lige troede. Hver gang.

Miss Marple er en af de excentriske amatørdetektiver med speciale i at gennemskue de mest udspekulerede sammenhænge. Hun har hærget på DR som tv-serie gennem mange år i Joan Hicksons, Geraldine McEwans og Julia McKenzies respektive skikkelser. Men for mig er der kun én Miss Marple:

Det kan godt være, at de tre førstnævnte damer typemæssigt er tættere på den Miss Marple, Agatha Christie havde i tankerne, men i sammenligning med den festlige Margaret Rutherford forekommer de mig ærlig talt noget kedelige og blodfattige. Men det bliver værre endnu!

Nu skal Miss Marple spilles af amerikaneren Jennifer Garner i en ny Disney-filmatisering. Hun er 38 år, spændstig som en stamkunde i et fitness-center og må nærmest siges at høre hjemme i sildesegmentet, så noget tyder på, at løbet er kørt for den skarpsindige gammeljomfru fra St. Mary Mead, som vi kender så godt. Skal vi nu til at se Miss Marple i bikini kickbokse med skurken? Jeg græmmes – og beder til, at vi slipper for alt for mange detaljer om Miss Marples sexliv ...

Efter en tur rundt inde på youtube kom jeg tilfældigt til en sang, som jeg midlertidigt havde havde glemt alt om. En ørehænger af de store, gentaget i et utal af cover-versioner. Men originalen overgår dem alle, og kandiderer tilmed til at være det ultimative popnummer. Den appellerende akustiske guitar-solo og den 'drilske' afslutning a'la Gasolins 'Rabalderstræde', identificerer nummeret. I denne version, en tv-studie udgave, er man, hvis man skulle havde undret sig, heller ikke i tvivl om, hvorfor Steve Harley lod sit navn efterfølge af gruppenavnet Cockney Rebels. Sangen er, sammen med andre væsentlige sange fra perioden, et vidnesbyrd om at glamrock rent faktisk var leveringsdygtig i noget, der rakte udover glitteret, buksedragterne og plateau-støvlerne.

Gowings & Cummings er kommet i besiddelse af et helt unikt parti modeller af Eiffeltårnet. Det gyldne tårn indgår let i et hav af sammenhænge.

Værtindegave - "Gud!!! Er det rigtigt? Og så stod I dernede og tænkte på lille mig herhjemme". Modeljernbanen - gør dit mini-Paris endnu mere overbevisende med denne detaljerede kopi af tårnet over alle tårne. Nøgleringen der gør opmærksom på sig selv; du kan ikke undgå at mærke, at du har puttet nøglerne i lommen.

Mulighederne for tårnenes anvendelse er legio og tårnet selv kan ikke undgå at imponere i din omgangskreds.

Tårnene går efter først til mølle princippet ved at bestille i kommentarfeltet. Mindste bestilling er 10 enheder. Prisen taler vi ikke om, men så er fragten også kun halv pris. Skynd dig det bliver en megasucces.