Viser opslag med etiketten Samtid. Vis alle opslag

Rundgang


Gowings, født i 60'erne, vokset op i 70'erne, ung i 80'erne, voksen i 90'erne, modnet i 0'erne; lidet anede man, at man skulle ældes i en gentagelse af 30'erne. Fugl Fønix, det ulmer i din rede...

Kategori: , | 10 kommentarer

Den borgerlige anstændigheds genfødsel?

Det er godt nok et noget vaklende forsøg på at slå sig igennem, som Pape, Jarlov og Co. er ude i, men begrundelsen for at erklære mistillid til Eva Kjer Hansens ministergerning er der ikke noget i vejen med. Det er klart, at levebrødspolitikere både på borgen og ude omkring i landet kan have svært ved at forstå, hvad der foregår, når man støtter op om landbrugspakken, men ikke kan støtte op om en minister, der fordrejer virkeligheden og ikke vil erkende, når den del af det politiske spil er tabt.

Arrogancen er tårnhøj, når man nu ved, at man har flertal bag selve projektet og så ikke vil indrømme at oplysninger, der tilflød folketinget og forligspartierne, kunne have været mere præcise. Med udgangspunkt i at man skal kunne stole på det talmateriale, der kommer fra ministerierne - især da som forligspartner - må man indrømme de konservative, at uanset hvor klumpet forløbet måtte tage sig ud efter dagens turbulens på gangene på Christiansborg, så er den borgerlige anstændighed tilbage.

Kategori: , | 7 kommentarer

Låge nr. 7: Snail-mail

I julemåneden har vi tid - eller rettere - i julemåneden er det vigtigt at signalere at vi har tid. Resten af året dyrker vi de elementer der får vores tilværelse til at ose af overskud. Farverige kogebøger og rejsebøger ligger side om side med fagbøger om bihold i byen, og brygning af eget øl. Listen er endeløs. TV-programmer, der beskriver hvordan man på 'bonderøvsmanér' kan smide save, hamre og andet værktøj i skammekrogen, når blot man mestrer sin økse, er med til at forstærke følelsen af det moderne menneskes degenering.

Julen er højdepunktet for dette selvbedrag. Lav selv din sylte, bag selv dine brunkager, slagt selv din and, lav selv dit julepynt o.s.v. Så kan man sidde og slikke rosen i sig som belønning for at have styrtet rundt for at få det hele til at hænge sammen, imens man siger: "Det var da ikke noget...".

- Og det kunne også godt være tilfældet, når det kommer til dagens emne. Altså at man tolker det her 'store juleoverskud' ind. Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være, når det kommer til julekort. Og for ikke at skulle gå til yderligheder, som mr. Bean herunder, kan man stadig udveksle julekort via det Kgl. Post og Telegrafvæsen og på den måde få forskellige kort på snoren.


Et julekort behøver ikke være andet end et simpelt ønske om en god jul og et godt nytår. Plain and simple. Kortet selv repræsenterer, at nogen har tænkt på dig midt i den travleste måned på året. Tænk på det.

Kategori: , , | 7 kommentarer

Låge nr. 5: Videnskabet

Hvis man kigger ned over kalenderens låger indtil nu, kan man, lidt friskt måske, udpege design som en fællesnævner for de omhandlede emner: fremstilling af nisselandskab, underbukser der adresserer definitionen af smagløshed/smagfuldhed, et af verdens tidligere mest designede bilmærker og i går, fyldepennen.

Som det muligvis vil være nogle læsere bekendt, har Gowings sin gang i elfenbenstårnet, hvor vi udover at prygle lærdom ind i de unge generationer også bedriver videnskab. Nyere tiders politikere har glemt denne gode gamle betegnelse for det virke, der skulle gøre det samlede samfund, nationalt som globalt, klogere på vores tilværelse og naturen der omgiver os. I dag foretrækkes betegnelsen 'forskning' - sikkert fordi den lyder af mere, når vi tænker i retning af faktura og jobskabelse. Videnskab lyder som luksus og er ikke i tråd med konkurrencestatens ambitioner om, at Danmark skal ruste sig til økonomisk at banke resten af Europa, Kina og USA på plads.

I 'gamle dage' var rollefordelingen den, at Universiteterne skabte viden og industrien udviklede. Sådan er det ikke helt længere, for i takt med at man ikke vil betale for videnskab, rykker udviklingen ind i universitetslaboratorierne. Især de områder der har tætte faglige relationer til store virksomheder. Dette sker på trods af et ønske om at holde skæg og snot for sig fremhævet overfor politikerne af selvsamme store danske virksomheder.

Virksomhederne ved nemlig godt, at hvis man skal udvikle noget, er man nødt til at vide mere om det område, man skal udvikle noget indenfor, end man kan generere i selve udviklingsprocessen. Ellers opstår der ikke noget nyt. Der er langt fra et assyrisk vognhjul til et 175/65R15 Goodyear vinterdæk. Bevares de er runde begge to, men betænk den udvikling der har været i de omgivelser de benyttedes/benyttes i.

Det bringer mig frem til dagens eksempel. Det gamle ord om, at hvis vi ikke investerede i videnskab, grundvidenskaben, hvis eneste ambition er at skabe ny viden, så ville vi stadig sidde og udvikle på stearinlyset og ikke omgive os med LED sparepærer med blødt lys, det gamle ord holder endnu. Efter i årevis at have måttet trækkes med forskningsministre, hvis ambitioner lå alle andre steder end indenfor deres ressortområde, står vi idag med frugten af deres anstrengelser for at gøre videnskab til forskning, udvikling og fakturaudskrivning. Se blot nedenfor.


Et kalenderlys, anno 2015, der siden 1ste december har brændt uafladeligt i alle timer, hvor der var vågne, og årvågne, øjne til rådighed. Jeg tror, at vi alle kan se, at her er der blevet udviklet og designet, men den basale viden om stearin og den rent fysiske forståelse af afviklingen af stearinlysafbrænding er gået tabt på vejen fra forskning til faktura...


Kategori: , , | Kommentarer

Nårh, I troede lige...

- at vi ikke skulle ha' noget indlæg i januar? Men det skal vi!



Hvis man vil flyve, må man betale det, det koster. Gi' den gas LO og 3F og hvem der ellers måtte komme på banen. Ryanair: meet the Danish 'aftalesystem'!

Deleøkonomi, yes. Uber, nej tak. Vi afventer den første ulykke i en Uber-bil, hvor chaufføren har ansvaret, men passageren ikke er dækket af nogen forsikring.

Vi er ikke Charlie, for det er vi slet ikke modige nok til. Men vi siger: "ja tak" til satire og gøren grin med alle magtfuldkomne autoriteter.

Vi har sagt det før. Hvad er forskellen på Tyskland i trediverne og Kina nu? Og hvad er forskellen på benovelsen idag og dengang?

Kan det være rigtigt, at det er grækerne, der skal vise os vejen ud af tidens udemokratiske, teknokratiske svøbe betegnet 'nødvendighedens politik'? Hvad siger du, Bjarne?

Var der mere? Det var der sikkert...

God weekend!

Kategori: , | 6 kommentarer

Låge nr. 31: På kanten af afgrunden

Gowings kan tage sig selv i at tænke på firserne som mulighedernes årti. Fattigfirserne. Det siger noget om den tid, vi lever i nu.

Jeg føler med de unge, der under visionsløse, talentløse og ubegavede politikeres åg må navigere i hajfyldt farvand for at stable en meningsfuld fremtid på benene - på trods - og ikke med den til enhver tid siddende regerings hjælp.

Jeg føler med os alle, at vi skal trækkes med en debat, der handler om, hvordan vi kan undgå flygtninge fra en krig, som vi selv deltager i. Jeg tror ikke på, at danskerne er så små. Jeg tror Christiansborg er gået i selvsving. Man fornemmer det, når man lytter til den gruppe af politikere, der har sagt nej tak til genvalg. Når man lytter til folketingets formand. Det er gået grassat. Debatten på Christiansborg er blevet afkoblet fra det omgivende samfund.

Jeg føler med de arbejdsløse, som skal se sig selv svinet til i primitive underholdningsprogrammer i DR. Public service TV forvandlet til et Colosseum. Gladiatorer i form af arbejdsløse midaldrende, der udstilles som dovne tumper til spot for befolkningen, fordi de ikke kan ligge på knæ og plukke jordbær en hel arbejdsdag. Eller fordi de ikke kan ordne et hotelværelse på fem minutter. Altsammen i konkurrence med tyveårige polakker. Hvor åndsvagt kan det blive.

Jeg føler med alle, der er udsat for det idiotiske kontroltyrani, som dræber al initiativ i det offentlige og dræber gode ideer i det private.

Hvordan er vi blevet så afstumpede, bare fordi vi materielt og på alle andre måder har fået det bedre siden 1980. Skal vi have kartoffelkur og tyve procents arbejdsløshed, før vi får klarsynet tilbage? Poul Schlüter var visionær ved siden af Helle, Lars og alle de andre klovnerøve. Tænk at det skulle komme dertil, at man skulle sige det højt.

Det er godt gjort.

Gnavpotterier nok. Nu ifører vi os selvbinderen og slutter året med et billede, fra da jeg besøgte Cummings og frue anden juledag. Vi ønsker hermed at udtrykke vore bedste håb for det nye år. Og i firsernes ånd ser vi frem til, at vi næste år er kommet et skridt videre...



Godt nytår,

Cummings og Gowings


Kategori: , | 15 kommentarer

Låge nr. 17: Cummings kryber til korset



Når denne kalenderskribent kigger sig i spejlet her i julemåneden, må han somme tider erkende, at spejlbilledet til forveksling ligner den knotne Ebenezer Scrooge i Et juleeventyr, der anser julen for at være det rene pjat og spild af tid. Men som bekendt får gnavpotten natten til den 25. december besøg af tre ånder, der giver ham en lærestreg, som skal blive et vendepunkt i hans liv, og han ender som den velsignede mildhed og godhed selv.

Vendepunktet i mit liv og i min misantropiske tilgang til alt det sentimentale julehalløj indtraf imidlertid allerede den 13. december, da en facebookkontakt (som ingen af Mænd af betydnings redaktionsmedlemmer i øvrigt kender personligt) fortalte, at hun for et stykke tid siden havde skrevet på sin væg, at hun ønskede sig et par vanter til jul. Forleden fik hun så en pakke indeholdende et par Helly Hansen vildmarksluffer og denne ledsagende besked fra en helt ukendt velgører:

Julen 2014

Kære Mathilde

Det føles lidt fjollet nu, hvor gaven endelig er leveret hos mig, og jeg prøver at mindes den sentimentalt prægede dag sidst i november, hvor jeg læste ud af øjenkrogen via Facebook, at du ønskede dig et par handsker.

Så jeg bestilte et par, fandt din adresse og så ... Ja, nu får du dem altså. Af omsorg. Af taknemmelighed for al din fine litteratur (har netop genlæst 'Gips' for 3. gang (altså 4. læsning)), og den bliver bedre og bedre. Siden jeg bestilte de hersens handsker, er jeg kommet i tvivl. Du ser altid så stilig ud på billeder, så mon du overhovedet er til vildmarksluffer?

Hvis ikke, håber jeg, du giver dem videre i 'karmaspillet'.

Det er alt sammen godt ment!

Glædelig jul
Michael


Da var det, at jeg som med et trylleslag smeltede og indså, at mennesker (måske med et par enkelte undtagelser) i bund og grund er kærlige og gavmilde væsener, også i julemåneden.

Den heldige modtager af vanterne er for resten en urimeligt talenfuld forfatter, der har mange gode og interessante erfaringer med at bede andre om hjælp:



Hvis du har lyst til at give dig selv en tankevækkende julegave på forskud i dag, så hent Mæcen søges som e-bog: Tag din iPad. Find iBooks. Søg på Mæcen søges eller Mathilde Walter Clark i butikken. Download bogen.

Hvis du ellers mangler ideer til at være gavmild, er alle hendes øvrige bøger velegnede som julegaver.

Og så vil Mænd af betydning i øvrigt benytte sig af Mathildes strategi, næste gang vi står og mangler sokkeholdere.

Kategori: , , | 2 kommentarer

Det var vel også for godt til at være sandt

Værsgo' børn, her har I jeres Cuba-krise

 - Den kolde krig er kommet ind fra kulden...

Kategori: , | 5 kommentarer

De damer - tillykke!

Tillykke med dagen. Men for dælen da: kan det passe at kvinderne hos verdens lykkeligste folk bliver gennembanket af deres kærester? Det er vi åbenbart ikke helt enige om - heller ikke kvinderne. Når morgenradioavisen slynger sådanne overskrifter ud, nærer de min fantasi og jeg tænker på alle de idiotiske faldgruber en sådan undersøgelse kan falde i. Punkt et: er tærskelen, for hvad der er vold (heldigvis) lavere i Danmark? Punkt to: Er danske kvinder (heldigvis) mere frie til at udtale sig om vold?



Det ændrer ikke ved at der er et problem her i landet - og det skal der tages hånd om - men det siger desværre nok også noget om de andre lande i undersøgelsen - og det skal der så også tages hånd om.

Kategori: , | 8 kommentarer

Låge nr. 11: Man må ikke lyve, Morten!

Julen i det Bødskovske hjem er nok ikke truet, det borger ministerpensionen for. Men det er helt sikkert, at Morten nu får mere tid til at sidde i de tidlige morgener i juledagene og tænke over tilværelsen. Han kan ærgre sig gul og blå over, at han ikke kunne holde masken til ind i det nye år. Her trækkes et sort tæppe for pressens vindue ind til magtens maskinrum i form af en ny offenlighedslov, der reelt mørklægger ministerier og styrelsers ageren i forhold til lovgivning og magtudøvelse.


Alene det at skulle lægge ører til Bødskovs indædte forsvar og monotone argumenteren for den nye offentlighedslov, uden at han har været i stand til at komme op med et eneste eksempel på hvorfor revisionen af loven var nødvendig, er nok til at jeg fejrer dagen idag som en sejr for demokratiet. Justitsministeriet har været kørt af embedsmænd og som så mange andre ministerier - finansministeriet springer en i tankerne - har ministeren ageret som ledende embedsmand uden en overbevisende politisk dagsorden. Den 'nye regering' har præsteret på to år, hvad Fogh og Løkke var ti år om at stable på benene. Man kan så sige at de 'nye' havde gode læremestre.

Hvorom alting er, så bliver Bødskovs familie nok svært tilfredse med at få mand, far, søn, svigersøn tilbage - hvem ved måske bliver det den bedste jul nogensinde i det Bødskovske hjem. Løgnen er ude i det åbne, stenen er faldet fra hjertet og om et par år er alting glemt. Bødskov kan vende tilbage, med mindre han har fået smag for det rolige liv udenfor rampelyset og snagende journalister.

God jul, Morten.

Kategori: , | 4 kommentarer

Stativ, stakit, stasi...


Ja, undskyld. Vi er ikke helt færdige endnu. Men jeg er ikke sikker på, at det er en sund samfundsudvikling, at vi render rundt og melder hinanden for socialt bedrageri.

Endsige laver 'prime time' TV-udsendelser om det.

"I bedste public service stil har DR siden fulgt op med en guide til, hvordan man bedst melder sin nabo for socialt bedrageri. Men det er ikke det eneste, man kan lære af at se programmet, på trods af at det er ensidigt."

(Information, 24. januar 2013)

God weekend.

Kategori: , , | 6 kommentarer

Endelig ...

I går kl. 21.50 skete der et lille satirisk mirakel. Vores allesammens DR2 var som sædvanlig, fristes man til at sige, mediator.

Dansk satire igennem de sidste 10-15 år har udviklet sig eksplosivt, og antallet af aktører ligeså. Lidt hårdt trukket op er vi gået fra gamle dages nærmest monopollignende status for skuespillere som Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl, Claus Ryskjær, og før det Dirch Passer og Jørgen Ryg, til at nye talenter jævnligt kommer til med et bud på satiren anno nu. Således også i går på DR2.


Fire piger med 'anden etnisk baggrund end dansk', der tilsammen udgør Det Slører Stadig, gør grin med fordommene vi har om hinanden, som de florerer blandt gammel- og nydanskere. Herregud, det slingrer lidt indimellem, men det er sandsynligvis bare udtryk for en mangel på rutine, som kommer til med tiden.

Man kan sige at konkurrencen ikke er så stor inden for den her genre, og scenen for samme stærkt begrænset. Meget få personer med indvandrerbaggrund trænger igennem med satire herhjemme, kun Omar Marzouk og Farshad Kholghi springer i tankerne, og slet ingen piger. Anyway, nu er de her, og de ønskes alt mulig held og lykke på deres vej med at afmontere de fordomme, vi har om hinanden, og som også fra pressen og fra politisk hold så ofte næres og holdes ved lige af ren og skær uvidenhed. Mine damer og herrer: Dette er public service når det er bedst.

Kategori: , | 16 kommentarer

Djævelen i detaljen

Det formelig flyder over med begejstring over de myreflittige og investeringsvillige kinesere fra dansk politisk hold i disse dage. Kina begejstringen vil ingen ende tage.

Søren Pind har ifølge Information slået til lyd for, at pressen skal dæmpe sig, tillade ro til eftertænksomhed og lade være med at afdække alt, der ikke lige tåler dagens lys - altsammen for at fremme kvaliteten i den politiske proces.

Tankerne skulle være fremsat på Facebook, hvor Søren Pind for at eksemplificere effektivitets stigningen i den politiske proces når pressen 'holder sig i skindet', fremdrager imponerende politiske præstationer erfaret under sit nylige 'pressefrie' ophold med udenrigspolitisk nævn i Kina. Godt nok har Kina et problematisk forhold til menneskerettighederne, men -. Således skulle Kina have lagt 14.000 km skinner til højhastighedstog i modsætning til USA's 0 km.

Her fra indvielsen af en af datidens kraftpræstationer, nemlig en 'Autobahn' - ikke i Kina, men et andet sted for ca. 80 år siden. Også her kunne politikerne koncentrere sig om arbejdet uden hele tiden at skulle stå til ansvar for pressen (det skal lige nævnes, at også dér var der nogen problemer med menneskerettighederne). Herren, der står op i motorkøretøjet, er anonymiseret med en sort bjælke over ansigtet, men hans identitet er redaktionen bekendt.

Man erindrer begejstringen hos Søren Pinds forgængere over lignende kraftpræstationer i tider og på steder, hvor pressen også lod politikerne i fred. Uden sammenligning iøvrigt - velsagtens.

Kategori: , | 11 kommentarer

Grundlovsdag i selvfedhedens navn

Gowings har været til grundlovsdagsmøde i Vartov. DEO, Demokrati i Europa, og Vartov var sammen om at afholde arrangementet, der har udviklet sig til en tradition med bl.a. en årligt tilbagevendende overdragelse af Demokrati-stafetten. Samme blev overdraget sidste år fra Carsten Jensen til Rune Lykkeberg, som var den direkte anledning til, at jeg kl. 10 om formiddagen tog kampen op med diverse dinosaurer, øjensynligt fra forlængst hensygnede EU modstands-grupperinger, om de for få siddepladser i den blæsende og gråvejrstyngede gård.


Mærkelig fornemmelse, at sidde der på en stol for sig selv og føle, at man har sneget sig ind til en lukket fest. Grundlovsdagsmøde - for en forsamling der øjensynligt ikke behøves oplysning om rettigheder og pligter. En forsamling, tænker jeg, der kan sidde og nikke og mumle for sig selv:"Ja, det er som talt lige ud af min mund, - hvis jeg ellers kunne formulere det på samme måde". Og så sidder man og kigger lidt rundt:"Og hvor er de, der ikke er enige?". Og:"Hvorfor kommer 'de andre' ikke til et møde som det her? Det er vel også deres grundlov?". Jeg havde på fornemmelsen at allesammen omkring mig tænkte:"Det er godt gjort. Det er altid os der interesserer os. Hvis det ikke var for os, så var der ikke nogen Grundlovsdag."

Så er det heldigt vi har Rune Lykkeberg. Danmarks vel p.t. mest begavede kommentator og klummist. Han videredrog stafetten til Gitte Sommer Harrits, som bl.a. kunne jeg forstå, har sat ord på den selvfedhed som jeg sad og fornemmede at jeg lod mig indhylle i. Den selvfedhed som også stikker sit ansigt frem når vi - indrømmet, os med overskud på hele bundlinien, stiller op til diverse tillidshverv, som vi kalder det, i skolebestyrelsen, fodboldklubben, på arbejdet, lokalmiljøet, allevegne. Fordi vi har overskud til at tage de kampe og diskussioner som det afstedkommer - politisk kapital kaldte Gitte Harrits' det. Grisebassen kommer ind, når vi i selvtilstrækkelig egentilfredshed, harcelerer over 'de andre' der aldrig stiller op til noget, der aldrig involverer sig - og vi finder sammen i selvforståelsen af, at det altid er 'de samme' der må tage slæbet - underforstået os selv og vore ligemænd. Pointen er, at 'de andre' ikke har den politiske kapital, der skal til for at agere i det farvand, vi, dem med overskud af politisk kapital, har stukket sejlruterne ud for. Det er interessant at tænke på. At demokrati indebærer, at man er villig til at se sig selv i rollen som en hindring - eller i bedste fald - en udfordring for 'de andre'.

Ordet selvfedhed blev ikke brugt idag - det var helt igennem civiliserede talere - men det kom til mig, imens jeg lyttede og kiggede rundt. Selvkritik. Den sad lige, hvor den skulle. Jeg skammede mig over min selvoptagede, nærmest foragt- og fordomsfulde indre attitude ved min ankomst. Helt almindelige mennesker der sad og frøs ligesom jeg. Hverken mere eller mindre politisk korrekte, mere eller mindre selvfede:"Der blev du rusket lidt i Gowings". Da Gitte Harrits havde takket af, listede jeg ud igennem porten og der blev en stol ledig.

Kategori: , | 2 kommentarer

Så for den...

Nu har regeringen besluttet at nedsætte en Irak-kommision - og det helt uden at spørge Søren.

(- Og hvis der bare er én, der rejser sig og siger:"Jamen, vi var da allesammen enige om...", så får han buksevand!)

Kategori: , | 14 kommentarer

Monologer

Kan du, kære læser, huske Per Højholts 'Gitte monologer'? Per Højholt selv sagde engang i en radioudsendelse, tror jeg det var*, noget i retning af at "..Gitte var et eksempel på, hvor godt folkeskolen kunne gøre det uden hjælp fra hjemmet". I vore dage har vi reality tv-programmer, der lever af alle dem, som ikke klarede sig så godt som Gitte -


*) Måske i et forord, jeg kan ikke huske det præcist - bare for fuldstændighedens skyld.

Kategori: , | 12 kommentarer

Surmule

Kom nu Lars, kom nu....


I 2020 så har olie- og kulpriserne nemt indhentet de ekstraomkostninger et energifolig ellers vil påføre danskerne.

Martin Lidegaard har slået 2 milliarder af de 5.6 han havde spillet ud med. Altsammen i håb om at oppositionen ville gå med til et bredt energiforlig. Nu holder Løkke og Co. hele landet som gidsler på grund af 0.6 milliard.

Kategori: | 2 kommentarer

Du er stærkt savnet Svend, stærkt savnet...


Her til aften kunne man på DR varme sig ved Anne Wivels smukke portræt af ægtemanden Svend Auken. Man bliver stærkt vemodig ved tanken om, hvordan politik kunne have været.

Kategori: , | 12 kommentarer

Arh, hva'...

Kom nu Morten, Mette, Christian og Mette og I andre! Kan I huske dem her...?

Kategori: | 7 kommentarer

Den der graver en grav...

-Nåh, men så kan det være, at det endelig kan komme til at handle om politik. Man må tro at Søren Pind og de andre moralske fyrtårne fra oppositionen lige tager en time-out...


Ja, jeg er ked af at skulle nævne det, og så i denne søde juletid, men kan du heller ikke sige dig helt fri for tanken om, at Troels havde siddet som minister endnu; hvis Ekstra Bladet havde set snittet til det, og det efterfølgende havde været op til Pia at få sagen belyst nærmere?

Kategori: , | 18 kommentarer