Viser opslag med etiketten Sundhed. Vis alle opslag

Så gik den ikke længere. I en uge har denne kalenderskribent balanceret på kanten af århundredets forkølelse, og indtil i går lykkedes det at holde den i ave ved hjælp af en skønsom blanding af c-vitaminer, skoldhed Darjeeling-te og apokryfe besværgelser. Men nu har jeg altså måttet kaste håndklædet i ringen og tilslutte mig de snøvlende og fyldigt boblende masser, der raver halvt bevidstløse rundt på gader og stræder og udbreder dårligdommen til den hastigt skrumpende del af befolkningen, der endnu ikke hoster, harker og nyser sig gennem decembermørket.

Tiden er med andre ord inde til at gøre noget alvorligt ved sagen og forøge alkoholprocenten i det daglige væskeindtag, og her er glühwein det første ord, der dukker op mellem mine forkølelsesramte hjernevindinger. Hvis jeg påstod, at det var en frostklingende søndag i advent på et julemarked i Heidelberg for treoghalvtreds år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med glühwein, ville jeg med rette kunne betegnes som uvederhæftig, for mit møde med den helsebringende drik fandt sted så sent som for et par år siden i forbindelse med Mænd af betydnings legendariske julefrokost. Et par af de mere fremtrædende redaktionsmedlemmer havde forvildet sig ned i Nyhavn, hvor vi pludselig fandt os selv siddende udendørs i mørke og tænderklaprende kulde, kun holdt oppe af et glas glühwein med svag assistance fra den infrarøde strålevarmer, der var fastgjort under den til lejligheden opslåede markise. Det var så livsbekræftende en oplevelse, at vi siden har holdt fast i traditionen.

Men årets julefrokost er jo for længst overstået, så hvordan laver man sin glühwein selv? Man indtaster 'perfekter Glühwein selber machen' i Googles søgefelt og kombinerer de tre opskrifter, der herefter fremkommer, efter forgodtbefindende.

Tilbage står så kun at komme med en forklaring på dagens kække overskrift. Den kommer her:



Samtidig kan man vel konstatere, at The Julekalender ikke har levet forgæves, selv om der aldrig kom en dråbe glühwein på bordet i den.

Som jeg plejer at gøre hver dag, tændte jeg også i går kl. 18 for fjernsynet, og stor var min skuffelse! Her havde jeg regnet med at se dronning Margrethe dyste venskabeligt med en af brødrene Price om at lave den mest kreative udgave af kogt torsk, alt imens hun vimsede rundt med et juliennejern i hånden og på en skælmsk måde delagtiggjorde os i, om det er hende eller prins Henrik, der laver mad til daglig. Men såvel James som Adam Price, som ellers udfylder det meste af sendefladen på DR 1, må være bukket under for influenzaepidemien, for hvad blev vi seere spist af med? Dronningen i ensom majestæt, hakkende og stammende sig igennem en middelmådig dansk stil fuld af truismer og med op til flere grammatiske fejl.

Der var dog visse formildende omstændigheder: I lighed med mig selv kunne hun ikke nære sig for at diske op med en stribe formaninger og fortælle folk, hvordan de skal opføre sig, og her kunne jeg med tilfredshed konstatere, at vi er helt på linje i spørgsmålet om brugen af internet og Facebook. 'Der er også farer forbundet med det,' fastslog regenten myndigt, og jeg melder mig straks som medunderskriver. Selv benytter jeg mig af musikdelingstjenesten Spotify, som er uløseligt forbundet med Facebook, hvilket blandt andet indebærer, at jeg bliver løbende orienteret om, hvad mine venner på Facebook sidder og hører. Stærke sager, må man sige! Eksempelvis har jeg ikke kunnet undgå at bemærke, at en af mine meget gode mandlige bekendte hver eneste dag i den forløbne uge har lyttet til Ørkenens Sønner og 'Riv den af' flere gange dagligt med det resultat, at jeg nu befinder mig i et fortvivlende dilemma: Skal jeg bare lade som ingenting eller gøre ham opmærksom på, at han befinder sig i overhængende fare for at blive blind eller pådrage sig rygmarvstæring? Eller tør man håbe på, at det viser sig, at der bare er tale om en ganske uskyldig kalendersang? Internettet er i sandhed noget, man skal omgås med varsomhed.

Bortset fra at huske at skrive 2013 i stedet for 2012 er mit nytårsforsæt derfor at drosle ned for brugen af Spotify, og derudover håber jeg naturligvis, at brødrene Price snart kommer til hægterne igen, så vi ikke risikerer at få abstinenser. I aften kommer der for eksempel hverken Price inviterer, Spise med Price eller Price og Blomsterberg. Vi må tage til takke med, at der kommer et nyt afsnit af Borgen, der har Adam Price som hovedforfatter. Jeg krydser fingre for, at vi overlever savnet, og at enten James eller Adam får dronningen i studiet næste nytårsaften.

Samtidig vil jeg gerne her på tærsklen til det nye år udbringe en margretheskål for alle vores trofaste læsere.

Bottoms up!

Igår havde jeg et jakkesæt på, som jeg har fået syet efter mål. Sidste gang jeg havde det på, var det krøbet en del i livet. Igår var det en lillebitte smule for stort, og selv livremmen (som jeg bruger til festlige lejligheder) kunne have brugt et hul til. Der kan komme meget godt ud af at cykle til arbejde.

Se, nu er jeg fuldstændig på det rene med, at i det øjeblik jeg nævner ordet 'kat', vil denne ellers højt estimerede blog rutsje et betydeligt stykke ned ad rangstigen hos en talstærk læserskare, men det får være, for der er ingen vej udenom: når det gælder kunsten at snuppe sig en lur, er det ikke muligt at opdrive større ekspertise end den, man finder hos husstandens små rovdyr.

Mennesket er det eneste dyr, der ikke deler søvnen op i flere portioner. Alle andre er polyfasiske søvndyrkere, der veksler mellem søvn og vågen tilstand over en periode på 24 timer. Så vidt vides, sov hulemændene også flere gange i løbet af et døgn – naturligvis forskudt for hinanden, så der altid var én vågen til at advare de andre, hvis en sabelkat skulle finde på at lægge vejen forbi. Men alt tyder på, at det ideelle søvnmønster for mennesket er bifasisk. Altså en god lang nats søvn, suppleret med en lur i løbet af dagen.

De gamle romere var bifasiske søvndyrkere. Siesta kommer af hora sexta, der var den sjette time efter solopgang, hvor romerne snuppede sig en middagslur, sådan som man har gjort i Italien og Spanien siden – lige indtil også middelhavslandene bukkede under for den opreklamerede og effektivitetsfikserede vestlige forretningskultur.

At middagsluren indiskutabelt er et naturligt menneskeligt behov ved alle, der som denne blogger i årevis har pendlet 2 x 65 km dagligt mellem hjem og arbejde og for hjemadgående om eftermiddagen adskillige gange har måttet takke de højere magter for, at rumlestriberne er opfundet. Rådet for Sikker Trafik (der for resten ikke lyder nær så godt som Rådet for Større Færdselssikkerhed) burde ganske enkelt kræve tvungen middagslur på alle danske arbejdspladser! Vi kunne blive et foregangsland.

Nu er jeg i den heldige situation, at jeg ikke længere behøver at gøre vejene usikre hver eftermiddag, men til hver en tid kan få opfyldt det søvn- og sofabehov, min biologi er programmeret med fra naturens hånd. Forskningen viser, at hvis man anbringer mennesker i et miljø, hvor der ikke er mulighed for at holde sig orienteret om tiden, vil de helt af sig selv falde i søvn om natten og tage sig en skraber i løbet af dagen. Alligevel kæmper det meste af arbejdsstyrken hver dag med næb og kløer imod kroppens naturlige døgnrytme til skade for helbred og velbefindende. Resultatet er en hær af kaffedrikkende zombier.

For mig er det som sagt et overstået kapitel. Jeg har fået en fast aftale med kattene om en daglig, helsebringende powernap af passende længde. Skulle jeg undtagelsesvis komme til at afbryde den for tidligt, kan jeg være helt sikker på at få plantet en belærende klo i låret.