Archive for september 2012

Det ligger mig fjernt at fornægte eksistensen af vores fordøjelsesproces og hvad deraf følger, men jeg finder det belastende at skulle pløje sig igennem oceaner af sidstnævnte dagen igennem, hvor end man færdes. Sagt på en anden måde: Som landet ligger lige nu, er der urimelig meget afføring i det offentlige rum – ikke mindst på mediefronten.

Som medlem af Coop Danmark er jeg en trofast og for det meste udmærket tilfreds læser af Samvirke, som plejer at være fyldt med interessante og relevante artikler. Det er sådan set også i orden med mig at lave et temanummer om fordøjelse og kalde det 'På spanden' for lissom at få alle med. Men behøver forsiden at være et foto af den nederste halvdel af en kvinde siddende på den omtalte spand med trusserne nede om hælene? Me thinks not, som vi siger på alderdomshjemmet.

Jeg synes heller ikke det er nogen bemærkelsesværdig god start på en lørdag at tænde for P3 og høre værten fortælle at han 'gav den fuld skid' til en fest, og dagen efter var han 'lige til at lukke op og skide i'. Jeg mener: værten.

I går aftes satte jeg mig som så mange andre fuld af forventning til at se første afsnit af Forbrydelsen III og glædede mig til igen at være i selskab med min helt, den skarpe og skrappe Sarah Lund. Hvad sker der så? Første gang hun toner frem på skærmen, kommer hun ud fra et toilet i færd med at lyne bukserne op til akkompagnement af en brusende cisterne i baggrunden. Helt ærligt. Hvilket minder mig om dengang Matador skulle sættes op som musical, og den eneste betingelse, stykkets ophavskvinde Lise Nørgaard stillede, var: 'Bare de ikke skal sidde på lokum'. Den var nok ikke gået i dag.

Og sådan kunne jeg blive ved, men jeg skal nok stoppe nu. Man vil jo nødig beskyldes for at være blevet et surt, gammelt [indsæt selv et passende skældsord].

P.S. For det tilfælde at der skulle være et yngre menneske, der har forvildet sig ind blandt disse formørkede synspunkter, nævner jeg lige, at overskriften refererer til et fast udtryk hos en person (spillet af Buster Larsen) i et satirisk lørdagsprogram i tv engang i slutningen af 1960'erne. Klik her, hvis du tør.

Jeg har ikke skriveblokering. Det skulle jeg måske have haft, men nu tager vi lige den her, så må vi se.

Har du set filmen 'Sideways'? Så er du bekendt med at vinkendere kan have en mening om druesorten Pinot Noir; at det interessante er, at denne drue kan, hvis den er dyrket rigtigt, give ophav til en fabelagtig vin - og omvendt hvis den er groet på en ikke optimal måde, bliver vinen nærmest udrikkelig.

Det troede jeg ikke på, da jeg så filmen. Så stor forskel kan der ikke være, tænkte jeg, og syntes iøvrigt at Pinot Noir vine smagte rædselsfuldt. Lige indtil et ophold i efteråret i USA lavede om på den ting. Jeg har nu fået en ekstra dimension føjet til filmen. Jeg forstår hovedrollens begejstring.

Hvis du selv vil lave eksperimentet, så køb en fransk Pinot Noir til 70 - 120 kr. og en chilensk (eller hvis du er heldig, en californisk) vin i samme prisklasse. Der findes selvfølgelig rigtig gode Pinot Noir vine fra Bourgogne, de koster bare mindst 200 kr. og opefter.

Det skal iøvrigt siges, at jeg er uhelbredeligt frankofil hvad biler og vine angår. Men franske vine i USA er 'no go' - de er simpelthen alt for dyre - og derfor ligger det lige for med californiske og sydamerikanske vine. Det samme gælder franske biler - ikke til at opdrive.

Jeg er ikke vinekspert, men det her er et godt sted at starte, hvis du vil undersøge spændvidden imellem godt og dårligt i vinverdenen, som den ser ud for os amatører.

Nå, men jeg må vel hellere ryste op med eksempel 2 på højst ejendommelige sammentræf. Det handler om Leonard Cohen, som jeg først her i min fremskredne alder har fået øjnene (det vil sige ørerne) op for. Dengang det hørte med til almindelig dannelse at være henført over hans slæbende sangforedrag, var jeg for rastløs til at høre efter og mente vist at chefsangskriveren i Beach Boys var en større poet. Men bedre sent end endnu senere.

Historien begynder med at en af denne blogs flittige kommentatorer henleder min opmærksomhed på albummet Songs From The Road, som er en koncertopsamling fra Leonard Cohens verdensturné 2008-2010. Én ulykke kommer sjældent alene, tænkte jeg – Leonard Cohen og så oven i købet live! Men somme tider skal man udfordre sig selv, så jeg satte jeg mig til at lytte. Efter to minutter var jeg Leonard Cohen-fan.

Dagen efter kommer huset frue, som er en rutineret loppemarkedshaj, hjem fra et raid og præsenterer dagens høst, heriblandt filmen The Queen fra 2006 (5 kroner), hvor Helen Mirren skulle være helt formidabel som Elisabeth II. Vi smider den i dvd-afspilleren samme aften og sætter os til rette i chesterfielden, og efter først at være blevet truet på livet hvis vi på noget tidspunkt så meget som overvejer at kopiere noget som helst, følger den sædvanlige stribe af uvedkommende trailere for andre film. Dem spoler jeg almindeligvis forbi, men nu sad jeg lige så godt og orkede ikke at række ud efter fjernbetjeningen igen, og som en anden mønsterforbruger lader jeg mig villigt forsinke af dvd-producentens overdrevne anprisninger. Hvad sker der så? Trailer nr. 3 er en reklame for dokumentarfilmen I'm Your Man som jeg (kald mig bare ignorant) ingen sinde før havde hørt om, og som skildrer Leonard Cohens liv og karriere.

Den skal jeg da se hvis den er bare halvt så god, som traileren lovede.

Bonus for andre Cohen-fans.