Archive for august 2012

Af uransagelige årsager har hverken skiftende årstider eller regeringer kunnet drive mig til tasterne i umindelige tider, og lige så længe har jeg diskuteret med den gode Gowings, om det er præstationsangst eller slet og ret en skriveblokering, der måned efter måned har afholdt mig fra at ytre mig gennem det skrevne ord. Selv hælder jeg mest til det sidste, om end diskussionen forekommer en kende akademisk. Enhver, der har eller har haft en skriveblokering, ved lige så godt som jeg, at der er tale om et synonym for dovenskab.

Hvorom alting er kan livets forunderlighed og uforklarlige tilskikkelser som regel og trods alt anspore mig til at nærme mig det støvede tastatur. Således har jeg inden for den sidste uge været ude for to tankevækkende oplevelser, som jeg ikke længere formår at holde skjult for offentligheden, men tværtimod ser mig nødsaget til at dele. Begge tildragelser kan, afhængigt af livsanskuelse, opfattes som højere magters indblanding i jordelivet eller som tilfældighedernes spil.

1) For rundt regnet en menneskealder siden så jeg filmatiseringen af Anne Tylers roman Turist ved et tilfælde. Filmen gjorde indtryk, ikke mindst på grund af William Hurts overbevisende fremstilling af hovedpersonen, og jeg tænkte, at det var en film, jeg ville gense engang ad åre. Herefter skænkede jeg den ikke en tanke og stødte ikke på titlen igen, før jeg i sidste uge tilfældigvis læste en artikel af Nick Hornby – en af mine klare favoritter i det skrivende selskab – der i den grad berømmede Anne Tylers forfatterskab. Det gav mig lyst til at stifte bekendtskab med Turist ved et tilfælde i romanform, så jeg skyndte mig hen på biblioteket, der havde et skævt og gulnet eksemplar af værket fra 1986, som jeg hjemførte i triumf. Dagen efter skulle jeg hen på det lokale møntvaskeri for at blive en større bunke vasketøj kvit og tænkte, at jeg passende kunne tage biblioteksbogen med mig for at have noget at læse i, mens maskinerne snurrede. Desværre var den indledende vasketøjssortering åbenbart så opmærksomhedskrævende, at jeg glemte alt om bogen og kom af sted uden. Jeg stod dog ikke og manglede læsestof. Dette ganske særlige møntvaskeri har nemlig et sprængfyldt 1-reolers bibliotek med en unik systematik, hvor vaskende og tumblende kunder kan søge adspredelse og fordybelse, og somme tider kan man være heldig at gøre et fund i trængslen på hylderne. Og gæt så, hvad der stod på den første bogryg, mit øje skuede: Turist ved et tilfælde.

2) Må vente til næste indlæg, men i mellemtiden er du velkommen til overgå mig med egne eksempler, gerne suppleret med eventuelle overvejelser om denne form for synkronicitet. Forsyn eller tilfældighed?

- Jeg mener helt ærligt! Først er der understøttelse i to år og så bliver du så bedt om at realisere din formue, f. eks. sælge dit hus og bruge af din opsparing. Din familie må træde til og I må spænde livremmen ind. Finde en lejelejlighed. Frem med cyklerne - det er så sundt. Jeg cykler selv. Helt ærligt er det så strengt? (- Der er jo altid arbejde til dem, der vil arbejde -). Så sig mig helt ærligt: er der et problem?
- Ja.

Så er det 72 år siden, Luftwaffe startede bombningerne af London. Det vil sige, at hvis der var et barn tilstede, som stadig kan huske Blitzen, så er vedkommende nok 80 år idag. Da jeg bliver født, er det (næsten) 72 år siden Dalton brødrene bliver skudt, pånær Emmett der ryger i spjældet.

Tid og tid er ikke den samme ting. Der er noget tid idag, der var noget igår og så er der selvfølgelig noget imorgen, som vi måske husker - og meget som forsvinder. Når man er fem år gammel, så er der hundrede år til man bliver ti år - når man er halvtreds, er der forbavsende kort tid til man bliver tres. Nogen i min meget nære omgangskreds mener, at mit fysiske jeg kolliderer med mit mentale jeg, den dag jeg får taget mig sammen til at fylde halvtreds. Nogle nævenyttige typer nævner ligefrem Doppler-effekten. Selv glæder jeg mig til, hvad hvert årti må byde på - kvinderne på min egen alder har f. eks. aldrig set så godt ud (det siger vi midaldrende mænd til hinanden, når I ikke er der, at I ved det). Man skal bare huske at være her indimellem - også i 'halvmånetiden'. (Pardon my french) så skider hopper vi op og falder ned på det der 'carpe diem' pjat, ikk'...

Det er søndag d. 26 august og jeg står her med den ene af penneførerne på 'Mænd af Betydning', en blog uden betydning. Er der hul igennem? dong, dong! Ok, vi starter:
- Hvad mener du helt præcist med at skide hoppe op og falde ned på det der 'carpe diem pjat'?
-Jeg tænker bare, at det virker så opkørt, det der med at leve som om dagen idag er den sidste og alt det der.
- Skal man så bare fise den af og sove livet væk?
- Nej det var ikke det jeg mente, men hvor fedt er det at lave noget exceptionelt, når alt hvad du laver hele tiden er exceptionelt, udvalgt og taget stilling til?
- Det er jo heller ikke det, der menes!
- Nej, jeg ved det godt, det virker bare så hysterisk.
....
- Men bliver det hele så ikke bare leverpostej
- nej det er vigtigt at have noget at glæde sig til. Man skal ikke forveksle det ikke at leve i halvmånetiden med at glæde sig til at noget skal ske. Jeg glæder mig hele tiden til noget, men det er svært at glæde sig til en almindelig mandag. Det gør ikke noget, synes jeg.
- Hm, Okay. Det er da et synspunkt.

Nu er det slut. Endegyldigt slut med de lyse nætter. Nu går det kun én vej. Inden vi ser os om står vi og:

• River blade sammen
• Skifter til vinterdæk
• Salter fortovet
• Sætter julepynt op
• Skyder raketter af
• Slår katten af tønden
• Maler påskeæg
• Fejrer befrielsen og de lyse nætter!

De kommer tilbage, de lyse nætter. Tænk bare, snart skal man sidde med et glas portvin lille-juleaften i stearinlysenes skær og høre Christmas carols - det glæder jeg mig til!