Cummings forhold til syrener er tæt knyttet til eksamener og ved flere lejligheder har han underholdt mig om sine 'forsømte forår', når vi sammen er kørt ud i det tilstundende forår i provinsen. Nu er eksamenerne endelig slut, der hvor Gowings slår sine folder og han har medvirket til glæde og tænders gnidsel blandt studenterne. Streng, men retfærdig.
Tilbage er et par uger overladt til aktiviteter, der oprindeligt var årsagen til at han valgte denne levevej. Derpå går turen mod Mosel og seriel vinfestival fra by til by. Rigtig god sommer til jer - hvad skal I lave i de kommende uger?
Store bededagsferien er gået med at få det sidste på plads på vognparken herunder bundkarret på BXen. Her til aften tog jeg en tur rundt i det smukke område omkring Slangerup og Ganløse og den gamle Citroën er klar til ture ud i det danske forår.
Spanien er måske lige i overkanten, men en time på landevejen og så er hjulene runde igen og komforten, som er så velkendt for dette bilmærke, indtræffer i fuldt udtræk. Der meldes altså klart skib herfra. Jeg må ind på filmstriben ved førstkommende lejlighed.
Velkommen hjem! Efter din varme anbefaling af en iskold vermouth rosso/vermut rojo til terrassen i de kommende måneder med forhåbentlig tålelige plusgrader glæder jeg mig over, at jeg stadig har det meste af en flaske rød vermouth stående efter at have forsøgt at eksperimentere mig frem til den perfekte Negroni uden held. Jeg har straks sat vand over til en bakke isterninger!
I øvrigt var jeg i Spanien samtidig med dig – dog kun via Filmstriben, som netop har indlemmet The Trip to Spain i sin støt voksende samling af glimrende film for enhver smag, oven i købet til fri afbenyttelse.
The Trip to Spain er den tredje roadmovie, hvor de to midaldrende britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon i rollerne som sig selv kører rundt for at spise sig gennem overdådige måltider og skrive anmeldelser til The New York Times om dem. I de to første film var det Nordengland og Italien, der udgjorde kulissen, men ellers er forskellen ens, for det er ikke de lækre måltider og dyre vine, men samspillet mellem de to mænd, der er det centrale i alle tre film. Steve og Rob er venner, ikke bare i filmen, men også privat, og man fornemmer, at grænsen mellem deres delvist improviserede filmroller og virkeligheden er flydende. Jokes, ironiske/selvironiske diskussioner om midtlivskriser og kærlighed, indbyrdes drillerier og giftigheder flyder sammen til et ekstremt underholdende og ikke nødvendigvis overfladisk portræt af to mænd, der til deres fortrydelse for længst er ude over deres første ungdom, men stadig har en hel del forfængelighed og håb i behold til at bløde op på desillusionen.
Både Coogan og Brydon kan efterligne Sean Connery, Roger Moore, Marlon Brando, Robert de Niro, Woody Allen og mange flere til perfektion og forsøger konstant at overgå hinanden i disciplinen, men Rob Brydon tager alligevel prisen med dobbeltparodien, hvor han giver den som Mick Jagger, der forsøger at tale som Michael Caine:
Når man har sporet sig ind på den indbyrdes jargon, er det bare at læne sig tilbage og nyde små to timer med to vanvittig sjove, talentfulde og i øvrigt belæste og dannede halvtredsårige mænd på eventyr i Spanien i en Range Rover. Hvis du ikke har set filmen, så gør det snarest, om ikke andet så for at nyde de smukke billeder af det spanske landskab. Eller som jeg blive mindet om alle de uforglemmelige roadmovies, vi i tidens løb selv har spillet hovedrollerne i – uden dog at have et filmhold med til at forevige dem.
Nys arriveret fra det spanske iler jeg med en oplysning: sommerens drink bliver en vermouth rosso - eller rettere Vermut rojo. Serveret med appelsinskive og masser af is. I Madrid tappes fra fade med husets udgave, men mindre kan gøre det; jeg vil dog anbefale, at man udsøger sig andre producenter end den, der ligger lige for, da smagsnuancer kan gøre en stor forskel her.
- Og så skal man bare tænke sig ned på den lille cafe ved Viaducto Segovia, syd for slottet og den store basilika.
Ikke et ondt ord om el-biler. Men hvis du havde set for dig, at du skulle ankomme til Paris i en Citroën DS, så kan den oplevelse være udfordret for fremtiden. Fremover kræver det nemlig et større papirarbejde, og har gjort det i nogen tid allerede, herunder som vanligt et godt kendskab til det franske sprog, samt formentlig medlemskab af en fransk forening for motorkulturelle anliggender.
Paris er gået radikalt til værks og har fra 2020 forbudt benzin- og dieseldrevne biler fra før 2011. Jeg har aldrig bemærket at byernes by skulle være specielt forurenet, men jeg bor jo heller ikke i byen. Jeg er heller ikke sikker på, hvis jeg endelig skulle få en Citroën DS, at jeg ville turde begive mig ud i den parisiske trafik uanset. Det gælder for så vidt også i den bil fra 2004, som jeg kører i ellers.
Gowings er på konference i Sydtyskland. Som en god kollega sagde:"Det er ligesom at være i Disneyland". Nu ved jeg godt, hvad der kom først - men jeg forstår godt, hvad han mener...
"Okay, hvad var det så du skulle Gowings?"
"Du tænker på det jeg nævnte i låge 19?"
"Ja, hvad gik det ud på? Kom nu med det!"
Jeg var i London. Hvis julestemningen skal kick-startes, så er det et af de steder på jorden, hvor det sker, uanset om man er indstillet på det eller ej. Bayswater, der bor vi hver gang. Ungerne kender det så godt nu, at de omtaler supermarkeder, restauranter og gadenavne på en meget hjemmevant måde. Betænkeligt.
Første gang fru Gowings og jeg var i London, udbrød jeg:"Vi vil aldrig bo andre steder end i Bayswater!". Fru Gowings hader den slags bastante udmeldinger. Jeg tror, hun synes de begrænser hende. Ikke desto mindre har det holdt stik. Vi har aldrig boet længere væk fra Queensway end Paddington. Og det kun en enkelt gang. Det var fint nok.
Oxford Street er hektisk som Strøget. Regent Street er mere som Store Kongensgade. Men ingen af dem er ligeså provinsielle som de danske gader. Selvfølgelig.
Der er meget højt til loftet i London. Mange par blandet af hele jordens befolkning. Det er meget bekræftende i disse dage.
Det er ikke så længe siden det var d. 11. november. Vi så et monument over krigsflyverne fra krigen efter, som vi ikke havde lagt mærke til før. De stod og missede mod solen...
Og endnu et som må være meget nyt, måske, for jeg synes ikke jeg havde bemærket det før. Et mindesmærke over kvindernes indsats på alle mulige områder, der bidrog til at gamle GB kom ud på den anden side. Kvinderne selv var gået hjem.
Vi inspicerede også lige Winstons underjordiske sovegemak. Anskuelighedsundervisning til ære for frk. Gowings, der kvitterede ved at være meget tilfreds med besøget.
Og forrummet i High Command, hvor farvede telefoner holdt sit indtog langt inden Gowings barndomshjem.
Jeg ved ikke om Cameron var hjemme...
Men vi kom frem til skamstøtten og styrede direkte imod Copenhagen 1801.
Og fik udtrykt os umisforståeligt.
På vej til Harrods kiggede vi lige på bil.
Men hastede videre og købte mandelgave her, inden mr. Bean fik molestreret hele butikken.
London var I julehumør. - Jeg håber den og jeg kan smitte jer. Sangen nedenfor handler ikke om London, men vi skal lige have den hvert år, hvilket hermed er opfyldt. Jeg ønsker jer alle en god højtid! - Og så glæder jeg mig til Cummings finale imorgen. God jul!
Mens alle andre holdt efterårsferie med lediggang, tant og fjas som hovedbeskæftigelse, gik Mænd af betydning anderledes seriøst til værks og og satte kursen mod syd for at gennemføre et længe planlagt forskningsprojekt vedrørende attraktioner på Lolland, Falster og Møn.
Uheldigvis viste det sig, at der havde indsneget sig en regnefejl i tidsplanen, idet vi havde glemt at tage højde for, hvor tidkrævende utilsigtede afstikkere på grund af manglende selverkendelse og heraf følgende ringe tilskyndelse til at gøre brug af såvel hovedveje som den GPS, der under hele turen befandt sig ubenyttet i handskerummet. Vi så os derfor ved den noget forsinkede ankomst til Nykøbing Falster nødsaget til at udskyde nærstudiet af Lolland til en senere lejlighed. Den tunge beslutning blev taget under indtagelse af en næsten lige så tung frokost i Czarens Hus, som efter sigende skulle være Danmarks ældste restaurant. Her bød man da også på flere historiske specialiteter, herunder en manglende sild i frokostanretningen samt en særudgave af den legendariske 'friturestegt camenbert med solbærmarmelade', som i dette tilfælde skilte sig ud ved at være en hul, cirkelformet skal, udelukkende bestående af paneringen. Hvor selve osten var blevet af er stadig et uopklaret mysterium.
Præstø MadMarked
Til alt held havde vi undervejs om formiddagen gjort holdt for at proviantere i Præstø MadMarked, som er leveringsdygtigt i bæredygtige og rene råvarer fra lokalområdet. Af samme grund havde vi ingen betænkeligheder ved at kaste os over de indhandlede chips med havsalt, ledsaget af en smagfuldt etiketteret ginger beer af økologisk oprindelse. At vi så glemte at gøre alvor af vores forehavende og kom hjem med alle indkøb intakte, er en helt anden historie.
Liselund Ny Slot
Efter planen skulle vi have været en tur forbi Middelaldercentret, som i anledning af efterårsferien havde talrige interessante aktiviteter på programmet, men eftersom klokken indikerede, at vi allerede var gået glip af dagens henrettelse, bestemte vi os for at haste videre til vores natlogi på Liselund Ny Slot. Her ankom vi rettidigt, men kun til dels standsmæssigt, idet Gowings havde begået den fadæse at glemme sin Donegal Tweed cap hjemme i privatboligen, så kun en af os kunne føre sig frem med reglementeret hovedbeklædning under skumringsturen i parken med det gamle lystslot.
Liselund Slot
Til alt held havde vi begge husket at medbringe butterfly, hvilket dog forlængede omklædningstiden til middagen med rundt regnet ti minutter. En korrekt bundet sløjfe vil altid være et must for Mænd af betydning.
The White Cliffs of Møn
Dagen derpå nåede vi endelig Møns Klint, som til fulde levede op til vores forventninger ved at ligne sig selv og efterlade os bjergtagne og åndeløse. Det sidste skyldtes dog først og fremmest den strabadserende tur tilbage op ad verdens længste trappe.
Trappen uden ende
Meget kan man sige om vejret, men strålende solskin var det ikke på noget tidspunkt. Til gengæld var kalechen regntæt, og i virkeligheden ænser man næppe DMIs tvivlsomme indsats for vejrliget, når man glider gennem landskabet i et velaffjedret, lunt køretøj. Især når man har den seneste dobbelt-cd med alle efterårets ørehængere fra Mænd af Betydning Going South med Cummings & Gowings All Stars i afspilleren og supplerende akkompagnement af de rytmiske vinduesviskeres fejende bevægelser frem og tilbage, frem og tilbage ...
- Eller Hawk Mountain Sanctuary, som det hedder herovre, er en del af bjergkæden Appalacherne, der løber ned langs Nordamerikas østkyst. Eller rettere sagt det er et hul i bjergkæden. Og lige her trækker ørne og høge fra nord imod syd lige igennem den smalle fordybning i bjergkæden, som ligger lige øst for Hawk Mountain.
Fristedet blev indstiftet af denne dame, Rosalie Edge, da hun havde fået nok af, at de lokale hvert efterår plaffede i tusindvis af ørne og høge på træk ned fra himlen. Rosalie ligner ikke en man diskuterer med. Og slet ikke tæt på.
Men altså, her kan man gå op på bjerget efter at have betalt 5 dollar og lagt øjne og ører til det klassiske problem ved frivilligt drevet godgørenhed - en klæbrig stemning af politisk korrekthed. Men i det mindste skyder de ikke ørnene mere...
Selvom vi var der i højsæsonen, "-og igår så vi så mange ørne!", så vi kun kun et par nordamerikanske gribbe, vultures, men dem ser man også ved motorvejen. Til gengæld så vi den udstoppede ugle på kæppen.
Hver dag bliver der talt ørne og rapporteret. Også til de besøgende.
Jeg har været der før. Og da så vi rigtig mange ørne- og høgearter på træk, så vi var bare uheldige idag. Undtagen med udsigten og skovens farver.
Hvis man går kystvejen fra Menaggio til Cadanabbia, hvor det store Hotel
Britannia ligger, passerer man den ene smukke villa efter den anden beliggende
på landsiden af kystvejen med indkørsler, der er slotte værdige. Og det er
netop hvad man må sige om 'villaerne'; det er ikke villaer i vores forstand,
men, små måske, veritable slotte.
Og på den ovennævnte stræknings vandside er 'strandvejen' - eller klippekystvejen -
bebygget med små 'klodser' der strækker sig ud i søen, ofte med græs og træbeplantning på toppen, så de udgør små haver mod søsiden. Og aldrig såsnart har man passeret bygningen, der står med fødderne i vand, for at opdage en tilgitret port og en lille mole til afskærming mod søens svage bølger. Der er tale om bådhuse - et for hver Villa.
For selvfølgelig sejlede man også dengang på søen, når vejret tillod og man skulle tilbagelægge strækningen til Como by eller bare gøre visit ved en anden Villa oppe eller nede af den Y-formede søs arme. Sandheden er nemlig, at søens bredder indtil sidst i attenhundredetallet ikke kunne befærdes på anden måde end med muldyr op og ned ad stejle stier og langs dybe afgrunde ned til søen. Så sejlads har været den nemmeste og mest komfortable måde at transportere sig rundt i området omkring søen.
Denne gåturs endemål er som nævnt Cadenabbia. En lille by der domineres helt af Hotel Britannia der ligger langs kystvejen. Ud for hotellet står en underlig statue forestillende en ældre herre og hvis udformning leder tanken hen på en person som tydeligvis lider af 'engelsk syge'.
Statuen forestiller byens æresborger, nu afdøde Konrad Adenauer, tysklands første kansler efter krigen. Manden kom, som en lille bronzeplade meddeler, her til byen på sommerophold og for at rekreere midt i det hjemlige wirtschaftswunder. Det har ikke været den nemmeste post at beklæde med et Tyskland, der på alle måder lå i ruiner. Mit yndlingscitat, som jeg ikke kan verificere, men som kunne være karakteristisk for en mand, som nægtede at give Hitler hånden og derfor måtte forlade sin post som Kölns borgmester, lyder som følger i et svar på spørgsmålet om betydningen for Vesttyskland af oprettelsen af de amerikanske baser:"80.000 analfabeter er ikke lige det Tyskland har behov for i den givne situation".
Grøn var vårens hæk, solen skinnede fra en skyfri himmel og atter lokkede de lange veje, da Mænd af betydning satte sig til rette i den forårsklargjorte limousines bløde sæder for at tiltræde årets første tjenesterejse og kortlægge det vilde Vestsjælland.
Turen gik til Røsnæs, men ingen ekspedition uden svinkeærinder, og som de inkarnerede transportmiddelentusiaster, vi er og aldrig har lagt skjul på at være, lagde vi vejen om ad Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm for at foretage en omstigning til Ålholm Plads med linje 6. Her havde vi dog sat forventningerne en kende for højt, idet vi i stedet blev kørt ud på et sidespor i skovens dybe, ikke helt stille ro som følge af klokkeklemt og skinners gnidsel, hvad man ikke skal kimse ad. En tur tilbage til barndommens land med vognstyrer og konduktør er ikke enhver forundt.
Ding!
En ypperlig frokost med øl, snaps og havudsigt blev et par timer senere indtaget på Gisseløre midt imellem Kalundborg Radios lang- og mellembølgesendere, før vi påbegyndte en længere fodrejse tur-retur til den gamle by, som behørigt blev inspiceret. Desværre lykkedes det os ikke til fulde at dokumentere, at kirken faktisk har fem tårne, men vi gjorde vores bedste:
Sidst på eftermiddagen indlogerede vi os på det fortræffelige Røsnæs Hotel, som ligger mindre end et stenkast fra vandkanten i et ubeskrivelig smukt komponeret stykke natur, farvelagt med årstidens mest overbevisende friskgrønne frodighed, som ikke fås bedre på film.
Røsnæs Hotel med opgang
En G&T udgjorde den perfekte optakt til middagen (som vi hensynsfuldt skal undlade at udpensle på grund af dens misundelsesfremkaldende potentiale), men dagens magiske højdepunkt er uomgængeligt – den stemningsmættede solnedgang over Kalundborg fjord, som uden tvivl vil overgå i Mænd af betydnings mest påtrængende erindringer:
Søndag kunne vi omsider entre Røsnæs Fyr og hermed bryste os af at have sat vore fodaftryk (for denne referents vedkommende str. 43) på Vestsjællands vestligste punkt.
Fra opstigningen i Røsnæs Fyr
Det vil føre for vidt at redegøre for samtlige Røsnæs’ fortræffeligheder, men vi kan i høj grad anbefale dem, og særligt entusiastiske læsere kan vi endog tilbyde en ekstra bonus.
Sluttelig skal det nævnes, at Røsnæs har været skueplads for så mange blodige krigshandlinger, at det fik tænderne på selv Mænd af betydnings egen garvede militærattaché Gowings til at løbe i vand. Som så ofte før befandt vi os på et tidspunkt pludselig i en betonkonstruktion adskillige meter under jorden, hvor man havde indrettet et koldkrigsmuseum i en gammel radarstation. Det var her, ideen opstod til storværket Bunkere i Danmark, som vi forestiller vil give begrebet coffee table book en helt ny dimension. Nu må vi se, om det bliver til noget, hvem ved ...
P.S. Det hele fandt sted i storebededagsferien. Med andre ord har det taget rundt regnet halvanden uge at fordøje det betagende indtryk, hvilket er ny rekord.
Det nye årtusind har fået sin 'Major Tom' og sin rumrejse. Filmen 'Gravity' sætter aftryk i form af sin minimalistiske rolleliste, perfekt afstemte spilletid og sine uudtalte eksistentielle spørgsmål. Se den i 3D; det gjorde deres anmelder og det må gøre en forskel. Og du glemmer hurtigt, at du, hvis du bærer briller som Gowings gør, formentlig ligner en kraftidiot der i mørket med to sæt briller på næsen.
Muligvis er overskriften at tage munden en anelse for fuld, eftersom Mænd af betydnings efterårsekskursion sidste weekend aldrig kom til at omfatte den nordlige del af øen. Til gengæld kan vi med stor autoritet, baseret på selvsyn og egne erfaringer, udtale os om forholdene på såvel Tåsinge som Langeland, hvis nogen skulle ønske det.
Første stop på redaktionens syddanske odyssé var havnen i søhelten Peter Willemoës’ fødeby Assens, hvor vi som det første indtog en uopsættelig kop kaffe, ledsaget af et stykke med en yderst velkrydret rullepølse, som Gowings behændigt fremdrog af sin rejsetaske. Som det fremgår af ovenstående foto, havde vi fri udsigt til statuen af den unge, formastelige søhelt, og for at gøre oplevelsen fuldendt aflagde vi efterfølgende byens amtsforvalterbolig en kort visit for at inspicere det interesssante, historiske interiør i Willemoës’ barndomshjem. Inden vi atter tog plads i limousinens bløde sæder for at haste videre, nåede vi frem til, at Aulin-tæppet, som prydede gulvet i Willemoësgården og strakte sig fra væg til væg, dog næppe var en del af den originale boligindretning.
Vi var de facto en kende brødflove, da vi ankom til den legendariske Falsled Kro ved frokosttid. Uheldigvis var vi ikke opmærksomme på, at brasseriet drives efter et fundamentalistisk wysiwyg-princip. Med andre ord: bestiller man sortefodsskinke, er det sortefodsskinke, man får, und nix weiter! Vores appetit var derfor stadig jomfrueligt intakt efter den andægtige servering, som vi blev enige om at betegne som minimalistisk. Det samme faldt det os til gengæld ikke ind at beskylde den endelige regning for at være.
Turen gik herefter til Egeskov Slot, hvor vi til vores store skuffelse ikke blev mødt af nogen greve i rustning, som bød os velkommen og viste rundt. Men vi fandt dog vej til målet for vores besøg – loftet med de støvede og endnu ikke restaurerede biler fra vores respektive barndomme, som vi skiftedes til at sende beundrende blikke, sideløbende med vores forsøg på at overbyde hinanden i leksikalsk paratviden om tekniske specifikationer. Det var ved denne lejlighed, at vi lovede vi hinanden højt og helligt aldrig at nævne ordskiftet for vores læsere med så meget som en stavelse.
Også Elvira Madigan og Sixten Sparres grav på Landet Sct. Jørgens kirkegård på Tåsinge fik vi et glimt af, inden mørket faldt på. Det gode skib herover har den unge dame næppe nogen sinde besejlet det sydfynske øhav i, men det lå til gengæld for anker ud for det etablissement i Troense, hvor vi kompenserede for frokostens manglende tyngde med en solid treretters menu. Herefter kunne vi tørne ind, mætte af kalvesteg såvel som indtryk, i vores parallelle værelser dør om dør i annekset på det gamle badehotel.
Næste morgen tidligt slog vi et slag omkring det nærliggende Valdemars Slots indtagende tepavillon og satte derefter kurs mod Langelandsfortet, hvor dette mindeværdige billede af cockpittet på en havareret F86 Sabre blev taget:
Måske ikke noget epokegørende motiv i sig selv. Men man skal forestille sig Gowings stående på resterne af vingen med kameralinsen rettet mod styrepinden, mens han forsøger at ignorere ærgrelsen over den flænge, han lige har pådraget sine nye, netop ibrugtagne benklæder under bestigningen af det ilde tilredte fly. Krigsfotografer stikker ikke op for bollemælk.
Vinen, vi ikke købte.
Vi nåede naturligvis også omkring den gode Willemoës’ gamle hovedkvarter Tranekær Slot, inden vi igen søgte mod de hjemlige breddegrader, men det vil føre for vidt at komme yderligere ind på. Ringen var sluttet.
Vi skal beklage den forbedrede billedkvalitet i forhold til tidligere rejseskildringer. Nogen må i dølgsmål have sat en farvefilm i redaktionens veltjente sort/hvide fotografiapparat. Derudover overvejer vi en misfornøjet henvendelse til DMI vedrørende den upræcise vejrudsigt, som forudsagde regnvejr det meste af tiden, mens faktum var, at vi måtte trækkes med store mængder solskin under den ganske rejse.
Man kan ikke komme ind. Man må stå pænt udenfor og kigge ind. Hele vejen rundt er der betonklodser, afspærringer, vagter - 'ingenmandsland'. Bortset fra at det selvfølgelig er nogens - ingenmandslandet.
Men det der er mest slående er, hvor åbent det virker alligevel. Jeg tror, det er de enorme græsarealer, der giver dette indtryk. Det må siges at være ret vellykket; at man kan få en fornemmelse af åbenhed, når man står på det sted, hvor ingen - ingen - når 25 meter ind, hvis de krydser det klassiske støbejernshegn, der omgiver stedet.
Hele vejen rundt
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Flere mennesker måske. Sandsynligvis var det den nådesløse sol, mangelen på skygge i flere hundrede meters omkreds og en luftfugtighed tæt på 100%, der lagde en dæmper på masserne. Det er dog ganske vist og som I kan se: jeg var der selv. Det hele er selvoplevet og ikke noget jeg bare bringer videre.
Peter Pedal - eller Nysgerrige Georg - eller hvad han hedder nu om dage, bor hos en god ven. Manden med den gule hat.
Manden med den gule hat arbejder et meget spændende sted. Han er zoolog - måske kunne man sige palæozoolog. Ihvertfald er der sådan nogen her, der hvor han arbejder...
Og sådan nogen her -
Og dem her -
Men hvor er manden med den gule hat? Og hvor er Peter Pedal? De var ikke til at se nogen steder, men The Smithsonian Institute er også enormt. Faktisk flere museer samlet på én MEGET STOR græsplæne. Hvis du kommer forbi og har en 16-18 timer, så kig ind. Der er gratis adgang.
(Og der er aircondition, hvilket er himmelsk når klimaet udenfor diverterer med 32 grader i skyggen og en luftfugtighed som et dampbad)
Ding!
Røsnæs Hotel med opgang
Fra opstigningen i Røsnæs Fyr
