Viser opslag med etiketten Musik. Vis alle opslag

Kære Gowings

Egentlig ville jeg ikke have skrevet om Kim Larsen, især ikke nu hvor du og alle andre for længst har gjort det meget bedre, end jeg ville kunne. For selv om hans musik konstant har simret et sted i baggrunden det meste af mit liv, og jeg kan jeg-ved-ikke-hvor-mange af hans og Gasolins tekster udenad, føler jeg mig mest som en tilskuer til noget, der ikke rigtig angår mig. Jeg har ikke noget grimt at sige om Kim Larsen, men det blev aldrig min musik, og selv om jeg næsten ikke tør nævne det, hører jeg til dem, der får myrekryb, når der bliver talt om 'vores allesammens nationalskjald' eller 'hele Danmarks spillemand'.

Nå, men i forgårs var det den varmeste oktoberlørdag i mands minde, og som så mange andre blev fruen og jeg enige om at vove os ud i det gode vejr. Vi gik ikke ud over Langebro, men valgte en planløs slentretur i Frederiksborg slotspark, og undervejs faldt vi ind i Havehuset, hvor vi kunne sidde udenfor og misse mod solen, mens vi nød en kold øl fra fad fuldstændig som på en varm sommerdag. Det hele forekom en smule uvirkeligt og eventyrligt, også da vi havde drukket ud og bagefter vandrede op mod slottet, der stod som en silhuet i modlyset, og det eneste, der brød den magiske stilhed, var vores egne skridt på grusstien. Men så blev vi brat revet ud af stemningen. Vi kunne høre noget, der først lød som råb, men efterhånden som vi kom nærmere, viste det sig, at støjen udgik fra en gruppe mennesker, der havde slået sig ned med deres madkurv i græsset under et træ – to familier af umiskendelig anden etnisk afstamning, som sad og skrålede højt sammen med deres små børn:

'Jeg bor til leje på Haveje
i restaurant Den Gyldne Reje …'

Nej, jeg istemte ikke, men da vi var kommet forbi dem, fik jeg den tanke, at der måske alligevel var – er– en slags håb.

Din hengivne
Cummings

Det synes desværre, at være sandt, idet indtil flere hjemmesider bekræfter enslydende, at David Bowie er død efter et længere sygdomsforløb. Aldrig såsnart har vi fejret hans 29. genkomst som musiker og musikfornyer, før dennne triste meddelelse tikker ind. Den livstruende sygdom har tilsyneladende præget teksterne på det nye album 'Blackstar' og mange af anmeldelserne giver mening i det perspektiv. Jeg har desværre ikke selv fået hørt dette det 29. album endnu.

Ingen musiker - endsige nogen kunstner - har betydet så meget for den unge og dermed den voksne Gowings, som Bowie har. Ingen. Mange af de gamle, som falder fra, har haft deres storhedstid og man kan diskutere deres bidrag til musikscenen i de senere år. David Bowie var ikke en af dem. Bowie skabte konstant sin egen scene.

Vendelboen og troubaduren Allan Olsen har holdt for her til frokost. Han spænder over generationerne. Til nybagte forældre: husk at spille ordentlig musik for jers børn; MGP og børnehits kan have sin berettigelse, men vis dem at der findes en endelig målestok for kvalitet og at 'alt ikke kan være ligegodt'. Allan Olsen fortæller historier. Hver sang er en lille novelle, en tur igennem byen, med smugkig ind ad vinduerne, en samtale med mennesker du voksede op med, men som er forsvundet ud af dit liv: igennem din barndom, din ungdom, din voksendom. Hør selv:



Det er rigtigt ikk'? Man vil ha' mer' - Værsgo'...



God weekend!

Engang troede jeg, at det var The Fab Four selv, der havde skrevet denne her ørehænger, som har ligget i toppen af min personlige Beatles-hitliste, så længe jeg kan mindes:



Men så opdagede jeg ved et tilfælde (tak, Spotify), at ophavsmanden hedder Meredith Wilson, og at han skrev den til Broadway-musicalen Music Man i 1957, hvor en kvindelig bibliotekar(!) fremfører sangen for en professor og bondefanger mod slutningen af 2. akt (tak, Wikipedia). Musicalen kom i en filmudgave fem år senere med Shirley Jones som den syngende bibliotekar, der lød og agerede som følger:



Unægtelig en noget anden fortolkning end den, man kender fra The Beatles – som for resten ikke anede, at sangen stammede fra Broadway, men havde ladet sig inspirere af Peggy Lees version (som vi springer over).

Hvorom alting er, synes jeg stadig, det er en pragtfuld melodi, og mon ikke de fleste sentimentalister vil give mig ret. Desværre kan jeg hverken synge eller spille på noget instrument, men som de fleste andre er jeg heldigvis udstyret med to hænder. Mit lettere forsinkede nytårsforsæt skal derfor være at lære at håndtrompetere Till There Was You med stenansigt inden udgangen af 2014:



Kynikere hævder, at et nytårsforsæt er en to-do-liste for den første uge af et nyt år. Men bare vent!

Bare rolig, de huslige sysler og dermed forbundne trængsler får ingen opmærksomhed i dagens julekalender, for heldigvis er der andre måder at sprede julestemning på.

I dag indeholdt postbudets gigantiske sæk med taknemmelige, håndskrevne julekort til redaktionen eksempelvis også en julehilsen fra United States of Advertising, som jeg iler med at viderebringe til vores læsere som optakt til det forestående gaveræs. Godt nok er Mænd af betydning en herreblog, men vi finder det kun rimeligt, at der også er lidt for husarinderne:



I say no more ...

- Kender du en, der hedder Paul Anka?
- Jep, det er ham her:

Folk dør hele tiden, kendte og ukendte. Og jo, man registrerer det og måske har en epoke, periode i livet, en oplevelse tidligere i livet mistet sin fortolker. Sådan igår; Lou Reed er død. Det ved jeg godt du ved, men det tog lidt tid at synke ind denne gang. Lou Reed er død.

Tredive år er der gået. Mit billede af den unge Gowings den aften er intakt. Sorte ørkenstøvler, sorte jeans - og så den supercool combi med de hvide hospitalssokker. Falkonercenteret 1. oktober 1983.

Boxen, Herning 28. september 2013. Peter Gabriel er den samme (en lidt ældre version, ok). Bandet er det samme (også en lidt ældre version, ok). En stor del af publikum er formentlig det samme (også det lidt ældre, selvom det faktisk ikke kunne ses...). Og hele salen blev taget med hjem.

Tekster må gerne være komplekse. Man må gerne have en mening. Man kan godt være alvorsfuld og have lune og humor samtidig. Jeg meddeler min uforbeholdne begejstring og glæde over at have været tilstede i Herning her tredive år efter...

(Psst! Der er masser af klip med Peter Gabriel fra tidligere koncerter på YouTube - det er bare med at komme afsted)

(Tak til Donald...)

Inspireret af Madames indlæg om en pladespiller app til iPad'en hoppede jeg på en lille tankerække, der snurrede om begrebet at lytte til HiFi. Selvom vi har, hvad man med rundhåndet overbærenhed kan kalde et HiFi-anlæg, så er det noget afbleget i forhold til fordum tiders opsætninger.

Før CO₂ kvoterne - og før nogen overhovedet var kommet på klimaforandringer og Lomborg endnu ikke var opfundet - da varmede vi stuen op med en lille 10 watts forstærker, klasse A, der brugte så meget strøm, at vi fik besøg af Københavns Belysningsvæsen. Væsenet undrede sig over vores forbrugsstigning på 400%.

Men lyden venner - lyden var ikke til at tage fejl af. Og det som jeg engang synes lød godt, det lyder stadig godt, når jeg får taget mig sammen og får rigget det gamle udstyr til. De hjemmelavede konstruktioner tåler ingen sammenligning i design med B&O, men det 'rå' udseende har sin egen charme (synes jeg). For de nysgerrige vidende entusiaster kan jeg fortælle, at vi har haft 10 watts klasse A forstærkere designet af både John Linsley Hood (se diagram) og Jean Hiraga.

Hvorom alting er, så ved jeg, at når vi nu får flere vindmøller på nettet og de tager min benzinmotor fra mig, så skal der bygges Klasse A forstærkere igen.

Indtil da må jeg konstatere, at det meste musik jeg får hørt, hører jeg i bilen. Her kan jeg så glæde mig over, at franske bilproducenter altid har taget musikanlægget i bilen alvorligt.


Det bliver dog godt at overtage sønnekes kælderværelse en gang - så skal der ikke skeles til WAF* når der skal indkøbes antikke Quad elektrostater (højttalere).

*WAF, wife acceptance factor

- Og hæk, og sat skabe op, og ikke mindst ryddet op i kælderen. Fundet gamle plader og gammel pladespiller frem - her falder præmien...



God søndag!

Så kom det, Bryan Ferrys nye album, med egne sange og kompositioner udsat for 78 omdrejninger. En forsinket julegave til fru Gowings. Der er tale om 13 sange omsat til 20'er-jazz - vel at mærke med den rigtige 78'er-sound. Sange som Love is a Drug, Avalon og Slave to Love udsat for trompet med dæmper, saxofon- og klarinethvirvler, tung gulvbas og lette trommer med whiskers, forstemte klaverer og rytmisk banjo. Club-atmosfære? - Oh yes! - Cigaretrøgen formelig vælter ud af højttaleren og svider i øjnene.

Der er ingen vokal, hvilket umiddelbart kan virke skuffende, men et par numre inde så er universet etableret og musikken taler. Soloer, imaginære stående musikere, der høster imaginære applaus. Herrer i kjolesæt eller store jakkesæt, bløde hatte, damer i små kjoler, små hatte, charleston og biler med svungne former. Dørmænd i uniform, borde, gardiner fra gulv til loft og dansegulv. Bryan Ferry har begået en genistreg i anledning af sit 40 års jubilæum.

Lyt her.

P.S. Tak, Capac!

'Betjenten rører med sin kam i kaffen'. Det er forår og Gowings har fri. Melodier og sange der passer stemningsmæssigt presser sig på. Der er mange at vælge imellem. Men Allan Olsen fylder en del iaften. Og da der skal fremstilles 'Pommes frites a'la Gowings' som frøkenen foretrækker dem, så skal der musik til arbejdet: Rødt Jern!

På Metropolitan operaen i New York, eller bare 'the Met', går man meget op i, at sangerne også skal performe godt. Altså være gode skuespillere. Lige præcis den ting gjorde forskellen for mig i sin tid, da jeg blev introduceret til opera af gode venner. Ganske vist ikke live opera i et operahus, men fjorten dage gamle optagelser fra the Met, som de vises i Imperial biografen med jævne mellemrum henover efterår, vinter og forår. Hertil skal lægges, at fantastiske scenografer får muligheden for at boltre sig på en af verdens mest anerkendte operascener - og det gør de. Fabelagtige scenografier har ledsaget hver eneste opera indtil nu.

Men i dag knækkede filmen, om man så må sige. Ikke fordi der er noget galt med enkle scenografier - jeg fremhæver her scenografien til 'Ringen', som vi har overværet i denne sæson - helt fantastisk. Men når scenografien bliver så enkel eller reduceret, at den reelt ikke er tilstede i flere tilfælde, så er der kun sangen. Og her er sangen altså frembragt af et elektronisk lydanlæg, der gengiver en tidligere foregået musikalsk begivenhed. Så når man lukker øjnene, sidder man i virkeligheden i et kæmpe rum sammen med andre mennesker - i gode stole bevares - men ikke væsentligt forskelligt fra at sidde hjemme ved højttalerne. Og hermed er magien brast og tredje akt i 'La Traviata', som reelt er én lang dødsscene, føles lang, meget lang. Men, men, men, vi er selvfølgelig at finde på sæderne igen til næste sæson, en enkelt bommert skal ikke gøre udslaget. Men det viser lidt om hvor spinkel illusionen er - og dermed hvor fantastisk oplevelsen plejer at være.

Vi mangler julemusik i det Gowingske hjem, så jeg bestiller en masse julemusik hos min net-pusher; engelske christmas carols med diverse kirke- og collegekor, og et par nye juleplader af mere rytmisk karakter.

Jeg må have været temmelig uopmærksom, for da jeg har betalt, læser jeg på kvitteringen: forventet levering 14-02-2012

Der er selvfølgelig noget let grænseoverskridende i at besynge sin egen charme, især fordi det stort set hele vejen rundt handler om mænd med en, efter eget udsagn, uimodståelig tiltrækningskraft. Jeg kan af naturlige årsager ikke komme helt ind til kernen i spørgsmålet om hvilke egenskaber, der gør det mandlige køn så uimodståeligt, at kvinderne flokkes. Alene af den grund at der nok ikke findes en universel nøgle.

En klassiker indenfor dette repertoire er 'Man kan vel ikke gøre for at man har charme' sunget af Ove Sprogøe der spiller Sigismund Sülzheimer, undertøjsfabrikant fra Düsseldorf, i den danske indspilning af syngespillet 'Sommer i Tyrol'. Denne film, som længe har været på frøken Gowings top-tre og som inspirerede til familien Gowings sommerferie, er en eminent perle i dansk filmhistorie. Hele filmen er en opvisning i charmeringens kunst.

Jeg kom til at tænke på det her emne, fordi jeg på en biltur bemærkede teksten på Brian Ferrys indspilning af Falling in love again. Jeg synes ellers, at jeg er ret godt med på tekstindholdet af mine favorit sange, men lige her blev jeg forbløffet: der er simpelthen tale om en uindskrænket selvglæde og overbevisning om egen fortræffelighed i forholdet til det andet køn. Men sangen bliver fremført så charmerende afdæmpet af Brian Ferry, at jeg førhen nærmest ynkede staklen, der forgæves forelskede sig igen og igen. Altså indtil jeg hørte ordentligt efter. Det har nu ikke ændret mit forhold til sangen nævneværdigt - den er som skrevet til den engelske storcharmør.


'Falling in love again' er en engelsk version af 'Ich bin von kopf bis fuss auf liebe eingestellt' oprindelig fremført af Marlene Dietrich i 'Der blaue Engel'. I mit barndomshjem var det dog Zarah Leander der lagde stemme til sangen - både på tysk og svensk. Det er klart, at Marlene og Zarah udgør undtagelsen og viser at kvinder også kan besynge egen charme. Men her er den jo også til at få øje på - man er jo kun en mand.

Kan vi ved fælles hjælp komme i tanke om andre sange skåret over denne læst? Altså sange om at være i den grad bevidst om egen charme...

Frøken Gowings og jeg har investeret i den danske revy-sangskat. Nu sidder jeg her og savner kommentaren. Den folkelige kommentar tak - ikke professionelle kommentatorer, ikke spindoktorer og ikke arrogante, populistiske politikere. Jeg savner - eller længes efter - revyen.

Jeg ved godt, at der stadig findes revyer derude, og at skuespillere over hele landet hver sommer gør deres for at holde begrebet i live. Jeg ved også godt, at den tid er forpasset, hvor revyen for alvor kom til orde og var folkeeje, hvor sangene blev sunget, fløjtet og spillet i radioen. Mediebilledet med de rappe nyhedstjenester og 'tju-hej hvor det går' levner ingen plads til revyens eftertænksomhed; revyen som folkeeje, som satire, som en politisk kommentar og som skinbarlig underholdning.

Jeg ved godt, at det er slut. Men jeg længes efter noget som den - revyen.

Kan du huske da du sang med på Beatles eller ABBA uden at vide hvad de sang? - Vi hørte Getz/Gilberto idag som 'Musik til Opvasken' og jeg sang med på klingende portugisisk. Jeg har aldrig kunnet sproget, men jeg kan teksten udenad - også selvom der går år imellem at jeg hører den. Her kan du selv synge med, hvis du ikke har vasket op endnu....

Da jeg kommenterede på Cummings indlæg nedenfor, startede en associations-række, der ledte mig hen til en sang af Trille, nemlig sangen Halvmånetid fra LP'en af samme navn. Jeg undrede mig over, hvad der egentlig var blevet af hende, Trille altså, men det kan man råde bod på her i denne gengivelse af 'Besøgstid' på P1.

Jeg synes altid Trille har stået for noget meget troværdigt, både i sin musik, men så sandelig også i de børneprogrammer, som hun medvirkede i i 70'erne. Herudover hæver hun sig sammen med få andre, f. eks Jomfru Ane Band og Røde Mor, over den flod af kvinde-politisk og anden politisk kunst som dominerede min barndom og ungdom, og som reelt ikke længere holder til et genlyt/-syn. Trilles tekster tåler meget fint en genlytning, idet disse netop ikke er beton-erklæringer med et tidsbegrænset sigte, men har et almen menneskeligt udgangspunkt.

Et af mine yndlingsnumre med Trille fra dengang, som det var en decideret fornøjelse at genlytte, er titelnummeret til albummet, 'Altid har jeg længsel'. Dette nummer er jo i virkeligheden en rigtig fin kærlighedssang. Det bedste nummer er dog efter min mening 'Under den Høje Himmel'. En hyldest til livet. Til sidst er der et stadigt meget aktuelt nummer, 'Danmark', som Trille ikke kunne have forudset, hvor aktuelt det ville blive her i 2011.

At Trille dengang heller ikke var uden humor fremgår af nummeret 'Storebælt' fra 'En lille Bunke Krummer' som har næsten Hausgaard'ske elementer, på trods af den lidt bastante slutning. Musikalsk er alt i top, med en besætning som bestod af bl. a. Alex Riel, Hugo Rasmussen, Øyvind Ougaard og Ole Fick. Hvis du ikke gider alt det her med at lytte til klip på YouTube, så tryk alligevel på 'Danmark'.

Hvis du derimod har lyst til at høre mere, så er der rigtigt meget tilgængeligt på YouTube. Og jo, der er da også Ham Gud eller 'Øjet', men jeg synes bare Trille er så meget andet...

Der er nu heldigvis udkommet en box, 'Hele Balladen', som hermed er bestilt. Så varer det alligevel lidt endnu, før pladespilleren kommer op fra kælderen.

Når du nu har bagt Cummings brød, har ladet teen trække og sat dig godt til rette i øreklapstolen med din bær'bare - eller Ipad'en, hvis du er nået så langt - så er det tid til lidt åndelig føde også, samt indbygget gætteleg. Og her er jeg leveringsdygtig. 

Det hele startede med 'Der er brev fra onkel Bob i Amerika', og så var jeg solgt. Andre titler fra CD'en med brødrene Olesen og Olesen - ikke at forveksle med Brd. Olsen - holdt også i længden; sange som 'Set gennem en voksende rus' og  'Audrey Hepburn', ja faktisk hele pladen. Jeg købte alle albums bagud og fulgte med fremad. Helt frem til det "hypede" brud mellem de to brødre, der formentlig blev trætte af aldrig rigtigt at slå igennem (- kommercielt ihvertfald). Fra CD'en 'Solsort og Forstærker' har specielt nummeret 'Jeg lytter til country' fået den yngre generation med på vognen herhjemme. Flere albums kan nu lånes på Bibzoom.dk og det anbefales hermed at gå på rundtur i brødrenes univers.

Der er en melankoli (vemod?) i sangene, som passer mig fint. Den er helt i tråd med den melankoli, der kan være forbundet med overgangen til det iøvrigt befriende midaldrene stadie i livet. Samtidig med at man klart fornemmer, at der er voksne mennesker bag tekst og musik. Den samme melankoli som gennemløber en af mine yndlings, ja roman kan man vel næppe kalde det, men nærmere erindringer, nemlig: 'Gud taler ud' - af Jens Blendstrup (hermed anbefalet).

Nu har Peter H. Olesen - den ene af de to brødre - begået en plade i sin nye konstellation med det tidligere band medlem Michael Lund. Tilsammen udgør de De Efterladte og titlen på albummet er 'Traditionen Utro'. 


Et af numrene herfra, 'Nedenom og hjem', har fået mig til at gennemgå min pladesamling for at opspore kilden til genkendelsens glæde over den svajende Guitar-rundgang, der følger omkvædet. Jeg har ledt hos Bob Dylan, der helt tydeligt er en stor inspirationskilde for Hr. Olesen (Jvf. titlen på pladen ovenover), og det nærmeste, jeg er kommet, er: 'If not for you' og 'Love minus zero/No limit'. Men det er ikke dem, jeg har i hovedet, når jeg hører den guitar. Er det noget musik til en David Lynch film? Kan nogen hjælpe? - Måske er det bare et eksempel på en 'arke-rundgang', så at det slet ikke kan betale sig at lede. Men det er hamrende poetisk-musikalsk!