Archive for januar 2016

Tilstandsrapporten: Uge 3-4



Allerførst skal vi beklage, at vi af TDC-mæssige årsager var afskåret fra at publicere sidste uges tilstandsrapport på et relevant tidspunkt. Men skal vi opridse uge 3 i korte træk, bestod den for det meste af næsvise beskyldninger og næsegruse undskyldninger uden nogen egentlig forbindelse med hinanden:

Som enhver ved, har Ekstra Bladet i årevis kunnet prale af at huse Nationens og den folkelige debatkulturs største septictank på sit website. Mindre kendt er det, at Jyllands-Posten i al stilfærdighed har opbygget et akademisk sidestykke til folkedybets kloaksystem ved at samle en stribe universitetsuddannede mørkemænd og -kvinder med ukontrollabel galdeproduktion og verbal inkontinens i et særdeles ildelugtende blogunivers med brokkeren og historikeren Mikael Jalving i spidsen. I uge 3 indskrev han sig i historien med en afskedssalut til den nu snart Londonbaserede, forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt under overskriften 'Farvel til finken', hvor han ikke kunne bestemme sig for, om han ville kalde hende Dukkelise, Dukkebarnet eller Hellepigen. Den nedladende tone vakte forargelse i alle medier, sociale såvel som trykte og elektroniske, som fandt de tuttenuttede øgenavne uhørt sexistiske, men nogen undskyldning kom der aldrig fra Michael Jalving. Tværtimod understregede han, at han mente, hvad han skrev, og at der ikke var tale om nogen finke, der var røget af panden. At en anden historiker af Djengis Khan-agtig observans i Jyllands-Postens spalter for en måned siden kaldte justitsminister Søren Pind for 'mandsling, 'søndagsskoledreng' og 'ynkelig', tiltrak sig ikke tilnærmelsesvis samme opmærksomhed. Men nogle vil nok også hævde, at det ikke havde en Pind med sagen at gøre og derfor heller ikke krævede, at nogen sagde undskyld.

Ugens uden konkurrence mest opsigtsvækkende undskyldning kom fra Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, der uforbeholdent lagde sig for fødderne af de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, som i halvfemserne forgæves havde forsøgt at få sat en stopper for den massive indvandring. 'De havde jo ret,' konstaterede den brødebetyngede forkvinde i manøvredygtighedens ulideligt klare lys og bøjede sig samtidig i støvet for den siddende regering og dens støjbergske flygtningepolitik, nu hun alligevel var dernede. Desværre havde de omtalte borgmestre som de gode socialdemokrater, de var, i mellemtiden indtaget et nyt standpunkt og tog nu afstand fra deres egen partitop, fordi den havde lagt stemmer til en asylpolitik, der efterhånden var strammere end Mette Frederiksens hestehale. Ugen efter dalede både vælgertilslutningen og humøret hos Socialdemokraterne med cirka 7 procent, men i det mindste kunne de bryste sig af, at det var den største tilbagegang siden 1998.

Som om uge 3 ikke havde budt på dårlige undskyldninger og giftigheder nok, fortsatte uge 4 med et overflødighedshorn af asylstramninger, sylespidse bemærkninger og krav om flere undskyldninger. Det begyndte med en 70 års fødselsdag, som übersocialdemokraten Mogens Lykketoft holdt på Christiansborg for en lille, sluttet kreds af et halvt hundrede slægtninge og venner. Underholdningen bestod af en tale, hvor han i et velforberedt følelsesudbrud, der var kraftigt nok til at kunne måles på Richterskalaen og utvivlsomt ville have imponeret kaptajn Haddock, kaldte den tidligere socialdemokratiske regering for talent- og profilløs, den nuværende Venstre-regering for fladpandet populistisk og statsminister Lars Løkke Rasmussen for 'den lille svindler'. Følelsesudbruddet var oven i købet så langtrukkent, at det nåede at komme med i den kopi af talen, Lykketoft bagefter rundsendte til fødselsdagsgæsterne. Men den virak, det affødte i medierne, var ifølge den forhenværende formand for Folketinget, nuværende formand for FN's generalforsamling, på ingen måde tilsigtet. Ikke desto mindre ville forargelsen ingen ende tage hos hans afløser som folketingsformand Pia Kjærsgaard, der for nylig med syren piblende i mundvigen afskrev Helle Thorning-Schmidt som en betydningsløs nullitet uden dog at sige det direkte. Lykketofts sprogbrug hørte derimod ingen steder hjemme, fastslog hun skingert, men ikke højlydt nok til at det affødte nogen undskyldning fra Mogens Lykketofts formandskontor i FN på den anden side af Atlanten. Kun en beklagelse på YouTube af, at ukvemsordene helt uforståeligt var sluppet ud i det offentlige rum, når han nu kun havde sendt talen til halvtreds personer.

Senere på ugen gik Pia Kjærsgaard fra at være forarget til at være direkte fornærmet og krænket på Danmarks vegne. Årsagen var den satiretegning, som optrådte i den britiske avis The Guardian, da Folketinget vedtog de asylstramninger, der på rekordtid forvandlede verdens lykkeligste land til verdens Løkkeligste. Tegningen forestillede Lars Løkke Rasmussen, der tilsyneladende havde skiftet job fra statsminister til obershitstormführer, iført skrårem og et brunt nazijakkesæt, som næppe var indkøbt i Magasin Zornig på Gammel Kongevej, hvor jakkesættets bærer ellers har for vane at handle. Teksten lød: 'Venstre – sandsynligvis det dummeste politiske parti i verden'. Herefter stod det i det mindste klart, at britiske bladtegnere ikke har den ringeste anelse om, hvor hård konkurrencen om den betegnelse for tiden er på disse breddegrader.

Som sagt holdt folketingsformand Pia Kjærsgaard og hendes hårdt prøvede pegefinger sig ikke tilbage, og selv om hun ellers er en varm fortaler for krænkende Muhammed-tegninger, krævede hun, at The Guardian øjeblikkelig trak sin nazi-tegning af Lars Løkke Rasmussen tilbage med en undskyldning. Hermed bidrog hun med sin egen omstillingsparate logik til underholdningen, og om ikke andet opnåede hun, at en hel del nu går rundt og spekulerer over, om ikke det snart er på tide, at hun selv trækker sig tilbage. Ingen vil formentlig afkræve hende en undskyldning for det.

Kategori: | 6 kommentarer

Tilstandsrapporten: Uge 2



Endnu en uge af det nye år er gået, og endnu engang har den været mindeværdig, om end ikke altid for det gode. Men i det mindste kan vi glæde os over, at den er forhenværende. At forhenværende desuden skulle vise sig at blive ugens nøgleord beror naturligvis på en tilfældighed.

Bedst som alle gik og troede, at Dansk Folkeparti havde fået lukket munden på partiets betydelige fraktion af landsbytosser, gjorde lokalformanden på Fyn sig bemærket på Facebook med sin opdatering om Venligboerne, der efter hans uforbeholdne mening burde klippes skaldede som tyskertøser for deres landsskadelige virksomhed. Som bekendt har Venligboerne nemlig den frækhed at behandle væmligboere i form af flygtninge og asylansøgere, som om de ikke havde gjort noget. Den nu forhenværende lokalformand opnåede dog knap nok sine 15 minutters berømmelse, før DF's specialenhed rykkede ud og stoppede en lydtæt sok i halsen på ham, hvorefter de skyndsomst ekspederede ham videre til de evige gakkelakmarker, som om intet var hændt.

At den samme selvjustits ikke håndhæves i Venstre, og at integrationsminister Inger Støjberg endnu ikke er blevet udskiftet med et lidt mere støjsvagt eksemplar, er der mange, der har undret sig over, efter at hun i weekenden fortalte det forunderlige eventyr om den lille hamburgerryg fra Aalborg, der ikke måtte komme med i madpakken for Den store Stygge Børneinstitution, for så var der bare nogle fremmede, der ville blive kede af det. Men et eventyr var det, og integrationsministeren måtte indrømme, at det var en svinestreg, der var blevet til til fem hamburgerrygge. Men hun var selv til stede, da det blev fortalt, og dét var ganske vist.

Ellers løb forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt for en kort stund med al opmærksomheden, fordi hun langt om længe fandt en rigtig god løsning på sit jobproblem hinsides al grænsekontrol, så hun endelig kunne tage til London og koncentrere sig hundrede procent om sin hemmelige, altopslugende interesse for børns rettigheder, som altid har stået hendes hjerte nær. Til manges overraskelse kunne statsministerposten således alligevel bruges som springbræt til noget mere meningsfyldt, eller i det mindste til at opnå en løn, der lå godt en million højere end den, hun i sin tid fik for at stå i spidsen for regeringen.

Helle Thorning vil i fremtiden sågar få mere, end selveste prins Joachims ekskone modtager i hustrubidrag, men dog ikke halvt så meget, som hendes partifælle, forhenværende finansminister Bjarne Corydon, indkasserer. Han ligger til gengæld på linje med forhenværende prinsgemal Henriks lommepengeudbetaling på otte millioner. Sidstnævntes måde at bruge pengene på bliver dog efter alt at dømme en kende mere flamboyant, end man kan forvente af førstnævntes. Siden den spektakulære neddrosling by proxy har den af Ekstra Bladet udråbte feriekonge allerede været et smut i Napoli for at shoppe et par skulpturer i en lokal kunstbutik for nogle af pengene, og forleden dag var han vært ved en jagt i Grib Skov i et uforglemmeligt antræk bestående af stok, slag og en Doktor Zhivago-hue, som Bjarne Corydon næppe ville iføre sig, hvor meget han end måtte fryse om sin skaldede isse.

Ugens kulturelle højdepunkt var premieren på Thomas Vinterbergs nye film Kollektivet. Aviserne brugte meget spalteplads på at fortælle, at den bygger på selvbiografisk materiale, hentet fra instruktørens opvækst i et Hellerup-kollektiv i 70erne, mens instruktøren omvendt brugte næsten lige så meget plads på at fortælle, at der på ingen måde er tale om en nøgleroman i filmform. Anmeldernes meninger var delte: Politiken og Berlingske Tidende uddelte begge 5 ud af 6 stjerner og kaldte blandt andet filmen 'en begavet fortælling om at miste hinanden i fællesskabet', mens Ekstra Bladet gav filmen 3 stjerner, ledsaget af ordene: 'Kollektivet er et banalt trekantsdrama'.

De fleste trekantsdramaer handler, som enhver ved, om at A elsker B, som elsker C. Men sådan er det ikke altid. På Christiansborg har der for eksempel gennem længere tid udspillet sig et trekantsdrama mellem V, LA og DF, men der er ingen af dem, der elsker hinanden, fordi de ikke kan blive enige om, hvem der skal betale mest, og hvem der skal betale mindst i skat. LA truer hele tiden med at indgive skilsmissebegæring, hvis de ikke får deres topskattelettelser, men på den anden side ved de ikke, hvem de så skal slå pjalterne sammen med. Indtil videre er det afgørende ægteskabelige skænderi udskudt til efteråret, fordi V hellere vil bruge tid på at begrænse udgifterne til alle de asylansøgere, der er på vej. DF er både imod topskattelettelser og asylansøgere, men er for tiden mest optaget af at indføre gramsekontrol og forsyne danske kvinder med en peberspray, så de kan forsvare sig mod alle de asylansøgere, der er ude efter krydderi på tilværelsen.

Om ikke andet kan vi vel blive enige om, at det har været en uge, hvor det ikke er så lidt, vi har måttet lægge hamburgerryg til.

Kategori: | 4 kommentarer

Holdt! Stop! - er det en epidemi?

Alle de gode falder fra - alt for tidligt. Alan Rickman er død. Denne her blog begynder snart at ligne Capac på en god dag.

Alan Rickman, en af Gowings yndlingsskuespillere, fordi han er - var - indbegrebet af 'britisk' i ordets allerbedste forstand. Om han så spillede naiv ægtemand i 'Love Actually', arrogant, elitær professor som Snape i 'Harry Potter', sheriffen af Nottingham i 'Robin Hood', led, tysk terrorist/mega-tyv i 'Die Hard eller lagde stemme til kålormen i 'Alice i Eventyrland'. Og så selvfølgelig - muligvis endnu mere sublimt - hans roller på teateret.

Alan Rickman - prøv at se ham for dig som Richard d. III. Rickman er lyden af Shakespeare inde i mit hoved.



Alan Rickman, allerede stærkt savnet. Hvem skal udfylde tomrummet efter den stemme...

Kategori: , | 3 kommentarer

And the stars look very different today...

Det synes desværre, at være sandt, idet indtil flere hjemmesider bekræfter enslydende, at David Bowie er død efter et længere sygdomsforløb. Aldrig såsnart har vi fejret hans 29. genkomst som musiker og musikfornyer, før dennne triste meddelelse tikker ind. Den livstruende sygdom har tilsyneladende præget teksterne på det nye album 'Blackstar' og mange af anmeldelserne giver mening i det perspektiv. Jeg har desværre ikke selv fået hørt dette det 29. album endnu.


Ingen musiker - endsige nogen kunstner - har betydet så meget for den unge og dermed den voksne Gowings, som Bowie har. Ingen. Mange af de gamle, som falder fra, har haft deres storhedstid og man kan diskutere deres bidrag til musikscenen i de senere år. David Bowie var ikke en af dem. Bowie skabte konstant sin egen scene.

Kategori: | 15 kommentarer

Tilstandsrapporten: Uge 1



Mænd af betydning – eller i det mindste nogle af os – har nu nået en alder, hvor det kan have sine vanskeligheder at huske, ikke bare hvad vi fik til middag i går, men også hvad der er foregået omkring os i den forløbne uge. Denne glemsomme fraktion af vores organisation har derfor besluttet at bruge et skiftende antal spalter i det nye år på at minde os selv om, hvilke tildragelser der har optaget sindene siden sidst uden dog hverken at lægge os fast på, hvilke sind vi sigter til, eller hvor lang tid 'siden sidst' vil sige. Men lad os nu bare til en begyndelse kaste et tilbageblik på uge 1.

En stor del af ugens disponible timer blev således brugt på at fundere over de bevingede ord, der udgik fra landets førende nytårstalere. Dronningens bidrag vil blive husket for den behændighed, hvormed hun for åben skærm blandede sine manuskriptark som en dreven pokerspiller for til sidst og langt om længe at stikke den grænseoverskridende trumf, at hendes mand agtede at skifte status fra prinsgemal til prinsionist. Heldigvis kom det hurtigt frem, at den nye situation ikke ville få indflydelse på befolkningens samlede udgifter til kongehusets drift. Tilsyneladende var den afgående prinsgemal indstillet på fortsat at klare sig for de otte millioner om året, han hidtil var blevet spist af med og ikke som de grådige folketingsmedlemmer forlange 15 procents lønforhøjelse uden grund. Nogle analytikere mente dog, at den kongelige neddrosling bedst kunne beskrives som en overgang fra offentlig forsørgelse til arbejdsfri indtægt, mens andre sagtens kunne se det rimelige i, at prins Henrik lænede sig tilbage efter gennem et langt liv at have ligget vandret i luften på grund af uopsættelige jagtselskaber og tidkrævende longdrinks på terrassen i Caix, hvor han nu omsider kan indtage dem i ro og mag. Måske ville det lavere aktivitetsniveau oven i købet skaffe hans kongelige forhenværende højhed tid til at være til stede ved sin kones fremtidige fødselsdage.

Statsminister Lars Løkke Rasmusssen var leveringsdygtig i ikke mindre end to nytårstaler. Den første, som blev sendt i tv, var vanen tro farveløs og næsten uden smag, fastslog retorikprofessor Christian Koch: 'En ugegammel risalamande med minimal vanilje og uden kirsebær.' Anderledes positive anmeldelser indkasserede Lars Løkke Rasmussen for sin nytårstale nummer to, som var forbeholdt brugerne af Facebook. Selv statsministerens argeste politiske modstandere var eksalterede over budskabet om, at vi skal tale pænt i stedet for at svine hinanden til på de sociale medier. Hvor den stolte tradition for mudderkastning stammer fra var imidlertid undsluppet hukommelsen både hos Lars Løkke Rasmussen og de jublende christiansborgpolitikere i kommentarsporet. Noget at jublen må dog muligvis tilskrives det frydefulde i at høre Løkke citere hadekommentarer fra Facebook, der karakteriserede ham selv som blandt andet en løgnhals, en lort og en lille, utroværdig orne.

Den underliggende martyrrolle lod sig dog ikke til skjule 100 procent, og en uge efter stod det klart, at der skal mere end en alternativ nytårstale til for at holde på vælgerne. Heller ikke en midlertidig grænsekontrol ved den tyske grænse kunne standse Venstres flygtende vælgermasser, der pludselig strømmede ind over den lurende spærregrænse hos Det Radikale Venstre og lod en lille, sluttet kreds på bare 16,6 procent tilbage hos et Venstre, som ikke havde været mindre i mands minde. Men statsministeren bedyrede, at grænsekontrollen var nødvendig. Uden den ville vi nemlig risikere, at motorvejene blev fyldt op med flygtninge, som uvilkårligt ville øge antallet af forhastede straksopbremsninger. Det viste sig dog hurtigt, at regeringens nyindførte grænsekontrol kun var en stikprøvekontrol, der ikke var egnet til andet end at stikke folk blår i øjnene, selv om man måtte gå ud fra, at mørklødede turister med langt skæg og bomber i turbanen nok i påkommende tilfælde ville blive standset ved grænsen og bedt om at finde en anden campingplads at slå teltet op på.

På mediefronten meldte Radio24syv sig endnu engang med en nyskabelse. Hver dag i januar måned kan lytterne sende spørgsmål ind til programmet Spørge Jørgen, hvorefter eksildigteren Jørgen Leth beredvilligt svarer på alt mellem himmel og jord fra sin residens i Haiti. Forhåbentlig også på det påtrængende spørgsmål, Mænd af betydning netop har sendt til programmet, og som i al sin enfoldighed lyder: Helt nøjagtig hvor går Lars Løkkes smertegrænse?

Kategori: | 9 kommentarer

Annus Miraculis



Mens alle andre medier har været ved at falde over hinanden for at være de første til at jamre over, hvor forfærdeligt et år 2015 har været, har vi her på redaktionen valgt at koncentrere os om de lyse sider.

Således har nogle af årets indiskutable højdepunkter været de timer, vi tilbragte i chesterfielden foran tv-apparatet med at følge sidste sæson af Downton Abbey, der som så mange gange tidligere fik denne blogs redaktører til at føle sig som hjemme i vante omgivelser. Ikke desto mindre var afskeden smertelig, for det var langt fra nogen happy ending, der rullede over skærmen, og der var adskillige løse ender, man gerne havde set knyttet sammen. Eksempelvis kunne man godt have undt Lady Edith at få sin Bertie til sidst. Men sådan skulle det altså ikke være, antagelig af kunstneriske eller andre inferiøre årsager.

Heldigvis var Downton Abbeys producenter forstandige nok til i sidste øjeblik at diske op med en supplerende julespecial i to afsnit, hvor alting vendte sig til det bedste og gik op i en højere enhed, så alle fik hinanden til sidst og levede lykkeligt til deres dages ende.

Men hvorfor begrænse den form for mirakler til en tv-serie, som jo er det pure opspind? Hvorfor ikke overføre konceptet til den virkelighed, vi står og går i?

Mænd af betydning påtager sig gerne opgaven her, hvor et år er til ende og et nyt begynder. I vores nytårsspecial er det nemlig slet ikke gået så galt, som aviser, radio og tv har prædiket. Det, der er sket, er i virkeligheden:

  1. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen blev omsider gammel nok til at lade sig konfirmere og har nu ikke længere tid til at hyppe sin egen families kartofler på grund af uopsætteligt arbejde med konfirmationsforberedelserne oppe i Norge.
  2. Integrationsminister Inger Støjberg indså, at hun ikke trivedes i byen, brændte alle broer bag sig og flygtede over hals og hoved til de vestjyske hedesletter, hvor hun slog sig ned i et overvejende lyngfarvet camouflagetelt, som ingen nogen sinde vil få øje på.
  3. Om få timer bruger statsminister Lars Løkke Rasmussen hele sin nytårstale til at afsløre, at det er gået op for ham, at det er helt i skoven, at han er statsminister, når ingen på noget tidspunkt har været interesseret i at få ham som statsminister. Han oplyser, at han vil råde bod på fejltagelsen ved at tage sit gode tøj og gå, om end han muligvis ikke selv har betalt for samtlige beklædningsgenstande, og at han i øvrigt ikke har tænkt sig at genopstille, før solen brænder ud.
Kort sagt, fremtiden tegner lys og lykkelig!

Godt nytår.

Kategori: | 2 kommentarer