Archive for 2011

Vi har siddet på verandaen og skuet udover savannen, klinket glas med den helbredende Gin & Tonic, som man desværre er nødt til at indtage på disse kanter, hvis man vil undgå de lokale sygdomme. De indfødte har fneset af Cummings insisteren på at bære sin City hovedbeklædning her i vildnisset.

Vi har samtalet om året der gik. Et år med et fælles projekt. Hundrede og tyve indlæg er det blevet til; i gennemsnit et hver tredje dag. Og om tre dage har vi et års fødselsdag. Vi har skrevet om 'stort og småt som det opleves og refereres af os'. Det er blevet mere politisk end det oprindelig var tænkt, men det har udviklingen krævet, synes vi. Der er blevet skrevet mindre om biler og herremode, end vi havde tænkt; men det har måttet ofres til fordel for udviklingen. Hvad der sker fremover, om inspirationen er der, om behovet for at udtrykke sig i denne form forbliver, vil vise sig. Men indtil videre har det givet god mening at være herinde, både med indlæg her og kommentarer hos jer. Denne del af verden er en øvelsesplads i disciplinen høflighed, både for anonyme som ikke-anonyme.
 
Cummings og jeg har fundet en ny fælles interesse i virtuelle operaforestillinger, frokoster på gode klassiske frokost-restauranter og ture ud til forskellige oplevelser. Noget som vi glæder os til at dyrke i det nye år. Men karakteristisk for 'Mænd af Betydning' er det emner, som vi kun antyder her. En ting er dog helt sikkert, alle disse aktiviteter har fået næring fra nærværende side. Om missionen er fuldført og MAB har overlevet sig selv, vil 2012 vise.

Iøvrigt, hovedtøjs evne til at vække opsigt er kontekst-bestemt; i sommers var det mig der blev fneset af, da jeg blev præsenteret for familien Cummings på deres sommerresidens i Cornwall.

Her til aften kunne man på DR varme sig ved Anne Wivels smukke portræt af ægtemanden Svend Auken. Man bliver stærkt vemodig ved tanken om, hvordan politik kunne have været.

- "24.december. Jeg er kun en fattig mand, men jeg gav gerne 10 shillings for at udfinde, hvem der har sendt mig det fornærmelige julekort, som jeg modtog her til morgen. Jeg fornærmer ingen - hvorfor skulle nogen da fornærme mig? Det værste ved denne begivenhed er, at jeg nu mistænker alle mine venner. Håndskriften uden på konvolutten er tydeligt nok fordrejet, idet skriften hælder den forkerte vej. Jeg kan ikke forestille mig, at Gowings eller Cummings skulle føle sig fristet til at begå en så skændig handling. Lupin nægter ethvert kendskab til kortet, og jeg kan kun tro ham, omend jeg misbilliger hans latter og hans udtalte sympati for fornærmeren. Mr. Franching ville være hævet over en sådan gerning, og jeg tror heller ikke, at Mutlars ville fornedre sig til den slags. Men gad vide, om det var Pitt, den uforskammede kontorist? Eller Mrs. Birrell, rengøringskonen? Dog, skriften er mere skolet, end hvad man kan forvente af sidstnævnte." -

Fra "En mand af betydning" i Jørgen Stegelmanns oversættelse

Jeg har hørt at man siger god jul inden juledagene, - og glædelig jul i juledagene; har det mon noget på sig? Hvorom alting er, så må vi se om det bliver til nogen indlæg i ugen der kommer - mon ikke? Indtil da må julefreden sænke sig over jer og jeres omgivelser.

Så fik vi endelig carols i huset og julefreden sænker sig...

I vores næste liv skal vi, Cummings og jeg, være professorer på Cambridge- eller Oxford University. Så ved I det...

Kom nu Morten, Mette, Christian og Mette og I andre! Kan I huske dem her...?

Vi mangler julemusik i det Gowingske hjem, så jeg bestiller en masse julemusik hos min net-pusher; engelske christmas carols med diverse kirke- og collegekor, og et par nye juleplader af mere rytmisk karakter.

Jeg må have været temmelig uopmærksom, for da jeg har betalt, læser jeg på kvitteringen: forventet levering 14-02-2012

Der er kommet ny dør i det Gowingske hjem - mahogni med vindue. Det var tiltrængt; den gamle dør var fra '49. Nu kan vi lægge sivskoene på hylden og hjælpe pingvinerne med at pakke.

Pyha, så blev vi endelig færdige. Cummings og jeg har brugt aftenen på at dække bord til redaktionens julefrokost imorgen.

Dagene forinden har vi kogt og braset, og selv ser jeg frem til Cummings rullepølse - et hit hvert år. De yngre medarbejdere har bedt om lov til at feste for sig selv, så vi er kun lige kernen af de ældre redaktions-medlemmer, men det skal nok blive hyggeligt. Hvis du selv skal til julefrokost så god fornøjelse. Ellers må I have en god week-end derude.

Cummings & Gowings

-Nåh, men så kan det være, at det endelig kan komme til at handle om politik. Man må tro at Søren Pind og de andre moralske fyrtårne fra oppositionen lige tager en time-out...

Ja, jeg er ked af at skulle nævne det, og så i denne søde juletid, men kan du heller ikke sige dig helt fri for tanken om, at Troels havde siddet som minister endnu; hvis Ekstra Bladet havde set snittet til det, og det efterfølgende havde været op til Pia at få sagen belyst nærmere?

Så er vi igang. Det har vi nu været siden i lørdags, da frk. Gowings har et stort julehjerte.

Og så kan vi lige så godt først som sidst slå fast, at der findes kun en 'rigtigt julet' version af 'Peters Jul' - den med Herluf Jensenius' illustrationer. Det er der ikke ret mange, der er enige med mig i. Heller ikke den yngre generation herhjemme. De er nemlig vokset op med et genoptryk af den allerførste, med Admiralgade(?) på forsiden.


Og så er der alle de ukurante versioner, som vi ikke vil nævne her.

Morderen fra Utøya er diagnosticeret til at lide af paranoid skizofreni - og således have været sindssyg under udførelsen af sin udåd. Dagbladet Information spørger kommentatorer, der tidligere har udtalt sig om mordene og sat dem ind i en kontekst, om diagnosen ændrer deres syn på det skete. Konklusionen synes at være, at det ikke får kommentatorerne til at ændre syn på hændelsen.

Daniel Poohl er chefredaktør ved det svenske webmagasin Expo.se: »Ja. Det er muligt, at han har været præget af psykisk sygdom, men hans manifest viser jo stadigvæk klart, at han har været motiveret af en mere eller mindre sammenhængende ideologi,« siger Daniel Poohl og fortsætter: »Ofrene blev udvalgt ud fra ideologiske motiver. Han udvalgte netop dem som legitime, og det tankegods, han gjorde det ud fra, findes mange steder i vores samfund,« siger Poohl og konkluderer: »Man kan jo også erklære alle de partier og organisationer, der er del af det her miljø, for sindssyge. Når man hører på dem, kunne det da være fristende nærliggende, men det er jo bare ikke rigtigt« (Information 29/11 2011)

Og se - det synes jeg er en betryggende konklusion. Det ville være for let at affeje Utøya som 'gal mands værk'.

UPDATE:

Hovsa, vi skal da også lige have ham her med...

Bare hvis I skulle have glemt det -









- og der er meget, meget mere, hvor det kommer fra...

Er man født og opvokset i Danmark, så har man lært om perlerækken af glorværdige og ærefulde nederlag i fædrelandets historie. Der er nu mange år efter meget stygt at sige om landets ledelse under Napoleonskrigen - også kaldet Englandskrigene herhjemme. Idioti og en vanvittigt oppustet selvforståelse hos landets politikere kastede nationen ud i borgerkrig i 1848 - og samme blev så kæphøje, at de senere, i 1864, udfordrede Preussen og Østrig-Ungarn med Bismarck i spidsen. Begge begivenheder er blevet kraftigt revideret i de senere år, når det kommer til det faktiske historiske forløb.

Vi har også skullet lægge øre til besyngelsen af den tapre danske modstandsbevægelse og de modige fiskere, der sejlede jøderne over til Sverige. Og ja, gu' fanden viste de mod - alle til hobe - men de var bare ikke os allesammen, de var ikke nationen; de var få tusinder, hvis alt skal med. Efterfølgende blev det til fortællingen om den danske nation, der ganske vidst officielt samarbejdede med tyskerne, men som også sad i stuerne rundt om i landet, indædt bag mørklægningsgardinerne, og læste Frit Danmark og lyttede til BBC. Også denne fortælling er blevet kraftigt udfordret


Omvendt synes det frit for at revse den danske indsats d. 9. april 1940. Men sammenligner man med de læsterlige tæv de iøvrigt overlegne franske og engelske arme'er fik, da de den efterfølgende maj måned, med store tab og på kun en måned blev drevet rundt i manegen af tyskerne og sluttelig smidt i kanalen, så er der vel ikke så meget at lade nogen høre. Det er ellers en del af historien bag den store fortælling om de allierede, som vi bare ikke rigtig har dyrket før nu.

Hvorfor skriver du det her Gowings? Jamen, det er fordi jeg læste om Utøya i min avis. Der er historien som den var og foregik- og så er der den fortælling, som vi gerne vil have skal være 'historien'. Nordmændende gennemlever lige nu revisionen af den fortælling, der blev vores allesammens, da vi hørte om drabet på Norges uskyld. Fortællingen om noget så grusomt at ingen kunne være forberedt på det: ikke politiet, ikke militæret, ikke befolkningen, ikke politikerne. Og alligevel. Nu viser det sig alligevel, at noget nok kunne have været gjort bedre, at meget ikke var optimalt, at nogen begik fejl - skæbnesvangre fejl. Ligenu er reaktionen: 'politifolk har også et hjerte...', men en dag bliver det muligt at lytte og revidere billedet, af hvad der skete den 22. juli.

Jeg er af den mening, at selvfølgelig skal så meget af sandheden frem som muligt. Men en del af sandheden er også, at uanset deres position er det de færreste mennesker, der instinktivt reagerer iskoldt, overvejet og totalt kontrolleret i ekstreme situationer. Der vil altid begås fejl - nogen af dem dumme. Det er en illusion at tro, at det ikke er sådan og man kan også evt. fyre dem, der reagerede uansvarligt. Dog skal man nok altid huske, når man bringer fortællingen i samklang med historien, at man ikke gør sig skyldig i en utilgiveligt svag indlevelsesevne.

Da vi havde den lille Renault 5, var der ikke noget med vinterdæk. Vores kørselsbehov var forsvindende og de små hjul med gode slidbaner på sommerdækkene slog til - også det meste af vinteren. Nu er det en helt anden situation, fordi fru Gowings og jeg har et andet regnestykke. Så jeg har hygget mig med kobberfedt, bremsestøv og vægtstangsprincippet - så nu kan sneen og isen bare komme an.

Det er formentlig ingen hemmelighed, at Mænd af betydning har visse anglofile tilbøjeligheder, uden vi dog af den grund er i nærheden af at udvise tilnærmelsesvis så excentrisk en adfærd som vores engelsktalende kønsfæller. Eksempelvis har samtlige medlemmer af redaktionen aldeles glatbarberede overlæber, eftersom overskæg indebærer en overhængende risiko for at blive forvekslet med skimmelsvamp. Men herved adskiller vi os markant fra medlemmerne af den legendariske Handlebar (Moustache) Club. Klubben har naturligvis også en hjemmeside med klubbens historie, billedgalleri og mødekalender med fremtidige arrangementer og links til oversøiske søsterklubber (som i dette tilfælde måske burde benævnes broderklubber).

Nu vi har berørt emnet England, hvorfor så ikke lige repetere moden i London gennem 100 år. Det kan gøres på under to minutter.

Tilbage til de hjemlige breddegrader. Af naturlige årsager erindrer ingen i Mænd af betydnings redaktion, hvordan der så ud i København i 1937. Men takket være YouTube ved vi det nu, og vi må konkludere, at det faktisk ikke er den helt store forandring, der er indtruffet i de forløbne år. Og allerede dengang var amerikanerne ved at gå bagover ved synet af alle de cykler.

Gowings, der altid har fingeren på filmpulsen, har selvsagt allerede set Steven Spielbergs filmudgave af Tintin. Til gengæld er jeg næsten sikker på, at han ikke har set denne uofficielle, alternative intro til filmen, hvor animatoren James Curran har fået flettet elementer fra samtlige 24 Tintin-bøger ind på lidt over et minut.

Have You Seen My Sister Evelyn med Evelyn Evelyn skal bare nydes, både med øjne og ører.

Vær Velkommen!

Og bliv gerne længere end til påske...

Jeg ved, at jeg har stillet et indlæg om sherry (jerez) i udsigt. Men helt ærligt: tåge og kold vind er ikke inspirerende. Min oplevelse af sherry skal dog ikke sidestilles med den førstegangs oplevelse man kan - eller kunne - opleve med vin og spiritus som retsina og ouzo. To ting der smager herligt på stedet, men som sjældent holder på terrassen hjemme i haven. Sherry er mere end en vin, en knastør vin, fortified, som er perfekt til bl. a. tapas med sine elementer af olie og marinade og hvor en almindelig hvidvin, hvor tør den end må være, ikke kan det samme som sherry'en.

Her på redaktionen er vi pinligt bevidste om, at Wiki-Pedia altid gør det bedre med indlæg af en mere sagligt oplysende karakter. Så hvis et indlæg om sherry skal have nogen mening her, så skal det have et personligt indhold, eller ihvertfald en meget personlig udlægning. Det er der inspirationen kommer ind. For at kunne skrive et relevant indlæg om sherry, bliver Cummings & Gowings nødt til at tjekke det overraskende store udbud ud her til lands og i den helt rette sammenhæng - nemlig i sommervarme, med tapas på bordet, siddende i varmen under en høj sol. Og det varer altså lidt, inden vi er der igen. Men så er vi også på pletten.

Gowings har været vidt omkring og er lige trådt ind ad døren efter et ophold i USAs første hovedstad Philadelphia. Den sidste tur her var i embeds medfør inkluderende et par youngsters med en glubende appetit på fedtdrivende, sukkerpumpede aromaeksplosioner fra 'God's own country'. Pyha, ens hjerte springer et par slag over, når fedtpartiklerne passerer hjerteklapperne og momentant sænker blodets densitet til under en. Men natur - det kan de fa'me lave. Og meget af den!

Nu er det så sådan, at den unge generation i det Gowingske hjem har tilkæmpet sig retten til souvenirs ved forældrefravær af mere end 48 timers varighed. Det var fint nok dengang, da man kunne indfri forventningerne ved at raide en legetøjsbutik og gå efter det, der ikke lige lå forrest på hylderne i butikkerne herhjemme. Men nu er næste generation blevet både halv- og helvoksen, så nu dur den fremgangsmåde ikke mere.

Vi er så slået ind på T-shirt vejen og den er rimelig succesfuld - so far. Altså en T-shirt ( - og ikke den der med: 'My dad was in Boston and all I got was this rotten T-shirt!') - men der plejer også at være en lille tillægsting og denne gang synes jeg, jeg var helt vanvittigt original. Jeg har købt noget, jeg tror, jeg aldrig har set i virkeligheden. Kun oplevet indirekte igennem Vampyrpingvinen og Disney: Mexikanske Springbønner. Så nu klikker det lystigt i et par små plastikæsker, som står her ved siden af mig. Og så melder problemet sig, som frøken Gowings formulerede det: 'Hvor skal vi egentlig have de der bønner stående? Jeg synes måske i længden, det er en lidt irriterende lyd, de laver' - og jeg må give hende ret...

PS: Er der nogen af jer, der har hørt fra Cummings - er han ude at rejse?

Nu er det snart ni måneder siden at manden, Finn Hendil, der opfandt prøvebilledet døde. Så imens 'Mænd af Betydning' ligger underdrejet, hylder vi opfinderen ved at bringe hans opfindelse her på siden.

Der er lige lovlig meget fart på i den sparsomme tid ved siden af bloggens redaktionsmøder og skriverierne, til at vi kan opretholde vores udgivelsesfrekvens. Indtil da kan I, i en ikke fjern fremtid, se frem til et indlæg om sherry, den spanske knastørre hedvin, som Gowings har genopdaget under et ophold i Andalusien.

Nej, det er ikke ovre, der er masser af kultur tilbage. Fredag aften skal vi på den igen: bolcher hos Søemod, ad de stearinlys oplyste stier i Botanisk Have, på skattejagt i Trinitatis Kirke - listen er uendelig. Byen er fyldt til renden med kulturnatsdeltagere som på en højlys sommerlørdag midt i sæsonen. Et tilbagevendende hit for alle aldersgrupper. Hvis du er i nærheden af din hovedstad på fredag så skynd dig at købe et kulturpas, der for den ringe sum af 90 kr dækker transport og entre til alt på denne festlige aften.

Det er fredag aften, og hr. Soveby har inviteret fru Soveby i biffen inde i København til syvforestillingen. De er lidt sent på den, og fruen er begyndt at blive en smule nervøs for, om de nu også kan nå det.

– Tag det roligt, Skat, jeg skal nok finde en P-plads. Der er altid en plads til mig og min Corolla, smiler hr. Soveby skælmsk, blinker til sin kone og træder lidt hårdere på sømmet.

De er fremme kl. 18.55.

– Se selv, hvad jeg sagde, siger Hr. Soveby til fru Soveby og giver sig febrilsk til at spejde efter et sted at sætte bilen. Heldigvis bliver der pludselig en plads ledig lige for næsen af ham og lige ud for biografen.

– Damn! tænker hr. Soveby og bliver svedig i håndfladerne. Hva' nu!

Den ledige plads befinder sig nemlig mellem to andre biler, og hjemme i sovebyen parkerer han aldrig andre steder end i sin egen indkørsel og på indkøbscentrets halvtomme P-plads.

Han har nu to muligheder:

1. Forsøge at gennemføre sin berømte 27-punktsparkering med udsigt til at stoppe trafikken i mindst et kvarter, mens fru Soveby lader som om hun ikke kender ham og ærgrer sig over, at de ikke bare blev hjemme og så Vild med dans.
2. Give sig til at køre rundt og rundt om biografen i håb om, at der sker et mirakel.

Uanset hvad han vælger, vil de komme for sent til filmen, så hr. Soveby vælger den ikke-eksisterende 3. mulighed: At køre hjem igen med uforrettet sag + en demonstrativt tavs fru Soveby ved sin side og træde ind ad døren i samme øjeblik som Vild med dans er slut.

Hvis hr. Soveby skulle være at finde blandt vore læsere, kan Mænd af betydning kvit og frit tilbyde følgende udvidede parallelparkeringsservice:

Sådan skal man gøre.

Sådan skal man ikke gøre.

Sådan skal man gøre, hvis man har en veludviklet selvtillid.

Jeg er ikke en inkarneret Steve Jobs fan. Jeg har ikke nogen iPhone - jeg synes den er for stor til at være en telefon. Jeg har ikke nogen iPad - endnu! Men dette er skrevet på en MacBook Pro, og jeg har altid haft Mac lige siden fru Gowings og jeg anskaffede os vores LC 475. Jeg er overbevist om, at Steve Jobs har sin del af æren for, at sådan nogen som undertegnede overhovedet kom igang med 'det der computer noget'.

Og jeg ved at han og hans kolleger har gjort noget rigtigt, når jeg konstaterer, at jeg kan nå at klippe græsset, sætte en vask over, lave kaffe og rede senge inden fru Gowings bærbare PC er klar til at modtage instruktioner fra tastaturet...

Åh, hvor er jeg glad. Jeg tror borte har taget den udtalte arrogance, der har hersket de sidste ti år, overfor folk der vidste noget om noget. Nu mangler vi så bare at denne ånd breder sig til de offentlige institutioners ledelser. Så skal det engagement, der langsomt er blevet dræbt over de sidste ti-femten år - og som gør hele forskellen - nok komme igen.


(PS: Jeg ved godt, at der nok skal komme noget at brokke sig over; ellers ville Cummings & Gowings ikke være Cummings & Gowings, men lad os nu nyde det lidt...)

Nu, hvor jeg har fået et tilbagefald efter en årrække som ophøjet fjernsynsforagter, slår det mig, at de færreste kendingsmelodier i nutidens tv-serier når de gamle til sokkeholderne hvad angår ørehængerkvalitet.

De seneste par måneder har jeg slugt to afsnit af Damages på DR1 hver onsdag. Det er noget af det bedste, jeg har set i thrillergenren, men fanden ta' mig, om jeg kan huske kendingsmelodien fra gang til gang! Kanhænde at jeg er umusikalsk, men væk mig på et hvilket som helst tidspunkt i min dybeste søvn, og jeg vil kunne nynne kendingsmelodien til min barndoms Perry Mason-film uden et sekunds tøven. Dengang var de musikalske signaturer endda ultrakorte, hør fx kendingen til Storsvindlerne (The Rogues) – en anden af mine favoritter. 20 sekunder kunne gøre det! Og er der nogen, der har hørt temaet til Bonanza bare én gang, som nogen sinde glemmer det? Eller hvad med Familien Flintstone? Eller Folk og fæ? Eller M*A*S*H?

Men selvfølgelig er der undtagelser. Dengang i tresserne havde advokatserien Perry Mason en mere seriøs pendant, der hed Preston & Søn (The Defenders, som capac tidligere har skrevet om), men jeg kan ikke huske en eneste tone af kendingsmelodien, selv om jeg har set rigtig mange afsnit.

Ret skal være ret: Der er stadig serier, som har kendinger, man ikke glemmer fra den ene uge til den anden. I øjeblikket ser jeg 4. sæson af Mad Men, og jeg glæder mig hver gang næsten lige så meget til at se – og ikke mindst høre – introen som til at se filmen.

Nogen, der har lyst til at supplere?

Ikke alene er der udsigt til at dette land får en ny regering, men det er ikke usandsynligt, at der også bliver blæst til kamp om værdisættet, der skal tegne kulturpolitik, skolepolitik, socialpolitik - the whole enchilada.

Et af de områder der melder sig i mit hoved er den praktiserede humor - satire vel egentlig - som er praktiseret igennem de sidste ti år. Kan nogen af jer komme på, hvad vi kan definere som borgerlig satire? Altså satire begået af borgerlige møntet på at udstille venstrefløjen. I et forsøg på dette nævner jeg:

a) Berlingskes 'Groft sagt'.

b) Farshad Kholgi's klummer rundt omkring.

c) Bent Jensens svar på modstanderes og kollegers kritik.

d) ...

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at blive klogere på dette emne - har I, derude, supplementer til listen?

I mellemtiden kan vi tage en sang med en mand, der får det svært, nu da DF fomentlig kommer til spille en mere tilbagetrukket rolle. Måske kan han kaste sig over enhedslisten fremover - det synes dog ikke umiddelbart sandsynligt.


(Jeg kan - hvilket næppe er nogen overraskelse - rigtig godt lide Niels Hausgaard)

Jeg har lige været ude og slå græsset. Og så var der en gammel Giro 413 sang der kom til mig - uvist af hvilken årsag...

Familien Gowings er just returneret fra biografen efter at have set Woody Allens nye film 'Midnight in Paris'. Ikke et ord om handlingen her - historien er så spinkel, at ingen detaljer kan afsløres, uden at noget går fra oplevelsen. Men at handlingen foregår blandt  kunstnere, forfattere og malere, i Paris,  kan jeg godt løfte sløret for - jeg siger bare ikke noget om hvordan disse indgår. Filmen bekræfter endnu engang, at Paris er en smuk by - og at vi snart må dertil igen. Og at Sidney Bechet er en genial klarinetist.


Det er ikke Woodys bedste, men det er langtfra hans værste film. Den har slet ikke 'Match point's dramatik, kynisme og samtidskritik. Den er meget, meget mere Woody Allens'sk end 'Vicky Christina Barcelona'. Det er et klassisk 'Amerikaner bliver forelsket i byen Paris' drama. Der er intet nyt under solen - plottet er tømret sammen af så mange tidligere filmplots, at det næppe kan kaldes genialt - men det er mesterligt gjort. Filmen - hvor lille og måske ubetydelig den end synes - anbefales på det varmeste.

Jeg skal huske at nævne den for Cummings ved først givne lejlighed...

...Og stopper det, eller bliver det værre på fredag?

Der hvor Gowings slår sine folder - når han ikke skriver til nærværende æteriske klummesamling - der er man vældig optaget af livet. Ja, ikke så meget dit og mit liv, men mere livet som sådan. Faktisk bruger Gowings og kolleger en mængde tid og penge på at finde ud af - og fortælle dig og alle de andre - hvad livet er for en størrelse. Hvert år valfarter unge mennesker fra hele landet til der, hvor Gowings og hans kolleger holder til i dagtimerne og tit også i aften- og nattetimerne. Ligenu har der været et stort ryk ind af nye, nysgerrige, unge mennesker. De skal fremover bruge et betragteligt tidsrum - noget der ligner hele deres ungdom - på at lære om og undersøge hvad livet er for noget. Og lige for at præcisere: det er ikke det samme som 'meningen med livet'. Det ordner andre kolleger et andet sted i byen.

Det er klart, at i hverdagen bekymrer Gowings og kolleger sig også om mere lavpraktiske ting. Ligesom alle andre skubber de også papir rundt i organisationen, skriver under på tro og love, bliver fyret, søger om penge til at udføre deres arbejde og finder sig i lidt af hvert.

Nogen gange når Gowings og kolleger mødes over kaffemaskinen, i frokoststuen, på gangen eller til en sjælden fredagsøl, så diskuterer de, hvad de og andre er kommet frem til siden sidst indenfor området liv. Og det slår aldrig fejl: de kan ikke blive enige. Alle har de en mening, og alle har de en egen udlægning af lige den detalje, der skiller liv fra død - forskellen på levende og døde ting.
Har du tænkt på, hvor svært det er at definere det at være levende. Specielt fordi vi jo ikke er i tvivl om, hvad der er levende, og hvad der ikke er. Selv et lille barn kan i sine omgivelser hurtigt afgøre, hvad der er levende og hvad er er 'dødt'. Ligeså er vi og det lille barn heller aldrig i tvivl om, hvorvidt noget der har været levende, stadig er det, eller om det er udåndet. Men det er da spændende, at noget der ellers er så entydigt for os alle, indtil nu ikke kan beskrives på en tilfredstillende måde. Det kan du jo så tænke lidt videre over.

Jeg diskuterede politik idag med en ung medarbejder. Vi er ikke af den samme politiske observans. - Det er lidt, som om tingene er blevet vendt på hovedet i mine omgivelser. Nåh, men vi stod der og diskuterede og så sagde jeg noget, der fik ham til at stoppe op og sige: "Nu trækker du jo følelseskortet! - Jeg vil da også gerne have, at alle har det godt - det er der bare ikke råd til!"

Så i virkeligheden - kunne jeg forstå - så diskuterede vi altså slet ikke politik. Vi diskuterede indtægter og udgifter.

(...Så var det jeg kom til at tænke på den her...)

Nej, billedet er ikke fra i lørdags. Der kørte vi nemlig med kalechen oppe. Men som vi blev enige om inde under kalechen: der er noget hyggeligt ved gamle bilers kabiner. Man er ligesom mere på tur. Ikke fra A til B - men mere imellem A og B - om jeg så må sige.

Hornsherred havde fornøjelsen af et besøg af en perlekæde på ca. 30 Alfa Romeo'er i alderen 40 til 60 år. Det vækker opsyn. Min meget gode ven - vi har kendt hinanden så længe, at vi nærmest er brødre - har lagt sin energi og en sum penge i gamle italienske biler, og denne er nyeste skud på stammen. En fantastisk bil.

Når man så sidder derinde under kalechen og det regner udenfor, så kan man følge de forkromede indretninger, der fejer hen over ruden, samtidig med at de fordeler vandet pænt udover det hele. Der er ikke noget med regnsensor, intervalvisker, flere tempi og jeg skal komme efter dig - nææeh, det er 'on/off' du! - Men, du skal have træningen i at vippe med afbryderen, for der er ikke nogen 'park function' der hjælper dig med, at lægge viskerne pænt ned, midt på ruden.

Så imens vi slentrede rundt på fire hjul i Hornsherred, så kom vi til at tænke på den her scene fra Tati's 'Trafic'. Jeg har brugt den før, men den holder stadig.

Man skulle være et skarn, hvis man brokkede sig over, at vi lever i en tid, hvor man stort set kan komme til at gense en hvilken som helst film når som helst, man har lyst. Så skidt med, at noget af magien er forsvundet med tilgængeligheden. Men bagsiden af medaljen er, at bokssættene efterhånden tager foruroligende meget plads op i reolen.

Dengang, før markedet eksploderede, gik jeg altid og ventede spændt på, om der mon skulle dukke en Billy Wilder-film op i tv-programmet, hvad enten det var en romantisk komedie, en film noir, et drama eller en krigsfilm – Billy Wilder var leveringsdygtig i det hele. Han er en forfatter-instruktør, der gør flittig brug af voice-over og svælger i kvikke bemærkninger, og rent filmisk er der for så vidt ikke så meget at komme efter. Det er karaktererne og historien, der bærer projektet. Til gengæld er han i sjælden grad humoristisk og elegant på samme tid, til tider skarp og vulgær, men altid hjertevarm og rørende.

Gagsene og rekvisitterne er Wilders varemærke – tennisketcheren som spaghettidørslag i Nøglen under måtten, maracaerne i Ingen er fuldkommen eller vareelevatoren i Irma la Douce. Han var da heller ikke bleg for at indrømme, at han var populist: 'Nogle film egner sig glimrende til et rum med otte mennesker. Det er bare ikke mig. Jeg går efter masserne.' Men han patroniserede aldrig sit publikum eller forsøgte at belære dem, og det er muligvis derfor, han ikke var inde varmen i 70'erne.

Nå, jeg ville egentlig bare sige, at jeg lige har været nødt til at skaffe reolplads til 2 bokssæt med Billy Wilder-film, og jeg glæder mig allerede til Nøglen under måtten og et gensyn med ungkarlen og kontorslaven C.C. Baxter, der af karrieremæssige grunde må stille sin lejlighed til rådighed for overordnede hanhunde og deres eskapader på alle tider af døgnet. Den slår ikke Ingen er fuldkommen, men til gengæld får Jack Lemmon og Shirley McLaine hinanden til sidst, og jeg går ubetinget ind for happy endings. Nøglen under måtten har det bittersøde touch, der er typisk for Billy Wilder. Romantisk, men aldrig sentimental, kynisk, men menneskelig. Kort sagt intelligent mainstreamunderholdning. Se traileren her.

'Mænd af Betydning' udkommer ikke idag. Redaktionen overvejer, over en frokost, strategier for den fremtidige formidling af begavede indfald til gavn for læserne.

Med ønsket om en god fredag,

Cummings & Gowings

Engang arbejdede jeg i en stor, offentlig virksomhed med eget personaleblad og dertil hørende pligtstof, herunder nekrologer over afdøde medarbejdere. Jeg husker ikke mange af nekrologerne, men til gengæld glemmer jeg helt sikkert aldrig en undrende kollegas indlæg om de mange gribende, panegyriske nekrologer, afdelingscheferne berigede bladets læsere med. Han var målløs over alle de geniale, dygtige, flittige og på alle måder fremragende mennesker, han åbenbart havde omgåedes hver dag i mange år, uden at nogen havde fortalt ham det, før de var døde. Artiklen var selvfølgelig både dybt ironisk og tveægget. Måske var kollegerne ikke helt så beundringsværdige, som de fremstod i nekrologerne – og måske kunne de godt have brugt noget af påskønnelsen, mens de var i live.

Det er Jesper Kleins død i går og de efterfølgende nekrologer, der får mig til at tænke på indlægget i personalebladet. I dagens aviser er der ingen grænser for, hvor stor en komiker, kunstner og musiker, Jesper Klein var, hvor meget han har betydet for dansk humor og kulturliv og hvor folkekær, han var. Personligt er jeg ikke uenig i, at han var en stor komiker – en af de bedste, og jeg kommer til at savne ham. Men folkekær? Ikke i min bevidsthed, og det er positivt ment. Han var en intellektuel komiker, der krævede viden og sprogligt gehør, hvis man skulle have det fulde udbytte af ham. Aldrig plat, perfid eller ondskabsfuld, og alligevel kunne han være knivskarp. Hvor mange danske komikere kan man sige det om?

Sagen er, at han de sidste tyve år har været kasseret som komiker, måske netop på grund af den eksklusivitet, han stod for. I interviewbogen Jesper Kleins liv og Lykke, som jeg tilfældigvis lige har læst, føler han sig da også selv tydeligvis kørt ud på et sidespor:

I de første ti år finder man på det hele, i de næste ti raffinerer man det, i de følgende ti er man en megastjerne og alting, i de næste ti år kan man ikke forstå, hvorfor der ikke er brug for en mere, i de sidste ti år lever man på navnet og sit renommé, og så er den potte ude. Så er det liv gået til ende.

Den desillusionerede, resignerede tone, der grænser til bitterhed, gennemsyrer bogen, og det er egentlig ikke behagelig læsning. Men interessant, fordi man får et indblik i, hvor mærkeligt det må være at opleve pludselig at være gået af mode. For det var det, der skete. Humor kan blive forældet.

For mig er Jesper Klein uløseligt forbundet med Klyderne – topmålet af komik, som jeg glædede mig til at se hver uge i fjernsynet, så længe de fandtes. Og ikke mindst husker jeg en optræden på mit gymnasium, da jeg gik i 1.G. Jesper Klein havde selv gået der en halv snes år tidligere og leverede med perfekt timing og kropssprog en parodi på rektor, som lagde salen ned. Tænk, hvis nogen havde optaget det og lagt det på YouTube!

Det bedste og mest præcise eftermæle i dagens aviser giver Henrik Palle i dette videoklip. Men ellers kan det nok være, at der er meget nonsens at hente rundt omkring – ud over alle de udtrådte superlativer. Ifølge BT var Jesper Klein fx uddannet bibliotekar. Gu' var han ej, selv om han spillede rigsantikvar i en julekalender. Men jeg er sikker på, at det ville have moret ham at læse.

Andre uofficielle nekrologer her og her.

Der er selvfølgelig noget let grænseoverskridende i at besynge sin egen charme, især fordi det stort set hele vejen rundt handler om mænd med en, efter eget udsagn, uimodståelig tiltrækningskraft. Jeg kan af naturlige årsager ikke komme helt ind til kernen i spørgsmålet om hvilke egenskaber, der gør det mandlige køn så uimodståeligt, at kvinderne flokkes. Alene af den grund at der nok ikke findes en universel nøgle.

En klassiker indenfor dette repertoire er 'Man kan vel ikke gøre for at man har charme' sunget af Ove Sprogøe der spiller Sigismund Sülzheimer, undertøjsfabrikant fra Düsseldorf, i den danske indspilning af syngespillet 'Sommer i Tyrol'. Denne film, som længe har været på frøken Gowings top-tre og som inspirerede til familien Gowings sommerferie, er en eminent perle i dansk filmhistorie. Hele filmen er en opvisning i charmeringens kunst.

Jeg kom til at tænke på det her emne, fordi jeg på en biltur bemærkede teksten på Brian Ferrys indspilning af Falling in love again. Jeg synes ellers, at jeg er ret godt med på tekstindholdet af mine favorit sange, men lige her blev jeg forbløffet: der er simpelthen tale om en uindskrænket selvglæde og overbevisning om egen fortræffelighed i forholdet til det andet køn. Men sangen bliver fremført så charmerende afdæmpet af Brian Ferry, at jeg førhen nærmest ynkede staklen, der forgæves forelskede sig igen og igen. Altså indtil jeg hørte ordentligt efter. Det har nu ikke ændret mit forhold til sangen nævneværdigt - den er som skrevet til den engelske storcharmør.


'Falling in love again' er en engelsk version af 'Ich bin von kopf bis fuss auf liebe eingestellt' oprindelig fremført af Marlene Dietrich i 'Der blaue Engel'. I mit barndomshjem var det dog Zarah Leander der lagde stemme til sangen - både på tysk og svensk. Det er klart, at Marlene og Zarah udgør undtagelsen og viser at kvinder også kan besynge egen charme. Men her er den jo også til at få øje på - man er jo kun en mand.

Kan vi ved fælles hjælp komme i tanke om andre sange skåret over denne læst? Altså sange om at være i den grad bevidst om egen charme...

Frøken Gowings og jeg har investeret i den danske revy-sangskat. Nu sidder jeg her og savner kommentaren. Den folkelige kommentar tak - ikke professionelle kommentatorer, ikke spindoktorer og ikke arrogante, populistiske politikere. Jeg savner - eller længes efter - revyen.

Jeg ved godt, at der stadig findes revyer derude, og at skuespillere over hele landet hver sommer gør deres for at holde begrebet i live. Jeg ved også godt, at den tid er forpasset, hvor revyen for alvor kom til orde og var folkeeje, hvor sangene blev sunget, fløjtet og spillet i radioen. Mediebilledet med de rappe nyhedstjenester og 'tju-hej hvor det går' levner ingen plads til revyens eftertænksomhed; revyen som folkeeje, som satire, som en politisk kommentar og som skinbarlig underholdning.

Jeg ved godt, at det er slut. Men jeg længes efter noget som den - revyen.

...Vi skal også lige tænke på, at de professionelle sportstjerner har en stor stimulerende effekt på dansk ungdom og amatør-idrætten.
- Men hvad så med fotomodeller?
- Jamen de repræsenterer Danmark og det er godt for dansk erhvervsliv. De er en enorm kilde til inspiration.
- Men når det nu viser sig, at de alligevel bor her...
- Arh, det er en simplificering det der, det er slet ikke så simpelt. Desuden er fotomodellen slet ikke dømt endnu, du!

(...Efter at have ødelagt stemningen i uge 29 på Skagen med at tjekke gulplade-biler på vej derop, så viser det sig sør'me, at SKAT er begyndt at gennemgå hyppigheden af udenlands-danskeres brug af kreditkort i Danmark. Kreditkort tilhørende konti der ikke er beskattet her i landet - og Gowings synes åbenbart bare, at det er HELT iorden...)

Når nogen dør, så får bestemte ting en ny betydning - eller rettere: betydningen, som tingen har, træder måske mere frem, baner sig vej imellem alle andre ting, fylder hele billedet ud og overtager scenen. Hvis der er tale om en sang, er det ikke nødvendigvis teksten eller melodien som sådan, men mere stemningen sangen fremkalder - og det at den bliver genkendt af andre i denne betydning. Sådan er det med den her sang.

Kan du huske da du sang med på Beatles eller ABBA uden at vide hvad de sang? - Vi hørte Getz/Gilberto idag som 'Musik til Opvasken' og jeg sang med på klingende portugisisk. Jeg har aldrig kunnet sproget, men jeg kan teksten udenad - også selvom der går år imellem at jeg hører den. Her kan du selv synge med, hvis du ikke har vasket op endnu....

Mit gæt er, at der er flere, der forbinder overskriften med Nuser i Radiserne end med baron Edward Bulwer-Lytton, der faktisk indledte sin roman Paul Clifford fra 1830 med de berømte ord:

It was a dark and stormy night; the rain fell in torrents, except at occasional intervals, when it was checked by a violent gust of wind which swept up the streets (for it is in London that our scene lies), rattling along the housetops, and fiercely agitating the scanty flame of the lamps that struggled against the darkness.

Bulwer-Lytton, der var en af sin tids populæreste romanforfattere, døde i 1873, men hans navn lever videre i den årlige Bulwer-Lytton Fiction Contest, der går ud på at skrive lattervækkende dårlige indledninger til fiktive romaner. Konkurrencen bliver sponsoreret af det engelske fakultet på San José State University i Californien og har eksisteret siden 1982, hvor professor Scott Rice fik ideen.

Det første år indkom der kun tre bidrag til konkurrencen, men med årene er deltagerantallet vokset til omkring 10.000. Der er forskellige discipliner at vælge imellem: detektivromaner, kærlighedsromaner, cowboyromaner osv. Sætninger, der er bemærkelsesværdige, men ikke er helt ringe nok til at indbringe en pris, bliver belønnet med vanærende omtale. Årets konkurrence er netop afsluttet, og de prisbelønnede indledninger kan studeres nærmere her. Den gribende vindersætning lyder:

Cheryl's mind turned like the vanes of a wind-powered turbine, chopping her sparrow-like thoughts into bloody pieces that fell onto a growing pile of forgotten memories.

For et par år siden syntes Bulwer-Lyttons tip-tip-tip-oldebarn, The Honarable Henry Lytton Cobbold, at nu kunne det være nok og udfordrede professor Rice til en ordduel om Bulwer-Lyttons litterære kvaliteter. Rice samlede handsken op, og The Great Bulwer-Lytton Debate fandt sted ved et stort arrangement som led i byen Lyttons årlige River Festival i British Columbia den 30. august 2008. Resultatet af konfrontationen er tilsyneladende og desværre ikke blevet foreviget noget steds på nettet, men god humor er det under alle omstændigheder.

Årets festival finder sted den 2.-9. september i år – programmet er her.

Service for nørder: Bulwer-Lyttons roman Paul Clifford kan downloades kvit og frit.

På vej hjem fra Østrig, via München, var der mulighed for at køre forbi mindeparken udlagt omkring den tidligere koncentrationslejr Dachau. Der er ikke meget tilbage: en meget kort strækning med skinner, en perron eller rampe, en portbygning med smedejernslåge og indflettet heri teksten: Arbeit macht frei.

Indenfor porten en enorm plads, 'Appelplatz'. Selve hovedbygningen i lejren er nu museum med endeløse rækker af mandshøje fotostater, portrætter af fanger og udvalgte skæbnebeskrivelser. Ganske få oprindelige effekter.

Spredt rundt omkring ses mindesmærker opsat af befrierne og fange-organisationer, alle på mindst tre forskellige sprog.

Det er overordentligt svært at forholde sig til stedet. Der er turisterne, der knipser løs med kameraet på hver eneste fotostat, øjensynligt fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til informationerne, der står på dem. Guider der på alverdens sprog prøver at fastholde interessen hos ukoncentrerede tilhørere. Der er snakken og fnisen, kalden og råben, hvisken og tyggen tyggegummi.

To af de oprindeligt mange barakker er tarveligt genopført i asbestplade og rummene indrettet med køjesenge der skal illustrere, hvordan belægningen i lejren steg og steg fra 1936 til 1945. Opstillede køjesenge og skabe fremstillet til udstillingen i 60'erne: ingen lugt, ingen navne, ingen årstal eller billeder ridset ind i træet.

Det har været diskuteret, såvidt jeg husker i forbindelse med Auschwitz-Birkenau lejrens forfald, hvorvidt man skulle restaurere lejren eller om man skulle lade den forfalde. Er det vigtigt at de mursten og mure man ser, er dem der dannede lejren, eller er det vigtigere, at man kan fornemme lejren som den så ud?

Jeg kan for eget vedkommende sige, at det der slog mig mest, det der gjorde det største indtryk, var den enorme grusbelagte 'Appelplatz' foran hovedbygningen. Der kan stå ubærligt mange mennesker på den plads.