Archive for december 2014

Gowings kan tage sig selv i at tænke på firserne som mulighedernes årti. Fattigfirserne. Det siger noget om den tid, vi lever i nu.

Jeg føler med de unge, der under visionsløse, talentløse og ubegavede politikeres åg må navigere i hajfyldt farvand for at stable en meningsfuld fremtid på benene - på trods - og ikke med den til enhver tid siddende regerings hjælp.

Jeg føler med os alle, at vi skal trækkes med en debat, der handler om, hvordan vi kan undgå flygtninge fra en krig, som vi selv deltager i. Jeg tror ikke på, at danskerne er så små. Jeg tror Christiansborg er gået i selvsving. Man fornemmer det, når man lytter til den gruppe af politikere, der har sagt nej tak til genvalg. Når man lytter til folketingets formand. Det er gået grassat. Debatten på Christiansborg er blevet afkoblet fra det omgivende samfund.

Jeg føler med de arbejdsløse, som skal se sig selv svinet til i primitive underholdningsprogrammer i DR. Public service TV forvandlet til et Colosseum. Gladiatorer i form af arbejdsløse midaldrende, der udstilles som dovne tumper til spot for befolkningen, fordi de ikke kan ligge på knæ og plukke jordbær en hel arbejdsdag. Eller fordi de ikke kan ordne et hotelværelse på fem minutter. Altsammen i konkurrence med tyveårige polakker. Hvor åndsvagt kan det blive.

Jeg føler med alle, der er udsat for det idiotiske kontroltyrani, som dræber al initiativ i det offentlige og dræber gode ideer i det private.

Hvordan er vi blevet så afstumpede, bare fordi vi materielt og på alle andre måder har fået det bedre siden 1980. Skal vi have kartoffelkur og tyve procents arbejdsløshed, før vi får klarsynet tilbage? Poul Schlüter var visionær ved siden af Helle, Lars og alle de andre klovnerøve. Tænk at det skulle komme dertil, at man skulle sige det højt.

Det er godt gjort.

Gnavpotterier nok. Nu ifører vi os selvbinderen og slutter året med et billede, fra da jeg besøgte Cummings og frue anden juledag. Vi ønsker hermed at udtrykke vore bedste håb for det nye år. Og i firsernes ånd ser vi frem til, at vi næste år er kommet et skridt videre...

Der er noget dinosaur-agtigt over at Mænd af Betydning til stadighed insisterer på blog-mediet som en kommunikationsform. Og som med så mange andre ting som Cummings og jeg foretager os, så er gentagelsen indledningen til en ny tradition. Sådan også med julekalenderen som du sidder med foran dig ligenu. Vi kører på tredie år nu og dermed er vi godt på vej ind i rækken af juletraditioner. Lur mig om der ikke her på matriklen vil være en julekalender at finde til næste år med. Om vi så skal slukke og lukke efter os som de sidste her på blogspot.dk.

Men en tradition er det også, som Cummings afsluttede igår, at vi byder på et lille glas, så vore læsere ikke bærer julen ud. Så kom og sæt jer allesammen her i stuen. Cummings er lige ved at være færdig med de brændte mandler, men sherry og portvin står klar i karaflerne henne på det lille bord og der er chokolade og marcipankonkonfekt i skålene, så tag for jer.

Jeg håber I sidder godt. Det er Cummings der har pyntet op; han er sen til at komme i julehumør, men når han først får begyndt, som I kan se, så er han ikke til at stoppe.

Der har været mange bud på en slags julekalender: Donalds 'Meningen med Julen', Capacs 'Anti-julekalender' og Mias engelske jul 1-24. Og så alle jer andre der har givet den gas med egne oplevelser her i december. Altsammen stemningsskabende på hver sin måde.  Der er stadig liv derude. Tak for i år og vi glæder os til det nye.

Da Cummings ikke kunne vente med at pakke sin julegave op, så kan han ligeså godt tilbyde at køre jer hjem. Han skal først være hjemme igen til svinekam med hentehår kl. 19.

Så er der ingen vej udenom. Det er i morgen, det går løs med den kedelige, grå og tørre steg, der smager af mindre end intet, og som ingen i virkeligheden ville bryde sig om, hvis ikke det var for sværen, som til gengæld forventes af være øredøvende sprød. Vé den, der vover at servere flæskesteg med slatten, uoverbidelig svær juleaften!

Mænd af betydnings gastronomiske sektion har imidlertid udviklet en metode, der også gør selve stegen værd at sætte tænderne i:

Inden du sætter den behørigt ridsede steg i ovnen, skærer du sværen af stegen fra den ene side, men kun så langt, at den stadig hænger fast i den anden side. Hos denne julekøkkenskriver leder synet af stegen herefter uvilkårligt tanken hen på frisuren hos nogle af de vise mænd af den ældre generation, der havde deres gang i mit barndomshjem, og som hentede alt det hår, der skulle dække den skaldede isse, fra området lige over det ene øre og førte det behændigt tværs over det nøgne areal til det andet øre med den kam, der lå klar i inderlommen, fordi blæsten altid gik frisk over Limfjordens vande og de høje tindinger dengang.

Men tilbage til køkkenregionerne! Med en tilpas lang kniv løfter du nu alle sværene i den åbne side op, så du kan smøre stegens fedtside med en blanding af:

6 blade frisk rosmarin eller 1/2 tsk tørret
1 tsk friske timianblade eller ½ tsk tørrede
4 friske hakkede salvieblade eller 1 tsk tørrede
1 tsk Dijonsennep
2 spsk citronsaft
1 tsk citronskal

Læg sværene på plads igen og plant en kødnål i hver ende af stegen som stopklods, så sværene bliver på deres plads under stegningen. Herefter gør du bare ved stegen, som du plejer at gøre. Der kommer en uforglemmelig sauce piquante ud af det!

Værsgo og spis:



Tak til vores trofaste kommentator Peter Pedal for den stemningsfulde filmreportage!

Hvordan du får sværen sprød, skal jeg ikke blande mig i. Der er så mange trosretninger på området, at det kan udløse religionskrige at udtale sig om emnet. Men hold dig til frilandsgris! Måske kan du ikke smage forskel, men du bevarer den anstændighed, der går fløjten, hvis du køber en svinekam til 12 kr. halvkiloet.

God jul. Mon ikke Gowings giver en lille én i morgen?

Her i 100-året for starten på 1ste verdenskrig skal vi ikke forbigå muligheden for at indgyde håb. Det håb som på flere frontafsnit blev udløst af en uofficiel våbenhvile med efterfølgende fraternisering med fjenden i ingenmandsland.

Forventningen da store dele af Europas ungdom drog i krig, var at det ville blive en kort affære, udløst af en tilspidset situation hvor stormagterne trængte til at 'ryste posen'. Man var kørt fast i utallige små kriser og sammenstød over kolonier, utidig indblanden i hinandens interessesfære og krigen syntes uundgåelig. Alle var på den anden side enige om 'at man var hjemme igen til jul'. Det blev som bekendt ikke tilfældet. Treogethalvt år senere var 18 millioner døde eller savnede og et lignende antal sårede gået gennem lazaretterne.

Men den første jul, var verden og især soldaterne ved fronten ikke længere end 5 måneder inde myrderierne. Her er et klip fra filmen Joueux Noël der udtaler det spinkle håb fra den første jul 1914. Det kan synes patetisk - og det er det måske også, som det her serveres ude af sin sammenhæng - men man kan se filmen og så giver det anderledes mening.

Og jeg kan sige, til dem der tænker:"Åh nej, ikke endnu en krigsfilm", det er en meget lidt krigsfilm-agtig krigsfilm. Så man kan sagtens se den, selvom man ikke er til  den slags.

Som enhver læser af Mænd af betydning ved, går vi aldrig på kompromis, når det kommer til påklædning. Især ved juletid er det af største vigtighed, at man fører sig frem med værdighed, og vi er ikke i tvivl om, at Herremoderådet er enige med os i, at herrejakken fortjener en renæssance. Den skjuler et eventuelt lidt for voluminøst mellemgulv, fremhæver eventuelle skuldre, og den har en lomme til ethvert formål. Det bør med andre ord være slut med mænd omkring juletræet i tyttebærfarvede hættetrøjer eller akrylcardigans, polysterslips med indbygget julemusik og uldne Rudolf-med-den-røde-tud-sokker.

Når dét er sagt, må vi naturligvis ikke glemme den berømte undtagelse, der bekræfter reglen, for der findes faktisk en særdeles juleegnet sweater med plads til den uundværlige mobiltelefon, som man nødvendigvis må have inden for rækkevidde i denne tid, så man kan ønske familie, bekendte og facebookvenner en glædelig jul, når som helst trangen måtte komme over én:



Køb den, inden den bliver udsolgt, og tag den på allerede i dag. Så undgår du måske også andre bløde pakker under træet.

Så er familien klar til at tage på julebesøg, når fru Gowings har fået placeret skiene. Bilen kommer til at trille en del mere, end den har for vane i hverdagen. Søstre, onkler og tanter, svigerinder og svogere, svigerforældre, medfødt, indgiftet og tilvalgt familie, skal besøges og komme på besøg, og derudover går turen til diverse kirkegårde for at besøge resten.

Nu er vi klar til at indtage juleferien. Den er i den grad tiltrængt. Det er som om der specielt i år har været lang tid imellem august og december. Nu, nu, nu er det tid til carrolls, julefilm, duft af julebag og alt det andet, der hører dagene inden jul til. Åh, vi trænger! Vel skal de sidste gaver købes, vel skal vi til slagter og bager og vel skal vi ordne andre gøremål, men nu er det jul; vi er trådt ind i tyverne og der er nu kun tre dage tilbage inden juleaftensdag oprinder. Nyd det nu derude; det varer et helt år inden, det kommer igen.

I går havde vores trofaste, men for det meste tavse læser capac følgende kommentar til dagens indlæg:

'At dømme efter de seneste indlæg, så er der en chance for at vi får en rigtig gnavpottejul ...'

Her ville det være fristende at replicere, at man ser dét, man vil se, for efter denne penneførers mening er Mænd af betydnings julekalender fra første færd formelig flydt over med positive udsagn og gentagne lovprisninger af julen og alle dens gerninger og alt dens væsen. Den gode Gowings kom dog beredvilligt den utilfredse læser i møde og lovede yderligere optimering af julestemningen her i kalenderen fremover (dog uden at tage undertegnede i ed, men traditionelt håndterer vi den slags stridigheder loyalt udadtil og afgør dem internt), så til benefice for capac og andre, der aldrig kan få nok, skal Mænd af betydnings teologiske fraktion hermed gøre sit til at udbrede det glade budskab:



Hvis nogen skulle finde på at indvende, at de har hørt den historie før, vil svaret være, at det tænkte vi nok.

Det er ligesom om at glansen er gået en kende af Skt. Gertrud, når det kommer til frimærker. Og især synes jeg, det kommer til udtryk her ved juletid, hvor man må tro at den gamle Etat ellers må føle sig vækket til live igen med al den julekorrespondance og internethandel, der skæpper i posttasken. Ihvertfald er frimærker gået hen og blevet en lidt kedelig affære.

Vi nåede faktisk kun lige at vænne os til, at man ikke behøvede st slikke tungen knastør i julemåneden, da vi fik det selvklæbende frimærke. En løsning der er så udbredt i resten af verden; og har været det længe. Nu er processen knastør i form af et mobilpost frimærke.


Men hvad så med julemærket? Julemærkehjemmene findes stadig - og gør stadig en kæmpe forskel for de børn, der har behov og bliver hjulpet frem til et bedre liv. Problemet er, at man skal huske at gå ind på deres hjemmeside og købe julemærkearket. Og det er ikke rigtig i trit med, hvor nemt det er at anskaffe de nye kedelige frimærker over mobilen. Julemærkehjemmene må lave en App, der kan flettes ind i mobilpost App'en, så vi kan anskaffe et julemærke på samme måde som frimærker.


Det bliver julen godt nok bare ikke mere festlig af...

Når denne kalenderskribent kigger sig i spejlet her i julemåneden, må han somme tider erkende, at spejlbilledet til forveksling ligner den knotne Ebenezer Scrooge i Et juleeventyr, der anser julen for at være det rene pjat og spild af tid. Men som bekendt får gnavpotten natten til den 25. december besøg af tre ånder, der giver ham en lærestreg, som skal blive et vendepunkt i hans liv, og han ender som den velsignede mildhed og godhed selv.

Vendepunktet i mit liv og i min misantropiske tilgang til alt det sentimentale julehalløj indtraf imidlertid allerede den 13. december, da en facebookkontakt (som ingen af Mænd af betydnings redaktionsmedlemmer i øvrigt kender personligt) fortalte, at hun for et stykke tid siden havde skrevet på sin væg, at hun ønskede sig et par vanter til jul. Forleden fik hun så en pakke indeholdende et par Helly Hansen vildmarksluffer og denne ledsagende besked fra en helt ukendt velgører:

Julen 2014

Kære Mathilde

Det føles lidt fjollet nu, hvor gaven endelig er leveret hos mig, og jeg prøver at mindes den sentimentalt prægede dag sidst i november, hvor jeg læste ud af øjenkrogen via Facebook, at du ønskede dig et par handsker.

Så jeg bestilte et par, fandt din adresse og så ... Ja, nu får du dem altså. Af omsorg. Af taknemmelighed for al din fine litteratur (har netop genlæst 'Gips' for 3. gang (altså 4. læsning)), og den bliver bedre og bedre. Siden jeg bestilte de hersens handsker, er jeg kommet i tvivl. Du ser altid så stilig ud på billeder, så mon du overhovedet er til vildmarksluffer?

Hvis ikke, håber jeg, du giver dem videre i 'karmaspillet'.

Det er alt sammen godt ment!

Glædelig jul
Michael

Da var det, at jeg som med et trylleslag smeltede og indså, at mennesker (måske med et par enkelte undtagelser) i bund og grund er kærlige og gavmilde væsener, også i julemåneden.

Den heldige modtager af vanterne er for resten en urimeligt talenfuld forfatter, der har mange gode og interessante erfaringer med at bede andre om hjælp:



Hvis du har lyst til at give dig selv en tankevækkende julegave på forskud i dag, så hent Mæcen søges som e-bog: Tag din iPad. Find iBooks. Søg på Mæcen søges eller Mathilde Walter Clark i butikken. Download bogen.

Hvis du ellers mangler ideer til at være gavmild, er alle hendes øvrige bøger velegnede som julegaver.

Og så vil Mænd af betydning i øvrigt benytte sig af Mathildes strategi, næste gang vi står og mangler sokkeholdere.

Familien Gowings samling af julepynt har efterhånden nået det punkt, hvor det ikke giver mening at købe mere ind. Papirpynten, juleglaskuglerne, stearinlysholdere, blikengle og paptrommer synes at holde evigt.

I nyere tid har vi så indkøbt lyskæder til at dække begrebet 'tændt juletræ' når det ikke lige er belejligt med tændte stearinlys. Kære Læser, du læste rigtigt: ordet var 'lyskæder' i flertal. Nu ser du så for dig et juletræ viklet ind i kæder, et lysmonster, lysdiodehelvedet på jord. Men nej. Vi har bare et stort 'turnover' som det hedder på dansk. I mine hænder der virker alle lys i en lyskæde højst samme år, hvorefter de stille og roligt slukkes ét efter ét.

Sikke et ressourcespild. Hele vejen fra lysdiode til kobber ledninger er det de samme råstoffer, der skal bruges til at fremstille lyskæden. Den afgørende forskel er kvaliteten af produktionen. Af en eller anden grund må en lyskæde ikke koste mere end 200 kr., hvorfor det heller ikke er noget mysterium at kvaliteten af produktet er elendigt.

Det koster at have funktioner som efterprøvning, test og kvalitetscheck i produktionslinien. Forbrugeren har erstattet den funktion, så måske vil det vise sig, at den fjerde eller femte lyskæde vil levere varen. Vi får se. Jeg er ved at være grundig træt af skiftet fra 'Made in Germany' til 'Made in China'. Måske der kommer en modreaktion på billig, men dårlig, fjernøstlig produktion. Jeg ønsker mig tilbage til tre-fire gange så høje priser og livslang funktionstid.

Nok har det været lidt småt med stormvejret her op til jul, men til gengæld har vagthavende justitsminister Mette Frederiksen i længere tid været i strid modvind i sit eget ministerium, hvor trækvinden efter sigende skulle være helt ulidelig.

Men efter den løsslupne stemning ved den årlige julefrokost i justitsministeriet i fredags at dømme tyder alt på, at den stridbare ministers popularitet blandt personalet er steget markant. Efter en kort tale, hvor hun på en spøgefuld måde tilbød enhver embedsmand, der måtte have lyst til det, at komme op på talerstolen og få en flad af hende personligt (se billedet ovenfor), slog ministeren for alvor gækken løs og tog kegler med et spektakulært tryllenummer under pseudonymet Ursula Martinez:



Det kommer naturligvis ikke bag på Mænd af betydning, at Mette Frederiksen spænder over en bredt spektrum af kompetencer, men under alle omstændigheder må man konstatere, at der trods alt er sket et og andet i det gamle ministerium siden Knud Thestrups tid.

Nej, ikke mere. Jeg ønsker mig et lille juletræ. Lidt over en meter er nok. Den yngre generation synes stadig, at et træ skal skrabe henad loftet. Jeg kan rigtig godt lide et lille træ. Et gammelmands træ. Det fylder ikke hele stuen.

Når jeg nu er igang med at skrive om juletræer, så dukker der forskellige minder op. Og de handler allesammen sjovt nok om at slæbe på enorme juletræer i forhold til min egen størrelse. Som nu da jeg som FDFer bragte juletræer ud gratis for rige gamle mennesker, der kunne have betalt for transporten eller kørt træet selv.

Jeg glemmer aldrig den fisefornemme og ubetænksomme ældre dame - hun har vel været på min nuværende alder - der udbad sig, at få bragt et to meter langt juletræ fra Sorgenfri Kirke til Brede ved Virum. En odyssee på 2,5 km. Hvad foregik der inde i hovedet på sådan en dame, da hun bad to spinkle 10 årige drenge besørge et sådant ærinde! Det var bidende frost og snevejr, spejlglat, og da vi endelig nåede frem, fik vi en appelsin hver - EN APPELSIN. Det var dengang allerede ca. tredive år siden, at krigen sluttede. Vi var kommet videre til lakridsstrømpebånd, karamelstænger og hvad har vi - en femmer ville have været på sin plads.

En anden gang blev jeg og to kammerater, Peter og Peter, af skovløberne nede i Spurveskjul tilbudt toppen af tre fældede grantræer. Mandshøje toppe som vi kunne tage med hjem og bruge som juletræer. Vi slæbte alle tre - og vi frøs om fingrene og fik ondt i armene. Vi gik og glædede os til komme hjem og vise træerne frem - vi havde reddet julen, følte vi vel nærmest. Her kommer vi med gratis juletræ! Jeg og den ene Peter blev hver fejret i vores familier, da vi kom hjem. Og min mormor og morfar, som var på besøg, udtalte sig rosende om det tynde træ med de mange knækkede kviste. De længste og værst lidende blev forstærket og rettet ud med ståltråd.

Den sidste Peter fik at vide, at hans træ var for grimt. Det passede ikke ind i forældrenes forestilling om en kontorchefjul i et kongeligt porcelænshelvede med forsølvede børnesko og fineret mahogni. Hvad er der foregået inde i hovedet på dem. Eller rettere ikke foregået.

Jeg skal bare have et lille juletræ i år.

Meget godt kan man sige om Sverige og svenskere, og meget kan vi lære af dem, men derfor er der ingen, der siger, at vi skal overtage en hvilken som helst historieforfalskende tradition, de måtte opfinde. Et af de værste eksempler er det famøse Lucia-optog, man sætter i værk i det offentlige rum og i alle tænkelige institutioner fra vuggestuer til sømandshjem netop i dag, den 13. december. I Sverige såvel som i Danmark.

I den anledning finder Mænd af betydnings faktaredaktion det nødvendigt at påpege, at:

1. Sangen om Santa Lucia går på en italiensk melodi, der intet har med den katolske helgen at gøre, men er en hyldest til området Santa Lucia ved Napolibugten.
2. Sangens popularitet og udbredelse har bevirket, at glosen 'Lucia' i daglig brug skandaløst har skiftet tryk fra første til anden stavelse!
3. Det patetiske Lucia-optog viser svenskerne som den samling selvhøjtidelige dødbidere, vi går og tror, de er, mens det modsatte i virkeligheden er tilfældet.

I stedet for at holde fast i det kvasireligiøse hængemuleri burde vi derfor tage ved lære af den svenske hædersmand Povel Ramel og arrangere kollektiv afsyngning hvert år den 13. december af hans muntre hovedværk Tuttilurium Lej – vel at mærke uden påmonteret adventskrans og uden at være iført aflagte lagener, som man risikerer at falde og brække benene i.



Måske har denne lystige vise ikke alverden med hverken Lucia eller jul at gøre, men med den rette indstilling kunne Povel Ramel med skæg og sygekassebriller med lethed gå for at være selveste julemanden.

Bonus: Hvis du ikke fik fat i hele teksten, er den her:

Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!

Och Fadderallanlaj
och pilledurium daj
Titt i attan på dattan
och snickeribang på svaj!
Kollifejsan huj
och Kusimaliom båmm
Millitam och millitåmm
och Putti råmm påmm pråmm!

För:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång,
och sputt i buskan lång!

Snippelippelorum
och Snoppeloppelump
Tut i limpan lull
och Banka dinka klunk i dunk
Fiddeliddelina
och Föddiluddi lupp
Full i ruttan
Tippe nippe tipp topp tupp!

Men se:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!
Trilleralliri och tjolahej
Kjolamente!
Svan Filipyntan
Rut är kär i Bladh!
Flaskedaskida och titti dong
Kjolamente!
Klunke linke fall
och knall i finkan Bång!

Men liksom ändå:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!

Cummings er vågnet op til dåd og har endelig givet os vores nissehuer på, som det sig hør og bør. Det var på tide, for nu er der ikke så lang tid til, som der har været...

Da vi var små, kunne det ikke gå hurtigt nok med at nå frem...


Det er idag det tipper. Vi har taget den første del af turen...


Men nu er vi altså også halvvejs, midtvejs, halfway, midway.


God weekend...

Nu, hvor Gowings for alvor er gået i flæsket på julen og taler åbent om sit personlige forhold til nisser, føler jeg mig forpligtet til at følge trop og berette om mit traumatiske forhold til det, der helt uforståeligt er blevet en af julens mest populære spiser. Den har aldrig gjort noget godt for menneskeheden, ud over at fungere som råmateriale for den udmærkede risalamande, som heldigvis består af alt muligt andet, der kan overdøve smagen af den sørgelige risengrød – for det er den, vi taler om. Faktisk er jeg af den overbevisning, at denne hvide, klæbrige substans med den sødlige, kvalme lugt har det med at nedsætte hjernefunktionen faretruende hos den, der er så letsindig at indtage den:



Som det fremgår, har selv tidligere sundhedsministre ladet sig besnære af den uhensigtsmæssige juletradition at spise risengrød og er endt med at gå bersærkergang, selv om netop de burde vide bedre. Lad derfor denne hændelse fra julen 2012 tjene til skræk og advarsel for alle Mænd af betydnings læsere med hang til risengrød:



Den historiske optagelse fandt sted i DR Byen, og til beroligelse for Gowings og andre nisseaficionadoer kan jeg oplyse, at det var længe efter, at Nissen havde forladt etablissementet.

Nej, jeg tror ikke - og har aldrig troet på - julemanden. Men nissen...

Jeg ville ihvertfald ret gerne tro på nissen, da jeg var lille. Den her lille mand med skæg, rød hue og træsko, der boede på landet på gården, hvor sneen lå tykt og stalden var varm. Ikke alene var (er) jeg præget af min barndoms julekalendere, men også børnelitteraturen, og især én bog: Nissen af Astrid Lindgren.

Sådan skulle man have det. Leve i Emil fra Lønneberg-land og have en nisse i stalden, der holdt øje med det hele, når man selv og hele familien lagde sig til at sove. Bogen her har jeg læst højt så mange gange, at vi kunne teksten udenad store og små i kor. Og vi har været igennem hele scenariet her i huset med grød på loftet, der blev hentet ned igen når ungerne sov.

"Jeg synes, du skal lade være med at tale så grimt. Husk Nissen"
"Arh hvad, han findes ikke! Jeg tror ikke på han findes"
"Det må du selv om, men lad være med at sige det højt, han kunne jo høre dig"
".....?!"

Så gik den ikke længere. I en uge har denne kalenderskribent balanceret på kanten af århundredets forkølelse, og indtil i går lykkedes det at holde den i ave ved hjælp af en skønsom blanding af c-vitaminer, skoldhed Darjeeling-te og apokryfe besværgelser. Men nu har jeg altså måttet kaste håndklædet i ringen og tilslutte mig de snøvlende og fyldigt boblende masser, der raver halvt bevidstløse rundt på gader og stræder og udbreder dårligdommen til den hastigt skrumpende del af befolkningen, der endnu ikke hoster, harker og nyser sig gennem decembermørket.

Tiden er med andre ord inde til at gøre noget alvorligt ved sagen og forøge alkoholprocenten i det daglige væskeindtag, og her er glühwein det første ord, der dukker op mellem mine forkølelsesramte hjernevindinger. Hvis jeg påstod, at det var en frostklingende søndag i advent på et julemarked i Heidelberg for treoghalvtreds år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med glühwein, ville jeg med rette kunne betegnes som uvederhæftig, for mit møde med den helsebringende drik fandt sted så sent som for et par år siden i forbindelse med Mænd af betydnings legendariske julefrokost. Et par af de mere fremtrædende redaktionsmedlemmer havde forvildet sig ned i Nyhavn, hvor vi pludselig fandt os selv siddende udendørs i mørke og tænderklaprende kulde, kun holdt oppe af et glas glühwein med svag assistance fra den infrarøde strålevarmer, der var fastgjort under den til lejligheden opslåede markise. Det var så livsbekræftende en oplevelse, at vi siden har holdt fast i traditionen.

Men årets julefrokost er jo for længst overstået, så hvordan laver man sin glühwein selv? Man indtaster 'perfekter Glühwein selber machen' i Googles søgefelt og kombinerer de tre opskrifter, der herefter fremkommer, efter forgodtbefindende.

Tilbage står så kun at komme med en forklaring på dagens kække overskrift. Den kommer her:



Samtidig kan man vel konstatere, at The Julekalender ikke har levet forgæves, selv om der aldrig kom en dråbe glühwein på bordet i den.

Duer. I det Gowingske domicil fodres der fugle i en grad, så at jeg kan frygte, at de små fjerbolde ikke længere evner at finde et bær eller et frø i guds egen natur udenfor tjørnehækken. Men sådan er det blevet, og ja, det tiltrækker småfugle, og ja, de er sjove at se på, når de pikker solsikkekerner i foderautomaterne.

Men med foderautomaterne kommer også duerne. De sidder nedenunder, og tramper de stakkels planter ned som udgør bunddækket under kirsebærtræet og stauderne, som også står der. Og de flokkes på græsplænen. Og lægger fuglelorte på havemøblerne på størrelse med en soft-ice (sygt billede - undskyld). Fru Gowings ønsker dem hen hvor peberet gror, og hun har sågar foræret overtegnede et luftgevær i lovlig kaliber, så han, hvis han kunne mande sig op, er i stand til at udløse et veritabelt Dybbøl (for nu at blive i det tidsaktuelle) over havens duebestand. Sjovt nok er det ikke lovligt - en rotte må man slå ihjel med en skovl eller smertefuld forgiftning, men ikke en due.

Men jeg kan ikke skyde en due, - slet ikke fordi dens eneste forbrydelse er at gå rundt i haven. Jeg vil hellere tage duesøm, klappen i hænderne o.s.v. i brug for at skræmme dem væk. Indimellem er det mig, der fylder automaterne op, også selvom jeg egentlig mener, at fugle burde kunne finde masser af føde det meste af året i vores have. Hvis de gad selv at yde en indsats. OK - jeg ved godt de ikke laver andet hele dagen end at fylde sig selv og deres afkom. Det er en heltidsbeskæftigelse

Og hvis man ikke gider at have duer i haven, så skal man nok heller ikke, som jeg har for vane, lægge den her håndfuld solsikkekerner til 'musen' under foderautomaten ...

PS: Som vi har været inde på før her på bloggen, så kan barndommens sprogforbistring give ophav til nogle sjove erkendelser i voksenlivet. Jeg var ret gammel før '- med dugen til julegilde' blev rettet til 'med duen til julegilde'. De satans duer.

En af de mindst morsomme film, jeg ikke har set, fordi jeg hoppede af i selvforsvar, inden jeg var kommet halvt igennem, hedder Julefrokosten. Det er en af den slags 'komedier', der kun har til formål at score kassen på den fladpandede humor, producenten regner med, at publikum er i besiddelse af. At strategien desværre som regel holder stik er en anden sørgelig historie, men hvordan man har fået en hel stribe fremragende danske skuespillere til at være med i braset er et af filmhistoriens større mysterier.

Nå, men Julefrokosten fortjener med andre ord på ingen måde at indgå i nogens personlige julefilmrepertoire, medmindre man har et horn i siden julen. Så spring den over for Guds og dit eget velbefindendes skyld, når den med sikkerhed bliver vist på en eller anden tv-kanal i nær fremtid.

Til gengæld kan jeg stærkt anbefale følgende 72 sekunders fraklip fra samme film:



Det er sjovt. Komikken er ganske vist utilsigtet, men det er der ikke noget at gøre ved.

På min cykeltur på arbejde passerer jeg igennem en større københavnsk kirkegård. Vartegn nr. 1 for stedet er en poppelallé der leder op til vartegn nr. 2: en gigantisk rør-radiomodtager fra 40'erne placeret på toppen af bakken.

Poppeltræerne er blevet gamle, ifølge sagkundskaben så gamle som de kan blive uden at brase sammen. Den gode Cummings fik sat mig igang med sit indlæg om decemberstormene, for de sidste års storme har bekræftet dette udsagn. Poppelalleen har ved disse lejligheder udviklet sig til en løben - eller rettere - cyklen spidsrod imellem nedstyrtende grene fra de høje træer.

Nu er det slut. Siden sommerferiens afslutning har maskiner og gartnere været igang. Træerne er fældet og nye unge popler er plantet. Men, men, men...


For at det ikke skal være løgn, så udgjorde de gamle popler domicilet for en stor flok flagermus. Der findes i Danmark 17 arter, allesammen fredede. Faktisk er flagermus det mest artrige pattedyr, idet en fjerdedel af alle pattedyrarter er flagermus. Ikke desto mindre er de allsammen altså fredede.

Og det er jo klart, at man ikke bare fjerner fredede dyrs biotop i et moderne Danmark. Så fire træer har fået lov at stå, samtidig med at stykker af hul træstamme er blevet hængt op i træerne tæt ved. Håbet er, at flagermusene med tiden vil søge ned i den nærliggende mose og finde en ny bolig der.


Jeg synes det er godt, at vi har overskud i dette lille land til at tage os af vores flagermus, uanset at det er forbundet med ekstra omkostninger.

Tanken strejfer mig, om vi skulle ansætte et par vildtbiologer i Udlændingeservice. På den måde ville ordet 'service' måske kunne indtage sin gamle betydning igen. Vildtbiologer, Mette Frederiksen?

Her i den kolde december er der som bekendt ekstraordinært mange mennesker, der er ved at gå til af spænding, især hvis de er mindreårige og tror på julemanden. Men også vi, der for længst er blevet klogere og kedeligere på grund af alder og et langt livs skuffende tildragelser, anser december måned for en af de mest nervepirrende, hvis vi bor i huse med høje, potentielt sønderknusende træer tæt på. For kommer der også i år en opblæst orkantype, der får os til at ligge søvnløse med dynen trukket op over hovedet, travlt beskæftiget med at bide neglene ned til sokkeholderne ved udsigten til at få en uhensigtsmæssigt tung træstamme i hovedet?

Indtil for ganske nylig troede denne lågeåbner, at stormene skyldtes temperaturforskellene mellem det kolde polarområde og de varmere områder mod syd: Jo større temperaturforskelle, jo kraftigere storme. Det var i hvert fald, hvad jeg kunne læse mig til ved at google 'Hvorfor stormer det?'. Men siden er jeg blevet klar over, at det slet ikke er sådan, det hænger sammen. Voldsom blæst stammer i virkeligheden fra den store, underjordiske vindmaskine, som to (jule)granvoksne mænd med kolossale biceps skiftes til at dreje rundt, og de rigtig farlige situationer opstår først i det øjeblik, de afløser hinanden – og det er ganske vist:



Da jeg googlede 'Hvorfor stormer det', kom der for resten en artikel frem med overskriften 'Hvorfor stormer DF frem?'. Jeg læste ikke artiklen og så ikke svaret, men i dette tilfælde må det være på grund af nogle temperaturforskelle. I hvert fald er det en kold tid, vi lever i.

Som vist sidste år så samler vi her i familien Gowings på mekaniske julehelveder, der opstilles i starten af december. Herudover arrangeres der et nisselandskab i entreen. Ingen jul uden.

Trods sin fremskredne alder sidst i teenageårene har frk. Gowings det hverv hvert år at fremstille tableauet ved starten på julemåneden. Med opgavens store ansvar, for at julehumøret introduceres straks ved entreen i det Gowingske hjem, følger til gengæld beføjelsen at spendere et mindre beløb på, hvad man kan kalde 'årets nyerhvervelse'. I år er der indkøbt en skøjtesø.


Det betyder et farvel til kosmetikspejlet, som ellers har gjort det ud for skøjtebane indtil nu. Så må vi se, om vi kan komme igennem julen med en så drastisk ændring i landskabet ...

God torsdag.

Der var engang en julekalender i fjernsynet, som folk blev rasende over. Den foregik i et hul i jorden og var en rammefortælling om hovedpersonerne Poul og Nulles jagt på den ægte julemand, men der var for lidt julestemning i den efter mange seeres mening. Chefen for B&U-afdelingen i DR hævdede dog, at det var DRs mindst kritiserede julekalender hidtil, men ikke desto mindre vakte Jul og grønne skove vild opstandelse både her og der, og i hvert fald var den anderledes:



Siden er der løbet en hel del smeltet julesne i stranden, Poul og Nulle gik hver til sit, og Poul blev rektor for Filmskolen. Men efter 22 år på posten er han vendt tilbage til skærmen, denne gang med Anders Lund Madsen som medsammensvoren i programmet Diverse meddelelser. Konceptet går ud på at opsøge og tale med menneskene bag de mest mystiske annoncer i Den Blå Avis, og mærkelighedsprocenten er høj:



Det er ikke et morsomt program som sådan, men jeg tager mig alligevel i at græde af grin, hver gang jeg ser det. Både Poul og Anders er store samtalekunstnere, og de har begge to evnen til at få de medvirkende til at åbne sig, så det bliver interessant at lægge øre til. Sideløbende hæver det interne mundhuggeri mellem værterne det hele op over den kedsommelige dokumentarisme og gør programmet til underholdning i særklasse. Så jeg glæder mig jeg til i morgen, ikke bare fordi det igen er Gowings' tur til at åbne lågen, men fordi der kommer endnu et afsnit af Diverse meddelelser. Så må man bære over med, at det ikke har en snus med jul at gøre.

Det er kl. 20 på DR1. De foregående afsnit kan man se her, og skulle nogen få lyst til at se/gense de sørgelige rester af Jul og grønne skove, er der også mulighed for det. Måske var den julekalender slet ikke så god, som man helst vil huske den ...

Real Actors Read - er et YouTube fænomen, som dækker over skuespillere, der har opdaget poesien på internettet. Her eksempelvis: TripAdvisor, hotel- og restaurantanmeldelser. Hør her hvor teatralsk en anmeldelse af et frozen youghurt udsalgssteds plasticskeer kan tage sig ud.



Og hernæst en skuffet restaurantbesøgende, der konstaterer at servicen indimellem hænger på om man får en god eller en dårlig tjener...



Rigtig god tirsdag

Det ligger naturligvis Mænd af betydning stærkt på sinde at bidrage til at holde liv i alle de gamle juletraditioner, og hvad er mere nærliggende end at tage fat på julekortskrivningen nu, hvor der stadig er hele 24 dage til jul? Det gælder om at være i god tid, for man ved aldrig med Post- og Telegrafvæsenet, efter at det ikke længere eksisterer, men er blevet erstattet af et privat foretagende med det abrupte og lidet respektindgydende navn Post Danmark, som gør alt for at få os til at gøre alt arbejdet selv med at hente og bringe pakker og forsendelser i den lokale Brugs under foregivende af, at det hele er meget nemmere på den måde – også for kunderne!

Men lad nu det ligge, og lad os komme til sagen, som ingenlunde er til at spøge med. For ét er julekort at forstå, et andet pen at føre, som de sagde på mit gamle julemærkehjem. Kunsten at skrive et julekort består naturligvis i at vide, hvad man skal skrive (ud over selvfølgelig 'glædelig jul'), og navnlig hvad man ikke skal skrive – og det er her, Mænd af betydnings juleservice kommer ind i billedet. Så herunder følger en række håbløse tilløb til at skrive et julekort. Men bare rolig, løsningen kommer til sidst!



Sørg nu for at få sendt julekortene i år, hvor det stadig er muligt at få bragt dem ud. Til næste år har Post Danmark sandsynligvis indført, at vi selv skal hente dem hos hinanden.

Bonus for læsere med stærke nerver: Klik, hvis du tør!



Og så kan I ellers glæde jer til i morgen, hvor det er Gowings, der er vaks ved lågen.