Det er fredag, og for tredive år siden kunne det godt have været et spørgsmål stillet her sidst på eftermiddagen - med den forventningens glæde som fredag eftermiddag er blevet begavet med og som formentlig varer livet ud. Idag handler det ikke om at gå på jazzværtshus i Nørregade, men om at bestige bakken, Montmartre, i den by der har dannet ramme om den sidste uges indlæg.
Selve 'bjerget' er inkarnationen af Paris; de små brolagte gader, de små bogbutikker med deres let støvede udstillingsvinduer, cafe'erne klemt ind på gadehjørnerne med åbne vinduer ud mod fortovsserveringen. Her går vi ind og får Moules Frites og et glas Alsace vin - en formidabel gewürztraminer - til ingen penge. Franskmændende gider ikke drikke dårlig vin. Her er ingen pseudo-indianere med rytmeboks, højst en herre der kommer forbi med sin harmonika og giver den gas med franske schlagere fra 50'erne. Men vi må videre, vi skal helt op.
Basilikaen, Sacré Coeur, kan ses fra hele byen, når man blot kommer lidt i vejret. Den er imponerende udefra, og fuldstændig ligeså uinteressant indefra. Lidt ligesom Marmorkirken; eller meget ligesom Marmorkirken, faktisk.
Men se så skulle man tro der bare var tilbage at gå ned igen. Men det ville være en stor fejl. Så hvis du nogensinde kommer på de kanter, skal du ikke bare tage trappen ned igen, men gå ned ad gaderne på nordsiden. Så kommer du til denne vinmark for foden af den gamle bymur.
Og kvarteret heromkring er bestemt værd at se, inden du klatrer ned ad de små gader igen med alle specialbutikkerne. Heriblandt køkkenudstyrsbutikken E. Dehillerin, ejet og ført af den samme familie i fem generationer eller så. Det de ikke har, gider man ikke have.
Paris min ven,