Archive for september 2014

Scotland the Brave. EU har givet håb til regioner - og faktisk muliggjort - løsrivelsen af regioner fra nationalstater. EU tilbyder et overstatsligt organ for almindelig koordinering. Uden EU ingen afstemning i Skotland og uden EU ingen løsrivelsesdebat i Katalonien.

Jeg må indrømme, at jeg føler med de frihedssøgende, separatistiske skotter. Deres indtryk af Nordisk Råds indflydelse i verden og de skandinaviske staters sammenhængskraft har været præget af naivitet og falske forhåbninger. Men det har været forfriskende. Uden at nogen kan være i tvivl om nærværende blogs sympati for det britiske. Det, jeg er stødt på fra den skotske frihedslængsel, har centreret sig om håb, fornyelse og inklusion. En tro på EU i modsætning til engelsk isolationisme.

Katalonien, som jeg elsker, har i min optik en anden dagsorden. Katalonien er spaniens rigeste region og nyder i forvejen, på lige fod og måske endnu mere end andre regioner i spanien, udstrakt selvstyre. Ligesom Skotland gør det indenfor Storbritannien. Og uden tvivl har det været svært med den krise Spanien har gennemgået siden slutningen af nullerne. Men en løsrivelse af Katalonien herfra svarer lidt til hvis trekantsområdet ikke længere gad at betale til Lolland-Falster, Fyn og Nordjylland.

Europa kan ikke, uanset EU, tåle at blive disintegreret og opdelt i svage og stærke økonomiske regioner ved en opsplitning af nationalstaterne. Ikke fordi udligningen de små regioner imellem ikke ligeså godt kunne foregå på EU-niveau, men fordi den bagvedliggende tanke om forsøg på økonomisk isolationisme modarbejder tanken om at udvikle EU sammen. Det kan, indrømmet, være svært at se denne linie i EU-politikken nogen gange, hvis det ikke var for de enkelte signaler, der indimellem sendes afsted fra EU-retten og EU-parlamentet.

Uden solidaritet intet EU, uden EU intet Europa. Alt det andet problematiske omkring denne konstruktion ufortalt. Det er den konklusion, jeg er kommet til midt i al denne løsrivelsesvirak. Skotterne skal have helet sårene efter gårsdagens afstemning og katalanerne må lige snuppe en tapas og et glas sherry mere og overveje den linie, man er på vej udad.

Jeg ville dog til enhver tid have ønsket skotterne velkommen i Nordisk Råd - for hvad det ville have været værd.

(PS: Konsekvenserne af en skotsk løsrivelse fra Storbritannien ville have været mange. En af dem jeg ikke lige havde tænkt over, og som en radiovært på P1 gjorde opmærksom på, var:"hvad med Union Jack?" - God weekend)

I dag fejrer Mænd af Betydning en af vort lands 'Founding Fathers', Jens Otto Krags 100 års fødselsdag. JOK var den sidste i rækken af statsministre, der stod for opbygningen af velfærdsstaten. Hans afløsere, til og med Poul Nyrup (ja, Poul Schlüter inklusive), var de sidste politikere på posten. Herfra gik Danmark i administrations-mode. De folkevalgte deponerede de politiske ambitioner og erstattede dem med egne ambitioner om magt og karriere. Ikke magt for politikkens skyld, men magt for magtens skyld. Det har givet et enormt råderum for embedsmændene i ministerierne.

Vi mindes dermed dengang den politiske debat og ambitionerne for nationen og borgernes liv og levned havde et vist niveau.

Fraklip:
"Og hvis De, Gowings, skulle nævne et eksempel på udviklingen, hvilket skulle det så være?"
"Ja, jeg erindrer en morgenradioavis for mange år siden, hvor en af de største historier var, at en folketingspolitiker krævede ændringer i formuleringen af selvangivelsen. Det blev mødt med en storm fra et samlet folketing om, at det var utidig indblanding i myndighedsopgaver - der ville ikke  være en, der havde løftet et øjenbryn idag. Der var også..."
"Ja, vi har vist lige tid til et eksempel mere, hvis der skulle.... "
"Man kan måske sige, at Helle Thorning Schmidt, hjulpet af de Radikales løfter til Lars Løkke Rasmussen & Co, er ved at vende tilbage til princippet om magten for politikkens skyld og ikke bare for magtens skyld. Se nu på dagpengesagen: det er ikke nogen populær sag. Og man nægter stædigt, at gøre noget for at dæmpe effekten af at man regnede galt i sin tid med, viser det sig nu, 1000% flere, der ryger ud af dagpengesystemet end først antaget. Det må man vist kalde politisk mod!"
"Ja tak, Gowings. Tak (- er der for helvede ikke nogen, der kan lempe den gamle mand ud af studiet! 1000%, Vorherre bevares)"