Her i 100-året for starten på 1ste verdenskrig skal vi ikke forbigå muligheden for at indgyde håb. Det håb som på flere frontafsnit blev udløst af en uofficiel våbenhvile med efterfølgende fraternisering med fjenden i ingenmandsland.
Forventningen da store dele af Europas ungdom drog i krig, var at det ville blive en kort affære, udløst af en tilspidset situation hvor stormagterne trængte til at 'ryste posen'. Man var kørt fast i utallige små kriser og sammenstød over kolonier, utidig indblanden i hinandens interessesfære og krigen syntes uundgåelig. Alle var på den anden side enige om 'at man var hjemme igen til jul'. Det blev som bekendt ikke tilfældet. Treogethalvt år senere var 18 millioner døde eller savnede og et lignende antal sårede gået gennem lazaretterne.
Men den første jul, var verden og især soldaterne ved fronten ikke længere end 5 måneder inde myrderierne. Her er et klip fra filmen Joueux Noël der udtaler det spinkle håb fra den første jul 1914. Det kan synes patetisk - og det er det måske også, som det her serveres ude af sin sammenhæng - men man kan se filmen og så giver det anderledes mening.
Og jeg kan sige, til dem der tænker:"Åh nej, ikke endnu en krigsfilm", det er en meget lidt krigsfilm-agtig krigsfilm. Så man kan sagtens se den, selvom man ikke er til den slags.
https://www.youtube.com/watch?v=oXaLu7bvke8
Jeg kan ikke sige det bedre.
- Og det er godt sagt, Peter Pedal.