Nej, jeg tror ikke - og har aldrig troet på - julemanden. Men nissen...
Jeg ville ihvertfald ret gerne tro på nissen, da jeg var lille. Den her lille mand med skæg, rød hue og træsko, der boede på landet på gården, hvor sneen lå tykt og stalden var varm. Ikke alene var (er) jeg præget af min barndoms julekalendere, men også børnelitteraturen, og især én bog: Nissen af Astrid Lindgren.
Sådan skulle man have det. Leve i Emil fra Lønneberg-land og have en nisse i stalden, der holdt øje med det hele, når man selv og hele familien lagde sig til at sove. Bogen her har jeg læst højt så mange gange, at vi kunne teksten udenad store og små i kor. Og vi har været igennem hele scenariet her i huset med grød på loftet, der blev hentet ned igen når ungerne sov.
"Jeg synes, du skal lade være med at tale så grimt. Husk Nissen"
"Arh hvad, han findes ikke! Jeg tror ikke på han findes"
"Det må du selv om, men lad være med at sige det højt, han kunne jo høre dig"
".....?!"
Som skrevet fra min egen barndom... ;-)
Så er vi flere, hvor nissen er flyttet med, Mia.
:)
Jeg har bare ét spørgsmål: Hvor er det at ham Christian S. Nissen skal flytte med hen?
Først var han på Rigshospitalet vistnok - så på Nationalmuseet - og så på DR. Hvorfor flytter han hele tiden?
Nu sidder han på RUC. Ingen vil have ham boende ret længe af gangen.
Jeg elsker den bog og du har det akkurat som mig - nissen tror jeg paa fuldt og fast!
Kære Tina, det er altid rart at vide at man ikke er alene i troen :)