I tidligere tiders retssystemer, som vi nok ikke ønsker tilbage iøvrigt, var man ikke så tilbageholdene med at give udtryk for frustrationen over, ikke at kunne få ram på forbrydere og snydepelse, når de flygtede over stok og sten ud af kongens jurisdiktion. Således stod der en skamstøtte over Corfitz Ulfeldt på Gråbrødretorv indtil midten af det nittende århundrede, altså næsten samfulde 200 år. Det kan man kalde at blive godt gal i skralden! Nu er støtten erstattet af en sten nedsat på opstillingsstedet.
Corfitz' brøde var efter sigende, og nu senere vistnok dokumenteret, at han havde financieret sine eskapader rundt om i Europa med midler fra statskassen og ikke alene det: han havde også konspireret med arvefjenden hinsidan. Ingen tvivl om at Corfitz er en af de bedst kendte forrædere og ransmænd i danmarkshistorien - og ingen tvivl om at skamstøtten har bidraget hertil. Mange generationer har sendt en spytklat i støttens retning ved passage over torvet.
Idet skamstøtten nu er bjerget og opsat i Nationalmuseets gård, kan vi passende overveje om den ledige plads på Gråbrødretorv kan bruges til at ihukomme andre personer med lignende handlinger - eller det der er værre - i bagagen. Og her skal jeg ikke overveje længe; tiden må være til at sætte en skamstøtte over det neoliberalismens åg, og den afledte religion 'New Public Management', der har ligget over verden i nærved tredive år. I dag har jeg nemlig læst i min avis, at IMFs egen forskningsafdeling undsiger den økonomiske politik den Internationale Valutafond har ført i samme periode. En politik der har ledt til armod, økonomisk nedsmeltning og ufattelige forskubninger i retning af større ulighed i de lande, der har været udsat for IMFs regimente.
Hvem er bedre til at repræsentere den syndflod af forbandelser, der er væltet ind over landet anført af Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og deres medkumpaner, samt Margrethe Vestager og villige socialdemokrater som Henrik Sass Larsen end selveste - dagens ransmand i skysovs - Bjarne Corydon. Lad Bjarne C. og salget af DONG være symbolet på det uføre nationen er ledt ud i. En malstrøm af newspeak, hemmelighedskræmmeri, manglende politisk og moralsk dømmekraft og ikke mindst ublu mangel på vilje til endog at sløre den melen af egen kage hele projektet har vist sig at være forbundet med. Og allersidst den menneskefjendske og tordnende idiotiske udlægning af det politiske råderum som værende underlagt 'Nødvendighedens Politik'. Magen til indskrænkethed.
"Bjarne C. forræderen, Till Æwig Spott, Skam og Skiendsel"
Hørt!
(Jeg har lige besøgt Corfitz Ulfeldts kone i aften)
:-)
Helt ærligt, Henriette. Det lyder lidt uhyggeligt!
Ja, Gowings :-)
- men det passer jo heller ikke, for godt nok er Leonora Christina begravet i Maribo Domkirke, men hendes børn flyttede senere hendes jordiske rester til Wien, ser jeg nu. Så hun var der slet ikke!
Phyiiv!...
Dixit
Måske kunne vi tillade os at anskue alle de moderne glas-stål-beton-skyskrabere, der vokser op her og hisset på bekostning af historiske bygninger, byoaser osv. som netop skamstøtter for benævnte ideologiske svulst i samfundet? Ganske vist holder de nok ikke hundred år uden stadig vedligeholdelse, men spytte og graffittimale på dem kan man da...
Nemlig, GoodKnight
Det bliver til en anseelig mængde, Capac. Men så overser vi dem ihvertfald ikke. Og jeg som er elendig til at præcisionsspytte får også en chance :)
Hejsa d'herrer (er der noget, der hedder det?).
Jeg har læst postingen og vil bare sige, at jeg glæder mig over, at der er nogle, der skubber stenen op ad bjerget, hver gang den ruller ned.
PS:
Skal Danmark i dag sige nej til det fælles
- forlade Europa, forarmes, forgældes?
Forføres af folk, der vil kuldkaste pagten
i kortsynet iver for selv at få magten?
- Piet Hein (og det giver nul hits på Google).
To passivister
Der findes en slags optimister
som burde slås langsomt ihjel -:
dem der sætter sig ned og tror,
det altsammen går af sig selv.
Der findes en slags pessimister,
som bør udryddes tand for tand -:
dem der tror, at det dog ikke går,
selv om man gør hvad man kan
- Piet Hein må godt citeres, selvom Uffe Ellemann også gør det.
Vi har bemærket, at nogle uvedkommende på denne blog har blandet sig i politik og ytret deres kommentarer til samfundslivet.
Vi bemærker med tilfredshed, at dette nu er hørt op og håber, at der også fremover vil herske konsekvent stilhed fra jeres side, så vi kan passe vores arbejde i fred og uden ydre indblanding.
mvh
Borgernes overordnede