Kære Gowings,

Jeg forestiller mig, at du i øjeblikket tilbringer alle dine ledige stunder i smøregraven ude i garagen med at klargøre din omfattende bilflåde, så den er hundrede procent shipshape til forårets komme. Et og andet tyder dog på, at foråret slet ikke har planer om at indfinde sig, og hvem ved, måske bliver efteråret den næste årstid, vi må forholde os til, fordi foråret og sommeren 2018 er blevet suspenderet af de højere magter og DMI? I går morges, da jeg vågnede og kastede et blik ud ad vinduet, kunne jeg ikke se andet end snedækkede marker og træer, så langt øjet rakte, og situationen er den, at jeg stadig bevæger mig rundt på vinterdæk, selv om det officielt er sommertid fra på søndag.

I modsætning til dig giver jeg mig som bekendt ikke af med manuelt arbejde, hvis jeg kan betale mig fra det, og jeg har derfor heller ikke selv monteret mine vinterdæk. Som mit beskedne bidrag til at holde samfundets hjul i gang, om jeg så må sige, overlod jeg det til et bilværksted, som jeg antog måtte have en vis erfaring med den slags. Jeg var oven i købet så heldig, at det gik ualmindelig tjept med at få ombyttet sommerdækkene med vinterdæk, hvortil kom, at den yderst venlige og belevne betjening satte mig i godt humør. I samme gode humør satte jeg mig derfor ind i bilen og kørte hjem i garagen med den efter at have afregnet med værkstedet. Desværre dalede humøret brat, da jeg steg ud igen, og mit blik strejfede baghjulene. Til min græmmelse måtte jeg nemlig konstatere, at venstre og højre baghjul var byttet om, så dækmønstret vendte den gale vej på de to hjul.

Jeg kørte straks tilbage til værkstedet – dog ikke baglæns, som det måske havde været på sin plads – og påtalte fadæsen over for mekanikeren, idet jeg ikke undlod at gøre opmærksom på, at hvis det havde været isglat, og jeg ikke tilfældigvis havde opdaget hans makværk i tide, kunne det være blevet min sidste køretur.

– Der kan jo altid ske en menneskelig fejl, svarede mekanikeren med et overbærende skuldertræk, og da jeg gjorde ham bekendt med, at det under ingen omstændigheder var en fejl, jeg havde forventet af et autoriseret værksted, lød hans svar:

– Tja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortolke det.

Fortolke? Det var her, jeg måtte beherske mig for ikke at foreslå ham at satse på en karriere som folketingspolitiker og sprogfordærver i stedet for at fortsætte med klamphuggeriet.

Som en særlig service for eventuelle medlæsere under halvtreds år kan jeg oplyse, at en klamphugger oprindelig var en dårlig håndværker, som kun var i stand til at hugge små træstykker (klamper) til at sætte under træsko. Nu er det bare en person, der laver noget juks.

Den omtalte mekanikers arbejde er desværre ikke det eneste tilfælde af klamphuggeri, jeg har oplevet i den senere tid. Klamphuggeriet breder sig hastigt og følger tilsyneladende en brat opadgående kurve. For at nævne et eksempel fra mit eget felt må jeg dagligt lægge øre til radio- og tv-speakere med talefejl, som hakker og stammer sig igennem teksten med tryk på de forkerte stavelser. Derudover kunne jeg nævne de universitetsstuderende, som opgiver studierne, fordi de mener, at niveauet er for højt og kræver det sænket, samtidig med at censorer, professorer og lektorer kritiserer universiteterne for faldende faglighed og inflation i uddelingen af 12-taller. Men her bevæger jeg mig ind på din ressort, Gowings, hvorfor jeg vil afholde mig fra at gå dybere ind i dette spørgsmål.

Det skal dog ikke forhindre mig i afslutningsvis og overordnet at stille et andet spørgsmål: Hvis vi for fremtiden selv skal udføre alt praktisk arbejde på grund af uduelige håndværkere og tilmed affinde os med mediefolk, som ikke er i besiddelse af de mest elementære færdigheder, og akademikere der ikke ved noget – ja, hvor er vi så henne?

Din hengivne
Cummings

Kære Gowings,

Ingen årsag til at beklage eller undskylde din ramsaltede mening om hyggebegrebet, Gowings. For adspredelsens skyld forsøgte jeg at anlægge en spydig eller måske snarere ironisk-sarkastisk tone i mit indlæg, og det er mig, der undskylder, hvis jeg ikke formåede at gøre mit lettere landsforræderiske ærinde tydeligt nok. Vi kunne med andre ord ikke være mere enige!

Noget andet er, at det forekommer mig, at du er lovlig optimistisk med hensyn til forårets statistisk set snarlige komme. Sagen er jo, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, som det fremgår af ovenstående fotografi. I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen 'Doktor Zivago-hat', hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts 'Elvira Madigan', når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens tilblivelse, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

En ushanka er en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper. Af demokratiske årsager skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst.

Nu er jeg spændt på, kære Gowings, om dit bebudede forårsindlæg om biler kommer til at handle om ganske almindelige biler eller om sportsvogne med nedslåede kalecher. Hvis det sidste er tilfældet, forudser jeg, at du bliver nødt til at iføre dig en ushanka med nedslåede øreklapper.

Din hengivne
Cummings

Kære Cummings,

For at sige det lige ud: jeg har et overordentligt anstrengt forhold til denne dyrkelse af 'hygge' - der specielt er eksploderet i den angelsaksiske del af verden. Og som vi danskere synes at klynge os til, for at opretholde vores eget selvværd i en tid, hvor det udfordres dagligt.

Kære Gowings,

Mange tak for et interessant indblik i livets gang og ikke mindst i det danske sprogs tilbagegang på de højere læreantalter. Jeg fornemmer, at vi er helt på bølgelængde i spørgsmålet om umotiveret brug af engelsk på dansk territorium, og hvad er vel mere tilfredssstillende end fornemmelsen af at kunne overbyde hinanden i enighed?

Hvordan mon du har det med avisartikler, hvor udenlandske journalister og forfattere udtaler sig om deres indtryk af Danmark, danskere og danske værdier, som de roser i høje toner og udtrykker næsegrus beundring, grænsende til misundelse for? Jeg indrømmer gerne, at selv om jeg undertiden kan have svært ved at genkende det glansbillede, de venlige udlændinge tegner af vores land, kan det ikke undgå at varme mig om hjerterødderne at få at vide, at jeg tilhører et helt igennem fortræffeligt folkefærd og bor i et land, hvor der altid hersker fred og idyl, og hvor vi ud over at være lykkelige også har ubetinget tillid til hinanden og gladeligt parkerer barnevogne med indhold uden for cafeerne, mens vi hygger os indenfor i varmen med en caffe latte og en croissant. Måske var det også derfor, jeg kastede mig ud i dette impulskøb, da jeg forleden var gået ind i et tilfældigt antikvariat uden noget andet formål end at indsnuse den støvede atmosfære og konstatere, at der stadig findes steder, hvor både luften og tiden står stille:



The Little Book of Hygge – The Danish Way to Live Well, som nu ligger her på mit skrivebord, er skrevet af Meik Wiking, som er direktør for den danske 'tænketank' Institut for Lykkeforskning. Forfatteren er dansk og har skrevet bogen på engelsk, velsagtens fordi målgruppen ikke er danske, men udenlandske læsere. Ikke desto mindre opdagede jeg, at bogen også findes på dansk, ikke skrevet af Meik Wiking, men oversat fra Meik Wikings engelske udgave til dansk af en dansk oversætter. Det er der vel sådan set ikke noget galt i, lige som der heller ikke er noget i vejen for, at man kan gå over åen efter vand. Men frem og tilbage er og bliver nu engang dobbelt så langt.

The Little Book of Hygge er ingenlunde uinteressant, selv om det skal siges, at man som dansk læser ikke opnår helt den samme følelse af selvtilfredshed, som hvis den havde været skrevet af en udlænding. Derudover er det i sig selv imponerende, at det er muligt at skrive ikke mindre end 288 sider om hygge. Bogen er heller ikke ganske ukritisk, for eksempel står der om danskernes påklædning:

»Man finder ikke mange three-piece-jakkesæt på gaderne i København, og hvis man selv er en del af den nålestribede brigade, så vil man uden tvivl finde den danske påklædningsstil på grænsen til sjusket.«

Kære Gowings,

Jeg skal ærligt indrømme, at der går længere og længere tid imellem, at jeg frekventerer landets hovedstad. Jeg trives herude i åbent landskab, hvor kragerne vender, og hvor man dagligt bliver mindet om, at der er mere mellem himmel og jord end hipstercafeer og mærkevarebutikker. På den anden side kan man ind imellem godt savne en cocktailbar af en vis standard, og så er der ingen vej uden om metropolen.

Således opsøgte jeg for nylig en sådan oase i det indre København, hvor jeg havde aftalt at mødes med et par andre mænd af betydning. Jeg havde aldrig før betrådt det pågældende etablissement, og eftersom jeg var den først ankomne, og det ikke var indlysende, hvor jeg kunne hænge tøjet, spurgte jeg mig for hos den nærmeste bartenderske. Selv om stedet bar et engelskklingende navn, fremsatte jeg mit spørgsmål på dansk, og jeg fik ligeledes et klart og tydeligt svar på fejlfrit dansk.

Et kvarters tid senere, da selskabet var samlet, og det var blevet tid til at afgive vores ordrer, kom den samme dansktalende bartenderske hen til vores bord og spurgte nu på engelsk, hvad vi kunne tænke os. Nu forholder det sig som bekendt sådan, at cocktails i altovervejende grad har engelske navne, så på en måde svarede vi på engelsk, men det kan næppe være undsluppet bartenderskens opmærksomhed, at vi, der sad ved bordet, konverserede indbyrdes på dansk.

Det siger sig selv, at det ikke var nogen egentlig hindring, at vi blev tiltalt på engelsk – folk som du og jeg, Gowings, færdes, som enhver ved, ubesværet på et hvilket som helst sprog – men ikke desto mindre var det mig en kilde til nogen undren. Jeg har naturligvis bemærket, at det ikke er ualmindeligt, at butikspersonale i København hverken taler eller forstår et kuk dansk og derfor må hutle sig igennem på en blanding af engelsk og kaudervælsk, men kan du gennemskue, hvad ideen er i, at gæst og tjener med samme modersmål kommunikerer på et fremmed sprog?

Spørgsmålet er retorisk. Jeg forventer selvsagt ikke, at nogen skal kunne forklare meningen med den rene og skære idioti.

Bortset fra dét, var det en udmærket whisky sour.

Din hengivne
Cummings