Vinterdæk, sommertid og klamphuggeri

Kære Gowings,

Jeg forestiller mig, at du i øjeblikket tilbringer alle dine ledige stunder i smøregraven ude i garagen med at klargøre din omfattende bilflåde, så den er hundrede procent shipshape til forårets komme. Et og andet tyder dog på, at foråret slet ikke har planer om at indfinde sig, og hvem ved, måske bliver efteråret den næste årstid, vi må forholde os til, fordi foråret og sommeren 2018 er blevet suspenderet af de højere magter og DMI? I går morges, da jeg vågnede og kastede et blik ud ad vinduet, kunne jeg ikke se andet end snedækkede marker og træer, så langt øjet rakte, og situationen er den, at jeg stadig bevæger mig rundt på vinterdæk, selv om det officielt er sommertid fra på søndag.

I modsætning til dig giver jeg mig som bekendt ikke af med manuelt arbejde, hvis jeg kan betale mig fra det, og jeg har derfor heller ikke selv monteret mine vinterdæk. Som mit beskedne bidrag til at holde samfundets hjul i gang, om jeg så må sige, overlod jeg det til et bilværksted, som jeg antog måtte have en vis erfaring med den slags. Jeg var oven i købet så heldig, at det gik ualmindelig tjept med at få ombyttet sommerdækkene med vinterdæk, hvortil kom, at den yderst venlige og belevne betjening satte mig i godt humør. I samme gode humør satte jeg mig derfor ind i bilen og kørte hjem i garagen med den efter at have afregnet med værkstedet. Desværre dalede humøret brat, da jeg steg ud igen, og mit blik strejfede baghjulene. Til min græmmelse måtte jeg nemlig konstatere, at venstre og højre baghjul var byttet om, så dækmønstret vendte den gale vej på de to hjul.

Jeg kørte straks tilbage til værkstedet – dog ikke baglæns, som det måske havde været på sin plads – og påtalte fadæsen over for mekanikeren, idet jeg ikke undlod at gøre opmærksom på, at hvis det havde været isglat, og jeg ikke tilfældigvis havde opdaget hans makværk i tide, kunne det være blevet min sidste køretur.

– Der kan jo altid ske en menneskelig fejl, svarede mekanikeren med et overbærende skuldertræk, og da jeg gjorde ham bekendt med, at det under ingen omstændigheder var en fejl, jeg havde forventet af et autoriseret værksted, lød hans svar:

– Tja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortolke det.

Fortolke? Det var her, jeg måtte beherske mig for ikke at foreslå ham at satse på en karriere som folketingspolitiker og sprogfordærver i stedet for at fortsætte med klamphuggeriet.

Som en særlig service for eventuelle medlæsere under halvtreds år kan jeg oplyse, at en klamphugger oprindelig var en dårlig håndværker, som kun var i stand til at hugge små træstykker (klamper) til at sætte under træsko. Nu er det bare en person, der laver noget juks.

Den omtalte mekanikers arbejde er desværre ikke det eneste tilfælde af klamphuggeri, jeg har oplevet i den senere tid. Klamphuggeriet breder sig hastigt og følger tilsyneladende en brat opadgående kurve. For at nævne et eksempel fra mit eget felt må jeg dagligt lægge øre til radio- og tv-speakere med talefejl, som hakker og stammer sig igennem teksten med tryk på de forkerte stavelser. Derudover kunne jeg nævne de universitetsstuderende, som opgiver studierne, fordi de mener, at niveauet er for højt og kræver det sænket, samtidig med at censorer, professorer og lektorer kritiserer universiteterne for faldende faglighed og inflation i uddelingen af 12-taller. Men her bevæger jeg mig ind på din ressort, Gowings, hvorfor jeg vil afholde mig fra at gå dybere ind i dette spørgsmål.

Det skal dog ikke forhindre mig i afslutningsvis og overordnet at stille et andet spørgsmål: Hvis vi for fremtiden selv skal udføre alt praktisk arbejde på grund af uduelige håndværkere og tilmed affinde os med mediefolk, som ikke er i besiddelse af de mest elementære færdigheder, og akademikere der ikke ved noget – ja, hvor er vi så henne?

Din hengivne
Cummings