Jeg ved godt, at det praktisk talt er umuligt at bruge ordet 'nostalgi', uden at det automatisk udløser den udtjente vittighed om, at nostalgien ikke er, hvad den har været. Men tillad mig alligevel i dagens særlige anledning at gøre opmærksom på, at nostalgien lever i bedste velgående og aldrig har haft det bedre i de Cummingske gemakker, ikke mindst takket være mit fjernsyn (som jeg af hensyn til eventuelle yngre læsere kan oplyse er det samme som et tv).

Min hjemlige fjernsynsskærm har nemlig i det forløbne år været skueplads for en hel stribe af serier som den danske 'Sygeplejeskolen', der udspiller sig først i 50'erne, den svenske efterkrigssaga om familien Löwander 'Vår tid är nu' og den norske 'Lykkeland' om olieeventyrets begyndelse sidst i 60'erne. Serier, der alle på den ene eller anden måde har mindet mig om, dels hvor gammel jeg er, dels hvor meget jeg helt havde glemt, at jeg har oplevet i den tid, jeg har haft fornøjelsen at være her. Men for en nostalgiker som mig, der er vokset op i en tid med familiefædre, som altid havde slips på, undtagen om natten når de lå og sov, og kun gik på arbejde i jakkesæt og aldrig uden hat, og med mødre der gik hjemme i deres plisserede nederdele og duftede af Chanel No. 5, når de ikke lavede boller i karry og kærnemælkssuppe, har det først og fremmest været glædelige gensyn med biler, der ikke lignede hinanden til forveksling, sorte bakelittelefoner med drejeskive, arkitekttegnede teakmøbler, robuste Nilfisk-støvsugere og et højt serviceniveau, herunder et postvæsen, der fungerede, og banker der passede på ens penge. For ikke at tale om skam i livet i det hele taget.

Nå ja, måske var der også et og andet, man godt kunne have undværet, men alt i alt har det været den rene svir at sidde foran skærmen i år og genopleve en verden, der i det mindste var en hel del mindre kompliceret i vores hjørne af den.

Bortset fra det, er det godt nok ikke mange seksstjernede anmeldelser, 2018 høster, når man sådan skimmer de obligatoriske årskavalkader, der hører ugen mellem jul og nytår til, og kvoten for brug af ordet annus horribilis er nu definitivt opbrugt. Det ser sort ud for både miljøet og klimaet, hvidvaskningsskandalerne er ude af kontrol, og det er vanskeligt ikke at se rødt ved tanken om amerikanernes orangefarvede præsident eller briternes blåøjede selvtilstrækkelighed.

Det lader til, at vi må slå os til tåls med, at håbet stadig er lysegrønt, så lad mig derfor mod alle odds ønske os alle et løfterigt nytår og bedre held næste gang, vi vinker farvel til endnu et år af vores knapt tilmålte tid på denne planet, og lad mig gøre det med et par opbyggelige ord fra Roger Whittaker, som indgik i den norske retroserie om 'Lykkeland' (kan stadig ses på dr.dk indtil den 13. februar). Jeg kunne ikke drømme om at fortælle nogen, at sangen i forvejen var på min Spotify under bogstaverne GP, og det er kun mig, der ved, at de står for Guilty Pleasures.

Held og lykke med 2019.

Indimellem tager jeg en tur på bloggen og genlæser gamle indlæg og kommentarer. Det er sjovt at konstatere, at jeg faktisk husker alle kommentarforløb, når jeg ser dem igen. Og jeg genoplever dermed de aftener, der gik med at svare i næsten realtid. Sådan er det ikke længere i blogland og samtalen er flyttet anderswo.

Vi har prøvet at holde liv i bloggen i år, men det har unægteligt holdt lidt hårdt her de sidste måneder. Vi må bare konstatere at sådan er det. Og da jeg ikke er med anderswo, så er den her del af tilværelsen nærmest sat på stand by.

Her er ingen julekalender mere, men vi har da dem fra de tidligere år - og julestemningen formelig emmer ud af lågerne og deres kommentarfelter.

Til jer der alligevel kigger forbi:

Rigtig god jul og godt nytår.

PS: Vi har da nok også en nød, lidt konfekt og en flaske portvin et eller andet sted...

Kære Gowings

Egentlig ville jeg ikke have skrevet om Kim Larsen, især ikke nu hvor du og alle andre for længst har gjort det meget bedre, end jeg ville kunne. For selv om hans musik konstant har simret et sted i baggrunden det meste af mit liv, og jeg kan jeg-ved-ikke-hvor-mange af hans og Gasolins tekster udenad, føler jeg mig mest som en tilskuer til noget, der ikke rigtig angår mig. Jeg har ikke noget grimt at sige om Kim Larsen, men det blev aldrig min musik, og selv om jeg næsten ikke tør nævne det, hører jeg til dem, der får myrekryb, når der bliver talt om 'vores allesammens nationalskjald' eller 'hele Danmarks spillemand'.

Nå, men i forgårs var det den varmeste oktoberlørdag i mands minde, og som så mange andre blev fruen og jeg enige om at vove os ud i det gode vejr. Vi gik ikke ud over Langebro, men valgte en planløs slentretur i Frederiksborg slotspark, og undervejs faldt vi ind i Havehuset, hvor vi kunne sidde udenfor og misse mod solen, mens vi nød en kold øl fra fad fuldstændig som på en varm sommerdag. Det hele forekom en smule uvirkeligt og eventyrligt, også da vi havde drukket ud og bagefter vandrede op mod slottet, der stod som en silhuet i modlyset, og det eneste, der brød den magiske stilhed, var vores egne skridt på grusstien. Men så blev vi brat revet ud af stemningen. Vi kunne høre noget, der først lød som råb, men efterhånden som vi kom nærmere, viste det sig, at støjen udgik fra en gruppe mennesker, der havde slået sig ned med deres madkurv i græsset under et træ – to familier af umiskendelig anden etnisk afstamning, som sad og skrålede højt sammen med deres små børn:

'Jeg bor til leje på Haveje
i restaurant Den Gyldne Reje …'

Nej, jeg istemte ikke, men da vi var kommet forbi dem, fik jeg den tanke, at der måske alligevel var – er– en slags håb.

Din hengivne
Cummings

Kim Larsen er død. Kim Larsen har sat aftryk på flere generationer og hver har sine favoritter blandt de mange sange, han har skrevet og fortolket. Man skal tale pænt om de døde. Jeg er stadig mest en Gasolinmand og har ikke været særlig begejstret for hans egenkompositioner fra de sidste 30 år med vigtige undtagelser. De sidste har efter min mening kunnet rummes på et enkelt kort album. Derimod har jeg været ret begejstret for hans genoplivning af gamle sange og viser, som vi fik dem i de to album betitlet 'glemmebogen' og f.eks. hans fortolkninger af Frank Jæger digte; der er en melankolsk kold tåge og støvregn i musikken og stemmen til 'Åh, at være en høne'. En spillemand med store virkemidler og sans for begavet opdatering. Ikke en apolitisk figur, men aldrig partipolitisk. Solidarisk med den middelklasse, der tog ham til sig som deres egen, specielt efter at han gik solo, og dermed også unik på den danske scene for sin bredde og gennemslagskraft. Meget privat og offentlig i samme person. En ting er sikkert, der er sang og musik i de dødes land. Det ved vi nu.

Cummings forhold til syrener er tæt knyttet til eksamener og ved flere lejligheder har han underholdt mig om sine 'forsømte forår', når vi sammen er kørt ud i det tilstundende forår i provinsen. Nu er eksamenerne endelig slut, der hvor Gowings slår sine folder og han har medvirket til glæde og tænders gnidsel blandt studenterne. Streng, men retfærdig.

Tilbage er et par uger overladt til aktiviteter, der oprindeligt var årsagen til at han valgte denne levevej. Derpå går turen mod Mosel og seriel vinfestival fra by til by. Rigtig god sommer til jer - hvad skal I lave i de kommende uger?

Kære Gowings

Teoretisk set har vi netop taget hul på sommeren – det har lige været sankthansaften, og vi befinder os stadig i juni – men som enhver ved, har det postet ned med ultraviolette stråler fra morgen til aften siden begyndelsen af maj, og det er lige før, man er begyndt at blive træt af alle de rødglødende varmegrader, der tilsyneladende ikke kender deres begrænsning.

Men heldigvis kan man trække sig tilbage til herreværelset, hvis det skulle blive for meget, trække gardinerne for og fiske Les Vacances de Monsieur Hulot ud af reolen, sådan som jeg har gjort det hver sommer så langt tilbage, jeg kan huske. Ingen sommer uden Jacques Tati på badehotel! Jeg kan filmen udenad, og alligevel græder jeg af grin, hver eneste gang jeg ser den. Guderne skal vide, at råmaterialet er en gedigen omgang falden-på-halen-komik, men Tati formår at hæve plathederne til noget nær poetiske højder, som gør det legitimt for selv den mest næserynkende Informationslæser at slå en ubehersket latter op. Til alt held er der nogen, der har gjort sig den ulejlighed at koge filmens knap halvanden time ned til otte minutter, så vi kan jo lade det komme an på en prøve, hvis nogen skulle have sine tvivl:



Godt nok er jeg som du, kære Gowings, en sucker for ritualer og gentagelser, og godt nok er jeg klar over, at vi ikke skal regne med øredøvende tilslutning fra den yngre generation (produktionsåret er 1953), men ikke desto mindre vil jeg hævde, at Festlige Feriedage, som filmen desværre hedder på dansk, har eviggyldige komiske kvaliteter. De, der eventuelt skulle have fået blod på tanden efter ovenstående smagsprøve, kan se kunstværket i sin fulde længde her.

Din hengivne
Cummings

At tro at hele bundkarret skal af: både kompressor, generator og bundkar. For så at finde ud af, at det bare pisser ud med olie fra olietryk-kontakten - en lille kobberskive der skal byttes ud og som din bedste ven har et større lager af. Så blev det fredag...

God weekend

Gowings

Tillad mig i forlængelse af forrige indlæg og i anledning af den aktuelle hedebølge at nævne, at der kun er én ting, der er værre end mænd med sokker i sandaler: Mænd uden sokker i sandaler.

Ja, det kan godt være, at det er behageligt. Men hvad med os andre!

Ingen er interesseret i at se en mands bare fødder. Ingen! Heraf den manglende illustration.

Kære Gowings

Da jeg læste beretningen om din deltagelse i Royal Run sidste mandag fattedes jeg i sandhed ord og kunne i læsende stund kun komme i tanker om ét: Respekt! Det eneste jeg løber, er jo – som du ved – morgenavisen hurtigt igennem, og som du også ved, figurerer jeg ikke på deltagerlisten over kongehusets heppekor. Ikke desto mindre er det umuligt at frakende institutionens forskellige veliscenesatte arrangementer en underholdningsværdi, der kan måle sig med mangen en operetteforestilling, og der er mildt sagt ikke blevet sparet på krudtet her på det seneste, heller ikke i udlandet.



Det begyndte for alvor forrige weekend med den britiske prins Harrys bryllup, som det ikke var mig muligt at ignorere af den simple grund, at et andet af min husstands medlemmer havde stillet ind på den støjende og spektakulære transmission og derved eliminerede den fred og ro, der sædvanligvis hersker i de Cummingske gemakker. Men det var – uagtet mit principielle skeptiske udgangspunkt – faktisk en udsøgt fornøjelse at studere bryllupsgæsternes påklædning, og det gjaldt vel at mærke for begge køn. Dog kun til et vist punkt! Jeg frydede mig således over at se den ene efter den anden af herrerne ankomme i deres karakteristiske morning dress, lige indtil den ellers glimrende George Clooney dukkede op på skærmen og ødelagde hele gralsfortællingen ved for det første at føre sig frem i lys habit og for det andet at have begået den fadæse at vælge en lommeklud i brystlommen i nøjagtig samme mønster som slipset, så man et øjeblik troede, at han var sponsoreret af Mr. Jardex.

Efter at have sundet mig over dette faux pas i en uges tid, tog jeg i går en dyb indånding og satte mig for familiesammenholdets skyld til at se transmissionen af kronprins Frederiks fødselsdagsshow i Royal Arena fuldt og fast overbevist om, at der nu ikke længere var noget, der kunne ryste mig. Men jeg tog fejl. Ganske vist var der ikke ligefrem tale om nogen statsbegivenhed, og ganske vist foregik det hele i Danmark, hvor alle tager demonstrativt afslappet på alt, men jeg troede nu alligevel, at det stadig var almindelig høflighed at tage pænt tøj på, når man skal til nogens fødselsdag – i særdeleshed når det er ens egen. Men nej. Op ad trappen til indgangen så man kronprins Frederik komme daskende i habit, åbentstående skjorte og – gummisko!



Herefter måtte jeg gå op og lægge mig.

Jeg er naturligvis forberedt på, at jeg nu vil blive beskyldt for at være blevet en sur, gammel mand, men jeg kan afvise, at det skulle være tilfældet. Nok kan jeg ikke løbe fra alderen, men jeg kan garantere for, at jeg var mindst lige så sur, da jeg var ung.

Din hengivne
Cummings

P.S. For ufuldstændighedens skyld skal jeg undlade at nævne den meget afslappede BT-journalist, der ved indgangen til Royal Arena stod med den ene hånd i lommen og interviewede landets kulturminister. Han havde shorts på.

Kære Cummings

Som du ved fra tidligere, så kommer min nedarvede kultur-protestantisme til udtryk ved at gennemføre en times selvtugt hver eneste lørdag formiddag i form af motionsløb. Jeg har efterhånden drevet dette selvpineri til perfektion, idet jeg under udøvelsen har lært mig at slippe tankerne fri. På den måde går tiden, uden at jeg hele tiden skal plages af selvmedlidenhed grænsende til det patologiske. Især i betragtning af at det hele udspringer af en et hundrede procent frivillig tvangstanke. Flagellanteri med andre ord.

Nåh, men efter denne indledning, kan jeg så anføre at omtalte aktivitet har ført til flere gadeløb i det københavnske, og altid er det en fantastisk oplevelse. Hver gang ligger der en sublim planlægning til grund og en masse frivillige bruger hele dagen, og dage før og efter, på at skabe de bedste rammer for alle os der deltager. Kæmpe 'hep!' herfra.

Således også i mandags. Jep, din gamle ven Gowings, som ellers ikke deltager i kongerøgelse som sådan - uden dog at gå til yderligheder som republikaner - var at finde et sted i Smallegade lige bag Frederiksberg Rådhus, da starten til Royal Run gik denne 2den pinsedag. Og ved min side: besætningen fra Dannebrog i sommeruniform med hue og kasket.

I tell you, sådan en sømandshue den er varm og gjort af det bedste, tykke filt kongeriget kan opstøve. Og selvom det var aften og kl. henad 19, så må hovedbunden på de unge mænd ude på ruten have nået ubehageligt høje temperaturer. Hatten af for dem. Vi andre var i til lejligheden kongeblå trøjer af et mere sporty tilsnit.


Jeg holdt fanen højt for os begge to, Cummings, og gennemførte med en udemærket tid efter egne standarder. Men Frederiksberg Alle var på forunderlig vis meget lang og stejl, når man afslutningsvis kom nede fra Vesterbro...

Din hengivne
Gowings

Kære Gowings

I vores del af civilisationen har vi det jo med at sætte både hinanden og os selv i bås og opdele verden i dikotomier – begrebsmodsætninger, der udelukker hinanden. I visse tilfælde giver det selvfølgelig god mening. En mand kan ikke samtidig være en kvinde, og hvis noget er hvidt, er det ikke sort. Men hvad med cyklist/bilist, hundeven/katteven, bridgespiller/whistspiller, matematiker/humanist eller tedrikker/kaffedrikker?

Det er som regel også sådan, at det ene anses for at være finere end det andet. Det er fx yderst respektabelt at være cyklist og aldeles politisk ukorrekt at være bilist, der er mere prestige i at have hund end i at have kat og i at spille bridge end i at spille whist, matematikere har generelt højere status end humanister, og sidst, men ikke mindst er det meget finere at drikke te end at drikke kaffe.

O.k., ret skal være ret, som kaffedrikker kan det faktisk godt lade sig gøre at konkurrere i anseelse med tedrikkerne, men det forudsætter, at man er indstillet på at investere tid, tålmodighed og halvanden månedsløn i den helt rigtige kaffekværn og en forkromet italiensk espressomaskine plus gourmetbønner fra et mikroristeri til et par hundrede kroner kiloet. Det kunne aldrig falde mig ind, og te-aficionado bliver jeg heller aldrig. I princippet kan jeg selvfølgelig godt drikke te – kaffedrikker/tedrikker er som sagt en falsk dikotomi – men jeg synes ikke, te smager af noget særligt, om overhovedet af noget. Jeg er inkarneret kaffedrikker af den vulgære slags. Det vil sige, jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta kaffemaskine. Eller rettere sagt, det gjorde jeg indtil for ganske nylig, for jeg har nemlig fundet vejen ud af nydelsesmiddelnydernes laveste socialklasse. Redningen hedder Chemex og ser sådan ud:



Smuk, ikke? Chemex blev designet i 1941 af den tysk-amerikanske kemiker Peter Schlumbohm, som havde ambitioner om at udvikle en anordning, der gav et ensartet resultat hver gang. Han fandt inspiration til glasbeholderen i sit laboratorieudstyr og endte med at lave Chemex-bryggeren af ét stykke borosilikatglas, som har den egenskab, at det hverken påvirker farven eller smagen i den færdige kaffe. En Chemex er ikke særlig dyr, og til alt held er det næsten lige så omstændeligt at lave kaffe på den, som det er at gennemføre en japansk teceremoni. Med andre ord er man pludselig rykket op i en liga, der kan måle sig med tedrikkernes, uden at man er blevet ruineret:



I dag står Chemex-bryggeren ikke alene på Museum of Modern Art i New York, men også i mit køkken.

Skål i kaffe!

Din hengivne
Cummings

Kære Cummings

Store bededagsferien er gået med at få det sidste på plads på vognparken herunder bundkarret på BXen. Her til aften tog jeg en tur rundt i det smukke område omkring Slangerup og Ganløse og den gamle Citroën er klar til ture ud i det danske forår.

 
Spanien er måske lige i overkanten, men en time på landevejen og så er hjulene runde igen og komforten, som er så velkendt for dette bilmærke, indtræffer i fuldt udtræk. Der meldes altså klart skib herfra. Jeg må ind på filmstriben ved førstkommende lejlighed.

Din hengivne
Gowings

Kære Gowings

Velkommen hjem! Efter din varme anbefaling af en iskold vermouth rosso/vermut rojo til terrassen i de kommende måneder med forhåbentlig tålelige plusgrader glæder jeg mig over, at jeg stadig har det meste af en flaske rød vermouth stående efter at have forsøgt at eksperimentere mig frem til den perfekte Negroni uden held. Jeg har straks sat vand over til en bakke isterninger!

I øvrigt var jeg i Spanien samtidig med dig – dog kun via Filmstriben, som netop har indlemmet The Trip to Spain i sin støt voksende samling af glimrende film for enhver smag, oven i købet til fri afbenyttelse.



The Trip to Spain er den tredje roadmovie, hvor de to midaldrende britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon i rollerne som sig selv kører rundt for at spise sig gennem overdådige måltider og skrive anmeldelser til The New York Times om dem. I de to første film var det Nordengland og Italien, der udgjorde kulissen, men ellers er forskellen ens, for det er ikke de lækre måltider og dyre vine, men samspillet mellem de to mænd, der er det centrale i alle tre film. Steve og Rob er venner, ikke bare i filmen, men også privat, og man fornemmer, at grænsen mellem deres delvist improviserede filmroller og virkeligheden er flydende. Jokes, ironiske/selvironiske diskussioner om midtlivskriser og kærlighed, indbyrdes drillerier og giftigheder flyder sammen til et ekstremt underholdende og ikke nødvendigvis overfladisk portræt af to mænd, der til deres fortrydelse for længst er ude over deres første ungdom, men stadig har en hel del forfængelighed og håb i behold til at bløde op på desillusionen.

Både Coogan og Brydon kan efterligne Sean Connery, Roger Moore, Marlon Brando, Robert de Niro, Woody Allen og mange flere til perfektion og forsøger konstant at overgå hinanden i disciplinen, men Rob Brydon tager alligevel prisen med dobbeltparodien, hvor han giver den som Mick Jagger, der forsøger at tale som Michael Caine:



Når man har sporet sig ind på den indbyrdes jargon, er det bare at læne sig tilbage og nyde små to timer med to vanvittig sjove, talentfulde og i øvrigt belæste og dannede halvtredsårige mænd på eventyr i Spanien i en Range Rover. Hvis du ikke har set filmen, så gør det snarest, om ikke andet så for at nyde de smukke billeder af det spanske landskab. Eller som jeg blive mindet om alle de uforglemmelige roadmovies, vi i tidens løb selv har spillet hovedrollerne i – uden dog at have et filmhold med til at forevige dem.

Din hengivne
Cummings

Kære ven

Nys arriveret fra det spanske iler jeg med en oplysning: sommerens drink bliver en vermouth rosso - eller rettere Vermut rojo. Serveret med appelsinskive og masser af is. I Madrid tappes fra fade med husets udgave, men mindre kan gøre det; jeg vil dog anbefale, at man udsøger sig andre producenter end den, der ligger lige for, da smagsnuancer kan gøre en stor forskel her.

- Og så skal man bare tænke sig ned på den lille cafe ved Viaducto Segovia, syd for slottet og den store basilika.

Din hjemvendte ven
Gowings

Kære Gowings

Jeg kender jo din faible for biler af fransk oprindelse, specielt hvis Citroëns karakteristiske vinkler pryder bagsmækken, og jeg forstår din diskrete indvending mod antibilisternes seneste tiltag i Paris.



Men apropos logoet på DS'ens velformede bagdel kom jeg uvilkårligt til at tænke på min gamle Ronson-lighter, som jeg for nylig genfandt i en skuffe i herreværelset, hvor den må have befundet sig, siden jeg lagde rygningen på hylden for en menneskealder siden. Som du sikkert har regnet ud, er der nærmere bestemt tale om en Varaflame – et navn, den gjorde sig fortjent til ved at være den første lighter, hvor det var muligt at variere flammens højde ved hjælp af en dertil indrettet drejeanordning. Lighteren er naturligvis hverken benzin- eller dieseldrevet og har som sådan ikke meget med den af dig beskrevne parisiske afsky for disse drivmidler at gøre, men du må give mig ret i, at min Ronson Varaflame Golden V har en ikke ringe lighed med en Citroën DS:



Ganske vist opererer Ronson kun med en enkelt guldvinkel mod Citroëns to, og den vender heller ikke på hovedet, men alligevel ...

I øvrigt kan jeg berolige dig med, at jeg ikke har genoptaget rygningen, men blot fyldt gas på lighteren og stukket den i lommen i håb om en dag at støde på en af de få tilbageværende kvindelige rygere og på en gentlemanlike måde være hende behjælpelig med at få fut i fejemøget.

Din hengivne
Cummings

Kære Cummings

Ikke et ondt ord om el-biler. Men hvis du havde set for dig, at du skulle ankomme til Paris i en Citroën DS, så kan den oplevelse være udfordret for fremtiden. Fremover kræver det nemlig et større papirarbejde, og har gjort det i nogen tid allerede, herunder som vanligt et godt kendskab til det franske sprog, samt formentlig medlemskab af en fransk forening for motorkulturelle anliggender.

Paris er gået radikalt til værks og har fra 2020 forbudt benzin- og dieseldrevne biler fra før 2011. Jeg har aldrig bemærket at byernes by skulle være specielt forurenet, men jeg bor jo heller ikke i byen. Jeg er heller ikke sikker på, hvis jeg endelig skulle få en Citroën DS, at jeg ville turde begive mig ud i den parisiske trafik uanset. Det gælder for så vidt også i den bil fra 2004, som jeg kører i ellers.

Din hengivne
Gowings

Kære Gowings,

Det turde være overflødigt at nævne det, men jeg kan naturligvis kun tilslutte mig dine betragtninger vedrørende den påskekrise, der også går under betegnelsen overenskomstforhandlingerne, selv om der åbenlyst ikke finder nogen forhandling sted. Især hæfter jeg mig ved din opfordring til regeringen om at ...

»... høre op med at anskue staten Danmark som en virksomhed, men derimod som et samfund der skal skabe grobund og rammer for de mennesker, der bebor det.«

Krisen rækker desværre langt ud over overenskomst'forhandlingerne'. Den kræmmermentalitet, regeringen og store dele af folketinget lægger for dagen, har bredt sig til befolkningen, og stigmatiseringen af offentligt ansatte er allerede en realitet. Man skal efterhånden lede længe efter en offentlig virksomhed, der af folkedybet ikke betragtes som ineffektiv og en belastning for samfundsøkonomien.

Selv har jeg i en menneskealder været ansat i en licensfinansieret public service-virksomhed, men er nu til min store lettelse retireret – ikke fordi jeg ikke brød mig om mit arbejde, men fordi det er befriende ikke længere at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved enhver selskabelig sammenkomst. Den gængse opfattelse er blevet, at samtlige ansatte i DR har skyhøje lønninger og ingenting bestiller, og at det er himmelråbende urimeligt at betale så meget som en krone for noget, der ikke med usvigelig præcision rammer ens egne interesser og tilfredsstiller ens personlige behov.

Ikke overraskende betragter jeg det forestående medieforlig, hvor man taler om beskæring af DR's budget med 20 procent, som en katastrofe – ikke bare for DR, men for alle der er født og opvokset i dette land [sic].

Jeg orker ikke selv at kaste mig ind i diskussionen, som alligevel aldrig kommer ud af stedet med de vinde, der blæser i øjeblikket. Lad mig i stedet citere en forfriskende disput, jeg tilfældigvis opsnappede på Twitter, og som i en nøddeskal opsummerer ideen, ikke bare med DR, men med det hele (og det er ikke mig, der er A):

A: Jeg er vild med DR. Virkelig. Nyheder, serier, debat. Når det passer mig. Børne-tv. Da jeg var barn. Og med mine børn. Det er absurd, de skal spare så meget som en krone. Det skulle jeg bare lige ud med.

B: Godt for dig. Jeg har ikke set en TV-Avis i mange år.

A: Det har jeg heller ikke. Men jeg elsker, at den er tilgængelig.

B: Kan du så sige mig, hvorfor det skal koste dobbelt så meget at lave P1, som det gør at lave Radio24syv?

A: Fordi det koster mere at fremstille en Mercedes end at fremstille en Hyundai.

B: Eller hvorfor din nabo skal betale for noget, du godt kan lide?

A: Fordi jeg betaler hendes hospitalsregning. Det er sådan, vi har skruet samfundet sammen.

Punktum.

Din hengivne
Cummings

- Vi må vel til det: Gowings er ansat i det offentlige. Så medmindre nogen træder på bremsen, så ryger han med ud over kanten d. 10. april, hvor staten sender ca. to tredjedele af sine ansatte hjem. Sådan er det, det er en del af gamet. Overenskomstforhandlinger har deres egne regler og ritualer. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det mærkelige er, at vi er kommet i den situation som vi er i nu.

 
Med forlov, det her handler ikke kun om lønprocenter - det gør det også - men det handler i høj grad om en tillid der blev væk, da man for et halvt år siden fra maskinrummet i Moderniseringsstyrelsen melder ud at frokostpausen for statsansatte kan inddrages. Tilliden til Finansministeriet er sådan, at det hurtigt udlægges som om, at hvis man vil, og det vil man hvis man er Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, så kan man fyre 7.5 % af medarbejderne, svarende til den tid man vinder ved at frokostpausen forsvinder. Det er en kanon start på at skulle nå hinanden i kommende forhandlinger.

Det er ikke længere nogen statshemmelighed, at Moderniseringsstyrelsen er sat i verden for at hente penge til at finansiere velfærd her i landet. Med penge man har sparet ved overenskomstforhandlinger. Skattelettelser og lavere registreringsafgifter finansieret ved et tilsigtet lønefterslæb i den offentlige sektor og inddragelse af goder, der skulle kompensere herfor.

Det handler om en strategi fulgt op af retorik i den politiske sfære, der udgrænser en gruppe af befolkningen med efterfølgende lovgivningsstramninger: flygtninge, som konsekvent benævnes udlændinge, folk der bor i bestemte områder, folkeskolelærere, kontanthjælpsmodtagere, førtidpenisonister, psykisk syge, uarbejdsdygtige - og nu offentligt ansatte.

Det handler om at få politikerne tilbage til virkeligheden igen. Tale ordentligt om borgerne, og høre op med at anskue staten Danmark som en virksomhed, men derimod som et samfund der skal skabe grobund og rammer for de mennesker, der bebor det.

Tro mig. Hvis vi står med et regeringsindgreb i april og ender med lovgivning for løn- og ansættelsesvilkår i staten, så bliver lockouten en spag forsmag på den hensygnen af den offentlige sektor, der venter os fremover. Tilliden fordamper - punktstrejker, arbejd-efter-reglerne tager over. Det bliver et helvede. Især for de offentligt ansatte, fordi det reelt ikke kun handler om løn, men fordi det handler om et minimum af respekt. Både fra politikerne over for de offentligt ansatte, men også den rest der måtte være imellem store dele af befolkningen vendt mod Christiansborg.

Kære Gowings,

Jeg forestiller mig, at du i øjeblikket tilbringer alle dine ledige stunder i smøregraven ude i garagen med at klargøre din omfattende bilflåde, så den er hundrede procent shipshape til forårets komme. Et og andet tyder dog på, at foråret slet ikke har planer om at indfinde sig, og hvem ved, måske bliver efteråret den næste årstid, vi må forholde os til, fordi foråret og sommeren 2018 er blevet suspenderet af de højere magter og DMI? I går morges, da jeg vågnede og kastede et blik ud ad vinduet, kunne jeg ikke se andet end snedækkede marker og træer, så langt øjet rakte, og situationen er den, at jeg stadig bevæger mig rundt på vinterdæk, selv om det officielt er sommertid fra på søndag.

I modsætning til dig giver jeg mig som bekendt ikke af med manuelt arbejde, hvis jeg kan betale mig fra det, og jeg har derfor heller ikke selv monteret mine vinterdæk. Som mit beskedne bidrag til at holde samfundets hjul i gang, om jeg så må sige, overlod jeg det til et bilværksted, som jeg antog måtte have en vis erfaring med den slags. Jeg var oven i købet så heldig, at det gik ualmindelig tjept med at få ombyttet sommerdækkene med vinterdæk, hvortil kom, at den yderst venlige og belevne betjening satte mig i godt humør. I samme gode humør satte jeg mig derfor ind i bilen og kørte hjem i garagen med den efter at have afregnet med værkstedet. Desværre dalede humøret brat, da jeg steg ud igen, og mit blik strejfede baghjulene. Til min græmmelse måtte jeg nemlig konstatere, at venstre og højre baghjul var byttet om, så dækmønstret vendte den gale vej på de to hjul.

Jeg kørte straks tilbage til værkstedet – dog ikke baglæns, som det måske havde været på sin plads – og påtalte fadæsen over for mekanikeren, idet jeg ikke undlod at gøre opmærksom på, at hvis det havde været isglat, og jeg ikke tilfældigvis havde opdaget hans makværk i tide, kunne det være blevet min sidste køretur.

– Der kan jo altid ske en menneskelig fejl, svarede mekanikeren med et overbærende skuldertræk, og da jeg gjorde ham bekendt med, at det under ingen omstændigheder var en fejl, jeg havde forventet af et autoriseret værksted, lød hans svar:

– Tja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortolke det.

Fortolke? Det var her, jeg måtte beherske mig for ikke at foreslå ham at satse på en karriere som folketingspolitiker og sprogfordærver i stedet for at fortsætte med klamphuggeriet.

Som en særlig service for eventuelle medlæsere under halvtreds år kan jeg oplyse, at en klamphugger oprindelig var en dårlig håndværker, som kun var i stand til at hugge små træstykker (klamper) til at sætte under træsko. Nu er det bare en person, der laver noget juks.

Den omtalte mekanikers arbejde er desværre ikke det eneste tilfælde af klamphuggeri, jeg har oplevet i den senere tid. Klamphuggeriet breder sig hastigt og følger tilsyneladende en brat opadgående kurve. For at nævne et eksempel fra mit eget felt må jeg dagligt lægge øre til radio- og tv-speakere med talefejl, som hakker og stammer sig igennem teksten med tryk på de forkerte stavelser. Derudover kunne jeg nævne de universitetsstuderende, som opgiver studierne, fordi de mener, at niveauet er for højt og kræver det sænket, samtidig med at censorer, professorer og lektorer kritiserer universiteterne for faldende faglighed og inflation i uddelingen af 12-taller. Men her bevæger jeg mig ind på din ressort, Gowings, hvorfor jeg vil afholde mig fra at gå dybere ind i dette spørgsmål.

Det skal dog ikke forhindre mig i afslutningsvis og overordnet at stille et andet spørgsmål: Hvis vi for fremtiden selv skal udføre alt praktisk arbejde på grund af uduelige håndværkere og tilmed affinde os med mediefolk, som ikke er i besiddelse af de mest elementære færdigheder, og akademikere der ikke ved noget – ja, hvor er vi så henne?

Din hengivne
Cummings