Hvis man går kystvejen fra Menaggio til Cadanabbia, hvor det store Hotel Britannia ligger, passerer man den ene smukke villa efter den anden beliggende på landsiden af kystvejen med indkørsler, der er slotte værdige. Og det er netop hvad man må sige om 'villaerne'; det er ikke villaer i vores forstand, men, små måske, veritable slotte.

Og på den ovennævnte stræknings vandside er 'strandvejen' - eller klippekystvejen - bebygget med små 'klodser' der strækker sig ud i søen, ofte med græs og træbeplantning på toppen, så de udgør små haver mod søsiden. Og aldrig såsnart har man passeret bygningen, der står med fødderne i vand, for at opdage en tilgitret port og en lille mole til afskærming mod søens svage bølger. Der er tale om bådhuse - et for hver Villa.


For selvfølgelig sejlede man også dengang på søen, når vejret tillod og man skulle tilbagelægge strækningen til Como by eller bare gøre visit ved en anden Villa oppe eller nede af den Y-formede søs arme. Sandheden er nemlig, at søens bredder indtil sidst i attenhundredetallet ikke kunne befærdes på anden måde end med muldyr op og ned ad stejle stier og langs dybe afgrunde ned til søen. Så sejlads har været den nemmeste og mest komfortable måde at transportere sig rundt i området omkring søen.

Denne gåturs endemål er som nævnt Cadenabbia. En lille by der domineres helt af Hotel Britannia der ligger langs kystvejen. Ud for hotellet står en underlig statue forestillende en ældre herre og hvis udformning leder tanken hen på en person som tydeligvis lider af 'engelsk syge'.


Statuen forestiller byens æresborger, nu afdøde Konrad Adenauer, tysklands første kansler efter krigen. Manden kom, som en lille bronzeplade meddeler, her til byen på sommerophold og for at rekreere midt i det hjemlige wirtschaftswunder. Det har ikke været den nemmeste post at beklæde med et Tyskland, der på alle måder lå i ruiner. Mit yndlingscitat, som jeg ikke kan verificere, men som kunne være karakteristisk for en mand, som nægtede at give Hitler hånden og derfor måtte forlade sin post som Kölns borgmester, lyder som følger i et svar på spørgsmålet om betydningen for Vesttyskland af oprettelsen af de amerikanske baser:"80.000 analfabeter er ikke lige det Tyskland har behov for i den givne situation".

Skal man absolut eje? Min kloge ældre søster har påpeget gentagne gange at: "Man skal ikke eje, man skal kende nogen der ejer". En klog leveregel der på den ene side giver en masse muligheder og samtidig minimerer den enkeltes investeringer. Men som i virkeligheden jo også indebærer, at man selv ejer noget, som andre kan tænkes gerne at ville kende 'nogen' der ejer.

Hvorom alting er; en Citroën D-model har længe stået på den virtuelle ønskeseddel. Fru Gowings er gået med til at anskaffe sådan en uddateret franskmand, så der er ikke længere nogen undskyldning. Alligevel, det er en gammel svend, som kræver en del opmærksomhed. Og hvad nu, hvis man ikke synes, det hele er så eventyrligt efter de første to-tre ture på landevejene?

Derfor er en af de bedste gaver, jeg modtog ved den sidste af mine gentagne indtrædender i de voksnes rækker, (se nedenfor) netop en dag i samvær med folk, der ejer en D-model. Og andre vigtige milepæle i samme bilmærkes historie. Altså vil jeg få mulighed for i trygge rammer at afgøre, hvorvidt jeg må eje, eller hvorvidt det bare var noget, jeg troede jeg måtte.

Kan hænde at det står klart for mig, at jeg ikke kommer igennem det næste årti uden at eje en stor Citroën, men så er det på plads. Sigtet kan indstilles og jagten begynde.

I mellemtiden lidt nostalgi til øregangen om hvor langt der var til Rungsted for halvfjerds år siden; tolv år før DS19 gjorde turen til en leg...

God weekend!

Ingen skal beskylde Mænd af betydning for at overrende hinanden privat, men rundt regnet hvert halvtredsindstyvende år hænder det, at vi på opfordring hjemsøger hinandens haver, eksempelvis for at markere et nyt livsafsnits begyndelse hos et redaktionsmedlem. Således også i lørdags, da Gowings havde besluttet at lade sig indrullere i seniorernes rækker ved under åben himmel at træde en sirlig menuet med pinsesolen i alle relevante venner, slægtninge og betydningsfulde mænd og kvinders påsyn.



Festens hovedperson afslørede ved denne lejlighed blandt andet, at der må rulle svensk skærgårdsblod i hans årer. Ikke nok med, at han trakterede med friskkogte, dybrøde krebs og O.P. Anderson Aquavit – han fremførte desuden Helan går på klingende svensk, så ikke en drøbel var tør.



P.S. Krøyer kunne desværre ikke være til stede, men gæsterne med de stærkeste høreapparater hævdede til gengæld, at lyden af den gamle malers af lutter misundelse roterende korpus overdøvede centrale dele af den muntre konversation under det store, gamle æbletræs løvhang.



Bemærk venligst, at redaktionen i dagens anledning havde anskaffet sig et fotografiapparat af prima kvalitet, efter sigende fabrikeret samme år som Gowings kom til verden. Herover ses to af festens mest betydningsfulde deltagere.

Grøn var vårens hæk, solen skinnede fra en skyfri himmel og atter lokkede de lange veje, da Mænd af betydning satte sig til rette i den forårsklargjorte limousines bløde sæder for at tiltræde årets første tjenesterejse og kortlægge det vilde Vestsjælland.

Turen gik til Røsnæs, men ingen ekspedition uden svinkeærinder, og som de inkarnerede transportmiddelentusiaster, vi er og aldrig har lagt skjul på at være, lagde vi vejen om ad Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm for at foretage en omstigning til Ålholm Plads med linje 6. Her havde vi dog sat forventningerne en kende for højt, idet vi i stedet blev kørt ud på et sidespor i skovens dybe, ikke helt stille ro som følge af klokkeklemt og skinners gnidsel, hvad man ikke skal kimse ad. En tur tilbage til barndommens land med vognstyrer og konduktør er ikke enhver forundt.

Ding!

En ypperlig frokost med øl, snaps og havudsigt blev et par timer senere indtaget på Gisseløre midt imellem Kalundborg Radios lang- og mellembølgesendere, før vi påbegyndte en længere fodrejse tur-retur til den gamle by, som behørigt blev inspiceret. Desværre lykkedes det os ikke til fulde at dokumentere, at kirken faktisk har fem tårne, men vi gjorde vores bedste:



Sidst på eftermiddagen indlogerede vi os på det fortræffelige Røsnæs Hotel, som ligger mindre end et stenkast fra vandkanten i et ubeskrivelig smukt komponeret stykke natur, farvelagt med årstidens mest overbevisende friskgrønne frodighed, som ikke fås bedre på film.

Røsnæs Hotel med opgang

En G&T udgjorde den perfekte optakt til middagen (som vi hensynsfuldt skal undlade at udpensle på grund af dens misundelsesfremkaldende potentiale), men dagens magiske højdepunkt er uomgængeligt – den stemningsmættede solnedgang over Kalundborg fjord, som uden tvivl vil overgå i Mænd af betydnings mest påtrængende erindringer:



Søndag kunne vi omsider entre Røsnæs Fyr og hermed bryste os af at have sat vore fodaftryk (for denne referents vedkommende str. 43) på Vestsjællands vestligste punkt.

Fra opstigningen i Røsnæs Fyr

Det vil føre for vidt at redegøre for samtlige Røsnæs’ fortræffeligheder, men vi kan i høj grad anbefale dem, og særligt entusiastiske læsere kan vi endog tilbyde en ekstra bonus.

Sluttelig skal det nævnes, at Røsnæs har været skueplads for så mange blodige krigshandlinger, at det fik tænderne på selv Mænd af betydnings egen garvede militærattaché Gowings til at løbe i vand. Som så ofte før befandt vi os på et tidspunkt pludselig i en betonkonstruktion adskillige meter under jorden, hvor man havde indrettet et koldkrigsmuseum i en gammel radarstation. Det var her, ideen opstod til storværket Bunkere i Danmark, som vi forestiller vil give begrebet coffee table book en helt ny dimension. Nu må vi se, om det bliver til noget, hvem ved ...

P.S. Det hele fandt sted i storebededagsferien. Med andre ord har det taget rundt regnet halvanden uge at fordøje det betagende indtryk, hvilket er ny rekord.

Sært. Traditionen er fra før min tid, men jo mere tid der går, og jo ældre jeg bliver, desto mere giver traditionen mening for mig.

Aldrig i vores vildeste mareridt havde vi forestillet os, at Mænd af betydning skulle give efter for tidens instagrammatiske strømninger og forfalde til at oploade billeder af indtagne måltider, men heller aldrig skal man sige aldrig.

Den ændrede kurs skyldes ganske enkelt, at forårets første store redaktionsmøde netop har fundet sted i restaurant Schønnemanns lavloftede kælderlokaler på Hauser Plads i landets hovedstad, og sjældent er vores altid ånd- og udbytterige drøftelser blevet ledsaget af en mere adækvat kulinarisk nydelse end tilfældet var.

Michel Roux Jr. rørt tatar

Summa summarum: Der opnåedes konsensus vedrørende følgende punkter på dagsordenen:

1. Schønnemanns snapsemad: kryddersild, kartofler, rødløgscreme, løg og kapers.

2. Tjener Olsens special: original Skagen-skinke, kogt hønsebryst, svampe à la creme og persillefrites, serveret på smørristet franskbrød.

3. Michel Roux Jr. rørt tatar: tatar af okse, rørt med Braastad XO Cognac, serveret med pocheret æg, sennepsmayonnaise, høvlet peberrod og stegt rugbrød.

4. Potkäse med garniture, serveret med ristet rugbrød.

Ikke at redaktionens medlemmer på nogen måde er optaget af mad som andet end et nødvendigt onde i forbindelse med livets videreførelse, men ovenstående forløb fremmede unægteligt den fordragelige tone redaktørerne imellem.

Det siger sig selv, at det ikke var muligt at indtage nr. 1 uden et vist mål af akvavitledsagelse. At man så efterfølgende måtte lide den tort at blive modtaget i hjemmet med en bemærkning om, at man lugtede af kølervæske, må man prøve at leve med.

P.S. Dette indlæg er på ingen måde sponsoreret af det omtalte etablissement, hvilket vi skal være de første til at beklage.