Kategorier
- Accessories (10)
- Beklædning (6)
- Biler (19)
- Bøger (12)
- Citroën (10)
- Design (12)
- dvd (2)
- Dyr (1)
- Erindringer (26)
- Film (23)
- Forandring (43)
- Gør-det-selv (22)
- Historie (13)
- højtider (10)
- Indretning (4)
- Intermezzo (12)
- Jul (88)
- krimi (2)
- Kulturhistorie (37)
- Links (5)
- Mad (1)
- Medier (12)
- Mekanik (5)
- Mode (5)
- Musik (32)
- Mænd (25)
- Nytår (3)
- påske (3)
- Rejser (32)
- Samfund (26)
- Samtid (32)
- Samtidshistorie (8)
- Sprog (2)
- Stemning (51)
- Sundhed (4)
- Tant og fjas (40)
- Teater (1)
- Tips & tricks (1)
- traditioner (12)
- TV (19)
- undren (12)
- Videnskab (8)
- Værktøj (3)
- Årstid (51)
En 72-årig amerikansk bekendt (tidl. militær helikopterpilot under Vietnam-krigen og læge) sagde om krig: 'It's in human nature'.
Gad vide om det er sandt?
For mig at se gælder det kun nogle mennesker - og i nogle tilfælde dem, der beordrer andre til at gå i krig.
Hmm.
Honnør ,:- |
Jeg priser mig lykkelig over ikke engang at være blevet testet på den hypotese, men være født så sent at ingen har udfordret min generation på dens natur. Nej, Peter Pedal, jeg tror alle helst vil undgå krigen, før som nu, og nok allermest dem, der har været der...
Nemlig, GoodKnight.
Hvis der ligger en mærkelig, anonym kommentar i jeres spamfilter fra en person, som reminiscerer over en britisk stedfar, er den fra mig - ellers er kommentaren blot gået tabt, der skete noget mærkeligt :-)
Jeg ville blot sige, at jeg er glad for, at du altid husker for os - jeg tænker meget over den generation i øjeblikket, for det gjorde noget ved dem, først at blive skudt med raketfart fra det traditionelle samfund ind i det moderne. Og derefter tilbage igen, da det var slut.
Ifølge min stedfar var krigen en større seksuel revolution og et større skridt i retning af ligeberettigelse mellem kønnene, end den '68-generationen nogensinde kunne præstere.
Honnør herfra også :-)
Tak for rosen, Henriette. Øv, der er ikke noget værre end at have skrevet en lang kommentar og så sker der et elle andet. Du har simpelthen været så heldig, at have et øjenvidne tæt på.
Til lykke med fødselsdagen Gowing - din vårhare! :D
Henriettes kommentar er tankevækkende. Som barn hørte jeg skolefolk og senere kommune- og studenter-planlæggere tale om "de store årgange", men vi mente ikke det var en øget frigjorthed, men simpel "hjemlig hygge" bag mørklægningsgardiner, der var årsagen til "de store årgange".
Men jeg fandt dog ud af at netop i de lande, - England, Amerika, Rusland, som virkelig kæmpede for at slippe af med Hitlers utysker, var det forståeligt at damerne ønskede være sammen med en mand som skulle afsted i krig - af den ene, anden og tredie grund.
Jeg har lige repeteret forholdene omkring D-Day og Operation Overlord, og det er stadig gruopvækkende. De billeder, som vi finder på Wikipedia, og som stammer fra Imerial War Museum i London, viser naturligvis ikke de værste situationer, dem, der så livagtigt blev skildret i "Saving Private Ryan". Den sidste søn af 7, hvor moderen havde mistet de 6.
Imerial -> Imperial
Tak, Capac! :)
Donald, Saving Private Ryan fortæller historie på en meget speciel måde i sine første 20 minutter. Jeg og en ven krøb helt ned i stolene, da vi så filmen første gang. Indledningen er ganske overvældende.
Så lang var kommentaren heldigvis heller ikke :-)
Min stedfar var ikke med på D-dag, han fyldte først 17 i september '44 og løj sig et år ældre, for at komme afsted. Det kan forekomme mærkeligt at gøre, men barndomshjemmet i London var sprængt i stumper og stykker og han og søsteren var sendt på landet, mens hans far, som vistnok arbejdede i krigsministeriet, og hans mor måtte blive i London. Det virkede mest fornuftigt, at tage afsted for en rask og rørig ung mand - hjemme sad man blot og ventede på at få den næste bombe i knolden.
Til gengæld nåede min stedfar at være med i Ardenneroffensiven, The Battle of the Bulge. Og hvor amerikanerne led de hårdeste tab på D-dag, fik englænderne her alvorligt stryg. Du har ret, Gowingss - vi var heldige, at have ham som øjenvidne, for de var kun 6 fra hans kompagni, som overlevede.
Donald, jeg tror ingen af os helt kan forstå, hvor meget krigen ændrede verden for både englændere og tyskere. De blegfede, britiske revisortyper blev pludselig høje, muskuløse og solbrændte og kvinderne så "smashing" ud i uniform. Der var sex på hvert et gadehjørne, for bevidsheden om, at man bogstaveligt kunne være død om 20 minutter, var stærkt tilstede.
"It was the best time of my life" sagde stedfar.
:-)
Paradokserne tid, måske. Din stedfars kommentar du nævner til sidst, kan måske læses som en oplevelse af, at livet var meget nærværende, midt i al elendigheden. Og jeg kan godt forestille mig, at krig kan rode lidt op i stive samfundsmønstre og slække på den sociale kontrol.
Han var ikke nogen krigsromantiker og delte stort set aldrig ud af krigsminderne. Og at det var hans livs bedste tid, var en efterrationalisering da han var næsten 80 og det hele skulle gøres op.
Tillykke med indtrædelsen i de voksnes rækker, iøvrigt :-)
Takker. Det er så fjerde eller femte gang man træder ind i de rækker...
:)
Henriette: Jeg kan se det for mig, jeg ser indre billeder af et England der er helt forandret. Og hvor er det godt at stedfar sagde "It was the best time of my life."