Sydpå med Andersen...

Helt uafhængigt af hinanden har Cummings og jeg selv åbnet for sluserne og ladet nye 'gamle' bøger holde deres indtog på reolhylderne. Selv kommer mine nye bøger fra et udsalgssted i Købmagergade. Der er tale om rejsebeskrivelser fra Sydeuropa udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab:

  • Rejseskitser. Billedbog uden billeder. Et besøg i Portugal 1866.
  • I Spanien.
  • Skyggebilleder af en rejse til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc.
    Herudover er der en skildring fra en tur over Øresund:

    • I Sverrig
      Jeg skal simpelthen sidde her i januarkulden og lade billederne - af solvarme støvede veje med cypresser voksende i det nære landskab, af vandløbs pludren under broer i skovstrækninger på bjergskråninger og af små byers svalende skygge i middagsheden på torvet omkranset af platantræer - holde deres indtog på ture rundt i Sydeuropa og Skandinavien med hestevogn. Altsammen i selskab med gamle HC.


      Det bliver fantastisk - og det var aldrig sket hvis ikke billetten til de fire rejser havde stået der og tigget om at komme med hjem - til en lodret pinlig lav pris.


      Ark fra H.C Andersens,  Rejseskitser. Billedbog uden billeder. Et besøg i Portugal 1866

      Hvis du vil læse mere om Andersen og kigge med i hans breve hjem så se her.

      PS: Jeg skal nok sende et postkort.

      Kategori: . Bookmark permalink.

      7 Kommentarer til Sydpå med Andersen...

      1. Glæder mig til postkortet! Men vil du så ikke nok gøre dig lidt mere umage med skriften end hr. Andersen?

      2. Jo, jeg skal gøre mig meget umage med fjeren :)

      3. Jeg har en svaghed for det meste af det, HCA har skrevet. Adskillige af hans bøger ligger på mit sengebord - og udsalgsstedet, du linker til, skal være mit næste rejsemål :-)

      4. Madame, så er vi altså to :)

        Linket henviser til afdelingen på Rådhuspladsen. Hjemmesiden er desværre ikke opdateret med adressen på den nye afdeling på købmagergade på hjørnet ved kronprinsensgade, overfor posthuset.

      5. Og det man ikke kan finde på udsalgsstederne, kan man sikkert læse online hos Det Kongelige Bibliotek http://www.kb.dk/da/nb/tema/hca/index.html. Det er selvfølgelig ikke det samme som at sidde med en smukt indbundet bog, men i mangel af bedre går det an og fylder ikke i reolen.

      6. Men Eric, man skal ikke undervurdere den isolerende virkning af væg til væg reoler i denne vintertid :)

      7. Nej Gowings, det skal man bestemt ikke, og derfor har jeg, der bor i et hus fra 1947, også dobbeltisolerende reoler. Det får man ved at opmarchere bøgerne i to geledder og lade nogle ligge fladt ovenpå til at udfylde hulrummet til hylden ovenover.

        Fodkulde må dog bekæmpes på anden vis.

      Skriv en kommentar