Familien Gowings samling af julepynt har efterhånden nået det punkt, hvor det ikke giver mening at købe mere ind. Papirpynten, juleglaskuglerne, stearinlysholdere, blikengle og paptrommer synes at holde evigt.

I nyere tid har vi så indkøbt lyskæder til at dække begrebet 'tændt juletræ' når det ikke lige er belejligt med tændte stearinlys. Kære Læser, du læste rigtigt: ordet var 'lyskæder' i flertal. Nu ser du så for dig et juletræ viklet ind i kæder, et lysmonster, lysdiodehelvedet på jord. Men nej. Vi har bare et stort 'turnover' som det hedder på dansk. I mine hænder der virker alle lys i en lyskæde højst samme år, hvorefter de stille og roligt slukkes ét efter ét.

Sikke et ressourcespild. Hele vejen fra lysdiode til kobber ledninger er det de samme råstoffer, der skal bruges til at fremstille lyskæden. Den afgørende forskel er kvaliteten af produktionen. Af en eller anden grund må en lyskæde ikke koste mere end 200 kr., hvorfor det heller ikke er noget mysterium at kvaliteten af produktet er elendigt.

Det koster at have funktioner som efterprøvning, test og kvalitetscheck i produktionslinien. Forbrugeren har erstattet den funktion, så måske vil det vise sig, at den fjerde eller femte lyskæde vil levere varen. Vi får se. Jeg er ved at være grundig træt af skiftet fra 'Made in Germany' til 'Made in China'. Måske der kommer en modreaktion på billig, men dårlig, fjernøstlig produktion. Jeg ønsker mig tilbage til tre-fire gange så høje priser og livslang funktionstid.

Nok har det været lidt småt med stormvejret her op til jul, men til gengæld har vagthavende justitsminister Mette Frederiksen i længere tid været i strid modvind i sit eget ministerium, hvor trækvinden efter sigende skulle være helt ulidelig.

Men efter den løsslupne stemning ved den årlige julefrokost i justitsministeriet i fredags at dømme tyder alt på, at den stridbare ministers popularitet blandt personalet er steget markant. Efter en kort tale, hvor hun på en spøgefuld måde tilbød enhver embedsmand, der måtte have lyst til det, at komme op på talerstolen og få en flad af hende personligt (se billedet ovenfor), slog ministeren for alvor gækken løs og tog kegler med et spektakulært tryllenummer under pseudonymet Ursula Martinez:



Det kommer naturligvis ikke bag på Mænd af betydning, at Mette Frederiksen spænder over en bredt spektrum af kompetencer, men under alle omstændigheder må man konstatere, at der trods alt er sket et og andet i det gamle ministerium siden Knud Thestrups tid.

Nej, ikke mere. Jeg ønsker mig et lille juletræ. Lidt over en meter er nok. Den yngre generation synes stadig, at et træ skal skrabe henad loftet. Jeg kan rigtig godt lide et lille træ. Et gammelmands træ. Det fylder ikke hele stuen.

Når jeg nu er igang med at skrive om juletræer, så dukker der forskellige minder op. Og de handler allesammen sjovt nok om at slæbe på enorme juletræer i forhold til min egen størrelse. Som nu da jeg som FDFer bragte juletræer ud gratis for rige gamle mennesker, der kunne have betalt for transporten eller kørt træet selv.

Jeg glemmer aldrig den fisefornemme og ubetænksomme ældre dame - hun har vel været på min nuværende alder - der udbad sig, at få bragt et to meter langt juletræ fra Sorgenfri Kirke til Brede ved Virum. En odyssee på 2,5 km. Hvad foregik der inde i hovedet på sådan en dame, da hun bad to spinkle 10 årige drenge besørge et sådant ærinde! Det var bidende frost og snevejr, spejlglat, og da vi endelig nåede frem, fik vi en appelsin hver - EN APPELSIN. Det var dengang allerede ca. tredive år siden, at krigen sluttede. Vi var kommet videre til lakridsstrømpebånd, karamelstænger og hvad har vi - en femmer ville have været på sin plads.

En anden gang blev jeg og to kammerater, Peter og Peter, af skovløberne nede i Spurveskjul tilbudt toppen af tre fældede grantræer. Mandshøje toppe som vi kunne tage med hjem og bruge som juletræer. Vi slæbte alle tre - og vi frøs om fingrene og fik ondt i armene. Vi gik og glædede os til komme hjem og vise træerne frem - vi havde reddet julen, følte vi vel nærmest. Her kommer vi med gratis juletræ! Jeg og den ene Peter blev hver fejret i vores familier, da vi kom hjem. Og min mormor og morfar, som var på besøg, udtalte sig rosende om det tynde træ med de mange knækkede kviste. De længste og værst lidende blev forstærket og rettet ud med ståltråd.

Den sidste Peter fik at vide, at hans træ var for grimt. Det passede ikke ind i forældrenes forestilling om en kontorchefjul i et kongeligt porcelænshelvede med forsølvede børnesko og fineret mahogni. Hvad er der foregået inde i hovedet på dem. Eller rettere ikke foregået.

Jeg skal bare have et lille juletræ i år.

Meget godt kan man sige om Sverige og svenskere, og meget kan vi lære af dem, men derfor er der ingen, der siger, at vi skal overtage en hvilken som helst historieforfalskende tradition, de måtte opfinde. Et af de værste eksempler er det famøse Lucia-optog, man sætter i værk i det offentlige rum og i alle tænkelige institutioner fra vuggestuer til sømandshjem netop i dag, den 13. december. I Sverige såvel som i Danmark.

I den anledning finder Mænd af betydnings faktaredaktion det nødvendigt at påpege, at:

1. Sangen om Santa Lucia går på en italiensk melodi, der intet har med den katolske helgen at gøre, men er en hyldest til området Santa Lucia ved Napolibugten.
2. Sangens popularitet og udbredelse har bevirket, at glosen 'Lucia' i daglig brug skandaløst har skiftet tryk fra første til anden stavelse!
3. Det patetiske Lucia-optog viser svenskerne som den samling selvhøjtidelige dødbidere, vi går og tror, de er, mens det modsatte i virkeligheden er tilfældet.

I stedet for at holde fast i det kvasireligiøse hængemuleri burde vi derfor tage ved lære af den svenske hædersmand Povel Ramel og arrangere kollektiv afsyngning hvert år den 13. december af hans muntre hovedværk Tuttilurium Lej – vel at mærke uden påmonteret adventskrans og uden at være iført aflagte lagener, som man risikerer at falde og brække benene i.



Måske har denne lystige vise ikke alverden med hverken Lucia eller jul at gøre, men med den rette indstilling kunne Povel Ramel med skæg og sygekassebriller med lethed gå for at være selveste julemanden.

Bonus: Hvis du ikke fik fat i hele teksten, er den her:

Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!

Och Fadderallanlaj
och pilledurium daj
Titt i attan på dattan
och snickeribang på svaj!
Kollifejsan huj
och Kusimaliom båmm
Millitam och millitåmm
och Putti råmm påmm pråmm!

För:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång,
och sputt i buskan lång!

Snippelippelorum
och Snoppeloppelump
Tut i limpan lull
och Banka dinka klunk i dunk
Fiddeliddelina
och Föddiluddi lupp
Full i ruttan
Tippe nippe tipp topp tupp!

Men se:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!
Trilleralliri och tjolahej
Kjolamente!
Svan Filipyntan
Rut är kär i Bladh!
Flaskedaskida och titti dong
Kjolamente!
Klunke linke fall
och knall i finkan Bång!

Men liksom ändå:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!

Cummings er vågnet op til dåd og har endelig givet os vores nissehuer på, som det sig hør og bør. Det var på tide, for nu er der ikke så lang tid til, som der har været...

Da vi var små, kunne det ikke gå hurtigt nok med at nå frem...


Det er idag det tipper. Vi har taget den første del af turen...


Men nu er vi altså også halvvejs, midtvejs, halfway, midway.


God weekend...

Nu, hvor Gowings for alvor er gået i flæsket på julen og taler åbent om sit personlige forhold til nisser, føler jeg mig forpligtet til at følge trop og berette om mit traumatiske forhold til det, der helt uforståeligt er blevet en af julens mest populære spiser. Den har aldrig gjort noget godt for menneskeheden, ud over at fungere som råmateriale for den udmærkede risalamande, som heldigvis består af alt muligt andet, der kan overdøve smagen af den sørgelige risengrød – for det er den, vi taler om. Faktisk er jeg af den overbevisning, at denne hvide, klæbrige substans med den sødlige, kvalme lugt har det med at nedsætte hjernefunktionen faretruende hos den, der er så letsindig at indtage den:



Som det fremgår, har selv tidligere sundhedsministre ladet sig besnære af den uhensigtsmæssige juletradition at spise risengrød og er endt med at gå bersærkergang, selv om netop de burde vide bedre. Lad derfor denne hændelse fra julen 2012 tjene til skræk og advarsel for alle Mænd af betydnings læsere med hang til risengrød:



Den historiske optagelse fandt sted i DR Byen, og til beroligelse for Gowings og andre nisseaficionadoer kan jeg oplyse, at det var længe efter, at Nissen havde forladt etablissementet.

Nej, jeg tror ikke - og har aldrig troet på - julemanden. Men nissen...

Jeg ville ihvertfald ret gerne tro på nissen, da jeg var lille. Den her lille mand med skæg, rød hue og træsko, der boede på landet på gården, hvor sneen lå tykt og stalden var varm. Ikke alene var (er) jeg præget af min barndoms julekalendere, men også børnelitteraturen, og især én bog: Nissen af Astrid Lindgren.

Sådan skulle man have det. Leve i Emil fra Lønneberg-land og have en nisse i stalden, der holdt øje med det hele, når man selv og hele familien lagde sig til at sove. Bogen her har jeg læst højt så mange gange, at vi kunne teksten udenad store og små i kor. Og vi har været igennem hele scenariet her i huset med grød på loftet, der blev hentet ned igen når ungerne sov.

"Jeg synes, du skal lade være med at tale så grimt. Husk Nissen"
"Arh hvad, han findes ikke! Jeg tror ikke på han findes"
"Det må du selv om, men lad være med at sige det højt, han kunne jo høre dig"
".....?!"