Mit gæt er, at der er flere, der forbinder overskriften med Nuser i Radiserne end med baron Edward Bulwer-Lytton, der faktisk indledte sin roman Paul Clifford fra 1830 med de berømte ord:
It was a dark and stormy night; the rain fell in torrents, except at occasional intervals, when it was checked by a violent gust of wind which swept up the streets (for it is in London that our scene lies), rattling along the housetops, and fiercely agitating the scanty flame of the lamps that struggled against the darkness.
Cheryl's mind turned like the vanes of a wind-powered turbine, chopping her sparrow-like thoughts into bloody pieces that fell onto a growing pile of forgotten memories.
På vej hjem fra Østrig, via München, var der mulighed for at køre forbi mindeparken udlagt omkring den tidligere koncentrationslejr Dachau. Der er ikke meget tilbage: en meget kort strækning med skinner, en perron eller rampe, en portbygning med smedejernslåge og indflettet heri teksten: Arbeit macht frei.
Indenfor porten en enorm plads, 'Appelplatz'. Selve hovedbygningen i lejren er nu museum med endeløse rækker af mandshøje fotostater, portrætter af fanger og udvalgte skæbnebeskrivelser. Ganske få oprindelige effekter.
Spredt rundt omkring ses mindesmærker opsat af befrierne og fange-organisationer, alle på mindst tre forskellige sprog.
Det er overordentligt svært at forholde sig til stedet. Der er turisterne, der knipser løs med kameraet på hver eneste fotostat, øjensynligt fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til informationerne, der står på dem. Guider der på alverdens sprog prøver at fastholde interessen hos ukoncentrerede tilhørere. Der er snakken og fnisen, kalden og råben, hvisken og tyggen tyggegummi.
To af de oprindeligt mange barakker er tarveligt genopført i asbestplade og rummene indrettet med køjesenge der skal illustrere, hvordan belægningen i lejren steg og steg fra 1936 til 1945. Opstillede køjesenge og skabe fremstillet til udstillingen i 60'erne: ingen lugt, ingen navne, ingen årstal eller billeder ridset ind i træet.
Det har været diskuteret, såvidt jeg husker i forbindelse med Auschwitz-Birkenau lejrens forfald, hvorvidt man skulle restaurere lejren eller om man skulle lade den forfalde. Er det vigtigt at de mursten og mure man ser, er dem der dannede lejren, eller er det vigtigere, at man kan fornemme lejren som den så ud?
Da jeg kommenterede på Cummings indlæg nedenfor, startede en associations-række, der ledte mig hen til en sang af Trille, nemlig sangen Halvmånetid fra LP'en af samme navn. Jeg undrede mig over, hvad der egentlig var blevet af hende, Trille altså, men det kan man råde bod på her i denne gengivelse af 'Besøgstid' på P1.
The Bucket List har ligget et godt stykke tid i bunken med endnu-ikke-sete-men-skal-ses-dvd'er, men i går skulle det være. Den havde først og fremmest kvalificeret sig til at blive optaget i bunken, fordi Jack Nicholson spiller den ene af hovedrollerne, og hvem kan ikke blive i godt humør af at se ham i sit speciale: dumt svin, der alligevel viser sig at være god nok på bunden, når det kommer til stykket. Han er mand for at hæve en film med det mest banale budskab til et niveau et pænt stykke over middel – og det var præcis, hvad han gjorde i tæt samarbejde med Morgan Freeman i Nu eller aldrig, som filmen hedder på dansk.
Jack Nicholson er en kynisk direktør og Freeman en tænksom mekaniker, der ved et tilfælde havner på den samme hospitalsstue. De er begge dødssyge af kræft, men de bliver efter at have fået kantet sig ind på hinanden enige om at få det bedste ud af den tid, der er tilbage. De udarbejder en bucket list – en liste over alle de ting, de gerne vil nå, inden de stiller træskoene – og sammen drager de ud i verden, springer ud med faldskærm, kører stockcarrace, ser på vilde dyr på savannen, klatrer op ad pyramiderne, taler livsfilosofi i Taj Mahal, spiser på de fineste restauranter og står ved Himalaya-bjergenes fod i tåge, inden det uundgåelige rammer dem. De bliver også klogere på hinanden, sig selv og det hele, og hen mod slutningen får man den sædvanlige mistanke om, at Kleenex må have haft en finger med i manuskriptskrivningen. Jo jo, jeg bidrog skam også til firmaets omsætning.
Kort sagt, det var en temmelig forudsigelig tåreperser, som kun amerikanerne kan lave dem, men ikke mere forudsigelig end de nedladende anmeldelser, den fik. Banal, ja – men ikke mindst følte jeg mig godt underholdt. I øvrigt er det banale for det meste også det basale.
Men det var egentlig slet ikke filmen, jeg ville skrive om. For da jeg var færdig med den og havde duppet kinderne tørre, satte jeg mig til computeren for at kigge min Google Reader igennem, og det første link, jeg får øje på, hedder Before I die. Jeg klikker på linket og kommer ind på en side, der handler om et interaktivt kunstprojekt, der er startet i New Orleans, hvor tanken er, at alle og enhver skal gå hen og skrive med kridt på en bestemt husmur. Ikke hvad som helst, men det, de finder vigtigt og derfor gerne vil opleve, mens tid er.
Nogle vil mene, at det må være et tilfældigt sammentræf, jeg var ude for. Andre, at der måske er en dybere mening med sammentræffet, og at det eventuelt ikke er helt tilfældigt. Tja, hvem ved. Måske skulle man lave en liste.
Flere billeder og mere om Before I die-projektet her.
Drivvåd nylonskjorte og fløjlsbukser. Kondicyklen er blevet testet i højeste gear - længe. Svedende labber jeg anerkendelsen fra de rygende voksne i mig. Atlas slæber sig en pukkel til bærende på den lysende kugle, der skal absorbere røgen fra de ombudte cigarer, cigaretter og cerutter. Hvad skal man så lave, når kondicyklen er besejret?
