Da jeg kommenterede på Cummings indlæg nedenfor, startede en associations-række, der ledte mig hen til en sang af Trille, nemlig sangen Halvmånetid fra LP'en af samme navn. Jeg undrede mig over, hvad der egentlig var blevet af hende, Trille altså, men det kan man råde bod på her i denne gengivelse af 'Besøgstid' på P1.
Jeg synes altid Trille har stået for noget meget troværdigt, både i sin musik, men så sandelig også i de børneprogrammer, som hun medvirkede i i 70'erne. Herudover hæver hun sig sammen med få andre, f. eks Jomfru Ane Band og Røde Mor, over den flod af kvinde-politisk og anden politisk kunst som dominerede min barndom og ungdom, og som reelt ikke længere holder til et genlyt/-syn. Trilles tekster tåler meget fint en genlytning, idet disse netop ikke er beton-erklæringer med et tidsbegrænset sigte, men har et almen menneskeligt udgangspunkt.
Et af mine yndlingsnumre med Trille fra dengang, som det var en decideret fornøjelse at genlytte, er titelnummeret til albummet,
'Altid har jeg længsel'. Dette nummer er jo i virkeligheden en rigtig fin kærlighedssang. Det bedste nummer er dog efter min mening
'Under den Høje Himmel'. En hyldest til livet. Til sidst er der et stadigt meget aktuelt nummer,
'Danmark', som Trille ikke kunne have forudset, hvor aktuelt det ville blive her i 2011.
At Trille dengang heller ikke var uden humor fremgår af nummeret
'Storebælt' fra 'En lille Bunke Krummer' som har næsten Hausgaard'ske elementer, på trods af den lidt bastante slutning. Musikalsk er alt i top, med en besætning som bestod af bl. a. Alex Riel, Hugo Rasmussen, Øyvind Ougaard og Ole Fick. Hvis du ikke gider alt det her med at lytte til klip på YouTube, så tryk alligevel på
'Danmark'.
Hvis du derimod har lyst til at høre mere, så er der rigtigt meget tilgængeligt på YouTube. Og jo, der er da også
Ham Gud eller 'Øjet', men jeg synes bare Trille er så meget andet...
Der er nu heldigvis udkommet en box, 'Hele Balladen', som hermed er bestilt. Så varer det alligevel lidt endnu, før pladespilleren kommer op fra kælderen.