Tilstandsrapporten: Uge 1



Mænd af betydning – eller i det mindste nogle af os – har nu nået en alder, hvor det kan have sine vanskeligheder at huske, ikke bare hvad vi fik til middag i går, men også hvad der er foregået omkring os i den forløbne uge. Denne glemsomme fraktion af vores organisation har derfor besluttet at bruge et skiftende antal spalter i det nye år på at minde os selv om, hvilke tildragelser der har optaget sindene siden sidst uden dog hverken at lægge os fast på, hvilke sind vi sigter til, eller hvor lang tid 'siden sidst' vil sige. Men lad os nu bare til en begyndelse kaste et tilbageblik på uge 1.

En stor del af ugens disponible timer blev således brugt på at fundere over de bevingede ord, der udgik fra landets førende nytårstalere. Dronningens bidrag vil blive husket for den behændighed, hvormed hun for åben skærm blandede sine manuskriptark som en dreven pokerspiller for til sidst og langt om længe at stikke den grænseoverskridende trumf, at hendes mand agtede at skifte status fra prinsgemal til prinsionist. Heldigvis kom det hurtigt frem, at den nye situation ikke ville få indflydelse på befolkningens samlede udgifter til kongehusets drift. Tilsyneladende var den afgående prinsgemal indstillet på fortsat at klare sig for de otte millioner om året, han hidtil var blevet spist af med og ikke som de grådige folketingsmedlemmer forlange 15 procents lønforhøjelse uden grund. Nogle analytikere mente dog, at den kongelige neddrosling bedst kunne beskrives som en overgang fra offentlig forsørgelse til arbejdsfri indtægt, mens andre sagtens kunne se det rimelige i, at prins Henrik lænede sig tilbage efter gennem et langt liv at have ligget vandret i luften på grund af uopsættelige jagtselskaber og tidkrævende longdrinks på terrassen i Caix, hvor han nu omsider kan indtage dem i ro og mag. Måske ville det lavere aktivitetsniveau oven i købet skaffe hans kongelige forhenværende højhed tid til at være til stede ved sin kones fremtidige fødselsdage.

Statsminister Lars Løkke Rasmusssen var leveringsdygtig i ikke mindre end to nytårstaler. Den første, som blev sendt i tv, var vanen tro farveløs og næsten uden smag, fastslog retorikprofessor Christian Koch: 'En ugegammel risalamande med minimal vanilje og uden kirsebær.' Anderledes positive anmeldelser indkasserede Lars Løkke Rasmussen for sin nytårstale nummer to, som var forbeholdt brugerne af Facebook. Selv statsministerens argeste politiske modstandere var eksalterede over budskabet om, at vi skal tale pænt i stedet for at svine hinanden til på de sociale medier. Hvor den stolte tradition for mudderkastning stammer fra var imidlertid undsluppet hukommelsen både hos Lars Løkke Rasmussen og de jublende christiansborgpolitikere i kommentarsporet. Noget at jublen må dog muligvis tilskrives det frydefulde i at høre Løkke citere hadekommentarer fra Facebook, der karakteriserede ham selv som blandt andet en løgnhals, en lort og en lille, utroværdig orne.

Den underliggende martyrrolle lod sig dog ikke til skjule 100 procent, og en uge efter stod det klart, at der skal mere end en alternativ nytårstale til for at holde på vælgerne. Heller ikke en midlertidig grænsekontrol ved den tyske grænse kunne standse Venstres flygtende vælgermasser, der pludselig strømmede ind over den lurende spærregrænse hos Det Radikale Venstre og lod en lille, sluttet kreds på bare 16,6 procent tilbage hos et Venstre, som ikke havde været mindre i mands minde. Men statsministeren bedyrede, at grænsekontrollen var nødvendig. Uden den ville vi nemlig risikere, at motorvejene blev fyldt op med flygtninge, som uvilkårligt ville øge antallet af forhastede straksopbremsninger. Det viste sig dog hurtigt, at regeringens nyindførte grænsekontrol kun var en stikprøvekontrol, der ikke var egnet til andet end at stikke folk blår i øjnene, selv om man måtte gå ud fra, at mørklødede turister med langt skæg og bomber i turbanen nok i påkommende tilfælde ville blive standset ved grænsen og bedt om at finde en anden campingplads at slå teltet op på.

På mediefronten meldte Radio24syv sig endnu engang med en nyskabelse. Hver dag i januar måned kan lytterne sende spørgsmål ind til programmet Spørge Jørgen, hvorefter eksildigteren Jørgen Leth beredvilligt svarer på alt mellem himmel og jord fra sin residens i Haiti. Forhåbentlig også på det påtrængende spørgsmål, Mænd af betydning netop har sendt til programmet, og som i al sin enfoldighed lyder: Helt nøjagtig hvor går Lars Løkkes smertegrænse?

Kategori: . Bookmark permalink.

9 Kommentarer til Tilstandsrapporten: Uge 1

  1. Glimrende tilbageblik på en uge, der næsten symbolsk endte med kulde og glat føre.

  2. Apropos prinsegemalen, så lader det jo til, at prinsionisttilværelsen byder på mangen en aktivitet. På fjæsbogen har man således kunnet læse, at Henri(k) har parkeret sin store Bentley uden for en såkaldt "swingerklub" i Aarhus (det er nu en gay-bar... hvad man så end vil udlede af det...). Men i følge kongehuset og den nærliggende biograf Øst for Paradis var det fordi prinsegemalen var i biografen. Hm. Måske var han inde og se Macbeth eller Mumitroldene på sommerferie. Det er sikkert også sjovere end at være med til nytårskur i København. http://herognu.dk/kongelige/derfor-holdt-prins-henriks-bil-foran-swingerklub/

  3. @Erik Bentzen: Tak, vi bestræber os på at gøre fyldest. Og ja, man kan nemt komme på glatis i en kold tid som denne!

    @capac: Vi har fulgt sagen ganske nøje og er vel vidende om, at prinsgemalen parkerede uden for paradiset, mens han selv var i biografen på den anden side af gaden, øst for paradiset. I øvrigt har vi noteret os, at kongehuset øjensynlig kun udsender pressemeddelelser, når kronprinsessen ikke har fået foretaget brystforstørrende operationer i Litauen og prinsgemalen ikke har været i swingerklub i Aarhus.

  4. Det var lige før jeg begyndte at hulkegræde på gulvet, da jeg læste denne post i går formiddags på mit hotelværelse i Rostock. Altså græde ved tanken om at skulle hjem igen...

  5. Det skal nok gå alt sammen, one way or the other ...

  6. Peter Pedal

    Mangler ord.

  7. Anders Fogh Rasmussen

    Jeg vil gerne klage over denne hjemmeside.

    Jeg bliver ved afgivelse af min kommentar bedt om at sætte kryds ved 'jeg er ikke en robot' - men det ER jeg jo.

  8. Kære Anders Fogh Rasmussen, vi kan garantere, at der ikke er noget at komme efter.

  9. Anders Fogh Rasmussen

    -> Cummings: Alle råd, smagsdommere og nævn skal fejes ind under gulvtæppet, og Mænd Af Betydning er rådgivende smagsdommernævn nummer 1.

Skriv en kommentar