Annus Miraculis

Mens alle andre medier har været ved at falde over hinanden for at være de første til at jamre over, hvor forfærdeligt et år 2015 har været, har vi her på redaktionen valgt at koncentrere os om de lyse sider.

Således har nogle af årets indiskutable højdepunkter været de timer, vi tilbragte i chesterfielden foran tv-apparatet med at følge sidste sæson af Downton Abbey, der som så mange gange tidligere fik denne blogs redaktører til at føle sig som hjemme i vante omgivelser. Ikke desto mindre var afskeden smertelig, for det var langt fra nogen happy ending, der rullede over skærmen, og der var adskillige løse ender, man gerne havde set knyttet sammen. Eksempelvis kunne man godt have undt Lady Edith at få sin Bertie til sidst. Men sådan skulle det altså ikke være, antagelig af kunstneriske eller andre inferiøre årsager.

Heldigvis var Downton Abbeys producenter forstandige nok til i sidste øjeblik at diske op med en supplerende julespecial i to afsnit, hvor alting vendte sig til det bedste og gik op i en højere enhed, så alle fik hinanden til sidst og levede lykkeligt til deres dages ende.

Men hvorfor begrænse den form for mirakler til en tv-serie, som jo er det pure opspind? Hvorfor ikke overføre konceptet til den virkelighed, vi står og går i?

Mænd af betydning påtager sig gerne opgaven her, hvor et år er til ende og et nyt begynder. I vores nytårsspecial er det nemlig slet ikke gået så galt, som aviser, radio og tv har prædiket. Det, der er sket, er i virkeligheden:

1. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen blev omsider gammel nok til at lade sig konfirmere og har nu ikke længere tid til at hyppe sin egen families kartofler på grund af uopsætteligt arbejde med konfirmationsforberedelserne oppe i Norge.
2. Integrationsminister Inger Støjberg indså, at hun ikke trivedes i byen, brændte alle broer bag sig og flygtede over hals og hoved til de vestjyske hedesletter, hvor hun slog sig ned i et overvejende lyngfarvet camouflagetelt, som ingen nogen sinde vil få øje på.
3. Om få timer bruger statsminister Lars Løkke Rasmussen hele sin nytårstale til at afsløre, at det er gået op for ham, at det er helt i skoven, at han er statsminister, når ingen på noget tidspunkt har været interesseret i at få ham som statsminister. Han oplyser, at han vil råde bod på fejltagelsen ved at tage sit gode tøj og gå, om end han muligvis ikke selv har betalt for samtlige beklædningsgenstande, og at han i øvrigt ikke har tænkt sig at genopstille, før solen brænder ud.

Kort sagt, fremtiden tegner lys og lykkelig!

Godt nytår.