Udfrielsesdagen


Det er tit koldt tidligt i maj. Det har vi også oplevet i år. Når klokken så er langt over sengetid, og man er lidt træt, føles det endnu koldere. Men spændingen ved at få lov til at være længe oppe på en hverdag sætter en i stand til at ignorere alle ubehageligheder. Og der kompenseres. For selvom vi er i nattøj og sutsko, mine søstre og jeg, så har vi fået vores dyner med. Min største søster sidder foran, min lillesøster og jeg bagi. Vi har dynerne viklet om os i køjesæderne i den grå 2CV.

Turen går ind ad lyngbyvejen. Det er stadig lyst, men solen er på vej ned. I de tusmørke gader på Østerbro sker det så - miraklet. Lys, lys i alle vinduer, fra stueetage til kvist - alle vinduer. Jeg husker det tydeligt. Vi tæller dem, der ikke har lys. De er nok ikke hjemme. Lys på gaden - og kranse. Kranse på alle gadehjørner synes det. Og store myggelys. Gowings senior må svare på mange spørgsmål denne 4. majaften sidst i tresserne, indtil der til sidst bliver stille på bagsædet.

Der er ikke længere lys nok i vinduerne, til at man kan viderebringe den oplevelse til de nye generationer. Vi har været i Mindelunden ved Hellerup istedet. Ikke vanvittigt populært, men der er alligevel blevet vækket til eftertænksomhed. De sidste par gange har det bare været de voksne, der tog til Hellerup. Og i år var der ingen, der kom afsted. Vi glemmer efterhånden også at sætte lys i vinduet.

Fjerde majs aften har fået ny betydning - eller en tillægsbetydning - herhjemme. Det er aftenen før frøken Gowings fødselsdag. Og i år er fru Gowings og overtegnede gået hen og blevet så gamle, at der udover os selv, kun er teen-agere i huset. Så altså, de sidste tretten år har vi altid vidst, hvorfor der er flag på busserne idag.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

12 Kommentarer til Udfrielsesdagen

  1. Fruen spurgte sine to kolleger - begge i trediverne - om de havde lys i vinduet. De lignede to store spørgsmålstegn. For mig er der ingen tvivl om, at vi lever i et mere og mere historieløst samfund.

  2. Kære Gowings, hjertelig tillykke med frøkenens fødselsdag i går. Og det, du fortæller, minder mig meget om min egen barndom, hvor mine forældre altid havde lys i vinduerne. Den 4. maj er noget, vi aldrig må glemme. I forgårs var det sirenerne der fik mig til at tænke tilbage ...

  3. Tak for et fint erindringsbillede!

    På Twitter gik der sport i at sætte lys i vinduet og oploade et billede af bedriften, og jeg tillod mig at hægte mig på spøgen. Så måske er der et og andet ungt menneske, der er blevet oplyst (hm!), og måske har Twitter genoplivet en næsten glemt tradition!

  4. Capac, det er så sandt, så sandt.

    (...men 1864 var jo også helt vildt langt tid siden, da vi var børn. Uagtet at alle de gamle mimrede om katastrofen ved Dybbøl. - Sjovt nok er Slaget ved Dybbøl, for mig, blevet mere præsent her på mine gamle dage. Ikke mindst takket være brilliante jævnaldrende som Tom Buk-Swienty...)

    Først, tusind tak på frøkenens vegne, Madame.

    Du har ret, Madame, men det er svært; ingen af os har oplevet krigen og vores forældre der har er her ikke mere. Jeg tror på 4. majs overlevelse, hvis vi lægger noget nyt i dato'en. Idag er vores krige så langt væk,- og vi er ikke engang enige om hvorfor vi udkæmper dem. Jeg har hørt at "ungdommen" vil prøve at lade dagen fejre frihed og tolerance - et rigtig godt formål. Det er bare ikke så meget oppe i tiden.

    Cummings, velbekomme! Ihh, du er sådan med på beat'et, Cummings. Det der Twitter kunne være vejen frem :)

  5. Allerede i starten af 70'erne var der ikke så mange skole-elever, der havde hørt om WWII, måske lidt om besættelsen, men ikke meget. Det hænger formentlig sammen med, at mange danskere - måske de fleste - før 1940, ja måske helt frem til 1942 (Stalingrad) havde tænkt at det var meget fornuftigt at alliere sig med Hitler-tyskerne; ham den råbende havde jo fået kommanderet dem på plads.

  6. Sjovt du nævner det Donald, for det er et meget interessant spørgsmål: hvordan stillede befolkningen sig til sidevalg i starten af krigen? Min far sagde, kan jeg huske, at de var aldrig i tvivl i hans familie. England kunne ikke tabe krigen. Man snakkede ikke engang om det.

    Jeg har mødt familien, og jeg tror ham...

    Men det har jo åbenlyst ikke været sådan hele vejen rundt i landet. Min mor som var sommerferiebarn hos en kvæghandler på Fyn kunne bevidne, at han tjente godt på at sælge kødkvæg til tyskerne. Hendes bror, der var nogen år ældre, boede hos husmanden ved siden af. Alle vidste at han, husmanden, var modstandsmand. Og de to naboer kom rigtig godt ud af det sammen både før og efter befrielsen. det er aldrig simpelt...

  7. tak, Gowings.
    'de er nok ikke hjemme' står stærkt i min erindring.

  8. Måske er samfundet ikke helt historieløst, og måske de unge af idag har nogle historier, som vi ikke rigtig har opdaget. Måske skal man have oplevet 4.maj eller kende nogen, der har, for at huske lysene 4.maj?

    Måske registrerer vi ikke betydningen af Libya og Syria så meget fordi nogle af os tænker, nåja - sådan går det jo, op og ned. Frem og tilbage og det betyder jo ikke så meget for mig.

    Der er kommet en del dokumentarer om WWII, og jeg håber at der er nogle enkelte i de nye generationer, som tager dem til sig. Jeg kan se at navnet "Topf & Söhne, Ehrfurt" har fået status af en advarsel om moralsk glidebane.

    Jeg husker gaderne på Vesterbro d.4 maj, fulde af lys i alle vinduer. Det var smukt.

  9. Jeg tror at det der sker i nordafrika og på den arabiske halvø optager os, men der er en afstand, der gør at verdenskrigen, og måske selv 1864, er tættere på. Det var mine bedsteforældre, forældre, deres onkler og tanter, lige lukt ned i deres hverdag, barndom, ungdom. Lige udenfor døren, steder hvor man stadig kunne komme, bygninger der stadig stod, veje og gadehjørner der stadig findes. Det var mere virkeligt, selvom jeg aldrig havde oplevet det selv.

    Derfor kunne lysene fjerde maj, hvis vi stadig tændte dem, minde os om hvad krig var og stadig er, her og langt borte.

    (Jeg må tilstå, at jeg var nødt til at Google "Topf & Söhne, Ehrfurt")

  10. Ja, jeg tror også at den lige forbindelse til tanter og onkler, bedsteforældre, huse - steder og erindringer gør at det står os nærmere end de voldsomme tragedier andre steder. Jeg tror også det ville være rigtig godt at børn fik den oplevelse at se lys i alle vinduer i Oehlenschlaegersgade, Saxogade eller Østerbro, eller for den sags skyld beboelseskvarterer i Rødovre, Roskilde og Ringkøbing.

    Jeg ville ønske, at vi kunne få flere med til at tænde lys d. 4.Maj for at mindes og fortælle om alt det, der skete fra 1933 til 45.

    Ovnfirmaet er nede på tredie hit på min engelske Googling; jeg kunne godt have givet dig et hint, så det var nemmere at forstå, men jeg troede ud fra Geert Maks "Rejse Gennem Europa" og nogle andre udsendelser med nævnelse af firmanavnet, at dette firmas relation til drabene ville stå øverst.

  11. Vi kan jo starte en bevægelse, Donald. Sådan i det små. Næste år sætter vi lys i vinduerne og på bloggen :)

    Det var fint at se at ovnfabrikken, nu er omdannet til "Erinnerungsort".

  12. På bloggen, det skulle jeg have tænkt på! Jeg har (næsten) altid lys i vinduerne 4.Maj.

Skriv en kommentar