Kære Gowings

Da jeg læste beretningen om din deltagelse i Royal Run sidste mandag fattedes jeg i sandhed ord og kunne i læsende stund kun komme i tanker om ét: Respekt! Det eneste jeg løber, er jo – som du ved – morgenavisen hurtigt igennem, og som du også ved, figurerer jeg ikke på deltagerlisten over kongehusets heppekor. Ikke desto mindre er det umuligt at frakende institutionens forskellige veliscenesatte arrangementer en underholdningsværdi, der kan måle sig med mangen en operetteforestilling, og der er mildt sagt ikke blevet sparet på krudtet her på det seneste, heller ikke i udlandet.



Det begyndte for alvor forrige weekend med den britiske prins Harrys bryllup, som det ikke var mig muligt at ignorere af den simple grund, at et andet af min husstands medlemmer havde stillet ind på den støjende og spektakulære transmission og derved eliminerede den fred og ro, der sædvanligvis hersker i de Cummingske gemakker. Men det var – uagtet mit principielle skeptiske udgangspunkt – faktisk en udsøgt fornøjelse at studere bryllupsgæsternes påklædning, og det gjaldt vel at mærke for begge køn. Dog kun til et vist punkt! Jeg frydede mig således over at se den ene efter den anden af herrerne ankomme i deres karakteristiske morning dress, lige indtil den ellers glimrende George Clooney dukkede op på skærmen og ødelagde hele gralsfortællingen ved for det første at føre sig frem i lys habit og for det andet at have begået den fadæse at vælge en lommeklud i brystlommen i nøjagtig samme mønster som slipset, så man et øjeblik troede, at han var sponsoreret af Mr. Jardex.

Efter at have sundet mig over dette faux pas i en uges tid, tog jeg i går en dyb indånding og satte mig for familiesammenholdets skyld til at se transmissionen af kronprins Frederiks fødselsdagsshow i Royal Arena fuldt og fast overbevist om, at der nu ikke længere var noget, der kunne ryste mig. Men jeg tog fejl. Ganske vist var der ikke ligefrem tale om nogen statsbegivenhed, og ganske vist foregik det hele i Danmark, hvor alle tager demonstrativt afslappet på alt, men jeg troede nu alligevel, at det stadig var almindelig høflighed at tage pænt tøj på, når man skal til nogens fødselsdag – i særdeleshed når det er ens egen. Men nej. Op ad trappen til indgangen så man kronprins Frederik komme daskende i habit, åbentstående skjorte og – gummisko!



Herefter måtte jeg gå op og lægge mig.

Jeg er naturligvis forberedt på, at jeg nu vil blive beskyldt for at være blevet en sur, gammel mand, men jeg kan afvise, at det skulle være tilfældet. Nok kan jeg ikke løbe fra alderen, men jeg kan garantere for, at jeg var mindst lige så sur, da jeg var ung.

Din hengivne
Cummings

P.S. For ufuldstændighedens skyld skal jeg undlade at nævne den meget afslappede BT-journalist, der ved indgangen til Royal Arena stod med den ene hånd i lommen og interviewede landets kulturminister. Han havde shorts på.

Kære Cummings

Som du ved fra tidligere, så kommer min nedarvede kultur-protestantisme til udtryk ved at gennemføre en times selvtugt hver eneste lørdag formiddag i form af motionsløb. Jeg har efterhånden drevet dette selvpineri til perfektion, idet jeg under udøvelsen har lært mig at slippe tankerne fri. På den måde går tiden, uden at jeg hele tiden skal plages af selvmedlidenhed grænsende til det patologiske. Især i betragtning af at det hele udspringer af en et hundrede procent frivillig tvangstanke. Flagellanteri med andre ord.

Nåh, men efter denne indledning, kan jeg så anføre at omtalte aktivitet har ført til flere gadeløb i det københavnske, og altid er det en fantastisk oplevelse. Hver gang ligger der en sublim planlægning til grund og en masse frivillige bruger hele dagen, og dage før og efter, på at skabe de bedste rammer for alle os der deltager. Kæmpe 'hep!' herfra.

Således også i mandags. Jep, din gamle ven Gowings, som ellers ikke deltager i kongerøgelse som sådan - uden dog at gå til yderligheder som republikaner - var at finde et sted i Smallegade lige bag Frederiksberg Rådhus, da starten til Royal Run gik denne 2den pinsedag. Og ved min side: besætningen fra Dannebrog i sommeruniform med hue og kasket.

I tell you, sådan en sømandshue den er varm og gjort af det bedste, tykke filt kongeriget kan opstøve. Og selvom det var aften og kl. henad 19, så må hovedbunden på de unge mænd ude på ruten have nået ubehageligt høje temperaturer. Hatten af for dem. Vi andre var i til lejligheden kongeblå trøjer af et mere sporty tilsnit.


Jeg holdt fanen højt for os begge to, Cummings, og gennemførte med en udemærket tid efter egne standarder. Men Frederiksberg Alle var på forunderlig vis meget lang og stejl, når man afslutningsvis kom nede fra Vesterbro...

Din hengivne
Gowings

Kære Gowings

I vores del af civilisationen har vi det jo med at sætte både hinanden og os selv i bås og opdele verden i dikotomier – begrebsmodsætninger, der udelukker hinanden. I visse tilfælde giver det selvfølgelig god mening. En mand kan ikke samtidig være en kvinde, og hvis noget er hvidt, er det ikke sort. Men hvad med cyklist/bilist, hundeven/katteven, bridgespiller/whistspiller, matematiker/humanist eller tedrikker/kaffedrikker?

Det er som regel også sådan, at det ene anses for at være finere end det andet. Det er fx yderst respektabelt at være cyklist og aldeles politisk ukorrekt at være bilist, der er mere prestige i at have hund end i at have kat og i at spille bridge end i at spille whist, matematikere har generelt højere status end humanister, og sidst, men ikke mindst er det meget finere at drikke te end at drikke kaffe.

O.k., ret skal være ret, som kaffedrikker kan det faktisk godt lade sig gøre at konkurrere i anseelse med tedrikkerne, men det forudsætter, at man er indstillet på at investere tid, tålmodighed og halvanden månedsløn i den helt rigtige kaffekværn og en forkromet italiensk espressomaskine plus gourmetbønner fra et mikroristeri til et par hundrede kroner kiloet. Det kunne aldrig falde mig ind, og te-aficionado bliver jeg heller aldrig. I princippet kan jeg selvfølgelig godt drikke te – kaffedrikker/tedrikker er som sagt en falsk dikotomi – men jeg synes ikke, te smager af noget særligt, om overhovedet af noget. Jeg er inkarneret kaffedrikker af den vulgære slags. Det vil sige, jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta kaffemaskine. Eller rettere sagt, det gjorde jeg indtil for ganske nylig, for jeg har nemlig fundet vejen ud af nydelsesmiddelnydernes laveste socialklasse. Redningen hedder Chemex og ser sådan ud:



Smuk, ikke? Chemex blev designet i 1941 af den tysk-amerikanske kemiker Peter Schlumbohm, som havde ambitioner om at udvikle en anordning, der gav et ensartet resultat hver gang. Han fandt inspiration til glasbeholderen i sit laboratorieudstyr og endte med at lave Chemex-bryggeren af ét stykke borosilikatglas, som har den egenskab, at det hverken påvirker farven eller smagen i den færdige kaffe. En Chemex er ikke særlig dyr, og til alt held er det næsten lige så omstændeligt at lave kaffe på den, som det er at gennemføre en japansk teceremoni. Med andre ord er man pludselig rykket op i en liga, der kan måle sig med tedrikkernes, uden at man er blevet ruineret:



I dag står Chemex-bryggeren ikke alene på Museum of Modern Art i New York, men også i mit køkken.

Skål i kaffe!

Din hengivne
Cummings

Kære Cummings

Store bededagsferien er gået med at få det sidste på plads på vognparken herunder bundkarret på BXen. Her til aften tog jeg en tur rundt i det smukke område omkring Slangerup og Ganløse og den gamle Citroën er klar til ture ud i det danske forår.

 
Spanien er måske lige i overkanten, men en time på landevejen og så er hjulene runde igen og komforten, som er så velkendt for dette bilmærke, indtræffer i fuldt udtræk. Der meldes altså klart skib herfra. Jeg må ind på filmstriben ved førstkommende lejlighed.

Din hengivne
Gowings

Kære Gowings

Velkommen hjem! Efter din varme anbefaling af en iskold vermouth rosso/vermut rojo til terrassen i de kommende måneder med forhåbentlig tålelige plusgrader glæder jeg mig over, at jeg stadig har det meste af en flaske rød vermouth stående efter at have forsøgt at eksperimentere mig frem til den perfekte Negroni uden held. Jeg har straks sat vand over til en bakke isterninger!

I øvrigt var jeg i Spanien samtidig med dig – dog kun via Filmstriben, som netop har indlemmet The Trip to Spain i sin støt voksende samling af glimrende film for enhver smag, oven i købet til fri afbenyttelse.



The Trip to Spain er den tredje roadmovie, hvor de to midaldrende britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon i rollerne som sig selv kører rundt for at spise sig gennem overdådige måltider og skrive anmeldelser til The New York Times om dem. I de to første film var det Nordengland og Italien, der udgjorde kulissen, men ellers er forskellen ens, for det er ikke de lækre måltider og dyre vine, men samspillet mellem de to mænd, der er det centrale i alle tre film. Steve og Rob er venner, ikke bare i filmen, men også privat, og man fornemmer, at grænsen mellem deres delvist improviserede filmroller og virkeligheden er flydende. Jokes, ironiske/selvironiske diskussioner om midtlivskriser og kærlighed, indbyrdes drillerier og giftigheder flyder sammen til et ekstremt underholdende og ikke nødvendigvis overfladisk portræt af to mænd, der til deres fortrydelse for længst er ude over deres første ungdom, men stadig har en hel del forfængelighed og håb i behold til at bløde op på desillusionen.

Både Coogan og Brydon kan efterligne Sean Connery, Roger Moore, Marlon Brando, Robert de Niro, Woody Allen og mange flere til perfektion og forsøger konstant at overgå hinanden i disciplinen, men Rob Brydon tager alligevel prisen med dobbeltparodien, hvor han giver den som Mick Jagger, der forsøger at tale som Michael Caine:



Når man har sporet sig ind på den indbyrdes jargon, er det bare at læne sig tilbage og nyde små to timer med to vanvittig sjove, talentfulde og i øvrigt belæste og dannede halvtredsårige mænd på eventyr i Spanien i en Range Rover. Hvis du ikke har set filmen, så gør det snarest, om ikke andet så for at nyde de smukke billeder af det spanske landskab. Eller som jeg blive mindet om alle de uforglemmelige roadmovies, vi i tidens løb selv har spillet hovedrollerne i – uden dog at have et filmhold med til at forevige dem.

Din hengivne
Cummings

Kære ven

Nys arriveret fra det spanske iler jeg med en oplysning: sommerens drink bliver en vermouth rosso - eller rettere Vermut rojo. Serveret med appelsinskive og masser af is. I Madrid tappes fra fade med husets udgave, men mindre kan gøre det; jeg vil dog anbefale, at man udsøger sig andre producenter end den, der ligger lige for, da smagsnuancer kan gøre en stor forskel her.

- Og så skal man bare tænke sig ned på den lille cafe ved Viaducto Segovia, syd for slottet og den store basilika.

Din hjemvendte ven
Gowings