Gowings har drukket caffe americano på Caffe Martini med solens stråler, igennem Colosseums buer, i øjnene. Slentret rundt i 'den gamle bydel' og følt historiens vingesus i knæhøjde. Været til korkoncert under Engle og Martyreres Skt. Maria's beskyttende lofter.

Lidt efter lidt kommer byen, der burde benævnes byernes by, ind under huden. Måske hjulpet lidt på vej af en campari-soda på Via IV Novembre. Ihvertfald sad jeg og faldt i staver, imens jeg gled ud af denne etymologiske tangent:


Vores hotel lå ved Termini (af latin, thermae ifølge WikiPedia), der siges at have taget navn efter de enorme romerske bade der dominerer området omkring Piazza Repubblica og også benævner Roms hovedbanegård. Dog, ordet terminus (latin for, grænsepæl, afslutning m.m.) er direkte relateret til områdets navn som ental af termini.

Betyder det f. eks. så at ordet terminal, som vi anvender det idag, enten kommer af betegnelsen for grænsepæle eller af romerske bade? Etymologien er ikke specielt hjælpsom; eller måske er den, for der synes ikke iøvrigt at kunne spores nogen forbindelse imellem de to ord, therma og terminus. Så der er sikkert tale om en sprogforbistring opstået i tidens løb.

Sandheden fortaber sig i en campari-soda, på bordet ved hjørnet, i den sidste sol på Via IV Novembre...

Som meget flittige læsere med elefanthukommelse ved, er min mandag for en stor del optaget af en rundtur til samtlige dagligvarebutikker og supermarkeder i miles omkreds fra min privatbolig. Formålet er at sikre husstandens overlevelse indtil næste mandag.

Denne smukke, solrige oktoberdag var ingen undtagelse, og som altid afsluttede jeg fourageringen med et besøg hos Shell, hvor jeg fyldte tanken op og i forbindelse med afregningen tilføjede:

– Og så vil jeg også gerne have en stor kop kaffe og en smørcroissant.

Manden bag disken efterkom straks mit ønske, og idet han lagde croissanten ned i posen, spurgte han henkastet:

– Skal du lige have en ekstra croissant med til samme pris?

Det uventede spørgsmål fik mig til at tøve et øjeblik, især fordi jeg ved fra min myndige frue, at blødt brød af den omtalte type indeholder uanede mængder af ondsindede transfedtsyrer, som invaderer kroppen og nedbryder den systematisk indefra langt før tid. Min rådvildhed må have stået malet tydeligt i mit ansigt, for inden jeg nåede at svare, fortsatte ekspedienten:

– Hvis du ikke selv kan spise den, kan du jo glæde en vagabond med den.

Denne sympatiske tanke hjalp mig til at træffe den nødvendige beslutning, hvorfor jeg forlod butikken med en stor kop kaffe i den ene hånd og en pose indeholdende to croissanter i den anden.

Uheldigvis mødte jeg ingen vagabonder. End ikke en skærslipper.

Hvis nogen skulle have fået indtryk af at denne blog skrives af et par indadvendte skrivebordsteoretikere, som på intet tidspunkt bevæger sig uden for studerekammerets kvalmfulde mure, kan jeg oplyse at dette ingenlunde er tilfældet.

Uhørt tidligt lørdag morgen lod jeg mig således afhente ved min hoveddør af Gowings' limousine med indehaveren selv ved rattet. Planen var i fællesskab at gøre en rejse til Vesterhavet for undervejs at samle indtryk, inspiration og viden, dels for vores egen fornøjelses skyld, dels – og først og fremmest – til glæde for vores omfattende læserskare.

Behændigt snoede Gowings køretøjet gennem trafikkens hvirvler og gjorde først holdt, da vi med frydeskrig havde erobret en parkeringsplads bag Ribe Domkirke (jeg tillader mig her at se bort fra et kort ophold på en rasteplads på Fyn hvor vi indtog et par sammenlagte rundtenommer med ost, baseret på fru G's legendariske hjemmebagte rugbrød, efterfulgt af kaffe samt nogle yderst vellykkede blåbærmuffins, hvis oprindelse min beskedenhed forbyder mig at nævne).


Beklageligvis var domkirken i Ribe på det skammeligste plastret til med byggestilladser og misfarvede presenninger. Vi valgte derfor i stedet at tage selve den gamle købstad nærmere i øjesyn og noterede os med tilfredshed de dekorative bygninger, de toppede brosten og den imødekommenhed hvormed lokalbefolkningen tog imod os – ikke mindst på den fortræffelige restaurant Kolvig hvor betjeningen virkede både venlig og oplyst. Ingen af os kunne modstå menukortets vadehavstapas – en funky, opdateret udgave af den famøse kroplatte, som ifølge salig Roy Hurtigkarl kun er for plattenslagere. Men tallerkenen med udvalgte havdyr i beherskede mængder levede helt op til forventningerne på samme måde som den ledsagende Brown Ale fra Ribe Bryghus. En ypperlig øl!


Endemålet for dagens ekspedition var Henne Mølle Å Badehotel som ligger et stenkast fra det frådende Vesterhav, men forinden nåede vi at inspicere feltmarskal Rommels to kanonbunkere ved Blåvand som til alt held aldrig nåede at blive taget i brug inden befrielsen og til endnu større held aldrig blev udbygget til de 15 bunkere, som skulle have udgjort Tirpitz-stillingen. De utallige bunkere på den jyske vestkyst er som bekendt gjort af uforgængeligt materiale og vil i al evighed skæmme det smukke landskab og på en højst ubehagelig måde minde følsomme beskuere som Gowings og mig om en gruopvækkende periode i historien.

Vi nåede at ryste den forstemmende oplevelse af os med en pelikanblæsende vandretur på den overdimensionerede strandbred ved hotellet, inden vi omklædte og spændstige kunne gå til bords og indtage den delikate menu, som det vil føre for vidt at beskrive i detaljer. Dog vil jeg ikke undlade at nævne at det både for Gowings' og mit vedkommende var første gang, vi oplevede en jomfruhummer garneret med blæksprutteblæk.


Hotellet er oprindelig tegnet af Poul Henningsen i 1935 og siden restaureret og udvidet med særdeles heldig hånd. Også vi Mænd af betydning havde heldet med os, eftersom vores værelser begge lå i den nyeste og derfor mest komfortable fløj. Oven i købet var mit værelse udstyret med udsigt gennem ovenlysvinduerne direkte fra elevationssengen til stjernehimlen. Gowings bar misundelsen med ynde.


Et skoldhedt styrtebad og endnu en tur på stranden i den store føntørrer inden morgenbuffeten var en selvfølge. Herefter kurs hjemad, dog ikke uden at vi forinden havde beset den tyske gravlund i Oksbøl, Vadehavet, Koldinghus – og ikke mindst sidstnævntes forrådskælder, som nu rummer en rustik frokostrestaurant.

Alt i alt små tusind kilometer gennem det danske efterårslandskab på to dage med Van Morrison og Ry Cooder som diskret underlægningsmusik for åndrige samtaler mand og mand imellem. Kort sagt, jeg kan til hver en tid anbefale Mænd af betydnings behagelige selskab.

Desuden kan jeg tilslutte mig den herre, der havde hævet det poetiske niveau i Henne Mølle Å Badehotels gæstebog med den rammende karakteristik: 'En perle i intetheden'.

Udeladte billeder og begrundelsen herfor
Ribe Domkirke: Alle ved hvordan den ser ud, og hvis ikke kan man jo bare slå det op på nettet.

Koldinghus, Tirpitz-stillingen, den tyske gravlund i Oksbøl: Samme årsag.

Vores måltider: Hvorfor opildne til brødnid?

P.S. Til dig der nåede så langt: Beklager, det kunne ikke gøres kortere.

Det ligger mig fjernt at fornægte eksistensen af vores fordøjelsesproces og hvad deraf følger, men jeg finder det belastende at skulle pløje sig igennem oceaner af sidstnævnte dagen igennem, hvor end man færdes. Sagt på en anden måde: Som landet ligger lige nu, er der urimelig meget afføring i det offentlige rum – ikke mindst på mediefronten.

Som medlem af Coop Danmark er jeg en trofast og for det meste udmærket tilfreds læser af Samvirke, som plejer at være fyldt med interessante og relevante artikler. Det er sådan set også i orden med mig at lave et temanummer om fordøjelse og kalde det 'På spanden' for lissom at få alle med. Men behøver forsiden at være et foto af den nederste halvdel af en kvinde siddende på den omtalte spand med trusserne nede om hælene? Me thinks not, som vi siger på alderdomshjemmet.

Jeg synes heller ikke det er nogen bemærkelsesværdig god start på en lørdag at tænde for P3 og høre værten fortælle at han 'gav den fuld skid' til en fest, og dagen efter var han 'lige til at lukke op og skide i'. Jeg mener: værten.

I går aftes satte jeg mig som så mange andre fuld af forventning til at se første afsnit af Forbrydelsen III og glædede mig til igen at være i selskab med min helt, den skarpe og skrappe Sarah Lund. Hvad sker der så? Første gang hun toner frem på skærmen, kommer hun ud fra et toilet i færd med at lyne bukserne op til akkompagnement af en brusende cisterne i baggrunden. Helt ærligt. Hvilket minder mig om dengang Matador skulle sættes op som musical, og den eneste betingelse, stykkets ophavskvinde Lise Nørgaard stillede, var: 'Bare de ikke skal sidde på lokum'. Den var nok ikke gået i dag.

Og sådan kunne jeg blive ved, men jeg skal nok stoppe nu. Man vil jo nødig beskyldes for at være blevet et surt, gammelt [indsæt selv et passende skældsord].

P.S. For det tilfælde at der skulle være et yngre menneske, der har forvildet sig ind blandt disse formørkede synspunkter, nævner jeg lige, at overskriften refererer til et fast udtryk hos en person (spillet af Buster Larsen) i et satirisk lørdagsprogram i tv engang i slutningen af 1960'erne. Klik her, hvis du tør.

Jeg har ikke skriveblokering. Det skulle jeg måske have haft, men nu tager vi lige den her, så må vi se.

Har du set filmen 'Sideways'? Så er du bekendt med at vinkendere kan have en mening om druesorten Pinot Noir; at det interessante er, at denne drue kan, hvis den er dyrket rigtigt, give ophav til en fabelagtig vin - og omvendt hvis den er groet på en ikke optimal måde, bliver vinen nærmest udrikkelig.

Det troede jeg ikke på, da jeg så filmen. Så stor forskel kan der ikke være, tænkte jeg, og syntes iøvrigt at Pinot Noir vine smagte rædselsfuldt. Lige indtil et ophold i efteråret i USA lavede om på den ting. Jeg har nu fået en ekstra dimension føjet til filmen. Jeg forstår hovedrollens begejstring.

Hvis du selv vil lave eksperimentet, så køb en fransk Pinot Noir til 70 - 120 kr. og en chilensk (eller hvis du er heldig, en californisk) vin i samme prisklasse. Der findes selvfølgelig rigtig gode Pinot Noir vine fra Bourgogne, de koster bare mindst 200 kr. og opefter.

Det skal iøvrigt siges, at jeg er uhelbredeligt frankofil hvad biler og vine angår. Men franske vine i USA er 'no go' - de er simpelthen alt for dyre - og derfor ligger det lige for med californiske og sydamerikanske vine. Det samme gælder franske biler - ikke til at opdrive.

Jeg er ikke vinekspert, men det her er et godt sted at starte, hvis du vil undersøge spændvidden imellem godt og dårligt i vinverdenen, som den ser ud for os amatører.

Nå, men jeg må vel hellere ryste op med eksempel 2 på højst ejendommelige sammentræf. Det handler om Leonard Cohen, som jeg først her i min fremskredne alder har fået øjnene (det vil sige ørerne) op for. Dengang det hørte med til almindelig dannelse at være henført over hans slæbende sangforedrag, var jeg for rastløs til at høre efter og mente vist at chefsangskriveren i Beach Boys var en større poet. Men bedre sent end endnu senere.

Historien begynder med at en af denne blogs flittige kommentatorer henleder min opmærksomhed på albummet Songs From The Road, som er en koncertopsamling fra Leonard Cohens verdensturné 2008-2010. Én ulykke kommer sjældent alene, tænkte jeg – Leonard Cohen og så oven i købet live! Men somme tider skal man udfordre sig selv, så jeg satte jeg mig til at lytte. Efter to minutter var jeg Leonard Cohen-fan.

Dagen efter kommer huset frue, som er en rutineret loppemarkedshaj, hjem fra et raid og præsenterer dagens høst, heriblandt filmen The Queen fra 2006 (5 kroner), hvor Helen Mirren skulle være helt formidabel som Elisabeth II. Vi smider den i dvd-afspilleren samme aften og sætter os til rette i chesterfielden, og efter først at være blevet truet på livet hvis vi på noget tidspunkt så meget som overvejer at kopiere noget som helst, følger den sædvanlige stribe af uvedkommende trailere for andre film. Dem spoler jeg almindeligvis forbi, men nu sad jeg lige så godt og orkede ikke at række ud efter fjernbetjeningen igen, og som en anden mønsterforbruger lader jeg mig villigt forsinke af dvd-producentens overdrevne anprisninger. Hvad sker der så? Trailer nr. 3 er en reklame for dokumentarfilmen I'm Your Man som jeg (kald mig bare ignorant) ingen sinde før havde hørt om, og som skildrer Leonard Cohens liv og karriere.

Den skal jeg da se hvis den er bare halvt så god, som traileren lovede.

Bonus for andre Cohen-fans.

Af uransagelige årsager har hverken skiftende årstider eller regeringer kunnet drive mig til tasterne i umindelige tider, og lige så længe har jeg diskuteret med den gode Gowings, om det er præstationsangst eller slet og ret en skriveblokering, der måned efter måned har afholdt mig fra at ytre mig gennem det skrevne ord. Selv hælder jeg mest til det sidste, om end diskussionen forekommer en kende akademisk. Enhver, der har eller har haft en skriveblokering, ved lige så godt som jeg, at der er tale om et synonym for dovenskab.

Hvorom alting er kan livets forunderlighed og uforklarlige tilskikkelser som regel og trods alt anspore mig til at nærme mig det støvede tastatur. Således har jeg inden for den sidste uge været ude for to tankevækkende oplevelser, som jeg ikke længere formår at holde skjult for offentligheden, men tværtimod ser mig nødsaget til at dele. Begge tildragelser kan, afhængigt af livsanskuelse, opfattes som højere magters indblanding i jordelivet eller som tilfældighedernes spil.

1) For rundt regnet en menneskealder siden så jeg filmatiseringen af Anne Tylers roman Turist ved et tilfælde. Filmen gjorde indtryk, ikke mindst på grund af William Hurts overbevisende fremstilling af hovedpersonen, og jeg tænkte, at det var en film, jeg ville gense engang ad åre. Herefter skænkede jeg den ikke en tanke og stødte ikke på titlen igen, før jeg i sidste uge tilfældigvis læste en artikel af Nick Hornby – en af mine klare favoritter i det skrivende selskab – der i den grad berømmede Anne Tylers forfatterskab. Det gav mig lyst til at stifte bekendtskab med Turist ved et tilfælde i romanform, så jeg skyndte mig hen på biblioteket, der havde et skævt og gulnet eksemplar af værket fra 1986, som jeg hjemførte i triumf. Dagen efter skulle jeg hen på det lokale møntvaskeri for at blive en større bunke vasketøj kvit og tænkte, at jeg passende kunne tage biblioteksbogen med mig for at have noget at læse i, mens maskinerne snurrede. Desværre var den indledende vasketøjssortering åbenbart så opmærksomhedskrævende, at jeg glemte alt om bogen og kom af sted uden. Jeg stod dog ikke og manglede læsestof. Dette ganske særlige møntvaskeri har nemlig et sprængfyldt 1-reolers bibliotek med en unik systematik, hvor vaskende og tumblende kunder kan søge adspredelse og fordybelse, og somme tider kan man være heldig at gøre et fund i trængslen på hylderne. Og gæt så, hvad der stod på den første bogryg, mit øje skuede: Turist ved et tilfælde.

2) Må vente til næste indlæg, men i mellemtiden er du velkommen til overgå mig med egne eksempler, gerne suppleret med eventuelle overvejelser om denne form for synkronicitet. Forsyn eller tilfældighed?