Låge nr. 4: Den, der samler, har

Som vist sidste år så samler vi her i familien Gowings på mekaniske julehelveder, der opstilles i starten af december. Herudover arrangeres der et nisselandskab i entreen. Ingen jul uden.


Trods sin fremskredne alder sidst i teenageårene har frk. Gowings det hverv hvert år at fremstille tableauet ved starten på julemåneden. Med opgavens store ansvar, for at julehumøret introduceres straks ved entreen i det Gowingske hjem, følger til gengæld beføjelsen at spendere et mindre beløb på, hvad man kan kalde 'årets nyerhvervelse'. I år er der indkøbt en skøjtesø.


Det betyder et farvel til kosmetikspejlet, som ellers har gjort det ud for skøjtebane indtil nu. Så må vi se, om vi kan komme igennem julen med en så drastisk ændring i landskabet ...

God torsdag.

Kategori: , | 5 kommentarer

Låge nr. 3: Jul og grønne skove



Der var engang en julekalender i fjernsynet, som folk blev rasende over. Den foregik i et hul i jorden og var en rammefortælling om hovedpersonerne Poul og Nulles jagt på den ægte julemand, men der var for lidt julestemning i den efter mange seeres mening. Chefen for B&U-afdelingen i DR hævdede dog, at det var DRs mindst kritiserede julekalender hidtil, men ikke desto mindre vakte Jul og grønne skove vild opstandelse både her og der, og i hvert fald var den anderledes:



Siden er der løbet en hel del smeltet julesne i stranden, Poul og Nulle gik hver til sit, og Poul blev rektor for Filmskolen. Men efter 22 år på posten er han vendt tilbage til skærmen, denne gang med Anders Lund Madsen som medsammensvoren i programmet Diverse meddelelser. Konceptet går ud på at opsøge og tale med menneskene bag de mest mystiske annoncer i Den Blå Avis, og mærkelighedsprocenten er høj:



Det er ikke et morsomt program som sådan, men jeg tager mig alligevel i at græde af grin, hver gang jeg ser det. Både Poul og Anders er store samtalekunstnere, og de har begge to evnen til at få de medvirkende til at åbne sig, så det bliver interessant at lægge øre til. Sideløbende hæver det interne mundhuggeri mellem værterne det hele op over den kedsommelige dokumentarisme og gør programmet til underholdning i særklasse. Så jeg glæder mig jeg til i morgen, ikke bare fordi det igen er Gowings' tur til at åbne lågen, men fordi der kommer endnu et afsnit af Diverse meddelelser. Så må man bære over med, at det ikke har en snus med jul at gøre.

Det er kl. 20 på DR1. De foregående afsnit kan man se her, og skulle nogen få lyst til at se/gense de sørgelige rester af Jul og grønne skove, er der også mulighed for det. Måske var den julekalender slet ikke så god, som man helst vil huske den ...

Kategori: , | 2 kommentarer

Låge nr. 2: Poesi og internetanmeldelser

Real Actors Read - er et YouTube fænomen, som dækker over skuespillere, der har opdaget poesien på internettet. Her eksempelvis: TripAdvisor, hotel- og restaurantanmeldelser. Hør her hvor teatralsk en anmeldelse af et frozen youghurt udsalgssteds plasticskeer kan tage sig ud.



Og hernæst en skuffet restaurantbesøgende, der konstaterer at servicen indimellem hænger på om man får en god eller en dårlig tjener...



Rigtig god tirsdag

Kategori: , | Kommentarer

Låge nr. 1: Ét er julekort at forstå ...



Det ligger naturligvis Mænd af betydning stærkt på sinde at bidrage til at holde liv i alle de gamle juletraditioner, og hvad er mere nærliggende end at tage fat på julekortskrivningen nu, hvor der stadig er hele 24 dage til jul? Det gælder om at være i god tid, for man ved aldrig med Post- og Telegrafvæsenet, efter at det ikke længere eksisterer, men er blevet erstattet af et privat foretagende med det abrupte og lidet respektindgydende navn Post Danmark, som gør alt for at få os til at gøre alt arbejdet selv med at hente og bringe pakker og forsendelser i den lokale Brugs under foregivende af, at det hele er meget nemmere på den måde – også for kunderne!

Men lad nu det ligge, og lad os komme til sagen, som ingenlunde er til at spøge med. For ét er julekort at forstå, et andet pen at føre, som de sagde på mit gamle julemærkehjem. Kunsten at skrive et julekort består naturligvis i at vide, hvad man skal skrive (ud over selvfølgelig 'glædelig jul'), og navnlig hvad man ikke skal skrive – og det er her, Mænd af betydnings juleservice kommer ind i billedet. Så herunder følger en række håbløse tilløb til at skrive et julekort. Men bare rolig, løsningen kommer til sidst!



Sørg nu for at få sendt julekortene i år, hvor det stadig er muligt at få bragt dem ud. Til næste år har Post Danmark sandsynligvis indført, at vi selv skal hente dem hos hinanden.

Bonus for læsere med stærke nerver: Klik, hvis du tør!



Og så kan I ellers glæde jer til i morgen, hvor det er Gowings, der er vaks ved lågen.

Kategori: , | 6 kommentarer

Vi skal jo til det...

Imens de unge løver fra redaktionen tager til reenactment med Ole Bornedal og efterfølgende brændevin og byggrød hjemme hos Tom Buk-Swienty, så holder vi gamle os igen iår for os selv. Den kommer til at stå på traditionel julefrokost og risalamande med mandelgave. Sådan vil vi helst ha' det.


God julefrokost til dig når det bliver din tur.


Cummings & Gowings

Kategori: , | 8 kommentarer

Er det her egentlig god reklame?


Ja, jeg spørger bare. Bent Fabric kan snart få 90% rabat; han og Suzanne Bjerrehuus (nu 66 år) kan vel for f..... da betale, det et par briller koster. Hvad med et billede af en kontanthjælpsmodtager, en studerende, en plejehjemsbeboer, en læge uden grænser, en brandmand, en pædagog, en sosu, en...Arrgh.


Kategori: , | 12 kommentarer

Sydpå

Mens alle andre holdt efterårsferie med lediggang, tant og fjas som hovedbeskæftigelse, gik Mænd af betydning anderledes seriøst til værks og og satte kursen mod syd for at gennemføre et længe planlagt forskningsprojekt vedrørende attraktioner på Lolland, Falster og Møn.

Mænd af Betydning Going South

Uheldigvis viste det sig, at der havde indsneget sig en regnefejl i tidsplanen, idet vi havde glemt at tage højde for, hvor tidkrævende utilsigtede afstikkere på grund af manglende selverkendelse og heraf følgende ringe tilskyndelse til at gøre brug af såvel hovedveje som den GPS, der under hele turen befandt sig ubenyttet i handskerummet. Vi så os derfor ved den noget forsinkede ankomst til Nykøbing Falster nødsaget til at udskyde nærstudiet af Lolland til en senere lejlighed. Den tunge beslutning blev taget under indtagelse af en næsten lige så tung frokost i Czarens Hus, som efter sigende skulle være Danmarks ældste restaurant. Her bød man da også på flere historiske specialiteter, herunder en manglende sild i frokostanretningen samt en særudgave af den legendariske 'friturestegt camenbert med solbærmarmelade', som i dette tilfælde skilte sig ud ved at være en hul, cirkelformet skal, udelukkende bestående af paneringen. Hvor selve osten var blevet af er stadig et uopklaret mysterium.

Præstø MadMarked
Præstø MadMarked

Til alt held havde vi undervejs om formiddagen gjort holdt for at proviantere i Præstø MadMarked, som er leveringsdygtigt i bæredygtige og rene råvarer fra lokalområdet. Af samme grund havde vi ingen betænkeligheder ved at kaste os over de indhandlede chips med havsalt, ledsaget af en smagfuldt etiketteret ginger beer af økologisk oprindelse. At vi så glemte at gøre alvor af vores forehavende og kom hjem med alle indkøb intakte, er en helt anden historie.

Liselund Ny Slot
Liselund Ny Slot

Efter planen skulle vi have været en tur forbi Middelaldercentret, som i anledning af efterårsferien havde talrige interessante aktiviteter på programmet, men eftersom klokken indikerede, at vi allerede var gået glip af dagens henrettelse, bestemte vi os for at haste videre til vores natlogi på Liselund Ny Slot. Her ankom vi rettidigt, men kun til dels standsmæssigt, idet Gowings havde begået den fadæse at glemme sin Donegal Tweed cap hjemme i privatboligen, så kun en af os kunne føre sig frem med reglementeret hovedbeklædning under skumringsturen i parken med det gamle lystslot.

Liselund Slot
Liselund Slot

Til alt held havde vi begge husket at medbringe butterfly, hvilket dog forlængede omklædningstiden til middagen med rundt regnet ti minutter. En korrekt bundet sløjfe vil altid være et must for Mænd af betydning.

Møns Klint
The White Cliffs of Møn

Dagen derpå nåede vi endelig Møns Klint, som til fulde levede op til vores forventninger ved at ligne sig selv og efterlade os bjergtagne og åndeløse. Det sidste skyldtes dog først og fremmest den strabadserende tur tilbage op ad verdens længste trappe.

Trappen ned til Møns Klint
Trappen uden ende

Meget kan man sige om vejret, men strålende solskin var det ikke på noget tidspunkt. Til gengæld var kalechen regntæt, og i virkeligheden ænser man næppe DMIs tvivlsomme indsats for vejrliget, når man glider gennem landskabet i et velaffjedret, lunt køretøj. Især når man har den seneste dobbelt-cd med alle efterårets ørehængere fra Mænd af Betydning Going South med Cummings & Gowings All Stars i afspilleren og supplerende akkompagnement af de rytmiske vinduesviskeres fejende bevægelser frem og tilbage, frem og tilbage ...

Bonusinfo for særligt interesserede:

Kategori: | 15 kommentarer