I skrivende stund er der ikke en sjæl, der har kommenteret det forrige indlæg, hvor Gowings foregreb begivenhedernes gang ved at omtale Jordens undergang en dag for tidligt. Jeg tolker det sådan, at den del af Jorden, hvor vores kommentatorer befinder/befandt sig, allerede er gået under, og at Jordens undergang altså må være en gradvist fremadskridende proces, eftersom jeg stadig er i stand til at sidde her og og holde liv i Mænd af betydnings julekalender.

Jeg gør mig dog ingen forhåbning om at opleve juleaften, og mit sidste råd til eventuelle overlevende, der ikke ved, hvad de skal stille op, når det går op for dem, at deres fjernsyn ikke længere virker, er derfor: Ring til Selandia Radio, men sørg for at gøre det i åbningstiden:

Efter alt at dømme så bliver det jul igen i år. Det postulerede mayanske ragnarok har intet på sig ifølge sagkundskaben. Det ville også have været tragi-komisk, om vi her i norden skulle have været spist af med den korteste dag på året som denne verdens sidste.

En måde at nyde gavn af al denne dommedags snak kunne være at betragte dagene efter imorgen som en foræring. Det var måske noget, der kunne få julefreden til at sænke sig.

Vi skal da heller ikke undvære en lydside, så her er lidt af de unges musik fra så sent som 2004, der behandler tematikken på deres egen måde. Sig så ikke, at vi ikke er fremme i skoene her på Mænd af betydning



Husk at glæde dig over i dag hvis nu nogen skulle have taget fejl om imorgen...

I dag har jeg købt det mest harmoniske, grønneste og flotteste juletræ i kongeriget Danmark. En nordmannsgran af prima kvalitet til en rigtig god pris – set fra sælgerens synspunkt.

Efter at have hjemført træet i triumf, ville euforien ingen ende tage, og jeg skyndte mig at finde julepynten frem for straks at afprøve effekten af et par glaskugler på det smukke træ og i øvrigt sikre mig, at der var tilstrækkelige forsyninger af kors og bånd og stjerner til alle grene. Beklageligvis måtte jeg konstatere, at stjernen, som skulle pryde toppen, manglede, men til gengæld vidste jeg lige præcis, hvad det skulle være for én. Det skulle nemlig ikke være en af de dér gammeldags, kedelige, hvide papstjerner med glimmer på, som vi havde i mit barndomshjem, men et særlig kunstfærdigt og elegant udført eksemplar i metal, som jeg havde spottet på en hylde i Kvickly under mine indkøb i fredags. Heldigvis var der masser af dem, så mig af sted til Kvickly efter den manglende stjerne.

Men nu var det altså ikke længere fredag, men derimod tirsdag, og i mellemtiden må der være et anseligt antal juletræsindehavere med samme smag i julepynt som mig, der havde opdaget, at de manglede en julestjerne. Jeg fik den sidste stjerne, ikke bare i butikken, men i hele byen. Hvid, af pap, med glimmer og dødkedelig. Og lige nu forsøger jeg så at forlige mig med min skæbne og trøster mig som så ofte før med et stykke aproposmusik, som ikke har det mindste med julen at gøre, men er cirka lige så virkelighedsfjernt. Kunstnerne hedder Nina og Frederik:



Undskyld.

I nøden skal man kende sine venner. Cummings gjorde igår rede, for hvordan han står overfor at skulle dekorere juletræet i år. Og efter et antal års pause kan kassen med juletræspynt godt være lidt slunken. Altså må der nyt til, og her er det at dagens låge kommer ind. Første forslag til anskaffelse er denne bog fra Nationalmuseets museumsbutik, som vi her i familien har haft meget glæde af.

Næste forslag er noget mere radikalt og er en nørdet matematisk algoritme til at indflette tekst i julehjertet, sådan som vist her:


Ingen tvivl om at et juletræ med hjerter af en slags som de sidste vil tage kegler i juledagene. I andre må selvfølgelig også gerne være med.

Juletræer er som bekendt til for at stå og pynte og for at blive danset om. Men selv om det kan være festligt med begge dele, plejer beboerne i Casa Cummings at give afkald på fornøjelserne, fordi juletræ med tilhørende dans ikke rigtig giver nogen mening, medmindre der er godtroende børn til stede juleaften, hvilket ikke har været tilfældet i en årrække. Anderledes i år. Derfor er der nu linet op til en jul med det helt store udtræk, og hvis jeg ikke tager meget fejl, bliver det min ringhed, der får tildelt det ærefulde hverv som chefdekoratør. Jeg påtager mig også gerne opgaven, og det skal såmænd nok blive ganske fornøjeligt alt sammen. Men pludselig slår det mig, at der faktisk – ud over almindelig juleallergi – har været endnu en grund til, at vi har holdt juletræsfri jul så længe: Vi har to katte.



En Google-søgning på 'keep cat away from christmas tree' giver godt og vel 40 millioner hits, som jeg allerede er begyndt arbejde mig igennem, dog uden de helt store forventninger. Foreløbig lyder det bedste råd, jeg er stødt på: It's best to reach a place of acceptance about this and go with the flow ...

Vi skulle have været i teateret igår, men forestillingen var aflyst på grund af sygdom. Det var ligesom at få lørdag eftermiddag foræret. Vi kommer jo ind og se forestillingen en anden dag. På vejen hjem erindrede vi hinanden om en anderledes dramatisk teater vinter-oplevelse.

Fru Gowings og jeg havde overtalt hinanden til at gå i teateret en hverdags aften. Skæbnen ville, at selvsamme aften faldt der 25-30 centimeter sne, hvorfor vi begge var stærkt forsinket ved ankomsten til hjemmet fra arbejde. Efter at have overdraget næste generation til den 'forrige', ilede vi, som man nu iler i snevejrs trafik i en lille bil, til teateret, som heldigvis ikke lå mere end 20-30 minutter væk. Teaterforestillingen var gået igang, selvom man havde udsat starten en halv time - og vi som ellers troede, at vi kom lige til tiden. Vi måtte klage vores nød til den søde billetkontrollør, og forklare at den person som havde vores billetter ganske givet sad inde i salen, og hvordan kunne vi få fat i billetterne nu...

Kontrolløren foreslog venligt, at vi gik ind alligevel, og jeg sagde, at så ville vi komme med billetterne i pausen. Først slog det os, at handlingen i stykket ikke var som vi havde regnet med. I tillæg kunne jeg i pausen konstatere, at forestillingen var skrevet af Adam Price og ikke Ole Bornedal, samt at vores teaterven ihvertfald ikke var ankommet endnu. Faktisk gik det langsomt op for os, at vi var det forkerte sted; det forkerte teater, den forkerte forestilling. Jeg foreslog fru Gowings diskret at forlade etablissementet, men det var udelukket: "forestillingen er udemærket og nu er vi endelig kommet i teateret".

Så vi så resten af forestillingen færdig og konstaterede, at vi på grund af vejret aldrig ville være nået frem til den 'rigtige' forestilling. På en måde kan man sige, at vi havde betalt, bare til en anden forestilling - I husker nok ARTE - men det var nok aldrig gået at bytte teater en varm sommerdag.

Mon ikke H.C. Andersen et eller andet sted i det hinsides ærgrer sig gul og grøn over, at et af hans mest ubehjælpsomme eventyr nu er kommet frem i (tælle)lyset?

For straks at råde bod på den skete skade og give den store digter satisfaktion oven på den pinlige afsløring, iler Mænd af betydning med at formidle et helt anderledes gennemarbejdet og gennemført pessimistisk juleeventyr fra H.C. Andersens hånd, oven i købet fremført af en fin repræsentant for en generation af skuespillere, som var i stand til at læse op uden at overlade tilhøreren til bestandige gætterier om, hvad der egentlig bliver sagt. Den sidste bemærkning kan uden tvivl opfattes som en fornærmelse rettet mod visse yngre, mumlende skuespillere, hvilket naturligvis også er hensigten. Men tænk nu ikke dybere over det, og hør her i stedet Poul Thomsen (nej, ikke ham med Dus med dyrene) læse Grantræet. Sådan skal det nemlig gøres.

Illustrationen er naturligvis udført af ingen ringere end Vilhelm Pedersen.