Det er ved at være tid til den årlige julefrokost på redaktionen. De unge medarbejdere har ladet forstå, at det er på tide at der tænkes nyt, og at festlighederne afvikles i samme stil som andre sammenlignelige virksomheder.

Ligesom sidste år så gider den gamle garde ikke forny sig; vi vil have tre slags sild, rejer, gammel ost med fedt, løg og sky, snaps og stærk øl. Ikke noget fancy pancy her.

Vi har begået et kompromis: De gamle tager på frokostrestaurant og de unge tager i Tivoli. Redaktionen har lejet hele dynen, sådan som det sig hør og bør for en større virksomhed. Krisetiderne taget i betragtning, så synes vi alligevel at det ville have været lidt ekstravagant, som det oprindeligt var foreslået, at have sendt dem og deres familier til Mauritius. Og så oveni alt det halløj med SAS. Så må vi se om tingene ser anderledes ud til næste år.

God julefrokost til dig når det bliver din tur.

Cummings & Gowings

Gowings og frue skal være værter ved et cocktail party. For femogtyve år siden ville jeg ikke have haft råd til at invitere på spiritus med det hele - ad lib. Nu, hvor vi har råd, er mit sind lidt for optaget af kedelige praktikaliteter i forbindelse med arrangementet.

Kahlua, Blå Bols, Roses i alle regnbuens farver, diverse urter, gudhjælpemig! Økologiske kartoffelchips, økologisk flormelis (hvem kommer flormelis i en drink?), rørsukker (vistnok også økologisk), alle tilgængelige slags sodavand, rom, whisky, vermouth, gin, Stolichnaya etc. etc.

Den unge generation har fremstillet tjeklisterne; det er dem der er vokset op med cocktails. Jeg er vokset op med 'Den med Munken', Tuborg og Carlsberg.

Skulle der monstro være en barmhjertig sjæl derude med en opskrift, som Gowings 'den ældre' kan brillere med overfor ungdommen?

I dag er det lidt mindre end hundrede år siden - 94 for at være præcis - at våbnene tav efter at Europa i fire år havde været kastet ud i et hidtil uset vanvid. En hel generation af unge mænd blev enten slagtet og rådnede bort i en gigantisk mudderpøl - eller fik livslange ar på sjælen af at opholde sig samme sted. Dengang var alle enige om at den krig havde været så forfærdelig, at det måtte være 'the war to end all wars'. Aldrig mere...

Briterne mindes stadig våbenstilstanden ved at bære - og nedlægge kranse dannet af - en rød kokarde der symboliserer Flanderns røde valmuer. Et symbol på vestfrontens slagmarker. Historikerne har taget første verdenskrig op igen og skriver flere værker end nogensinde om den del af europæisk historie.

Chamberlains ord:"Peace in our time", er udtalt på baggrund af de stadig levende erfaringer med 4 års helvede i Vest- og Østeuropa og udtrykker et håb om at undgå en gentagelse. Et håb der i den grad blev gjort til skamme.

Hvordan gik det lige med at ende alle krige? Hvordan gik det med at skåne befolkningerne for krigens følger? Hvordan gik det med at skåne unge mænd for de rædsler, som krig altid fører med sig? Nej vel, ikke imponerende.

Dire Straits lavede en gang en sang, Brothers in Arms, med tilhørende video. Den bliver søndagens musikalske indslag. Musikken er meget smuk og billedsiden ligeså. Man får lyst til at gøre noget...

Værs'go

Hvis du troede, at vi, i vores egen andedam, havde nået et mætningspunkt omkring metoder til forudsigelsen af valgresultatet ved sidste valg, så skulle du bare se, hvad der er i vente.

Her i Philadelphia er skaderne efter stormen Sandy til at overse, selvom enkelte stadig har træer liggende uhensigtsmæssigt på fortovet og enkelte kvarterer stadig er uden elektricitet.

Gowings er taget til Philadelphia og nyligt hjemkommen fra weekendens østersfestival i St. Michaels ved Chesapeake Bay, hvor vi spiste østers 'half-shell' til 58 DKK dusinet. Herudover blev der budt på østersstuvning (suppe ville jeg nu kalde det) tillavet i konkurrence imellem de bedste restauranter i byen og årets bryg af oyster stout blev solgt fra fadet.

Østerssæsonen er lige gået ind og i den lille naboby Tilghman, hvor vi havde vores logi, lå verdens ældste skipjack, et en-mastet sejlsib med en enorm rig. Bådtypen blev anvendt til 'oystering' - østershøst - på 'The Chesapeak'. Vi var også selv ude at sejle med 'Rebecca T. Ruark' -  en dame fra 1886. Kvaliteten af billederne på Gowings discount telefon tillader desværre ikke visning i denne sammenhæng.

Skipjack sejlbådende var indtil for nylig de eneste tilladte fartøjer til brug for 'dredging' - en teknik hvor man slæber en stålklinge over bunden der løsner østers'ne og samler dem i et bagved hængende net.

En effektiv måde at regulere fangsten på idet østers kun måtte skrabes under sejl. Denne bestemmelse betød at udover 'tonging', hvor man manuelt tager østers'ne af banken med en (noget forstørret) sukkertang - stængerne er vel 4-5 meter - så er man altså afhængig af vinden for at kunne skrabe banken for østers. En afhængighed som også fastsætter grænsen for størrelsen af den 'dredge' man kan anvende. Nu om dage er østers populationen nede på 1% af hvad den var i 'de gode gamle dage' - mest pågrund af inddæmning af floder der ellers fortynder brakvandet i Chesapeake Bay og derved forhindrer parasitter, der kun kan udvikle sig i mere salte omgivelser, i at inficere østers'en i Chesapeake Bay. Svaret på det dramatiske overfiskeri og udviklingen af sygdomme har fra staten Marylands side været, at give tilladelse til oystering med motoriserede både - så man mere effektivt kan komme til de 1% af de tilbageblevne østers.

Og så lovede jeg dig en skrækhistorie fra det amerikanske valg: fænomenet intrade. Her handles aktier til et pålydende af 10 USD. Når valget er ovre indløses de til pålydende, vel at mærke hvis du har købt aktierne i det vindende udsagns navn. Altså dikteres salgs- og købsprisen af hvor mange af de pålydende 10 USD du er villig til at betale for en aktie. Ligenu kan du sælge til 6.88 USD og købe til 7.0 USD. Men det er ikke gjort med det; prisen på en aktie tolkes som chancen for at udsagnet "kan Obama genvinde valget" bliver virkelighed. Altså desto mere sandsynligt det er at Obama vinder igen, desto mere vil du betale for 10 USD. Og så er vi ligesom tilbage til det det hele handler om ikke? Money makes the world go around....

Nåh, vi må i stemmeboksen, for vi skal ud og købe popcorn, øl og steaks til iaften.

Gowings har drukket caffe americano på Caffe Martini med solens stråler, igennem Colosseums buer, i øjnene. Slentret rundt i 'den gamle bydel' og følt historiens vingesus i knæhøjde. Været til korkoncert under Engle og Martyreres Skt. Maria's beskyttende lofter.

Lidt efter lidt kommer byen, der burde benævnes byernes by, ind under huden. Måske hjulpet lidt på vej af en campari-soda på Via IV Novembre. Ihvertfald sad jeg og faldt i staver, imens jeg gled ud af denne etymologiske tangent:


Vores hotel lå ved Termini (af latin, thermae ifølge WikiPedia), der siges at have taget navn efter de enorme romerske bade der dominerer området omkring Piazza Repubblica og også benævner Roms hovedbanegård. Dog, ordet terminus (latin for, grænsepæl, afslutning m.m.) er direkte relateret til områdets navn som ental af termini.

Betyder det f. eks. så at ordet terminal, som vi anvender det idag, enten kommer af betegnelsen for grænsepæle eller af romerske bade? Etymologien er ikke specielt hjælpsom; eller måske er den, for der synes ikke iøvrigt at kunne spores nogen forbindelse imellem de to ord, therma og terminus. Så der er sikkert tale om en sprogforbistring opstået i tidens løb.

Sandheden fortaber sig i en campari-soda, på bordet ved hjørnet, i den sidste sol på Via IV Novembre...

Som meget flittige læsere med elefanthukommelse ved, er min mandag for en stor del optaget af en rundtur til samtlige dagligvarebutikker og supermarkeder i miles omkreds fra min privatbolig. Formålet er at sikre husstandens overlevelse indtil næste mandag.

Denne smukke, solrige oktoberdag var ingen undtagelse, og som altid afsluttede jeg fourageringen med et besøg hos Shell, hvor jeg fyldte tanken op og i forbindelse med afregningen tilføjede:

– Og så vil jeg også gerne have en stor kop kaffe og en smørcroissant.

Manden bag disken efterkom straks mit ønske, og idet han lagde croissanten ned i posen, spurgte han henkastet:

– Skal du lige have en ekstra croissant med til samme pris?

Det uventede spørgsmål fik mig til at tøve et øjeblik, især fordi jeg ved fra min myndige frue, at blødt brød af den omtalte type indeholder uanede mængder af ondsindede transfedtsyrer, som invaderer kroppen og nedbryder den systematisk indefra langt før tid. Min rådvildhed må have stået malet tydeligt i mit ansigt, for inden jeg nåede at svare, fortsatte ekspedienten:

– Hvis du ikke selv kan spise den, kan du jo glæde en vagabond med den.

Denne sympatiske tanke hjalp mig til at træffe den nødvendige beslutning, hvorfor jeg forlod butikken med en stor kop kaffe i den ene hånd og en pose indeholdende to croissanter i den anden.

Uheldigvis mødte jeg ingen vagabonder. End ikke en skærslipper.

Hvis nogen skulle have fået indtryk af at denne blog skrives af et par indadvendte skrivebordsteoretikere, som på intet tidspunkt bevæger sig uden for studerekammerets kvalmfulde mure, kan jeg oplyse at dette ingenlunde er tilfældet.

Uhørt tidligt lørdag morgen lod jeg mig således afhente ved min hoveddør af Gowings' limousine med indehaveren selv ved rattet. Planen var i fællesskab at gøre en rejse til Vesterhavet for undervejs at samle indtryk, inspiration og viden, dels for vores egen fornøjelses skyld, dels – og først og fremmest – til glæde for vores omfattende læserskare.

Behændigt snoede Gowings køretøjet gennem trafikkens hvirvler og gjorde først holdt, da vi med frydeskrig havde erobret en parkeringsplads bag Ribe Domkirke (jeg tillader mig her at se bort fra et kort ophold på en rasteplads på Fyn hvor vi indtog et par sammenlagte rundtenommer med ost, baseret på fru G's legendariske hjemmebagte rugbrød, efterfulgt af kaffe samt nogle yderst vellykkede blåbærmuffins, hvis oprindelse min beskedenhed forbyder mig at nævne).


Beklageligvis var domkirken i Ribe på det skammeligste plastret til med byggestilladser og misfarvede presenninger. Vi valgte derfor i stedet at tage selve den gamle købstad nærmere i øjesyn og noterede os med tilfredshed de dekorative bygninger, de toppede brosten og den imødekommenhed hvormed lokalbefolkningen tog imod os – ikke mindst på den fortræffelige restaurant Kolvig hvor betjeningen virkede både venlig og oplyst. Ingen af os kunne modstå menukortets vadehavstapas – en funky, opdateret udgave af den famøse kroplatte, som ifølge salig Roy Hurtigkarl kun er for plattenslagere. Men tallerkenen med udvalgte havdyr i beherskede mængder levede helt op til forventningerne på samme måde som den ledsagende Brown Ale fra Ribe Bryghus. En ypperlig øl!


Endemålet for dagens ekspedition var Henne Mølle Å Badehotel som ligger et stenkast fra det frådende Vesterhav, men forinden nåede vi at inspicere feltmarskal Rommels to kanonbunkere ved Blåvand som til alt held aldrig nåede at blive taget i brug inden befrielsen og til endnu større held aldrig blev udbygget til de 15 bunkere, som skulle have udgjort Tirpitz-stillingen. De utallige bunkere på den jyske vestkyst er som bekendt gjort af uforgængeligt materiale og vil i al evighed skæmme det smukke landskab og på en højst ubehagelig måde minde følsomme beskuere som Gowings og mig om en gruopvækkende periode i historien.

Vi nåede at ryste den forstemmende oplevelse af os med en pelikanblæsende vandretur på den overdimensionerede strandbred ved hotellet, inden vi omklædte og spændstige kunne gå til bords og indtage den delikate menu, som det vil føre for vidt at beskrive i detaljer. Dog vil jeg ikke undlade at nævne at det både for Gowings' og mit vedkommende var første gang, vi oplevede en jomfruhummer garneret med blæksprutteblæk.


Hotellet er oprindelig tegnet af Poul Henningsen i 1935 og siden restaureret og udvidet med særdeles heldig hånd. Også vi Mænd af betydning havde heldet med os, eftersom vores værelser begge lå i den nyeste og derfor mest komfortable fløj. Oven i købet var mit værelse udstyret med udsigt gennem ovenlysvinduerne direkte fra elevationssengen til stjernehimlen. Gowings bar misundelsen med ynde.


Et skoldhedt styrtebad og endnu en tur på stranden i den store føntørrer inden morgenbuffeten var en selvfølge. Herefter kurs hjemad, dog ikke uden at vi forinden havde beset den tyske gravlund i Oksbøl, Vadehavet, Koldinghus – og ikke mindst sidstnævntes forrådskælder, som nu rummer en rustik frokostrestaurant.

Alt i alt små tusind kilometer gennem det danske efterårslandskab på to dage med Van Morrison og Ry Cooder som diskret underlægningsmusik for åndrige samtaler mand og mand imellem. Kort sagt, jeg kan til hver en tid anbefale Mænd af betydnings behagelige selskab.

Desuden kan jeg tilslutte mig den herre, der havde hævet det poetiske niveau i Henne Mølle Å Badehotels gæstebog med den rammende karakteristik: 'En perle i intetheden'.

Udeladte billeder og begrundelsen herfor
Ribe Domkirke: Alle ved hvordan den ser ud, og hvis ikke kan man jo bare slå det op på nettet.

Koldinghus, Tirpitz-stillingen, den tyske gravlund i Oksbøl: Samme årsag.

Vores måltider: Hvorfor opildne til brødnid?

P.S. Til dig der nåede så langt: Beklager, det kunne ikke gøres kortere.