Klædernes forfald

Skrevet mandag den 28. maj 2018 af Cummings

Kære Gowings

 Da jeg læste beretningen om din deltagelse i Royal Run sidste mandag fattedes jeg i sandhed ord og kunne i læsende stund kun komme i tanker om ét: Respekt! Det eneste jeg løber, er jo – som du ved – morgenavisen hurtigt igennem, og som du også ved, figurerer jeg ikke på deltagerlisten over kongehusets heppekor. Ikke desto mindre er det umuligt at frakende institutionens forskellige veliscenesatte arrangementer en underholdningsværdi, der kan måle sig med mangen en operetteforestilling, og der er mildt sagt ikke blevet sparet på krudtet her på det seneste, heller ikke i udlandet.



Det begyndte for alvor forrige weekend med den britiske prins Harrys bryllup, som det ikke var mig muligt at ignorere af den simple grund, at et andet af min husstands medlemmer havde stillet ind på den støjende og spektakulære transmission og derved eliminerede den fred og ro, der sædvanligvis hersker i de Cummingske gemakker. Men det var – uagtet mit principielle skeptiske udgangspunkt – faktisk en udsøgt fornøjelse at studere bryllupsgæsternes påklædning, og det gjaldt vel at mærke for begge køn. Dog kun til et vist punkt! Jeg frydede mig således over at se den ene efter den anden af herrerne ankomme i deres karakteristiske morning dress, lige indtil den ellers glimrende George Clooney dukkede op på skærmen og ødelagde hele gralsfortællingen ved for det første at føre sig frem i lys habit og for det andet at have begået den fadæse at vælge en lommeklud i brystlommen i nøjagtig samme mønster som slipset, så man et øjeblik troede, at han var sponsoreret af Mr. Jardex.

Efter at have sundet mig over dette faux pas i en uges tid, tog jeg i går en dyb indånding og satte mig for familiesammenholdets skyld til at se transmissionen af kronprins Frederiks fødselsdagsshow i Royal Arena fuldt og fast overbevist om, at der nu ikke længere var noget, der kunne ryste mig. Men jeg tog fejl. Ganske vist var der ikke ligefrem tale om nogen statsbegivenhed, og ganske vist foregik det hele i Danmark, hvor alle tager demonstrativt afslappet på alt, men jeg troede nu alligevel, at det stadig var almindelig høflighed at tage pænt tøj på, når man skal til nogens fødselsdag – i særdeleshed når det er ens egen. Men nej. Op ad trappen til indgangen så man kronprins Frederik komme daskende i habit, åbentstående skjorte og – gummisko!



Herefter måtte jeg gå op og lægge mig.

Jeg er naturligvis forberedt på, at jeg nu vil blive beskyldt for at være blevet en sur, gammel mand, men jeg kan afvise, at det skulle være tilfældet. Nok kan jeg ikke løbe fra alderen, men jeg kan garantere for, at jeg var mindst lige så sur, da jeg var ung.

Din hengivne
Cummings

P.S. For ufuldstændighedens skyld skal jeg undlade at nævne den meget afslappede BT-journalist, der ved indgangen til Royal Arena stod med den ene hånd i lommen og interviewede landets kulturminister. Han havde shorts på.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

2 Kommentarer til Klædernes forfald

  1. Peter Pedal
    29. maj 2018 kl. 00.30

    Du fortjener med- og modspil :-)

    Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg antage dig for at være tøjnormativ og pluralistisk uvidende - og jeg ville anbefale dig at se eller gense filmen 'Strictly Ballroom' og substituere de forbudne dansetrin med de forbudne klæ'r.

    Men jeg hilser enhver destruktiv kritik af røgelsen velkommen.

    Frede er sporty, fit og populær.

    Hvis man kritiserer ham, så kan man blive påduttet at være det modsatte, selvom man ikke er det: En usportslig, fed lyseslukker.

    Derfor er det modigt at kritisere ham, selvom det ikke er dit ærinde.

    Det er kejserens nye klæder, det drejer sig om, og nogle må blive ved med at råbe op, selvom det kan synes futilt, når DVar kæmper for deres budget ved at please Pia og co.

    Kritikken er nødvendig, for ellers bliver det som dengang man fremhævede og roste Anders Fjogh for at holde tale i skjorteærmer. Ja, så vidt jeg husker blev det ligefrem fremhævet, at han smøgede ærmerne op.

    Pointen med den slags retorik er, at den er så obskur, at den er svær at hugge og stikke i, før sendefladen er videre, og så er vores bevidsthed forurenet for altid.

    Læg dertil min hjemmerørte analyse om, at de kongelige indtager den præcist identificerede del af vore hjerner, som før blev udfyldt af religion. Vupti: Så har vi en umulig og irrationel samtale, for rationalitet foregår i en distinkt anden cellegruppe i hjernen end religion.

    Jeg er i øvrigt up to here med det mest brugte trick i kongehusets retorik: Uangribelighed, pseudo-neutralitet og jagt på ethos.

    De er ikke uangribelige, og de er super-tendentiøse.

    Der er politik i alt - også i kongeliges hjerner og ageren.

    Hvis vi ikke siger fra overfor den slags pop og pragt, så ender vi med Mascha Vang som minister. Eller som præsident.

    Ræk mig mine cykelbukser. Hov, nej, vent: Dem har jeg jo på.

  2. Cummings
    29. maj 2018 kl. 18.53

    @Peter Pedal: Jeg må hellere præcisere baggrunden for indlægget: Jeg synes ikke, vi skal have et kongehus. På den anden side har jeg læst mig til – og det kan undre mig, at det er tilfældet i ligemageriets højborg og Jantelovens hjemland Danmark – at 80 procent af befolkningen har den modsatte opfattelse. Der er med andre ord ingen udsigt til, at jeg kommer til at opleve monarkiets afskaffelse, men når vi nu engang har det kongehus, må medlemmerne af foretagendet da i det mindste forsøge at leve lidt op til det. Jeg forlanger ikke, at kronprins Frederik skal møde op i kontreadmiraluniform ved enhver given lejlighed, men han skal vel heller ikke kunne forveksles med en hip ejendomsmægler fra Det Grønne Område, der er ude til en fremvisning, sådan som han gjorde ved sit fødselsdagsshow i søndags.

    Bortset fra det, har jeg ikke noget at udsætte på kronprinsen personligt, eftersom jeg ikke kender noget til ham, og jeg under ham gerne hans popularitet. Jeg har derimod en hel masse at udsætte på alle dem, der er ved at boble over af begejstring over, at han er 'helt nede på jorden', 'i øjenhøjde' og hvad man ellers kan finde frem fra klicheernes overskudslager. Hvis det ypperste man kan være som medlem af kongehuset er 'helt nede på jorden', og der ikke er noget relevant at fremhæve i forbindelse med vedkommendes position, hvad er så overhovedet meningen med at have et kongehus?

    Men du har nok ret i, at en hel del af populariteten skyldes, at Danmark også er sportsidioternes paradis.

Skriv en kommentar