Velkommen allesammen, værsgo at træde indenfor i herreværelset og tag plads i chesterfielden, som traditionen byder! Opildnet af sidste års succes har Gowings indvilliget i at stå for udskænkning samt røgt og vedligeholdelse af jeres røde, henholdsvis blå næser. Og mens glassene således klirrer og tømmes, vil jeg forsøge at tryllebinde jer med en autentisk historie fra min barndoms jul i forne tider, som samtlige redaktionsmedlemmer kender til bevidstløshed, men som de heldigvis er høflige nok til at påhøre endnu engang uden at kny. Sidder I godt? Så kan vi begynde:
Se, da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt hvad der var britisk og yndede at føre sig frem i engelsk oberst/landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til det stolte navn.
Der var selvfølgelig også stil over juleaften. Påklædningen var smoking, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen stod på engelsk julekalkun all inclusive.
Én jul står særlig klart i min erindring:
Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødt til at køre hen efter en større ovn hos en smed i Ganløse, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til vildfremmede mennesker denne højhellige aften.
Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190SL, der lige nøjagtig havde plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held være i ovnen.
På det tidspunkt var klokken allerede mange, og kalkunen skulle have knapt fem timer, så vi måtte arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i den et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig adskillige gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet, slukkede hun naturligvis lyset og dermed ovnen.
Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele det overdimensionerede dyr.
Glædelig jul, allesammen – ønskes I af Mænd af betydning og Mahalia Jackson:
