Så gik den ikke længere. I en uge har denne kalenderskribent balanceret på kanten af århundredets forkølelse, og indtil i går lykkedes det at holde den i ave ved hjælp af en skønsom blanding af c-vitaminer, skoldhed Darjeeling-te og apokryfe besværgelser. Men nu har jeg altså måttet kaste håndklædet i ringen og tilslutte mig de snøvlende og fyldigt boblende masser, der raver halvt bevidstløse rundt på gader og stræder og udbreder dårligdommen til den hastigt skrumpende del af befolkningen, der endnu ikke hoster, harker og nyser sig gennem decembermørket.

Tiden er med andre ord inde til at gøre noget alvorligt ved sagen og forøge alkoholprocenten i det daglige væskeindtag, og her er glühwein det første ord, der dukker op mellem mine forkølelsesramte hjernevindinger. Hvis jeg påstod, at det var en frostklingende søndag i advent på et julemarked i Heidelberg for treoghalvtreds år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med glühwein, ville jeg med rette kunne betegnes som uvederhæftig, for mit møde med den helsebringende drik fandt sted så sent som for et par år siden i forbindelse med Mænd af betydnings legendariske julefrokost. Et par af de mere fremtrædende redaktionsmedlemmer havde forvildet sig ned i Nyhavn, hvor vi pludselig fandt os selv siddende udendørs i mørke og tænderklaprende kulde, kun holdt oppe af et glas glühwein med svag assistance fra den infrarøde strålevarmer, der var fastgjort under den til lejligheden opslåede markise. Det var så livsbekræftende en oplevelse, at vi siden har holdt fast i traditionen.

Men årets julefrokost er jo for længst overstået, så hvordan laver man sin glühwein selv? Man indtaster 'perfekter Glühwein selber machen' i Googles søgefelt og kombinerer de tre opskrifter, der herefter fremkommer, efter forgodtbefindende.

Tilbage står så kun at komme med en forklaring på dagens kække overskrift. Den kommer her:



Samtidig kan man vel konstatere, at The Julekalender ikke har levet forgæves, selv om der aldrig kom en dråbe glühwein på bordet i den.

Duer. I det Gowingske domicil fodres der fugle i en grad, så at jeg kan frygte, at de små fjerbolde ikke længere evner at finde et bær eller et frø i guds egen natur udenfor tjørnehækken. Men sådan er det blevet, og ja, det tiltrækker småfugle, og ja, de er sjove at se på, når de pikker solsikkekerner i foderautomaterne.

Men med foderautomaterne kommer også duerne. De sidder nedenunder, og tramper de stakkels planter ned som udgør bunddækket under kirsebærtræet og stauderne, som også står der. Og de flokkes på græsplænen. Og lægger fuglelorte på havemøblerne på størrelse med en soft-ice (sygt billede - undskyld). Fru Gowings ønsker dem hen hvor peberet gror, og hun har sågar foræret overtegnede et luftgevær i lovlig kaliber, så han, hvis han kunne mande sig op, er i stand til at udløse et veritabelt Dybbøl (for nu at blive i det tidsaktuelle) over havens duebestand. Sjovt nok er det ikke lovligt - en rotte må man slå ihjel med en skovl eller smertefuld forgiftning, men ikke en due.

Men jeg kan ikke skyde en due, - slet ikke fordi dens eneste forbrydelse er at gå rundt i haven. Jeg vil hellere tage duesøm, klappen i hænderne o.s.v. i brug for at skræmme dem væk. Indimellem er det mig, der fylder automaterne op, også selvom jeg egentlig mener, at fugle burde kunne finde masser af føde det meste af året i vores have. Hvis de gad selv at yde en indsats. OK - jeg ved godt de ikke laver andet hele dagen end at fylde sig selv og deres afkom. Det er en heltidsbeskæftigelse

Og hvis man ikke gider at have duer i haven, så skal man nok heller ikke, som jeg har for vane, lægge den her håndfuld solsikkekerner til 'musen' under foderautomaten ...

PS: Som vi har været inde på før her på bloggen, så kan barndommens sprogforbistring give ophav til nogle sjove erkendelser i voksenlivet. Jeg var ret gammel før '- med dugen til julegilde' blev rettet til 'med duen til julegilde'. De satans duer.

En af de mindst morsomme film, jeg ikke har set, fordi jeg hoppede af i selvforsvar, inden jeg var kommet halvt igennem, hedder Julefrokosten. Det er en af den slags 'komedier', der kun har til formål at score kassen på den fladpandede humor, producenten regner med, at publikum er i besiddelse af. At strategien desværre som regel holder stik er en anden sørgelig historie, men hvordan man har fået en hel stribe fremragende danske skuespillere til at være med i braset er et af filmhistoriens større mysterier.

Nå, men Julefrokosten fortjener med andre ord på ingen måde at indgå i nogens personlige julefilmrepertoire, medmindre man har et horn i siden julen. Så spring den over for Guds og dit eget velbefindendes skyld, når den med sikkerhed bliver vist på en eller anden tv-kanal i nær fremtid.

Til gengæld kan jeg stærkt anbefale følgende 72 sekunders fraklip fra samme film:



Det er sjovt. Komikken er ganske vist utilsigtet, men det er der ikke noget at gøre ved.

På min cykeltur på arbejde passerer jeg igennem en større københavnsk kirkegård. Vartegn nr. 1 for stedet er en poppelallé der leder op til vartegn nr. 2: en gigantisk rør-radiomodtager fra 40'erne placeret på toppen af bakken.

Poppeltræerne er blevet gamle, ifølge sagkundskaben så gamle som de kan blive uden at brase sammen. Den gode Cummings fik sat mig igang med sit indlæg om decemberstormene, for de sidste års storme har bekræftet dette udsagn. Poppelalleen har ved disse lejligheder udviklet sig til en løben - eller rettere - cyklen spidsrod imellem nedstyrtende grene fra de høje træer.

Nu er det slut. Siden sommerferiens afslutning har maskiner og gartnere været igang. Træerne er fældet og nye unge popler er plantet. Men, men, men...


For at det ikke skal være løgn, så udgjorde de gamle popler domicilet for en stor flok flagermus. Der findes i Danmark 17 arter, allesammen fredede. Faktisk er flagermus det mest artrige pattedyr, idet en fjerdedel af alle pattedyrarter er flagermus. Ikke desto mindre er de allsammen altså fredede.

Og det er jo klart, at man ikke bare fjerner fredede dyrs biotop i et moderne Danmark. Så fire træer har fået lov at stå, samtidig med at stykker af hul træstamme er blevet hængt op i træerne tæt ved. Håbet er, at flagermusene med tiden vil søge ned i den nærliggende mose og finde en ny bolig der.


Jeg synes det er godt, at vi har overskud i dette lille land til at tage os af vores flagermus, uanset at det er forbundet med ekstra omkostninger.

Tanken strejfer mig, om vi skulle ansætte et par vildtbiologer i Udlændingeservice. På den måde ville ordet 'service' måske kunne indtage sin gamle betydning igen. Vildtbiologer, Mette Frederiksen?

Her i den kolde december er der som bekendt ekstraordinært mange mennesker, der er ved at gå til af spænding, især hvis de er mindreårige og tror på julemanden. Men også vi, der for længst er blevet klogere og kedeligere på grund af alder og et langt livs skuffende tildragelser, anser december måned for en af de mest nervepirrende, hvis vi bor i huse med høje, potentielt sønderknusende træer tæt på. For kommer der også i år en opblæst orkantype, der får os til at ligge søvnløse med dynen trukket op over hovedet, travlt beskæftiget med at bide neglene ned til sokkeholderne ved udsigten til at få en uhensigtsmæssigt tung træstamme i hovedet?

Indtil for ganske nylig troede denne lågeåbner, at stormene skyldtes temperaturforskellene mellem det kolde polarområde og de varmere områder mod syd: Jo større temperaturforskelle, jo kraftigere storme. Det var i hvert fald, hvad jeg kunne læse mig til ved at google 'Hvorfor stormer det?'. Men siden er jeg blevet klar over, at det slet ikke er sådan, det hænger sammen. Voldsom blæst stammer i virkeligheden fra den store, underjordiske vindmaskine, som to (jule)granvoksne mænd med kolossale biceps skiftes til at dreje rundt, og de rigtig farlige situationer opstår først i det øjeblik, de afløser hinanden – og det er ganske vist:



Da jeg googlede 'Hvorfor stormer det', kom der for resten en artikel frem med overskriften 'Hvorfor stormer DF frem?'. Jeg læste ikke artiklen og så ikke svaret, men i dette tilfælde må det være på grund af nogle temperaturforskelle. I hvert fald er det en kold tid, vi lever i.

Som vist sidste år så samler vi her i familien Gowings på mekaniske julehelveder, der opstilles i starten af december. Herudover arrangeres der et nisselandskab i entreen. Ingen jul uden.

Trods sin fremskredne alder sidst i teenageårene har frk. Gowings det hverv hvert år at fremstille tableauet ved starten på julemåneden. Med opgavens store ansvar, for at julehumøret introduceres straks ved entreen i det Gowingske hjem, følger til gengæld beføjelsen at spendere et mindre beløb på, hvad man kan kalde 'årets nyerhvervelse'. I år er der indkøbt en skøjtesø.


Det betyder et farvel til kosmetikspejlet, som ellers har gjort det ud for skøjtebane indtil nu. Så må vi se, om vi kan komme igennem julen med en så drastisk ændring i landskabet ...

God torsdag.

Der var engang en julekalender i fjernsynet, som folk blev rasende over. Den foregik i et hul i jorden og var en rammefortælling om hovedpersonerne Poul og Nulles jagt på den ægte julemand, men der var for lidt julestemning i den efter mange seeres mening. Chefen for B&U-afdelingen i DR hævdede dog, at det var DRs mindst kritiserede julekalender hidtil, men ikke desto mindre vakte Jul og grønne skove vild opstandelse både her og der, og i hvert fald var den anderledes:



Siden er der løbet en hel del smeltet julesne i stranden, Poul og Nulle gik hver til sit, og Poul blev rektor for Filmskolen. Men efter 22 år på posten er han vendt tilbage til skærmen, denne gang med Anders Lund Madsen som medsammensvoren i programmet Diverse meddelelser. Konceptet går ud på at opsøge og tale med menneskene bag de mest mystiske annoncer i Den Blå Avis, og mærkelighedsprocenten er høj:



Det er ikke et morsomt program som sådan, men jeg tager mig alligevel i at græde af grin, hver gang jeg ser det. Både Poul og Anders er store samtalekunstnere, og de har begge to evnen til at få de medvirkende til at åbne sig, så det bliver interessant at lægge øre til. Sideløbende hæver det interne mundhuggeri mellem værterne det hele op over den kedsommelige dokumentarisme og gør programmet til underholdning i særklasse. Så jeg glæder mig jeg til i morgen, ikke bare fordi det igen er Gowings' tur til at åbne lågen, men fordi der kommer endnu et afsnit af Diverse meddelelser. Så må man bære over med, at det ikke har en snus med jul at gøre.

Det er kl. 20 på DR1. De foregående afsnit kan man se her, og skulle nogen få lyst til at se/gense de sørgelige rester af Jul og grønne skove, er der også mulighed for det. Måske var den julekalender slet ikke så god, som man helst vil huske den ...