- Eller Hawk Mountain Sanctuary, som det hedder herovre, er en del af bjergkæden Appalacherne, der løber ned langs Nordamerikas østkyst. Eller rettere sagt det er et hul i bjergkæden. Og lige her trækker ørne og høge fra nord imod syd lige igennem den smalle fordybning i bjergkæden, som ligger lige øst for Hawk Mountain.

Fristedet blev indstiftet af denne dame, Rosalie Edge, da hun havde fået nok af, at de lokale hvert efterår plaffede i tusindvis af ørne og høge på træk ned fra himlen. Rosalie ligner ikke en man diskuterer med. Og slet ikke tæt på.


Men altså, her kan man gå op på bjerget efter at have betalt 5 dollar og lagt øjne og ører til det klassiske problem ved frivilligt drevet godgørenhed - en klæbrig stemning af politisk korrekthed. Men i det mindste skyder de ikke ørnene mere...


Selvom vi var der i højsæsonen, "-og igår så vi så mange ørne!", så vi kun kun et par nordamerikanske gribbe, vultures, men dem ser man også ved motorvejen. Til gengæld så vi den udstoppede ugle på kæppen.


Hver dag bliver der talt ørne og rapporteret. Også til de besøgende.


Jeg har været der før. Og da så vi rigtig mange ørne- og høgearter på træk, så vi var bare uheldige idag. Undtagen med udsigten og skovens farver.


USA er et stort land...

Gowings er i USA. Han bor her...

Hvor i USA spørger du så? Philadelphia. Og han har været i butikker. Er det i H&M spørger du så?


Er det i Toys R' Us?


Nej - man nægter at tro det, ikke...


En lille hilsen fra Guds eget land...

Scotland the Brave. EU har givet håb til regioner - og faktisk muliggjort - løsrivelsen af regioner fra nationalstater. EU tilbyder et overstatsligt organ for almindelig koordinering. Uden EU ingen afstemning i Skotland og uden EU ingen løsrivelsesdebat i Katalonien.

Jeg må indrømme, at jeg føler med de frihedssøgende, separatistiske skotter. Deres indtryk af Nordisk Råds indflydelse i verden og de skandinaviske staters sammenhængskraft har været præget af naivitet og falske forhåbninger. Men det har været forfriskende. Uden at nogen kan være i tvivl om nærværende blogs sympati for det britiske. Det, jeg er stødt på fra den skotske frihedslængsel, har centreret sig om håb, fornyelse og inklusion. En tro på EU i modsætning til engelsk isolationisme.

Katalonien, som jeg elsker, har i min optik en anden dagsorden. Katalonien er spaniens rigeste region og nyder i forvejen, på lige fod og måske endnu mere end andre regioner i spanien, udstrakt selvstyre. Ligesom Skotland gør det indenfor Storbritannien. Og uden tvivl har det været svært med den krise Spanien har gennemgået siden slutningen af nullerne. Men en løsrivelse af Katalonien herfra svarer lidt til hvis trekantsområdet ikke længere gad at betale til Lolland-Falster, Fyn og Nordjylland.

Europa kan ikke, uanset EU, tåle at blive disintegreret og opdelt i svage og stærke økonomiske regioner ved en opsplitning af nationalstaterne. Ikke fordi udligningen de små regioner imellem ikke ligeså godt kunne foregå på EU-niveau, men fordi den bagvedliggende tanke om forsøg på økonomisk isolationisme modarbejder tanken om at udvikle EU sammen. Det kan, indrømmet, være svært at se denne linie i EU-politikken nogen gange, hvis det ikke var for de enkelte signaler, der indimellem sendes afsted fra EU-retten og EU-parlamentet.

Uden solidaritet intet EU, uden EU intet Europa. Alt det andet problematiske omkring denne konstruktion ufortalt. Det er den konklusion, jeg er kommet til midt i al denne løsrivelsesvirak. Skotterne skal have helet sårene efter gårsdagens afstemning og katalanerne må lige snuppe en tapas og et glas sherry mere og overveje den linie, man er på vej udad.

Jeg ville dog til enhver tid have ønsket skotterne velkommen i Nordisk Råd - for hvad det ville have været værd.

(PS: Konsekvenserne af en skotsk løsrivelse fra Storbritannien ville have været mange. En af dem jeg ikke lige havde tænkt over, og som en radiovært på P1 gjorde opmærksom på, var:"hvad med Union Jack?" - God weekend)

I dag fejrer Mænd af Betydning en af vort lands 'Founding Fathers', Jens Otto Krags 100 års fødselsdag. JOK var den sidste i rækken af statsministre, der stod for opbygningen af velfærdsstaten. Hans afløsere, til og med Poul Nyrup (ja, Poul Schlüter inklusive), var de sidste politikere på posten. Herfra gik Danmark i administrations-mode. De folkevalgte deponerede de politiske ambitioner og erstattede dem med egne ambitioner om magt og karriere. Ikke magt for politikkens skyld, men magt for magtens skyld. Det har givet et enormt råderum for embedsmændene i ministerierne.

Vi mindes dermed dengang den politiske debat og ambitionerne for nationen og borgernes liv og levned havde et vist niveau.

Fraklip:
"Og hvis De, Gowings, skulle nævne et eksempel på udviklingen, hvilket skulle det så være?"
"Ja, jeg erindrer en morgenradioavis for mange år siden, hvor en af de største historier var, at en folketingspolitiker krævede ændringer i formuleringen af selvangivelsen. Det blev mødt med en storm fra et samlet folketing om, at det var utidig indblanding i myndighedsopgaver - der ville ikke  være en, der havde løftet et øjenbryn idag. Der var også..."
"Ja, vi har vist lige tid til et eksempel mere, hvis der skulle.... "
"Man kan måske sige, at Helle Thorning Schmidt, hjulpet af de Radikales løfter til Lars Løkke Rasmussen & Co, er ved at vende tilbage til princippet om magten for politikkens skyld og ikke bare for magtens skyld. Se nu på dagpengesagen: det er ikke nogen populær sag. Og man nægter stædigt, at gøre noget for at dæmpe effekten af at man regnede galt i sin tid med, viser det sig nu, 1000% flere, der ryger ud af dagpengesystemet end først antaget. Det må man vist kalde politisk mod!"
"Ja tak, Gowings. Tak (- er der for helvede ikke nogen, der kan lempe den gamle mand ud af studiet! 1000%, Vorherre bevares)"

Nu skal det heller ikke være fis og ballade hele tiden. Det var koldt imorges, rigtig koldt. Ihvertfald sammenlignet med hvordan morgenerne har været de sidste par måneder. Gowings gik også kold; med udsigt til 16 grader og regn på cykelturen blev der krøbet til korset og legemet itrukket fuldlængde benklæder. Det er rædselsfuldt at spærre stængerne inde første gang efter sommerens friluftsliv.

Det næstværste er at skifte klipklapperne ud med sokker i sandalerne. Gowings er heldig, fru Gowings er bedøvende med herremoderådets forskrifter for korrekt føring af sandaler.

Men altså tiden er inde, shorts'ne skal på plads i skabet. Måske kommer de frem for en kort bemærkning, hvis vi får lidt indian summer. Men ellers er det slut for denne gang.

På fredag drager redaktionen på sin årlige skovtur. Nogle år slår vi os sammen med redaktioner fra andre lødige organer. Sidste år var det 'Spejdernyt'. Og vejret var åbenbart bedre ved denne tid at dømme efter nedenstående billede. Såvidt jeg husker, var der vrøvl med GPSen og som man ser, er Cummings ikke helt tilfreds med situationen, imens jeg prøver at nordrette kortet. Så er det godt, der ikke er så længe til jul...

Jeg beklager, men jeg må have luft: den borgerlige anstændighed har det svært for tiden. Efter blæsten om Lars Løkkes lemfældige omgang med partiets midler skal der rettes op og flyttes fokus. I Venstres forsøg på at tækkes DFs vælgere, overgår man dette partis vildeste forventninger til en ny periode med det blå hold ved roret. Agurketidstøjen fra Støjberg er overtaget af skingre krav om ændringer af FN-konventioner. Skamløst holder man hele nationen som gidsel overfor anseelsen i resten af en forundret verden, der udefra betragter det lille trodsige land, der står oppe i det nordlige hjørne af Europa og stamper i gulvet.

Når man så til og med i bagsidelederen i dagens Information kan læse at grundlaget* for det sidste udspil fra Venstre, udelukkende kan forstås som ren og skær symbolpolitik i lighed med Pia Kjærsgaards grænsebomme, så må det være svært at være Venstrevælger. Og så hamrer Martin Geertsen løs på et stigende asylansøgerantal med begrundelser om lempelser i lovgivningen - som man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig at en syrer, iraker eller somalier kan have blik for i en presset situation på flugt fra krig og folkemord - på trods af at det procentvise antal asylansøgere i Europa, der får asyl i Danmark, er konstant.

Og når vi så er blevet velsignet med en ny Konservativ formand, der fører sig frem som en anden Brixtofte - prøv at skrive tilbage til politiet at du tager deres henstilling om ikke at parkere ulovligt til efterretning; vel at mærke uden at betale bøden - så må det svage håb, der knyttede sig til udskiftningen af Barfoed visne bort. Idag til morgen kan man så høre at de konservatives nye formand proklamerer sin egen homoseksualitet i morgenradioavisen for at undgå evt. 'afsløringer': Hvorfor? Jeg nægter at tro, at det har nogen interesse hverken for pressen eller den almindelige borger. Faktisk kan jeg ikke huske, at afsløring af fungerende politikeres homoseksualitet, eller anden seksuel observans for den sags skyld, har været skreget ud i pressen nogensinde. Man fristes til i farten, at opfatte 'afsløringen' som et forsøg på at vende sympatien mod Pape selv - væk fra pressen der graver i hans sag om magtmisbrug i Viborg kommune.

Er den borgerlige anstændighed afgået ved døden i dansk politik? Det kunne man godt frygte efter den sidste tids begivenheder. Det eneste man som 'rød' vælger kan opfordre den nuværende regering til, hvis den vil vinde næste valg, må være at lade det skingre i udlændingedebatten og det groteske forsvar for magtfulkommenhed forblive i blå lejr. Så kommer sejren af sig selv. Jeg nægter nemlig at tro på, at den borgerlige anstændighed er afgået ved døden i befolkningen som sådan.


*Uanset om Danmark tildeler statsborgerskab eller ej til en PET mistænkt, der er født og opvokset i landet, så kan vedkommende ikke udvises.

Hvis man går kystvejen fra Menaggio til Cadanabbia, hvor det store Hotel Britannia ligger, passerer man den ene smukke villa efter den anden beliggende på landsiden af kystvejen med indkørsler, der er slotte værdige. Og det er netop hvad man må sige om 'villaerne'; det er ikke villaer i vores forstand, men, små måske, veritable slotte.

Og på den ovennævnte stræknings vandside er 'strandvejen' - eller klippekystvejen - bebygget med små 'klodser' der strækker sig ud i søen, ofte med græs og træbeplantning på toppen, så de udgør små haver mod søsiden. Og aldrig såsnart har man passeret bygningen, der står med fødderne i vand, for at opdage en tilgitret port og en lille mole til afskærming mod søens svage bølger. Der er tale om bådhuse - et for hver Villa.


For selvfølgelig sejlede man også dengang på søen, når vejret tillod og man skulle tilbagelægge strækningen til Como by eller bare gøre visit ved en anden Villa oppe eller nede af den Y-formede søs arme. Sandheden er nemlig, at søens bredder indtil sidst i attenhundredetallet ikke kunne befærdes på anden måde end med muldyr op og ned ad stejle stier og langs dybe afgrunde ned til søen. Så sejlads har været den nemmeste og mest komfortable måde at transportere sig rundt i området omkring søen.

Denne gåturs endemål er som nævnt Cadenabbia. En lille by der domineres helt af Hotel Britannia der ligger langs kystvejen. Ud for hotellet står en underlig statue forestillende en ældre herre og hvis udformning leder tanken hen på en person som tydeligvis lider af 'engelsk syge'.


Statuen forestiller byens æresborger, nu afdøde Konrad Adenauer, tysklands første kansler efter krigen. Manden kom, som en lille bronzeplade meddeler, her til byen på sommerophold og for at rekreere midt i det hjemlige wirtschaftswunder. Det har ikke været den nemmeste post at beklæde med et Tyskland, der på alle måder lå i ruiner. Mit yndlingscitat, som jeg ikke kan verificere, men som kunne være karakteristisk for en mand, som nægtede at give Hitler hånden og derfor måtte forlade sin post som Kölns borgmester, lyder som følger i et svar på spørgsmålet om betydningen for Vesttyskland af oprettelsen af de amerikanske baser:"80.000 analfabeter er ikke lige det Tyskland har behov for i den givne situation".