Scotland the Brave. EU har givet håb til regioner - og faktisk muliggjort - løsrivelsen af regioner fra nationalstater. EU tilbyder et overstatsligt organ for almindelig koordinering. Uden EU ingen afstemning i Skotland og uden EU ingen løsrivelsesdebat i Katalonien.
Jeg må indrømme, at jeg føler med de frihedssøgende, separatistiske skotter. Deres indtryk af Nordisk Råds indflydelse i verden og de skandinaviske staters sammenhængskraft har været præget af naivitet og falske forhåbninger. Men det har været forfriskende. Uden at nogen kan være i tvivl om nærværende blogs sympati for det britiske. Det, jeg er stødt på fra den skotske frihedslængsel, har centreret sig om håb, fornyelse og inklusion. En tro på EU i modsætning til engelsk isolationisme.
Katalonien, som jeg elsker, har i min optik en anden dagsorden. Katalonien er spaniens rigeste region og nyder i forvejen, på lige fod og måske endnu mere end andre regioner i spanien, udstrakt selvstyre. Ligesom Skotland gør det indenfor Storbritannien. Og uden tvivl har det været svært med den krise Spanien har gennemgået siden slutningen af nullerne. Men en løsrivelse af Katalonien herfra svarer lidt til hvis trekantsområdet ikke længere gad at betale til Lolland-Falster, Fyn og Nordjylland.
Europa kan ikke, uanset EU, tåle at blive disintegreret og opdelt i svage og stærke økonomiske regioner ved en opsplitning af nationalstaterne. Ikke fordi udligningen de små regioner imellem ikke ligeså godt kunne foregå på EU-niveau, men fordi den bagvedliggende tanke om forsøg på økonomisk isolationisme modarbejder tanken om at udvikle EU sammen. Det kan, indrømmet, være svært at se denne linie i EU-politikken nogen gange, hvis det ikke var for de enkelte signaler, der indimellem sendes afsted fra EU-retten og EU-parlamentet.
Uden solidaritet intet EU, uden EU intet Europa. Alt det andet problematiske omkring denne konstruktion ufortalt. Det er den konklusion, jeg er kommet til midt i al denne løsrivelsesvirak. Skotterne skal have helet sårene efter gårsdagens afstemning og katalanerne må lige snuppe en tapas og et glas sherry mere og overveje den linie, man er på vej udad.
Jeg ville dog til enhver tid have ønsket skotterne velkommen i Nordisk Råd - for hvad det ville have været værd.
(PS: Konsekvenserne af en skotsk løsrivelse fra Storbritannien ville have været mange. En af dem jeg ikke lige havde tænkt over, og som en radiovært på P1 gjorde opmærksom på, var:"hvad med Union Jack?" - God weekend)
Billedet er taget fra WikiPedia.
Det minder mig om debatten hvor Færøerne sagde "vi vil være fri for bloktilskud" - og statsministeren måtte sige, det kan I da sagtens blive fri for - men er I nu sikre på at I kan klare jer uden?" - lettere simplificeret exmplarisk dialog, selvfølgelig, men statsm.Nyrups undren var ægte nok.
Problemet med Skotternes selvstændighedstrang er, at den ikke er én klar størrelse, men mange strømninger, som kan samles i en protest i denne form.
Protestbevægelserne i hele Europa bliver ikke taget alvorligt nok. Vi bevæger os på kanten af en vulkan, og politikerne forstår ikke hvordan de skal flytte boligerne væk fra krateret.
Ja, jeg skal da være ærlig - jeg har da sådan set, i spøg altså, tænkt at en lolland-falstersk separatistbevægelse ikke var at foragte. Hvis fattigdommen vokser yderligere og ligegyldigheden inde på Borgen ligeså, så kunne vi vel klare os selv lige så godt; Vi har masser af arbejdskraft, masser af god landbrugsjord og dertil også vindenergi og forbindelse til Tyskland. Så kan vi lave en aftale med rockerborgene om at stå for sikkerheden :-)
Nej, det giver ikke mening. Men utilfredsheden vokser i flere randområder af EU. De spanske separatistbevægelser er vel lidt i den situation, at det faktisk var dem, som væltede Franco af pinden, men aldrig nogensinde rigtig fik noget for det. Sidst i 70'erne boede min mor og stedfar i Baskerlandet, hvor han arbejdede, og jeg husker stadig, hvordan ETA dengang var heltene og hvordan man langt op i 90'erne frygtede Guardia Civil, som stadig var bemandet med Franco-tilhængere. Det tager rigtig lang tid for et land at komme ud af diktaturets skygge og nye demokratier er frygtelig skrøbelige. Det tror jeg ofte, vi glemmer i vores del af verden.
Det er klart, Donald, at enhederne kan blive så små, at det ingen mening giver. Men jeg tror at flere, bl.a. den skotske separatistbevægelse, hvor naiv dn end måtte forekomme, ser en mulighed i at fungere som selvstændig stat under EU. EU har alligevel overtaget rigtig mange af de relationer til omverdenen, der betyder noget. Så kan det godt være, at vi ikke kan blive enige om udenrigspolitik og forsvarspolitik. Men det er der for det første ikke noget nyt i og for det andet vil det blive ved med at være sådan, sålænge UK, Frankrig og Tyskland skal høres og have 'de afgørende ord'.
Helt sikkert, Henriette. Det gælder helt afgørende for baskerlandet og andre regioner i spanien, især tilbage i tiden, og jeg er med på Spaniens historie og Franco-tidens lange seje beståen i militæret og politiet. Det ser man tydelige spor af idag, hvor man helt uhæmmet stadig fejrer Franco på diverse militærmuseer.
Men katalonernes projekt ser ikke godt ud på bundlinjen. Løsrivelsen fra Spanien handler her mest om hvordan katalonien kommer ud af krisen - så blæse være med spaniens andre regioner. I forvejen har man et udstrakt selvstyre og brændstoffet bag selvstændigheden knytter sig til det middelalderlige kongerige Aragonien, der strakte sig op i Frankrig. En noget luftig og stærkt nationalistisk konstruktion at bygge sin selvstændighed på. Derudover er der ikke en ligeså god stemning imellem parterne i Katalonien, som vi så i Skotland. Det er ikke nemt at være katalaner og have det synspunkt at man skal forblive i Spanien.
Spændende, Gowings - jeg tror, jeg skal kikke lidt nærmere på, hvad der foregår i Spanien i dag. Jeg har mistet en del føling med spansk politik og historie, eftersom jeg ikke længere kommer der regelmæssigt.
Nationalismen vokser vel i mange af Europas regioner som følge af krisen og den (manglende) mestring af den, vore politikere lægger for dagen.
Et par af de tyske socialistiske politikere, jeg følger, siger jo netop, at politikere, også dem på midten, i alle lande i den grad skamrider EU-systemet og gør EU til syndebuk for deres egen dårlige politik. Svaret fra dem er altid, det kan ikke lade sig gøre, EU bestemmer. Nu sidder de så i saksen, fordi nationalismen og modstanden på de yderste fløje vokser sig stærkere og stærkere.
Det er dybt bekymrende.