Hvis man går kystvejen fra Menaggio til Cadanabbia, hvor det store Hotel
Britannia ligger, passerer man den ene smukke villa efter den anden beliggende
på landsiden af kystvejen med indkørsler, der er slotte værdige. Og det er
netop hvad man må sige om 'villaerne'; det er ikke villaer i vores forstand,
men, små måske, veritable slotte.
Og på den ovennævnte stræknings vandside er 'strandvejen' - eller klippekystvejen - bebygget med små 'klodser' der strækker sig ud i søen, ofte med græs og træbeplantning på toppen, så de udgør små haver mod søsiden. Og aldrig såsnart har man passeret bygningen, der står med fødderne i vand, for at opdage en tilgitret port og en lille mole til afskærming mod søens svage bølger. Der er tale om bådhuse - et for hver Villa.
For selvfølgelig sejlede man også dengang på søen, når vejret tillod og man skulle tilbagelægge strækningen til Como by eller bare gøre visit ved en anden Villa oppe eller nede af den Y-formede søs arme. Sandheden er nemlig, at søens bredder indtil sidst i attenhundredetallet ikke kunne befærdes på anden måde end med muldyr op og ned ad stejle stier og langs dybe afgrunde ned til søen. Så sejlads har været den nemmeste og mest komfortable måde at transportere sig rundt i området omkring søen.
Denne gåturs endemål er som nævnt Cadenabbia. En lille by der domineres helt af Hotel Britannia der ligger langs kystvejen. Ud for hotellet står en underlig statue forestillende en ældre herre og hvis udformning leder tanken hen på en person som tydeligvis lider af 'engelsk syge'.
Statuen forestiller byens æresborger, nu afdøde Konrad Adenauer, tysklands første kansler efter krigen. Manden kom, som en lille bronzeplade meddeler, her til byen på sommerophold og for at rekreere midt i det hjemlige wirtschaftswunder. Det har ikke været den nemmeste post at beklæde med et Tyskland, der på alle måder lå i ruiner. Mit yndlingscitat, som jeg ikke kan verificere, men som kunne være karakteristisk for en mand, som nægtede at give Hitler hånden og derfor måtte forlade sin post som Kölns borgmester, lyder som følger i et svar på spørgsmålet om betydningen for Vesttyskland af oprettelsen af de amerikanske baser:"80.000 analfabeter er ikke lige det Tyskland har behov for i den givne situation".
På en af mine tysklandsture så jeg en portrætudsendelse om Konrad Adenauer - han var saftsuseme en "tough cookie"! Han og Ludwig Erhard indførte "die soziale Marktwirtschaft", selv om amerikanerne hånligt fnøs og kaldte det " en halvsocialistisk økonomi".
I 2003 blev Konrad Adenauer udråbt til den betydeligste tysker nogensinde i tv-serien "Unsere Besten", hvor hele den tyske befolkning kunne stemme. Martin Luther blev nr 2 og Karl Marx nr 3 - og stakkels Albert Einstein måtte nøjes med en 9. Plads :-)
Sjovt at se at Adenauer også har slået sine folder ved Como søen - og du fik iøvrigt ret, Gowings - sommeren er helt fantastisk både i Dk og i udlandet!
Jep, Henriette - en hård nyser, ham Konrad. Sjovt nok har vejret - og er vejret - herhjemme bedre end i Norditalien. Vi havde generelt fint vejr, som herhjemme, men der er en grund til, at der er så frodigt dernede. Og det regnede da også enkelte eftermiddage og nætter. Men ikke noget der ødelagde noget. Ligenu derimod synes det regne hele tiden, og det er ikke så sjovt når man kan sidde og se vejrudsigten for vores lille andedam.
(...og sig det ikke til nogen, men når sommeren er som nu herhjemme, så er konkurrencen med udlandsopholdet hård. Jeg elsker den danske sommer, som den viser sig for os ligenu...)
Det var nyt for mig at Adenauer indførte "soziale Marktwirtschaft", og at han var så "tough" at han nægtede at hånde Hitler og iøvrigt tog konsekvenserne deraf.
Knap så nyt at vejene i bjergegne ikke egnede sig til hurtig trafik førend man fik dynamit til at sprænge vej. Og søvejen er stadig den billigste transportform :)
Søvejen, ja. Og i samtiden ikke specielt underlig, hvilket småskibstrafikken i indre danske farvande igennem tiden har vidnet om.